Klaus Krogsbæk: Ude og hjemme forsøger Trump at løse sit kontroltab med magt. Han gør det hele meget værre
31.07.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
Både indenrigs- og udenrigspolitisk er Trump lige nu i store problemer. Men hans strategi for at vende nederlag til sejr risikerer at gøre situationen endnu værre.
Kommentar af Klaus Krogsbæk
USA kan ødelægge iranske mål, men ikke tvinge tankskibene tilbage gennem Hormuzstrædet. Trump kan angribe valgsystemets troværdighed, men ikke kommandere vælgernes opbakning. Ude og hjemme forsøger han at løse tab af kontrol med mere magt, men han risikerer dermed at gøre både krigen, energikrisen og den demokratiske konflikt værre.
Lad os starte med krigen i Mellemøsten, der viser forskellen mellem militær magt og strategisk kontrol. USA kan have krigsskibe i området, eskortere enkelte tankere og ødelægge missilanlæg. Men Hormuzstrædet fungerer først som handelsvej, når skibene kan passere regelmæssigt, når forsikringen kan betales, og når raffinaderierne kan regne med leverancerne. Iran behøver hverken lukke strædet fuldstændigt eller besejre USA militært. Det er tilstrækkeligt at gøre sejladsen så risikabel, at rederier, forsikringsselskaber og besætninger begrænser trafikken.
Og det samme kontrolproblem viser sig i en helt anden form, nemlig i Trumps kamp om at vinde midtvejsvalget i USA til november. Præsidenten kan bruge embedets magt til at presse institutioner og mistænkeliggøre procedurerne. Men demokratisk legitimitet kan ikke udstedes ved dekret. Den afhænger af fælles regler, institutionel selvstændighed og accept af, at magten kan skifte efter et valg.
Et forsyningssystem under pres
Omkring en fjerdedel af verdens søbårne oliehandel passerer normalt gennem Hormuzstrædet, mens kapaciteten på de alternative ruter er langt mindre. Konflikten i Mellemøsten har besværliggjort skibstrafik, og derfor er det blevet den centrale flaskehals i et presset forsyningssystem.
Nødlagre, større amerikanske leverancer, lavere kinesisk efterspørgsel og perioder med mere trafik gennem Hormuzstrædet har dæmpet prisstigningerne. Men bufferne erstatter ikke en stabil forsyningsorden. Når nødlagre reduceres, og reservekapacitet udnyttes, bliver det vanskeligere at kompensere for en ny forsyningsafbrydelse. Det næste chok kan derfor få hurtigere og større konsekvenser for priser og leverancer end det første.
Højere energi- og transportomkostninger bevæger sig videre gennem fødevarer, råvarer og industriprodukter. Krisen bliver derfor alvorlig, før lagrene er tomme – den bliver alvorlig, når systemet ikke længere kan håndtere den næste forstyrrelse.
Det er her, forsyningssystemets sårbarhed bliver til et strategisk problem. Iran kan ikke matche USA i luften eller til søs, men til gengæld true skibsfarten, energiinfrastrukturen og de ruter, som verdensmarkedet er afhængigt af. Tyngdepunktet flyttes fra et militært område, hvor USA er stærkest, til et økonomisk og geografisk område, hvor Iran har særlige muligheder.
Robert Pape, der er politolog og professor ved University of Chicago, påpeger, at bombardementer kan ødelægge militære kapaciteter uden at fremtvinge ændret adfærd hos en modpart. Det er præcis den situation, USA står i.
For trods sin militære overlegenhed har USA endnu ikke nået krigens centrale politiske mål om at tvinge Iran til at ændre adfærd og genoprette den normale sejlads gennem strædet. Den militære operation kan tværtimod forværre det problem, den skal løse. Flere amerikanske angreb kan udløse flere iranske angreb på skibe, baser, olieanlæg og alternative ruter. Jo mere USA lover at åbne Hormuzstrædet med magt, desto større strategisk betydning får hvert iransk modangreb.
Robert Papes såkaldte eskalationsfælde kan i denne konflikt sammenfattes i fire led. Først anvender den militært overlegne stat begrænset militær magt for at fremtvinge en ændring i modstanderens adfærd. Hvis modstanderen ikke bøjer sig, kan denne forskyde konflikten fra det direkte militære opgør til områder, hvor angriberen er mere afhængig og derfor mere sårbar. Angriberen må derefter enten acceptere et begrænset resultat eller bruge mere magt. Men den nye magtanvendelse kan fremkalde yderligere modstand og gøre det oprindelige mål endnu vanskeligere at nå.
Jo mere USA lover at åbne Hormuzstrædet med magt, desto større strategisk betydning får hvert iransk modangreb
_______
Det er denne situation, Trump skal navigere i. Han står mellem handlemuligheder, der alle indebærer en væsentlig politisk omkostning. Et kompromis, som accepterer fortsat afgørende iransk indflydelse omkring Hormuzstrædet og opgiver dele af de oprindelige mål, vil straks synliggøre grænsen for USA’s magt. Men fortsætter krisen, risikerer amerikanernes energi- og leveomkostningerne derimod at blive knyttet til hans præsidentskab. Og muligvis medføre et republikansk valgnederlag.
Derfor udvides krigen i Mellemøsten ikke nødvendigvis, fordi den amerikanske ledelse har fundet en vej til sejr. Den udvides, fordi man vil undgå at indrømme, at den hidtidige indsats ikke virkede. Et kompromis bliver fremstillet som kapitulation, mens den farligere fortsættelse bevarer forestillingen om, at kontrollen kan genvindes med endnu et angreb.
Ideologisk vendes forholdet dermed på hovedet. Den manglende kontrol fremstår ikke som bevis på magtens grænse, men som begrundelse for mere magt. Fiaskoen bliver et argument for at fortsætte.
Fra krigens fiasko til kampen om valget
I dette lys bliver Trumps tale 16. juli interessant. Mens krigen fortsatte uden en holdbar løsning, gjorde Trump det amerikanske valgsystem til hovedsagen. Han sammenblandede udenlandsk politisk påvirkning, adgang til vælgerdata og tekniske sårbarheder med manipulation af stemmer og valgresultater. Valgoffensiven havde samtidig et konkret politisk formål. Trump pressede på for SAVE America Act med skærpede krav om dokumentation for statsborgerskab og identifikation ved valg.
Det Hvide Hus’ talskvinde Karoline Leavitt sammenfattede metoden under sin briefing 23. juli. Hun beskrev demokratiske modstandere som ”selvudnævnte kommunister” og omtalte demokraternes fokus på affordability som et politisk bedrag. Ude er fjenden Iran, hjemme er fjenderne de påståede kommunister og valgsvindlere. Fælles for begge problemstillinger er, at manglende resultater ikke bliver et argument for at ændre politik, men for at samle mere magt hos regeringen.
Leavitts tilsyneladende usammenhængende udsagn danner et mønster: Administrative fejl bliver til sammensværgelser, og sociale problemer bliver til fjendebilleder. Denne fortælling kan både mobilisere opbakning før valget og bruges til at delegitimere et sandsynligt nederlag bagefter.
Den militære og den indenrigspolitiske eskalation er ikke den samme proces. Udadtil anvender USA fysisk vold mod en anden stat og dens militære og civile infrastruktur. Indadtil anvendes retorik, lovgivning, udøvende magt og administrativt pres.
Fællesnævneren ligger i formen for krisehåndtering. I begge tilfælde omdefineres et politisk problem til et sikkerhedsproblem. Modparten fremstilles ikke som en aktør med interesser, der må forhandles om, eller en opposition, der kan vinde legitimt, men som en trussel, der skal neutraliseres.
Kontrollen afhænger imidlertid netop af de forhold, som eskalationen svækker. Handelen gennem Hormuzstrædet afhænger af forudsigelighed, overholdelse af aftaler og fungerende infrastruktur. Den demokratiske orden afhænger af institutionel selvstændighed, tillid til procedurerne og accept af, at også den tabende part anerkender resultatet. Krigsskibe kan ikke fremtvinge kommerciel tillid, og præsidentiel magt kan ikke i sig selv skabe demokratisk legitimitet.
Det kan føre til to parallelle kriser. En større krig, fordi USA forsøger at genvinde en kontrol, som militær magt ikke kan sikre, og en forfatningskrise, fordi regeringen forsøger at beskytte sin magt ved at svække de institutioner, der kan tage den fra den.
At kunne anvende magt er ikke det samme som at kunne skabe kontrol. Men når det fornægtes, bliver mere magt svaret. Og både den strategiske kontrol, den økonomiske stabilitet og den demokratiske legitimitet svækkes. ■
Krigsskibe kan ikke fremtvinge kommerciel tillid, og præsidentiel magt kan ikke i sig selv skabe demokratisk legitimitet
_______
Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.
ILLUSTRATION: New York, 22. maj 2026: Præsident Trump løfter en knyttet næve, efter han har holdt en tale om den amerikanske økonomi i Rockland Community College Fieldhouse [FOTO: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
