Nicoline Olesen: Vi tror, at tidens kriser er enkeltstående problemer, der skal løses én af gangen. Men de hænger sammen

06.08.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Vores største udfordring er ikke mangel på viden – men at vi har mistet evnen til at lade os berøre af det, vi ved. Derfor skal vi allerførst genopdage vores forbindelse til os selv og hinanden.

Kommentar af Nicoline Olesen

Vi lever i krisernes tidsalder. Når det gælder klima, biodiversitet, trivsel, tillid, demokrati – for blot at nævne nogle. Vi taler om dem, som om de er adskilte fænomener. Som om de hver især kræver deres egne strategier og egne løsninger.
Men hvad nu hvis de ikke er forskellige kriser? Hvad nu hvis de i virkeligheden er symptomer på den samme underliggende udfordring? At vi er holdt op med at forbinde os.

De seneste år er “forbundet” – fx med Kong Frederiks valgsprog – blevet en del af vores fælles sprog. Det er både godt og vigtigt. Men jeg savner, at vi også er optagede af, hvad vi egentlig mener, når vi siger det. For hvad vil det sige at være forbundet? Hvordan mærker vi det? Hvordan ser det ud i vores relationer, i vores arbejdsliv og i vores institutioner? Og hvordan kommer det til udtryk i den måde, vi indretter vores samfund på og passer på naturen og klodens ressourcer? Og hvad sker der med et samfund, når forbindelsen bliver svagere?

Forbindelse eller forbundethed er ikke bare ord eller en fiks idé. Det er en forudsætning for vores sameksistens og velbefindende. Og det forudsætter en oplevet erfaring. En erfaring af, at det, der sker med dig, også vedrører mig – og omvendt. At jeg ikke står uden for naturen, men er en del af den. At de beslutninger, vi træffer i dag, former livet for mennesker, vi aldrig kommer til at møde.

Vores største udfordring er ikke er mangel på viden – tværtimod. Vi ved godt, hvad der sker med klimaet. Vi ved godt, at biodiversiteten kollapser. Vi ved godt, at ensomheden vokser. Vi ved godt, at tilliden til hinanden er under pres. Og vi ved godt, at vores samfund bliver mere og mere polariserede.

Problemet er, at vi har mistet evnen til at lade os berøre af det, vi ved. Og det er en gigantisk udfordring for os – både som mennesker og som samfund. For vi passer kun rigtig godt på det, vi føler os forbundet med. Det gælder relationen til os selv. Det gælder relationen til andre mennesker. Og det gælder relationen til den levende verden, vi er en del af. Derfor er spørgsmålet om forbundethed ikke et ’blødt’ spørgsmål – det er det vigtigste samfundsspørgsmål, vi står med i dag.

 

Problemet er, at vi har mistet evnen til at lade os berøre af det, vi ved
_______

 

Forbundethed starter med forbindelsen til sig selv. At turde være nærværende med det, der faktisk er. Med glæden, sorgen, frygten, drømmene og længslen. At turde lade sig berøre af sit eget indre frem for konstant at forsøge at kontrollere eller distrahere sig væk fra det. Det handler ikke om selvoptimering. Det handler om at turde lytte. Også når man endnu ikke ved, hvor vejen fører hen. Forbindelsen til os selv er samtidig forudsætningen for, at vi kan forbinde os med andre.

Nærvær er den største gave, vi kan give til os selv og hinanden. Alligevel er det blevet en mangelvare. Vi lever i samfund præget af acceleration, effektivitet og konstant stimuli. Vi er konstant forbundne digitalt, men oplever samtidig en voksende følelse af adskillelse. Vi er blevet eksperter i at registrere verden, men dårligere til at være i levende forbindelse med den. Vi måler, optimerer, producerer og dokumenterer. Vi kommunikerer med flere mennesker end nogensinde før – men ser ikke mange af dem i øjnene.

Det gælder også vores forhold til naturen. Som med forbundethed er det blevet moderne at sige, at vi ikke blot er omgivet af natur, men at vi er natur. Og det er sandt. Men jeg oplever også, at det er et udsagn, vi ofte gentager uden at mærke konsekvensen af det. For hvis vi virkelig oplevede os selv som natur – ikke som en idé, men som en levet erfaring – ville mange ting i vores samfund se anderledes ud: Økonomien, organisationerne, institutionerne, ledelsen. Vores forhold til vækst, tid, fremskridt og vores villighed til at tage ansvar for hinanden og den levende planet, vi skal give videre til kommende generationer, ville være en helt anden.

For når vi virkelig oplever, at vi er forbundne, opstår der også noget andet – omsorg. Når vi mister forbindelsen til os selv, til hinanden og til den levende verden omkring os, bliver omsorgen mindre. Ikke fordi vi er blevet dårligere mennesker, men fordi vi har sværere ved at mærke, hvorfor det overhovedet betyder noget. Omsorg er nemlig heller ikke et blødt begreb – tværtimod – den er en af de vigtigste samfundsmæssige kompetencer, vi overhovedet besidder. Uden omsorg bliver ansvar hurtigt til administration, kortsigtede beslutninger og krisestyring.

Derfor kalder vores mange kriser ikke kun på nye løsninger. De kalder i endnu højere grad på en ny form for opmærksomhed. En villighed til igen at lade os forbinde – med os selv, med hinanden, med naturen og med historien og med de mennesker, der kommer efter os.

Forbundethed er nemlig ikke noget, vi skal skabe – men genopdage. Vi er født med evnen til at være i levende forbindelse med os selv og verden omkring os. Men undervejs lærer vi at tilpasse os. Vi lærer at præstere, beskytte os, tage maske på og sige noget andet, end det vi føler. Vi bliver så optaget af at styre og kontrollere livet, at vi holder op med at være i kontakt med det.

Vi kommer ikke til at løse de mange kriser, vi står i, så længe vi behandler dem som enkeltstående problemer, der skal håndteres.

Det første spørgsmål, vi står overfor, er derfor ikke, hvordan vi redder verden og minimerer kriserne, men hvordan vi genfinder forbindelsen til os selv, hinanden og verden. Måske er det netop dét, kriserne minder os om. ■

 

Når vi mister forbindelsen til os selv, til hinanden og til den levende verden omkring os, bliver omsorgen mindre
_______

 

Nicoline Olesen (f. 1971) er medstifter af Märk og strategisk rådgiver. Hun arbejder med at integrere samfundsansvar og samfundsambition i forretning og ledelse og var en central drivkraft i etableringen af B Corp bevægelsen i Norden. ILLUSTRATION: Aarhus Ø set fra bugten, 2023 [foto: Ciara Ní Riain]

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Apropos denne artikel:

Mikkel Andersson om Danmarks udlændingepolitik: Man skal lukke hullet, inden man begynder at øse

Ahlam Chemlali: Når migration bliver et storpolitisk våben – Ceuta udstiller Europas sårbarhed

Lars Bangert Struwe: Marokko har fundet Spaniens bløde flanke – og dermed også EU og NATOs

De første navne til Vidensfestival lørdag 3. april 2027: Fhv. techambassadør Anne Marie Engtoft Meldgaard, professor Rebecca Adler-Nissen, professor Minik Rosing

Stephen Helgesen om Sofie Rud og ambassaden: Ét afgørende spørgsmål mangler vi svar på

Lars Bangert Struwes ugeanalyse: Verdenskrige begynder sjældent på én front. Er de globale konflikter ved at smelte sammen?