06.05.2026

I stigende grad er det lærerne, der skal træde i forældres sted – og opdrage eleverne før undervisningen kan begynde.

TIL NYE LÆSERE: RÆSONS kronik er (som langt det meste af vores indhold) forbeholdt abonnenter. Men i en begrænset periode er denne artikel udenfor betalingsmuren. RÆSON er Danmarks uafhængige magasin om politik: Et års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Kronik af Nilgün Erdem, folkeskolelærer, forfatter og kandidat i pædagogisk antropologi

Folkeskolens udfordringer er komplekse – de går på kryds og tværs af hinanden. Den kræver et næsten utrætteligt nervesystem at navigere i som lærer – især som ny. Jeg ved det, fordi jeg selv flygtede fra lærergerningen kort efter, jeg blev uddannet. Et spark over skinnebenet fra et barn, der skulle inkluderes. Året var 2013. Den nye skolereform var netop trådt i kraft, og budskabet var klart: Alt og alle skulle rummes. Jeg var ikke moden nok. Ikke mentalt stærk nok til at stå over for en skoleleder, der bad mig om sluge det råt. Hans eneste ord til mig var: “Velkommen til folkeskolen.”

Senere, efter videreuddannelse og erfaring fra andre brancher, fandt jeg tilbage. I dag arbejder jeg på en skole på Vestegnen, hvor jeg har fundet min plads. Og nu har jeg ikke mindst modet til at løfte opgaven – selvom den stadig er svær.

Folkeskolen står over for nogle komplekse udfordringer, som vi bliver nødt til at tale ærligt om. Løsningen? Den starter med at værdsætte folkeskolens potentiale – og ære den gerning, lærerarbejdet er.

Blandt udfordringerne er:

1. Dannelseskrisen: Når opdragelse fylder mere end undervisning

En stadig større del af lærerens arbejde handler ikke om faglighed, men om opdragelse, dannelse og socialisering til det større fællesskab. For en del elever afbryder ofte – de tester lærerens autoritet mere end nogensinde før og sætter det meste til forhandling.

Derfor bruger vi enorme mængder energi på at skabe ro og rammer, før undervisningen overhovedet kan begynde. Det er arbejde, der er vigtigt – men det er også arbejde, der tager tid og kræfter fra det, som folkeskolen egentlig er sat i verden for: at undervise.

Når opdragelse og socialisering fylder så meget, er det uundgåeligt, at fagligheden sakker bagud. Når vi ser på tallene, så forlader en voksende andel elever skolen uden at bestå dansk og matematik. I 2023/24 gjaldt det over 10 pct. Det højeste niveau i mere end 10 år.

Hvis vi graver et spadestik dybere, så er folkeskolen blevet den primære socialisering, selvom det burde være familien. For familien er minsandten også en institution – den sundeste et barn kan vokse op i. Men i stigende grad er det blevet skolens opgave.

Vi må indse, at børn og unge tilbringer mere tid i institutioner end tidligere, og det hænger blandt andet sammen med et arbejdsmarked, der kræver mere og mere af forældrene. Men lærere er ikke forældre. Og når de roller begynder at flyde sammen, opstår der en ubalance i ansvar og forventninger. Det er en ubalance, der i sidste ende kan få konsekvenser – både for læreren og for eleven, når læreren pludselig ses som ”den ansvarlige” for elevens dårlige opførsel.

2. Et inklusionsideal under pres

Flere og flere elever mistrives. Nogle har diagnoser, andre er i udredning – og nogle bliver aldrig udredt, selvom der kunne være anledning til det. De står tilbage uden den nødvendige hjælp og betaler prisen i form af et voksende psykisk efterslæb. Samtidig møder læreren krav om inklusion, handleplaner og individuelle hensyn.

Det er ikke usædvanligt, at halvdelen af en klasse kan have forskellige udfordringer. Det er ikke længere et særtilfælde – i mange klasserum er det blevet et grundvilkår.

Inklusionsønsket er velmenende. Men i praksis er ansvaret i høj grad blevet placeret hos læreren, uden at de nødvendige ressourcer når at følge med. Det efterlader læreren i et krydspres mellem ideal og virkelighed. Og netop her, er der mange lærere, der bliver fortvivlede og kaster håndklædet i ringen, fordi det er hårdt og tungt at se på elever, der ikke får den rette hjælp i tide – og fordi de i mellemtiden ikke kan agere psykologer selv.

 

Det er ikke usædvanligt, at halvdelen af en klasse kan have forskellige udfordringer. I mange klasserum er det blevet et grundvilkår
_______

 

3. Et problem, der hedder PPR

En central brik i inklusionsarbejdet er PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der på mange skoler er massivt belastet. Ventetiden på udredning kan vare op til et helt år. For et barn i mistrivsel, er det ikke bare lang tid, men det er afgørende tid, der går tabt.

Og imens? Her står læreren i klasselokalet og skal håndtere elevens udfordringer uden de nødvendige redskaber og den rigtige støtte. Handleplaner og særlige aftaler bliver udarbejdet, men ofte uden den rettidige psykologiske opfølgning, der skal, til for at hjælpe læreren – og dermed eleven.

Hvis inklusion skal lykkes, kræver det et PPR-system, der fungerer på alle skoler. I dag er virkeligheden en anden: Efterspørgslen stiger, mistrivslen vokser og støtten halter efter.

4. Udvandingen af lærerens autoritet

Samtidig bliver det en ekstra belastning, når eksterne konsulenter bliver hyret til at fortælle lærerne, hvor tålmodige vi skal være. Så udbyder de kurser i ”tolerancevinduet” eller ”det pædagogiske loft – og forklarer, hvordan vi helst ikke må nå dertil, hvor vi sætter tydelige konsekvenser overfor eleverne, såsom at ville kontakte deres forældre, når de opfører sig uacceptabelt.

Ambitionen er smuk, men en i praksis kan det efterlade læreren i endnu et spænd – denne gang mellem teori og virkelighed, hvor handlemulighederne bliver begrænsede. Ja, nærmest ikkeeksisterende.

I tidens strømninger er konsekvenspædagogik blevet til et fy-ord. Men det er svært at opretholde en reel autoritet i et klasselokale, hvis man samtidig fratages muligheden for at handle konsekvent, ideelt i samarbejde med forældrene.

Når autoriteten udvandes, og de redskaber, læreren tidligere har haft, problematiseres, står man ofte tilbage alene i tomrummet med ansvaret. Men en konsekvens er ikke et upædagogisk værktøj. Det er en forudsætning for at lære børn at indgå i fællesskaber – og en dag i samfundet. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at læreren stadig tager anerkendende samtaler med eleven om dets andre handlemuligheder.

5. Hvad vores lærerideal siger om folkeskolens vilkår

Hvad er en GOD lærer? En god lærer er én med et finkæmmende og mærkbart nervesystem. Én, der kan aflæse et klasserum, før der mellem eleverne opstår en konflikt, der saboterer undervisningen. Én, der ser den stille elev med svære tanker – og spørger ind, igen og igen. Én, der tager fire beslutninger i minuttet, er handlekraftig og møder eleverne, hvor de er, efter at have målt temperaturen i klassen. Det er læreren, der ved, hvordan grupper skal sammensættes, så der kommer det bedste læringsudbytte. Hvordan konflikter nedtrappes, selv når læreren selv er presset. Hvordan man skriver professionelt til forældre – også når deres barn lige har overskredet alle grænser. Hvor mange af de politikere, der gerne fortæller lærerne hvordan folkeskolen burde se ud, mestrer mon selv dén form for diplomati?

Men stop! Hvordan kan én person forventes at være alt dette på én gang?

Når man samler trådene, tegner der sig et klart billede: Den gode lærer forventes i dag at være både underviser, opdrager, relations- og trivselsarbejder, konfliktmægler og til tider næsten psykolog. Ikke fordi læreren har valgt denne vifte af funktioner, men fordi folkeskolens opgaver er vokset i takt med, at ansvaret for børns trivsel, dannelse og sociale udvikling i stigende grad er blevet placeret i skolen.

 

Den gode lærer forventes i dag at være både underviser, opdrager, relations- og trivselsarbejder, konfliktmægler og til tider næsten psykolog
_______

 

Når systemet afhænger af lærerens overskud

I årevis er der gået tid fra kerneopgaven – forberedelse og kvalitetsundervisning – til fordel for møder, dokumentation, elev- og forældresamtaler, trivsels- og inklusionsarbejde og kollegial koordinering og sparring. Opgaver, der hver for sig er enormt meningsfulde, men som tilsammen overstiger, hvad der kan rummes i en almindelig arbejdsuge.

For at kunne hænge sammen er folkeskolen i stigende grad blevet afhængig af lærernes ekstra indsats. Dén yder de fleste lærere – for vi vil gerne levere et forsvarligt stykke arbejde. Men det rejser et afgørende spørgsmål:

Hvor længe (og godt) kan et system fungere, hvis det bygger på, at den enkelte konstant strækker sig ud over sine egne grænser?

Kort sagt: Udfordringen er ikke at finde flere gode lærere. Udfordringen er at skabe en skole, hvor det faktisk er muligt at være en god lærer.

Folkeskolen er stadig en af vores vigtigste institutioner. Et sted, hvor vi mødes på tværs af sociale og kulturelle skel og giver børn en fælles start på livet. Men netop derfor er det afgørende, at den ikke afhænger af, hvor meget den enkelte lærer kan strække sig, hver gang det lige viser sig nødvendigt.

Det er ikke lærernes vilje – eller deres hjerterum – der mangler. Begge dele er i spil hver eneste dag. Problemet er derimod, at systemet i stigende grad hviler på dén vilje – og på den alene. Kort sagt: I stedet for at gøre folkeskolen modstandsdygtig og stærk i mødet med samtidens udfordringer, er den blevet afhængig af den enkelte lærers udvidede overskud efter lukketid.

Vi bør derfor flytte blikket fra individ til struktur. For spørgsmålet er ikke, hvor meget mere læreren kan bære, men om et system, der kræver denne ekstra indsats, overhovedet er bæredygtigt.

Så kære politikere, forældre og alle andre: Hvad vil vi med folkeskolen? Skal den være et sted, hvor mistrivslen vokser i takt med presset – eller et sted, hvor udfordringerne bliver taget alvorligt, så der igen kan skabes reel plads til læring? ■

 

I stedet for at gøre folkeskolen modstandsdygtig og stærk i mødet med samtidens udfordringer, er den blevet afhængig af den enkelte lærers udvidede overskud efter lukketid
_______

 

TIL NYE LÆSERE: RÆSONS kronik er (som langt det meste af vores indhold) forbeholdt abonnenter. Men i en begrænset periode er denne artikel udenfor betalingsmuren. RÆSON er Danmarks uafhængige magasin om politik: Et års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Nilgün Erdem (f.1987) er folkeskolelærer, forfatter og kandidat i pædagogisk antropologi. ILLUSTRATION: Forfatteren [foto: Trine Kobborg]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er Cuba Trumps næste mål?

Dennis Kristensen: Tid til at boykotte USA? Aktive borgere har ændret historien før

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund Poulsens VLAK-regering rykker os tættere på et nyvalg

Lukas Lausen om mødet i Beijing: Trump og Xi løste ikke en eneste af deres egentlige uenigheder. Forstår Europa, hvad der venter?

Tea Sindbæk Andersen i RÆSON SØNDAG: Balkan banker igen på EU’s dør. Er Bruxelles klar til at åbne?

Hans Engell: Kan Mette Frederiksen virkelig holde landets næststørste parti ud i strakt arm, når der igen skal dannes regering? Det er den beslutning, hun nu skal træffe