01.08.2019

.

I gamle dage tømte rige lande fattige lande for naturressourcer. I dagens Europa er det arbejdskraft. I begge tilfælde betyder det, at de rige lande bliver rigere, mens de fattige forbliver fattige.

Kommentar af Ota Tiefenböck

TYSKLANDS SUNDHEDSMINISTER har netop været på charmeoffensiv på Balkan, navnlig i Kosovo. Tyskland mangler nemlig 50.000 plejepersonale på landets plejehjem og hospitaler, mens Kosovo har en arbejdsløshed på omkring 60 pct. Tanken er at give unge Kosovo-borgere arbejdstilladelse i Tyskland, så de kan passe ældre mennesker i Tyskland.

Det lyder umiddelbart som en god forretning, som begge parter kan få glæde af, men er det virkelig i Kosovos interesse at miste unge ressourcestærke mennesker til Nord- og Vesteuropa? De kunne jo være med til at skabe en værdi i deres eget land, eksempelvis ved at tiltrække investeringer til landet netop på grund af ubenyttet arbejdskraft. Når mange udvandrer og arbejder i andre lande, sådan som det i virkeligheden allerede forholder sig i Kosovo og i mange andre fattige lande i dag, fastholder det de mindre velstående lande i et underudviklet stadium og gør dem afhængige af de indtægter, landets borgere oparbejder i de rige lande.

Et typisk modargument vil være, at folk sender penge hjem, som bruges til udvikling af hjemlandet, men er det dét Europa, vi ønsker at skabe? Et Europa, hvor de rige lande fastholder deres økonomiske vækst, mens andre lande må nøjes med at overleve, eller sagt med andre ord: må nøjes med resterne fra de riges bord? Og er det vejen til en politisk stabilitet, vi ønsker at skabe i Europa?

Situationen er ikke meget anderledes i Ukraine, der – ligesom Kosovo – heller ikke er medlem af EU. EU erklærer på den ene side støtte til Ukraines demokratiske udvikling, og man støtter landet økonomisk – siden 2014 med 3,3 milliarder euro. Men på den anden side tømmer EU landet for arbejdskraft. Det er indlysende, at mennesker, der har en særlig uddannelse eller særlige kompetencer – eller blot er arbejdsomme – lader sig friste og tager til lande, som bedre kan betale for deres kunnen. På den måde får modtagerlandet gavn af deres kompetencer, som hjemlandet i samme ombæring går glip af, selvom det var hjemlandet, der i mange tilfælde var med til at skabe personens særlige kompetencer.

Hvordan kan et land som fx Ukraine nogensinde komme ovenpå økonomisk, når de fleste ressourcestærke borgere rejser fra landet og bliver lokket til at rejse på grund af vores vesteuropæiske arbejdskraftmangel? Vi taler ikke om små tal. Det skønnes, at op imod fem millioner ukrainere allerede er smuttet. De fleste af dem er taget til EU-medlemslande i Øst- og Centraleuropa, især Polen, hvor det skønnes, at op imod to millioner ukrainere arbejder – i stedet for de mange polakker, som arbejder i Vesteuropa. Disse ukrainere bidrager dermed til at skabe den aktuelle høje økonomiske vækst, som Polen er så stolt af.

 

De fleste europæiske lande mangler arbejdskraft. Derfor er de for længst begyndt at kæmpe om den arbejdskraft, der er, og for fastholde den arbejdskraft, de allerede har tilkæmpet sig
_______

 

SITUATIONEN I KOSOVO og Ukraine er ikke på nogen måde exceptionel. De fleste europæiske lande mangler arbejdskraft. Derfor er de for længst begyndt at kæmpe om den arbejdskraft, der er, og for fastholde den arbejdskraft, de allerede har tilkæmpet sig. Flere landes arbejdsområder er i dag helt afhængige af arbejdskraft udefra, og hele områder er med få undtagelser reguleret af simple markedsmekanismer, eksempelvis på pleje- og sundhedsområdet, i hotelbranchen, bygge- og anlægsarbejde og landbruget i flere vesteuropæiske lande, herunder Danmark. Det er med andre ord hårdt og brutalt at deltage i denne uundgåelige kamp om arbejdskraften. De, der kan betale bedst, har de bedste chancer for at tiltrække arbejdskraft, mens man i de områder, hvor lønningerne er lave, må affinde sig med ikke blot brain drain, men også arbejdskraft-drain.

Også her vil et typisk modargument være, at de arbejdere, som på et tidspunkt – muligvis – vender tilbage til hjemlandet, under deres ophold i de veludviklede lande har styrket deres kompetencer, som hjemlandet får glæde af, men er det virkelig tilfældet? Eller er det snarere et alibi for os selv og det samfund, vi i frihedens og frikonkurrences tegn er ved at skabe?

Vi har set – og ser til stadighed – en lignende udvikling lige siden liberaliseringen af EU’s arbejdsmarked efter østudvidelsen i 2004, som i sin tid blandt andet blev markedsført som en sund konkurrence mellem EU’s medlemslande. Det var denne liberalisering, der var et startskud for de rige landes udnyttelse af arbejdskraft, og som fik flere millioner østeuropæere til at rykke mod vest. Flere millioner rumænere, bulgarere, polakker samt borgerne fra de baltiske lande arbejder således i dag i de rige vesteuropæiske lande.

I de tilfælde, hvor landet har noget at tilbyde, eksempelvis Polen, som sprogmæssigt er et oplagt arbejdsland for ukrainere, bliver de udvandrede arbejdere erstattet med arbejdskraft østfra. Andre steder mangler den kort og godt – hvilket giver udfordringer med de medfølgende konsekvenser. Konsekvenser, hvis første tegn vi allerede ser i dag. I fx Rumænien eller Bulgarien kan det være svært at opdrive en læge eller sikre almindelige livsbetingelser, eksempelvis at få mindre lokale samfund til at fungere. Når en rumænsk lærer tjener langt mindre i sit hjemland end ved at gøre rent i eksempelvis Danmark, kan det være ganske svært at opretholde skoleundervisning i mindre landsbysamfund i disse lande.

De ressourcestærkes fravær hindrer desuden landenes sunde politiske udvikling, da det naturligvis vil være nemmere at manipulere resten af befolkningen – altså: den lavtuddannede del eller blot den del af befolkningen, der er tilbage – eller fx ikke være så aktiv med at bekæmpe korruption. Tendenser, som vi klart ser i lande som Rumænien i dag, hvor større lejlighedsvise demonstrationer godt kan tiltrække rumænere fra udlandet, men hvor den generelle politiske udvikling i landet mere eller mindre får et frit løb.

 

Situationen i dagens Europa kan godt minde om nogle af de europæiske landes kolonielle fortid. En slags neokolonialisme, hvor de rige lande tømmer de fattige lande for (menneskelige, ikke naturlige) ressourcer
_______

 

SITUATIONEN I DAGENS Europa kan godt minde om nogle af de europæiske landes kolonielle fortid. En slags neokolonialisme, hvor de rige lande tømmer de fattige lande for (menneskelige, ikke naturlige) ressourcer. Denne gang foregår processen ganske vist uden tvang og ovenikøbet med smukke ord om liberalisering og personlig frihed til selv at vælge, men hvem har den største gavn af denne frihed? Er det den rumænske lærer, som føler sig tvunget til at forlade sit land for at gøre rent eller arbejde som stuepige i eksempelvis Danmark? Eller er det det danske samfund, som mangler arbejdskraft, og hvor det efterhånden er svært at få egne borgere til at udføre et lavstatusarbejde? Og hvor meget værdi og udvikling – udover de penge vedkommende sender hjem – bringer det med sig for den rumænske lærers hjemland? Det er ubetydeligt. Særligt hvis man også indregner de personlige omkostninger, der som regel vil være forbundet med at arbejde i udlandet.

Hvorvidt denne udvikling er sund, og hvorvidt den lever op til de europæiske værdier, herunder international solidaritet, kommer formentlig an på øjnene, der ser. Men det er et faktum, at udviklingen kan få store konsekvenser for de fattige lande – både i Europa og verden udenfor.

Udviklingen er nemlig stille og roligt ved at udbrede sig til hele Europa – og endda til resten af verden. Flere EU-lande har i dag programmer for rekruttering af arbejdskraft i blandt andet Vietnam, Indien, Nepal, Filippinerne m.m., og vi vil med sikkerhed opleve, at flere EU-lande i den kommende tid vil lempe deres arbejdstilladelser og udstedelse af visum.

Konkurrence er sundt, hvis den foregår mellem ligeværdige parter. Det er der ikke tale om i den nuværende situation på Europas arbejdsmarked. Det er en uhæmmet kamp om arbejdskraft, som ikke blot skal være så billig som muligt, men som også er i en klar strid med de europæiske værdier, som netop solidaritet. For hvor meget solidaritet er der eksempelvis i, at fx Rumænien, Bulgarien eller Polen finansierer uddannelser af læger, ingeniører eller andre eksperter, som umiddelbart efter endt uddannelse tager til højindkomstlande for at arbejde?

Fortsætter udviklingen – og det gør den helt uden tvivl – vil vi se langt flere negative konsekvenser, som vil forstærke den opdeling af Europa, vi allerede ser i dag – og ikke mindst forstærke opdelingen af Europa mellem de rige og de fattige. En opdeling, hvor de fattige lande vil sikre de rige landes velstand og økonomiske vækst uden nogensinde at have en jordisk chance for selv at komme op på de rige landes niveau. I en kapitalistisk samfundsordning, hvor penge og økonomiske interesser styrer udviklingen, er det formentlig naturligt nok, men at kalde denne udvikling for et fremskridt eller ligefrem frihed er formentlig et udtryk for vores manglende vilje til at se realiteterne i øjnene. ■

 

Fortsætter udviklingen – og det gør den helt uden tvivl – vil vi se langt flere negative konsekvenser, som vil forstærke den opdeling af Europa, vi allerede ser i dag – og ikke mindst forstærke opdelingen af Europa mellem de rige og de fattige
_______

 

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på nyhedsmediet Mr. East. Dækker området for flere danske og enkelte norske medier og medvirker som kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV. ILLUSTRATION: Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Macron taler sammen under en konference i EU-Kommissionen, 23. februar 2019. Ungarns premierminister Orban står ved siden af [foto: John Thys / AFP / Ritzau Scanpix]