Niels Jespersen: Hvorfor bliver vi ved med at give statsborgerskab til dem, der hader os?

Niels Jespersen: Hvorfor bliver vi ved med at give statsborgerskab til dem, der hader os?

04.01.2019


Vi er ikke forpligtede til at omfavne mennesker, der vil os det ondt. Derfor bør tildeling af statsborgerskab betinges af en loyalitetsed til Grundloven.

Kommentar af Niels Jespersen

DER ER SÅDAN SET intet nyt i Hizb ut-Tahrirs lækkede strategipapir om “Bekæmpelse af integration i Vestens lave kultur og dens forfaldne værdier”. Ahmed Akkari har i sin bog ”Min afsked med islamismen” for længst beskrevet, hvordan rabiate islamister i over 50 år målrettet er gået målrettet efter at ødelægge forholdet mellem herboende muslimer og det danske majoritetssamfund.

Hizb ut-Tahrir og lignende ekstreme grupper har i årevis bygget hadfabrikker i form af fundamentalistiske moskeer, friskoler og ”kulturforeninger” over hele landet. I lavloftede fugt-ramte kældre, prædiker de krig mod Danmark, mod sekulære muslimer og mod hinanden. De bruger Danmark som sikker base til at eksportere død og terror ud i verden, som når Grimhøjmoskeen i Aarhus fungerer som afgangsterminal for selvmordsbombere og jihadister til krigen i Syrien. Med penge fra slavestaterne i Golfen og snablen dybt nede i alverdens naive kommunale integrationsprojekter har de masser af tid og ressourcer til at agere haram-politi over for deres trosfæller. Både på gaden og på sociale medier farer de rundt og skælder ud, stigmatiserer og udskammer. Formålet er at holde danske muslimer i en tilstand af isolation, fattigdom og uvidenhed, så de selv kan fungere som talsmænd og ledere. Desværre ikke uden succes. Vi betaler dem for det – og giver dem endda plads i vores nationale og politiske fællesskab. De fleste er bare platugler, der som amerikanske teleevangelister har fundet en nem vej til magt og rigdom, men et skræmmende stort mindretal er vaskeægte hadske ekstremister.

Set i bakspejlet skulle vi aldrig havde givet statsborgerskab til så mange mennesker, der tydeligvis hader alt, hvad Danmark står for, og som kun er her for at nasse på vores fred og frihed. Gjort er gjort. Til gengæld bør det stoppe brat fra nu af: intet statsborgerskab til demokratiets fjender.

 

Det betyder ikke, at vi skal være enige i alt – langt fra. Men vi må være enige om, at menneskets love står over guds love, og at i de tilfælde, hvor samfundets interesser støder op imod religionen, så er det religionen, der har vigepligt
_______

 

MEN ER DET ikke sindelagskontrol og knægtelse af ytringsfriheden? Overhovedet ikke. Folk må mene, hvad de vil, og hvis de ellers overholder lovgivningen, skal de også have lov at være i Danmark. Men ønsker de stemmeret og adgang til danskernes nationale og politiske rum, så er det aldeles legitimt at forvente, at de udviser loyalitet over for samme. Det er ingen ret at opnå statsborgerskab. Danmark er et fællesskab, og i et fællesskab er der regler. Det betyder ikke, at vi skal være enige i alt – langt fra. Men vi må være enige om, at menneskets love står over guds love, og at i de tilfælde, hvor samfundets interesser støder op imod religionen, så er det religionen, der har vigepligt. Kan man ikke leve med det, er det en ærlig sag, men så er Danmark ikke det rette fællesskab at blive en del af. Der er tale om den ypperste gave, vi kan give en fremmed person, og så er det ærligt talt ikke urimeligt at stille krav. Stod det til mig, så skulle enhver, der søger om statsborgerskab, pålægges en loyalitetsed, hvor ansøgeren sværger troskab til Danmark og lover at respektere Grundloven som den højeste autoritet. De må gerne sværge på koranen.

Det skal ske på helt amerikansk manér med en hånd på hjertet foran et kæmpestort Dannebrog. Jeg forstiller mig et indfødsretsråd bestående af lokalpolitikere og evt. domsmænd, der gennemfører en individuel samtale med hver enkelt ansøger, så man sikrer sig, at den kommende dansker både har forstået betydningen og handler af et oprigtigt hjerte. Ellers skal det være muligt at indstille ansøgeren til afslag.

For som det er nu, foregår tildelingen af statsborgerskab – desværre – alt for vilkårligt. Vi har ganske vist et Indfødsretsudvalg i Folketinget, men i praksis er antallet af ansøgere om statsborgerskab så stort, at der ikke er tale om nogen individuel behandling. Det på trods af Grundlovens ord om, at statsborgerskab skal tildeles ved lov – altså: en ny lov per ny statsborger. I praksis er der nærmere tale om en administrativ tildeling, der sker efter et givent antal år. Der er godt nok kommet en skriftlig prøve og en tro- og love-erklæring til, men den sorterer ikke ekstremister fra.

 

Kan islamister ikke bare snyde og sværge med to fingre krydsede bag ryggen? Jo, men så kan vi bagefter hænge dem ud som de usle hyklere, de er
_______

 

KAN ISLAMISTER ikke bare snyde og sværge med to fingre krydsede bag ryggen? Jo, men så kan vi bagefter hænge dem ud som de usle hyklere, de er. Som en flok velfærdsjihadister, der hader de vantro, men elsker de vantros kontanthjælp og gratis sygehuse. I yderste konsekvens kan vi også tage statsborgerskabet fra dem igen, for det vil i så fald være givet dem under falske omstændigheder.

Hvis vi så i øvrigt hæver grænsen for statsborgerskab til 25 år, som juristen og SF’eren Leif Donbæk har foreslået, så kan vi samtidig sortere dem fra, der har valgt at bruge deres ophold i Danmark på terror eller grov kriminalitet. Langt størstedelen af dem, der bliver straffet for alvorlige forbrydelser, er unge mænd, og de kommer i konflikt med loven, længe før de runder 25.

Jeg er godt klar over, at mit forslag vil blive tolket som endnu et angreb på muslimerne her til lands. Det er det ikke, for jeg gider sådan set heller ikke give statsborgerskab til militante hinduer eller hvide etno-nationalister. Tværtimod mener jeg, at vi skylder de hundredtusindvis af mennesker, der gerne vil vores fællesskab, og som bærer Danmark i hjertet, at vi ikke kaster vores største gave i armene på idioter, der vil os det ondt. ■

 

Tværtimod mener jeg, at vi skylder de hundredtusindvis af mennesker, der gerne vil vores fællesskab, og som bærer Danmark i hjertet, at vi ikke kaster vores største gave i armene på idioter, der vil os det ondt
_______

 



Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet, tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Sammen med journalist Mikkel Andersson er han aktuel med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Fejring af Eid Mubarak i 2014 på Nørrebro arrangeret af Hizb ut-Tahrir [foto: GONZALES PHOTO/Magnus Fisker/Scanpix]