02.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].
“Trump har presset europæerne til at opruste. Men hans trusler om at neddrosle USA’s engagement undermineres af den igangværende amerikanske prioritering af fronten mod øst.”

Af Peter Viggo Jakobsen

Sammenlignet med sine forgængere har præsident Trump tilsyneladende en meget mere konfrontatorisk noget-for-noget-tilgang til mange udenrigspolitiske spørgsmål. Det gælder også den klassiske diskussion i NATO om, hvor meget USA og Europa skal betale – hvordan “byrderne skal fordeles” (burden-sharing). Trumps forsvarsminister, James Mattis, har ligefrem truet med at “gradbøje” den amerikanske opbakning til europæiske NATO-lande, der ikke øger deres forsvarsbudgetter og bidrager til amerikansk-ledede operationer uden for alliancens område. Gradbøjningen vil konkret sige: USA vil undlade at hjælpe disse lande i tilfælde af angreb.

Den konfrontatoriske stil ser ud til at virke – også selvom det amerikanske ønske om en større europæisk indsats ikke er noget nyt. For forsvarsdebatten i Europa har skiftet karakter. Europæerne diskuterer ikke længere, om forsvarsbudgetterne skal øges; de diskuterer hvor meget og hvor hurtigt.

Det rejser spørgsmålet, om Trump er en ’game-changer’, i NATOs byrdedelingsdiskussion. Kan han potentielt ødelægge alliancen, som mange europæiske diplomater og eksperter har hævdet? Formålet med denne artikel er at besvare dette spørgsmål. Da det er svært at spå, især om fremtiden, har jeg valgt at gå historisk til værks. Jeg kigger bagud for at afdække de faktorer, der har formet NATOs byrdedelingsdiskussioner tidligere i historien. Det giver et fastere grundlag for at vurdere, om de samme faktorer fortsat gør sig gældende – og om de former den igangværende debat.

Danmark: en pludselig lyst til oprustning efter Trumps valgsejr
Først er det dog værd kort at hæfte sig ved det danske eksempel, som illustrerer den seneste udvikling. Så sent som i maj 2016, da Peter Taksøe-Jensen afleverede sin udredning om Danmarks fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik, var flertallets holdning på Christiansborg, at forsvarsudgifterne ikke skulle øges. Taksøe-Jensens anbefaling var ellers klokkeklar: Verden er blevet et farligere sted, og der er behov for en markant stigning i forsvarsudgifterne, hvis Danmark skal håndtere udfordringerne i Arktis, truslen fra Putins Rusland, den voksende cybertrussel og den store ustabilitet i syd. Alligevel blev anbefalingen blankt afvist af det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre.

Den 9. november 2016 vandt Trump overraskende det amerikanske præsidentvalg, og så fik piben en anden lyd: Tre dage senere meddelte Venstre sammen med resten af blå blok, at der var behov for at øge forsvarsudgifterne. Udmeldingen blev fulgt op af De Konservative, Liberal Alliance og Venstre i regeringsgrundlaget af 29. november 2016. Her bekendtgjorde regeringen, at forsvaret skulle tilføres et ”substantielt løft”. Socialdemokratiet meldte sig nu også i koret af partier, der gik ind for et højere forsvarsbudget, og det Radikale Venstre tog uden sværdslag flertallets holdning til efterretning.

Venstre og Socialdemokratiet forklarede først og fremmest deres holdningsskift med den voksende trussel fra Rusland. Men Rusland optrådte ikke mere aggressivt i perioden fra maj til november 2016, hvor de nye meldinger begyndte at komme. Den årlige risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (udgivet i december 2016) pegede heller ikke på, at truslen fra Rusland var øget. Det er derfor svært at forklare det markante holdningsskift med andet end Trumps valgsejr.

Hvem bærer byrderne?
Byrdedeling har været et tema i NATO, siden forhandlingerne om alliancens oprettelse blev indledt i 1949. Denne diskussion har siden været formet af to strukturelle faktorer:

(1) Den eksterne trussel fra Sovjetunionen, som gav amerikanerne, europæerne og canadierne en fælles interesse i at oprette og opretholde alliancen.

(2) De asymmetriske magtrelationer mellem USA og Europa. USA’s overvældende styrke gav med to undtagelser alle de europæiske medlemmer et stærkt incitament til at køre på frihjul og bruge mindre på forsvar, så længe amerikanerne beskyttede dem. Undtagelserne var (og er) Frankrig og Storbritannien, der har brug for nationale militære styrker til at understøtte deres stormagtsambitioner.

Disse to faktorer dannede efter Anden Verdenskrigs afslutning rammerne om et transatlantisk forhandlingsspil, hvor amerikanerne truede med at reducere deres støtte, hvis europæerne ikke gjorde mere, og hvor europæerne reagerede ved at gøre lige præcis nok til at fastholde amerikanerne i Europa – men heller ikke mere.

Den europæiske motivation til at bidrage til alliancen var primært trusselsdrevet. Som NATOs første generalsekretær, Lord Ismay, prægnant formulerede det, var ambitionen at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.

Europæernes forsvarsvilje afhang dermed af deres trusselsperceptioner og troværdigheden af de amerikanske trusler om tilbagetrækning. Sammenhængskraften blev ganske vist også styrket af det fælles liberale værdigrundlag, som alliancen er baseret på. Men i byrdedelingsdiskussionen fremstår truslerne og økonomiske cost-benefit-analyser som de primære forklaringsfaktorer, fordi denne diskussion altid har været båret af argumenter, der har handlet om kroner og øre.

Siden 1949 har NATOs byrdedelingsdiskussioner gennemgået fire faser. De bliver analyseret i kronologisk rækkefølge nedenfor, og konklusionen er, at spillet ikke har ændret sig under Trump. Det europæiske fokus er fortsat at gøre nok til at ”holde amerikanerne inde”, men heller ikke mere. Amerikanerne har fortsat ingen interesse i at trække sig ud af NATO, da det vil underminere deres globale magtposition, og troværdigheden af Trumps trusler om at trække sig fra alliancen undermineres af det lederskab, som hans administration fortsat udviser med hensyn til at afstive fronten mod Rusland militært. Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem Trump-administrationens retorik og dens handlinger på østfronten.

Den Kolde Krig (1949-1989)
NATOs oprettelse var et svar på udbruddet af Den Kolde Krig. Frygten for, at de vesteuropæiske lande ville være ude af stand til at afskrække – og om nødvendigt afvise – et sovjetisk angreb fik amerikanske beslutningstagere til permanent at udstationere et stort antal amerikanske soldater i Europa.

Amerikanerne var fuldt bevidste om risikoen for, at deres tilstedeværelse ville give de europæiske NATO-medlemmer et incitament til at bruge færre penge på forsvaret. De søgte derfor at reducere denne risiko ved at få Artikel 3 ind i alliancens aftalegrundlag, Washington-traktaten. Den gav alle medlemmer pligt til at udvikle og opretholde en selvstændig evne til at forsvare sig mod væbnede angreb. Formålet med Artikel 3 var, som den amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson, fortalte Kongressen under ratifikationshøringerne i 1949, ”at sikre sig, at ingen fik en gratis madbillet fra andre, hvad angik deres evne til at forsvare sig”.

Under Den Kolde Krig blev forsvarsudgifterne målt i forhold til BNP den primære målestok, som alliancen anvendte for løbende at sikre, at ingen fik en “gratis madbillet”. NATOs Forsvarsplanlægningskomite fastslog i en rapport fra 1988, at det var “den mest kendte, lettest forståelige, mest anvendte og måske mest oplysende input-indikator”. Valget af denne indikator hang også sammen med, at USA kunne bruge den til at lægge pres på europæerne, der også dengang anvendte en markant lavere andel af deres BNP på forsvaret end USA. Ikke overraskende blev den derfor også kilde til konstant konflikt i alliancen.

I takt med at europæerne fik deres økonomier bragt på fode igen efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser, voksede frustrationen i Washington over den målbare forskel på forsvarsudgifterne. Genoprettelsen af Europas økonomi gav efter mange amerikaneres opfattelse europæerne råd til at bære en større del af forsvarsbyrden selv. I 1960’erne og 1970’erne fremlagde den amerikanske senator Micael Mansfield derfor en række lovforslag i Kongressen, som anbefalede, at USA skulle reducere antallet af soldater i Europa markant for at tvinge europæerne til at gøre mere selv. I 1984 fulgte senator Samuel Nunn trop og fremlagde et lignende forslag. Disse trusler om at trække et betydeligt antal amerikanske soldater tilbage fra Europa havde imidlertid begrænset troværdighed, fordi de alle blev modarbejdet af de amerikanske præsidenter og nedstemt af Kongressen. Ikke desto mindre gjorde kritikken i Kongressen det muligt for skiftende amerikanske administrationer at føre en relativt succesrig noget-for-noget-politik, hvor de lovede at fastholde det militære engagement i Europa til gengæld for forøgelser i de europæiske forsvarsbudgetter.

Europæerne levede imidlertid aldrig helt op til de amerikanske krav, fordi de godt var klar over, at det var i USA’s egen interesse at fastholde sin militære tilstedeværelse i Europa. Denne tilstedeværelse gav USA store politiske og økonomiske fordele. Fordi Europa udgjorde den centrale frontlinje i den globale kappestrid med Sovjetunionen og den kommunistiske ideologi, ville en tilbagetrækning være ensbetydende med et enormt amerikansk nederlag, militært såvel som ideologisk. Vesteuropa kunne risikere at ende som sovjetisk indflydelsesområde, og USA’s globale position ville i så fald få et alvorligt knæk. Uden Europa ville USA ikke have en ret stor ’fri verden’ at stå i spidsen for.

Østfronten forsvinder (1989-2014)
Bortfaldet af den sovjetiske trussel ændrede fundamentalt NATOs opgaver og byrdedelingsdiskussionens karakter. NATOs primære mission ændrede sig fra afskrækkelse og territorialforsvar til operationer uden for NATOs eget område – først på Balkan og siden i Afghanistan og Libyen. Selvom målet om en bestemt andel af BNP brugt på forsvaret aldrig blev taget af bordet, indførte USA en ny række indikatorer for at presse europæerne til en større transformation af deres forsvar. Nu skulle europæerne ud over at bruge penge på forsvaret også opstille styrker, der kunne operere langt fra hjemmet i længere tid. NATO Response Force, der blev oprettet i 2002, var tænkt som katalysatoren i denne proces, der skulle få europæerne til at tilpasse deres styrker til de nye krav.

Denne proces kulminerede ved NATO-topmødet i Istanbul i juni 2004, hvor man vedtog de såkaldte 40/8-mål. De fastsatte, at 40 pct. af et medlemslands landstyrker skulle struktureres og udstyres til at kunne udføre operationer på fremmed jord, samt at 8 p af disse styrker skulle anvendes i eller være øremærket til længerevarende indsættelser. Siden blev målsætningen opjusteret til 50/10.

På Riga-topmødet i 2006 pressede USA også sine europæiske partnere til at acceptere en målsætning om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar. Målet var at standse det fald i de europæiske forsvarsudgifter, der havde fundet sted siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Ud over de to formelle indikatorer udviklede der sig også en uformel: viljen til at bidrage til farlige operationer. Den opstod som følge af NATOs engagement i kampoperationer i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Libyen. Danmark og Tyskland eksemplificerer betydningen af denne indikator. Danmark bidrog uforholdsmæssigt meget til kampoperationerne i det sydlige Afghanistan (2006-2014) og mistede flere soldater (43) end alle andre bidragydere målt i forhold til befolkningens størrelse. Danmark smed også forholdsmæssigt flest bomber under Libyen-krigen (821 = 11 pct. af NATOs total). Det fik Danmark meget ros for af USA og NATO. Derimod fik tyskerne, der var NATOs tredjestørste troppebidragyder i Afghanistan (5.000 mand), på puklen, fordi de nægtede at udføre kampoperationer i landets sydlige del. De tyske styrker var derudover pålagt store begrænsninger, og det mindskede deres effektivitet. I 2015 blev Tyskland også kritiseret hårdt, fordi landet ikke støttede Libyen-operationen i FN’s Sikkerhedsråd og nægtede at bidrage militært.

Amerikanske trusler om at reducere støtten til NATO spillede en central rolle i det nye byrdedelingsspil. Senator Richard Lugars populære one-liner fra en tale i 1993, “out of area or out of business”, illustrerer noget-for-noget-logikken i det amerikanske pres: Hvis europæerne ikke ville bidrage til operationer uden for NATOs grænser (out of area), ville USA ikke længere støtte alliancen, som så ville dø (out of business). Denne taktik blev anvendt med succes under krigene i Kosovo (1999), Afghanistan (2003-2014) og Libyen (2011) til at få europæerne til at acceptere mere magtanvendelse og give større styrkebidrag, end de ellers ville have gjort.

De amerikanske trusler om at trække sig fra alliancen havde nu større troværdighed end under Den Kolde Krig. Der var ikke længere nogen russisk trussel, der nødvendiggjorde en amerikansk tilstedeværelse, og USA havde som følge deraf trukket størstedelen af sine styrker hjem fra Europa. Mens USA havde over 450.000 soldater i Europa i 1953, var tallet i 2013 faldet til 64.000. Det gjorde truslen om at overlade Europa helt til sig selv mere troværdig. Troværdigheden blev yderligere forstærket af bestræbelsen på at skifte fokus i amerikansk strategi fra Europa til Asien – en bestræbelse, som alle amerikanske præsidenter siden Clinton har søgt at udfolde.

Selvom de amerikanske trusler havde højere troværdighed i denne periode, var Washington fortsat ikke i stand til at få europæerne til at leve op til byrdedelingskravene. Det skyldtes, at USA selv havde en interesse i at fastholde alliancen, der gav stor indflydelse på den generelle udvikling i Europa. Men det skyldtes også, at de mange byrdedelingskrav udviklede sig til et tag-selv-bord, hvor europæerne selv kunne vælge, hvilke krav de havde lyst til at opfylde. Det udnyttede de til fulde. Igen er et fint eksempel Danmark, der omstillede sit forsvar til operationer uden for NATOs grænser, blev en af de største bidragydere til NATOs operationer (målt per capita) og deltog i kampoperationer med betydelige tab til følge. Konsekvensen var, at Washington til gengæld for dette meget tydelige bidrag så gennem fingre med, at de danske forsvarsudgifter faldt gennem hele perioden – og at København i øvrigt aldrig gjorde noget forsøg på at leve op til løftet fra 2006 om de 2 pct. Bidragene til NATOs primære operationer på Balkan, i Afghanistan og Libyen betød ganske enkelt mere for amerikanerne end de faldende forsvarsbudgetter. Det hjalp selvfølgelig også, at Danmark bidrog militært til den amerikanske invasion og besættelse af Irak (2003-2007), som mange europæiske NATO-lande modsatte sig.

Østfronten genopstår (2014-2016)
Den russiske annektering af Krim i 2014 ændrede endnu en gang på byrdedelingsspillet i NATO. Pludselig var den militære trussel fra øst tilbage, og det gav missionerne fra Den Kolde Krig en renæssance. Afskrækkelse og territorialforsvar fik atter førsteprioritet. Missionerne uden for NATOs grænser forsvandt ikke – og alliancen havde stadig 10.000 soldater i Afghanistan. Men disse missioner kom nu i anden række.

Som et svar på Ruslands handlinger sendte præsident Obama kampfly og soldater til Østeuropa, øgede den amerikanske deltagelse i NATOs øvelser og investerede i infrastruktur, der skulle gøre det muligt atter at sende store amerikanske forstærkninger til Europa i en krisesituation. Det var også USA, der var hovedarkitekten bag den handlingsplan (Readiness Action Plan), som blev vedtaget på Wales-topmødet i 2014. Den forpligtede de allierede til at oprette en ny hurtig reaktionsstyrke (VJTF) med 5.000 mand og et beredskab på to-syv dage, tredoble størrelsen af NATO Response Force til 40.000 mand, øge NATOs militære tilstedeværelse i Østeuropa samt skrue op for alliancens øvelsesaktiviteter.

Den nye russiske trussel gjorde det lettere for amerikanerne at presse europæerne til at bruge mere på forsvaret. Dyb frustration over europæernes manglende vilje og evne til at bidrage til Libyen-krigen i 2011 havde i forvejen fået Obama-administrationen til at øge presset. Disse bestræbelser havde ikke den store effekt før den russiske annektering af Krim. Efter Krim lovede europæerne at ”standse alle fald i forsvarsudgifterne” og ”bevæge sig i retning af” målsætningen om 2 pct. inden for en tiårs horisont. Europæerne lovede også at anvende 20 pct. af deres forsvarsudgifter til materielanskaffelser samt forskning og udvikling.

Det kneb dog stadigvæk for Obama-administrationen at få europæerne til faktisk at leve op til deres nye byrdedelingsløfter. Faldet i de samlede europæiske forsvarsudgifter blev standset, men den positive bevægelse imod de 2 pct. var til at overse. Europæernes gennemsnitlige BNP-andel forblev konstant på 1,45 pct. i 2014-2016. Det skyldtes to forhold: meget forskellige opfattelser af den russiske trussel og amerikanernes stærke reaktion på Krim-annekteringen.

Mens den russiske adfærd i Ukraine skræmte de europæiske NATO-medlemmer, der deler grænser med Rusland, til at øge forsvarsudgifterne, så flertallet af de europæiske NATO-lande fortsat ikke Rusland som en direkte militær trussel mod alliancen. Denne opfattelse blev paradoksalt nok forstærket af Obama-administrationens beslutsomme tiltag for at øge den amerikanske tilstedeværelse i Østeuropa. Disse tiltag fjernede det akutte behov for at gøre noget mere selv for de europæere, der ikke delte grænser med Rusland.

Trump-æraen (2017-)
Trumps valgsejr i november 2016 ændrede dynamikken i byrdedelingsspillet markant, selvom både truslerne og NATOs opgavesæt forblev de samme. Før sin valgsejr havde Trump betegnet alliancen som “forældet” og gjort klart, at han kun ville forsvare de allierede, der brugte 2 pct. af BNP på forsvaret. Disse trusler forsvandt ikke, da han overtog nøglerne til Det Hvide Hus. Under sit første besøg i NATO i februar 2017 gjorde den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, det klart, at USA ville ”gradbøje” sin støtte til alliancen, medmindre de allierede, der ikke brugte 2 pct., gjorde klare og målbare fremskridt med hensyn til at indfri løfterne fra Wales-topmødet i 2014. Han tilføjede, at USA også forventede allieret hjælp med hensyn til at “imødegå et mere selvhævdende Kina”. Det var første gang nogensinde, at USA havde sat Kina på NATOs dagsorden.

Da udenrigsminister Rex Tillerson talte til alliancens udenrigsministre i marts 2017, tilføjede han yderligere et byrdedelingskrav til listen. Han ville have større europæisk opbakning til kampen mod terrorisme. Tillerson gjorde klart, at han anså Islamisk Stat som “trussel nr. 1” mod NATO-landene, og at han forventede, at NATO skulle gøre mere “for at bringe stabilitet til Irak og bidrage til koalitionen for at besejre ISIL”. Han tilføjede, at USA også forventede fortsat opbakning til NATO-operationen (Resolute Support) i Afghanistan.

Trump-administrationen forlangte således både flere investeringer og mere handling, og man truede med mere drastiske tiltag, hvis europæerne ikke makkede ret. Mens tidligere administrationer gentagne gange havde gjort alliancens langsigtede overlevelse afhængig af større europæiske bidrag, var der aldrig tidligere en amerikansk administration, der havde gjort forsvaret af en allieret afhængigt af forsvarsbudgettets størrelse.

Uden for citat har europæiske diplomater kritiseret Trump-administrationen hårdt for det, de mener er en uretfærdig beskrivelse af europæernes NATO-bidrag. I offentligheden er den hårdeste kritik til citat kommet fra Tysklands ledere. Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har betegnet 2 pct.-målsætningen som “totalt urealistisk” og tilføjet, at der nok ikke er nogen europæiske lande, der ville bryde sig om, at Tyskland brugte “60 milliarder euro om året” på forsvaret. Han blev sekunderet af kansler Angela Merkel, som konstaterede, at Tyskland i modsætning til USA levede op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 pct. af BNP på udviklingsbistand. Kansleren pointerede også, at Tyskland ville stå fast på sin “samtænkte sikkerhedspolitik, der ikke var begrænset til militære indsættelser”. Men de tyske ledere turde ikke ignorere Trump-administrationens krav. Forsvarsudgifterne i Tyskland og de fleste andre europæiske NATO-lande er begyndt at stige hurtigere. 23 af USA’s 27 europæiske allierede (samt Canada) har øget deres forsvarsudgifter i 2017, og deres samlede forsvarsudgifter forventes ifølge NATOs egne tal at stige med 4,3 pct.

Trump har således haft succes med at ændre karakteren af den europæiske forsvarsdebat. Selvom mange europæiske medlemmer accepterede nødvendigheden af at standse nedskæringerne på forsvarsbudgetterne og lovede at øge dem før Trumps sejr, er forskellen tydelig: Nu handler diskussionen ikke længere om behovet for at øge forsvarsbudgetterne, men om, hvor hurtig og hvor stor stigningen skal være. Eftersom truslerne ikke ændrede sig efter Trumps valgsejr, må denne ændring i debatten tilskrives den usikkerhed, som Trumps ukonventionelle facon har skabt. Den øger troværdigheden af hans mange trusler om ikke at ville hjælpe de allierede, der ikke bruger penge nok på deres forsvar, og som ikke bidrager nok til NATOs (og USA’s) operationer uden for Europa.

Uden NATO er USA ingen supermagt
Under Den Kolde Krig fik et vedvarende amerikansk pres – understøttet af trusler fra Kongressen om at trække betydelige styrker hjem – europæerne til at yde mere. Men de europæiske lande levede aldrig fuldt op til de amerikanske krav. Det hang sammen med, at de – korrekt – vurderede, at USA ikke kunne trække store styrker hjem fra Europa uden at svække sin egen nationale sikkerhed og supermagtsstatus.

Den sovjetiske trussels bortfald gjorde operationer uden for NATOs eget territorium til alliancens primære mission. Washington truede nu med, at NATOs fremtid ville komme i fare, hvis europæerne ikke øgede deres styrkebidrag til operationerne på Balkan, i Afghanistan og Libyen. Fraværet af en militær trussel, der nødvendiggjorde tilstedeværelsen af amerikanske soldater i Europa, og løbende nedskæringer i deres antal, styrkede troværdigheden af de amerikanske trusler. Resultatet blev større europæiske bidrag til de nye NATO-operationer – men europæerne fortsatte samtidig med at skære ned på deres forsvarsudgifter.

Den russiske annektering af Krim skabte en ny trussel fra øst, som ændrede spillet på ny. BNP-målet fra Den Kolde Krig blev atter vigtigere end operationer uden for NATOs grænser. Det var dog først et hårdt pres fra Obama-administrationen i kombination med den voksende trussel fra øst, der fik europæerne til at holde op med at skære ned på deres forsvarsudgifter. Men samtidig fjernede Obamas imødegåelse af truslen på østfronten presset på de europæere, der ikke selv deler grænser med Rusland.

Trumps pres har haft større effekt. Men troværdigheden af denne trussel vil falde over tid som følge af den manglende overensstemmelse mellem Washingtons ord og handlinger. For Trumps trussel om at trække støtten til alliancen undermineres af den store indsats, som hans regering gør militært i Østeuropa for at imødegå den russiske trussel. Trump-administrationen har således forstærket den amerikanske militære tilstedeværelse og øvelsesaktivitet. Budgettet for European Reassurance Initiative, som indsatsen kaldes, blev i 2017 øget til 3,4 milliarder dollars. Og når 2017 er omme, vil 18.000 amerikanske soldater have deltaget i 28 NATO-øvelser i Europa. Derudover har Trump-administrationen også skruet op for den sikkerhedspolitiske signalgivning ved for første gang at sende det nye F-35-kampfly til Estland.

Trump-administrationens militære lederskab på østfronten signalerer en stærk amerikansk interesse i at bevare NATO-alliancen. Det er ikke overraskende, fordi NATO fortsat er en forudsætning for, at USA kan bevare sin position som en global magt. Hvis USA trækker sig fra NATO eller undlader at forsvare en allieret under angreb, vil USA’s alliancesystem i Asien også bryde sammen: I så fald vil Japan, Sydkorea og Taiwan ikke længere kunne turde stole på, at de vil få hjælp fra USA, hvis de bliver angrebet af Kina.

Det er denne amerikanske interesse i at bevare NATO og fastholde USA’s position som en global magt, der har fastholdt det amerikanske engagement i Europa siden 1989. Det giver de europæiske NATO-medlemmer, herunder Danmark, mulighed for at blive ved med at bruge mindre end 2 pct. på forsvaret. Den danske regering lægger i sit udspil til forsvarsforliget for 2018-2023 op til at øge forsvarsudgifterne. Men den forøgelse, som regeringen foreslår, er ikke stor nok til at forhindre den andel af BNP, som Danmark bruger på forsvaret, i at falde. Danmark vil derfor i det meste af forliget bevæge sig længere væk fra de 2 pct., som Trump-administrationen forlanger. Prisen for det er større bidrag til NATOs beredskab på østfronten og operationer uden for Europa. Denne pris er Danmark allerede begyndt at betale med sine beslutninger om at øge bidragene til NATOs kollektive afskrækkelse i Østeuropa med fly og hærbidrag i 2018 samt større styrkebidrag til operationerne i Afghanistan og Irak/Syrien. ■

Peter Viggo Jakobsen (f. 1966) er lektor på Forsvarsakademiet og professor (deltid) ved Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

ILLUSTRATION: Et amerikansk F-22 jagerfly flyver over Tallinn, Estland, september 2015 [foto: US Air Force]