Morten Messerschmidt: Har du baglandet med dig i udlændingepolitikken, formand Frederiksen?

Morten Messerschmidt: Har du baglandet med dig i udlændingepolitikken, formand Frederiksen?

23.03.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Er Socialdemokratiets bagland mere enige med rød bloks øvrige partier end med Mette Frederiksens linje i udlændingepolitikken? Noget kunne tyde på det. Hvordan partiet vil forene dét med en stram udlændingekurs, er et mysterium.

Kommentar af Morten Messerschmidt

Scene 1
Marts 2019. Vinteren har endnu ikke sluppet sit tag i det nordsjællandske, da jeg 18.45 ankommer til Egedal Rådhus. Det er mørkt; det småregner, og det vindblæste terræn gør det bidende koldt denne første tirsdag i marts. Men humøret er højt. Foran mig venter nemlig et par timer med den nyudnævnte folketingskandidat for Socialdemokratiet. Han hedder David Trads, og bakker loyalt op om formand Frederiksens nye udlændingestrategi. Jeg tænker lidt på det paradoksale i, at man i et helt liv har kæmpet imod DF’s udlændingepolitik for så først at blive S-kandidat den dag, partiet tilslutter sig den. Med over 100 fremmødte vælger jeg dog at gemme den slags drillerier. Men de fremmødte har en anden plan. Og da ordet bliver frit, går det op for mig: Ligeså uenig David Trads i dag siger, han er med, hvad han mente, før han blev kandidat, ligeså uenige er de lokale socialdemokrater med den nye David Trads. De mener stadig alt det, den gamle David Trads mente! Ak, hvilken skæbne at måtte skifte hest for at blive opstillet, for så at se sit bagland være mere enig med den gamle krikke, man forlod.

Første spørgsmål til formand Frederiksen er derfor: Hvor meget magt har de lokale socialdemokrater i Egedal?

 

Ligeså uenig David Trads i dag siger, han er med, hvad han mente, før han blev kandidat, ligeså uenige er de lokale socialdemokrater med den nye David Trads. De mener stadig alt det, den gamle David Trads mente!
_______

 

Scene 2
Februar 2019. Der er byrådsmøde i Frederikssund. Februar kaster endnu sine mørke skygger over det lettere bedagede rådhus. En smule forskønnelse kunne trænges. Og derfor har Dansk Folkeparti på den ellers kolde og kedelige onsdag fremsat et forslag, der nok kan sætte kog i kedlerne. Ligesom i Folketinget, i idrætssale og foreninger over det ganske land, skal Dannebrog ophænges i byrådssalen, lyder forslaget. Og det vedtages. Men Socialdemokratiet stemmer imod. Ikke bare resignerende og fatalistisk – nej, de lokale socialdemokrater er rasende og kalder med himmelvendte øjne beslutningen for både udansk og nationalistisk. Så meget for gamle Dannebrog.

Andet spørgsmål til formand Frederiksen er derfor: Hvor meget magt har de lokale socialdemokrater i Frederikssund?

Scene 3
Januar 2016. Mette Frederiksen har været formand i et halvt år. Og hun har en plan, der skal føre magten tilbage til det gamle arbejderparti. Egentlig er det enkelt. Egon Olsen-enkelt: Den udlændingepolitik, formand Frederiksen og hendes proselytter har bekæmpet i 20 år, skal overtages. Væk med det ikke-stuerene, ind med bodsgang og anger. Nu gælder det om at være hård og viljestærk. Men baglandet knager. Avisen.dk rapporterer, at ”partisoldater smækker med døren på grund af den hårde linje overfor flygtninge”. I Århus bekymrer lokalformand Ole Bøgh Vinther sig: ”[M]ange medlemmer er sure over, at Socialdemokraterne lægger stemmer til den blå grovfil overfor flygtninge”. Også i Gladsaxe er lokalformand Henrik V. Pedersen bekymret: ”[E]llers trofaste socialdemokrater dropper medlemskabet”. På Frederiksberg noterer man sig også udmeldelser. Og da avisen ringer rundt, meldes der landet over om uro på grund af opbakningen til de strammere familiesammenføringsregler.

Tredje spørgsmål til formand Frederiksen er derfor: Hvor meget magt har de lokale socialdemokrater i Århus, Gladsaxe og på Frederiksberg?

 

Den udlændingepolitik, formand Frederiksen og hendes proselytter har bekæmpet i 20 år, skal overtages. Væk med det ikke-stuerene, ind med bodsgang og anger. Nu gælder det om at være hård og viljestærk. Men baglandet knager
_______

 

Scene 4
Juni 2017. Aalborg sitrer af spænding. I hvert fald blandt de samlede socialdemokrater, der på kongressen skulle stemme om den nye kurs. Ude i landet har det længe ulmet. Og som én af de protesterende har Ejvind Heinecke taget den lange rejse fra Lolland, hvor han er kredsformand. Han kan ikke tilslutte sig formand Frederiksens nye kurs. Efter i 20 år at have været den, der satte racist-prædikaterne på Dansk Folkeparti og andre, er rollerne nu byttet om. Ejvind Heinecke fra den magtfulde sydhavsø hvæser om den nye S-politiks ”racistiske undertoner” og tordner mod forsoningen med DF. Han og hans kreds ønsker den rene vare. Den, som Mette Frederiksen stod for, inden hun blev formand.

Fjerde spørgsmål til formand Frederiksen er derfor: Hvor meget magt har de lokale socialdemokrater på Lolland?

Scene 5
Januar 2016. De lokale protestrøster har vundet genklang på Christiansborg. Det er ikke længere kun enkelte kritikere i baglandet, der vender sig imod den nye udlændingepolitik. Flere folketingsmedlemmer trodser aktivt partilinjen og stemmer imod den lov, der først tillader flygtninge familiesammenføring efter tre år. Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og Daniel Toft Jakobsen vil ikke være med. Og de har støtte fra baglandet. For selv da Mette Gjerskov udfordres som kandidat i marts 2018, støtter socialdemokraterne i Roskilde hende. Også Yildiz Akdogan kan regne med sine støtter i Brønshøj, ligesom Daniel Toft Jakobsen kan det i Favrskov.

Femte spørgsmål til formand Frederiksen er derfor: Hvor meget magt har de lokale socialdemokrater i Roskilde, Brønshøj og Favrskov?

Finale
Egentlig kunne det være sjovt at høre til de tre støttepartier: Alternativet, De Radikale og Enhedslisten. Er S-baglandet mere enige med dem end formand Frederiksen? Noget kunne tyde på det… Spændende kunne det også være at høre, hvordan en ”stram udlændingekurs” sikres, når man vil afskaffe integrationsydelsen og ikke røre konventionerne. Men alt det må vente. Jeg har kun fået lov at stille fem spørgsmål. Nu glæder jeg mig til at høre, hvad formand Frederiksen vil svare. ■

 

Spændende kunne det også være at høre, hvordan en ”stram udlændingekurs” sikres, når man vil afskaffe integrationsydelsen og ikke røre konventionerne
_______

 



Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt [foto: Officielt pressefoto]