Pernille Vermund: Kristian Thulesen Dahl viste i går, at han stadig ikke har forstået sit nederlag: Vælgerne har fået nok af DF’s lappeløsninger

Pernille Vermund: Kristian Thulesen Dahl viste i går, at han stadig ikke har forstået sit nederlag: Vælgerne har fået nok af DF’s lappeløsninger

15.09.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Sandheden er, at DF igennem mange, mange år er sluppet af sted med at ’sælge’ lappeløsninger til danskerne og aldrig har taget et egentligt livtag med de grundlæggende problemer i udlændingepolitikken. Lørdagens landsmødetale viser, at han stadig ikke vil sætte sine mandater i spil – hverken overfor en rød eller en blå statsminister.

Kommentar af Penille Vermund

SOM FORMAND for Nye Borgerlige var det med særlig interesse, at jeg lyttede til partiledernes taler ved weekendens landsmøder i Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Nye Borgerlige er stiftet, fordi de andre partier – til trods for løfter om det modsatte – ikke har vist vilje eller evne til at løse udlændingepolitikken fra bunden. Dansk Folkeparti havde muligheden efter valget i 2015, hvor partiet sejrede og blev det største parti i blå blok. Men DF under Kristian Thulesen Dahl svigtede, da det gjaldt. I stedet for at stå fast, sad DF med hænderne i skødet, da tusinder af migranter væltede ind over vores grænser i efteråret 2015. Konsekvenserne – i form af flere uintegrerbare udlændinge, mere vold, flere voldtægter og et større træk på de offentlige kasser – lever vi med i dag, og det kommer til at tage mange år at rette op på skaderne, selv hvis vi skrider effektivt ind nu.

DEN SIMPLE analyse er, at DF på grund af dette svigt mistede deres vælgeres opbakning. Troværdigheden i udlændingepolitikken er væk, og det var ikke svært for Mette Frederiksen at overtale socialdemokraterne blandt DF’s vælgere til at sætte kryds ved liste A, da hun, efter at have indtaget formandsposten i sit parti, lagde en ny og strammere udlændingepolitik på disken.

Det var derfor med en forventning om, at Kristian Thulesen Dahl ville erkende sit svigt på dette centrale område og introducere en ny og løsningsorienteret udlændingepolitik, at jeg tændte for tv’et lørdag formiddag.

Han indfriede ikke mine forventninger. Derimod gentog han sit budskab fra foråret om, at DF vil arbejde for et asylstop, men han anviste ikke nogen vej frem. Han satte ikke sine mandater i spil på spørgsmålet, hverken over for de blå partier eller over for Mette Frederiksen, som samtidig var på vej på talerstolen ved hendes partis kongres i Aalborg.

 

Han satte ikke sine mandater i spil på spørgsmålet, hverken over for de blå partier eller over for Mette Frederiksen
_______

 

KRISTIAN THULESEN DAHL beklagede, at han havde kommunikeret ’paradigmeskift’ dårligt. Fordi det er et svært ord, så var det nok derfor danskerne ikke havde omfavnet ideen. Han burde have grebet dybere i egen barm, for sandheden er, at DF igennem mange, mange år er sluppet af sted med at ’sælge’ lappeløsninger til danskerne og aldrig har taget et egentligt livtag med de grundlæggende problemer i udlændingepolitikken.

Ved valget i foråret blev DF så mødt af Nye Borgerlige. Vi kræver, at man griber fat om nældens rod, og dét udstillede i den grad DF’s lappeløsninger som utilstrækkelige. DF blev også mødt af et nyt udlændingepolitisk offensivt Socialdemokrati, der faktisk i langt højere grad kalder en spade for en spade og signalerer, at man vil tage fat og løse problemerne fra bunden.

Den udfordring kunne Kristian Thulesen Dahl ikke løfte i sin tale i weekenden. Erkendelsen af, at lappeløsningernes tid er forbi, er endnu ikke sunket ind.

 

Sandheden er, at DF igennem mange, mange år er sluppet af sted med at ’sælge’ lappeløsninger til danskerne og aldrig har taget et egentligt livtag med de grundlæggende problemer i udlændingepolitikken
_______

 

I Aalborg holdt Mette Frederiksen en god tale. Det gør hun som regel. Hun er retorisk stærk og virker umiddelbart oprigtig.

PERSONLIGT har jeg den holdning, at jeg møder alle med tillid, indtil de svigter den. Når Mette Frederiksen og Matias Tesfaye siger, at regeringen ønsker at afskaffe retten til spontan asyl og erstatte det nuværende dysfunktionelle asylsystem med et andet, så tror jeg på, at de mener det, indtil det modsatte viser sig.

Jeg har fortalt Mette Frederiksen, at hun kan regne med min og Nye Borgerliges opbakning til at lukke for, at migranter kan rejse langvejs fra gennem mange sikre lande for at søge asyl i Danmark.

Det eksisterende asylsystem er inhumant. Migranter dør undervejs, menneskesmuglere tjener kassen, og de få hjælpes på bekostning af de mange, mange flere, der sidder tilbage i lejrene i nærområderne. Ufortalt de store skader, som migrantstrømmen har påført det danske samfund, så burde alene det inhumane aspekt i asylsystemet kunne skaffe Mette Frederiksen et flertal i Folketinget for at afskaffe det.

Alligevel tøver hun – og det gjorde hun igen i lørdags i Aalborg. Jeg hørte hende sige, at hun ville ’sætte sig i spidsen’ for et nyt asylsystem. Underforstået, at den opbakning hun har fået fra danskerne til sin udlændingepolitik, ikke er tilstrækkelig til at stoppe for spontan asyl og prioritere hjælpen i nærområderne xxok?.
Hun gemmer sig bag ved, at hun vil have en række andre lande med på idéen, før hun gennemfører lovændringerne i Danmark. Hvorfor dog det? Det er slet ikke nødvendigt.

Når hun gemmer sig, så begynder min tvivl at nage, så kommer mistilliden snigende. Vil hun det tilstrækkeligt meget, eller er det bare tom politikersnak for at tækkes vælgerne?

 

Det er kendt viden i regeringen, at et stop for spontan asyl kan indføres uden at træde ud af Flygtningekonventionen
_______

 

Det er kendt viden i regeringen, at et stop for spontan asyl kan indføres uden at træde ud af Flygtningekonventionen. Dublin-forordningen er en frivillig ordning for Danmark, som vi på grund af vores retsforbehold kan opsige til hver en tid. Desuden er migrantstrømmen lav for tiden, så det er jo netop nu, at Danmark kan rykke uden at skabe problemer for andre lande i Europa.

Det er, som jeg ser det, kun mangel på politisk vilje, der står vejen for at indføre et stop for spontan asyl allerede i morgen. Så jeg håber virkelig, at Mette Frederiksen ikke trækker sig på dette helt centrale punkt i Socialdemokratiets udlændingepolitik. Det vil være ødelæggende for muligheden for at få løst udlændingepolitikken i mange år fremover.

FOR LAD MIG være ærlig; ud over DF’s manglende mod og vilje, så har Venstre været den største forhindring for at få løst udlængepolitikken fra bunden. Med udsigt til Jakob Ellemann som formand, så skal der et udlændingepolitisk handlekraftigt Socialdemokrati til at presse Venstre i retning af varige løsninger, som netop et stop for spontan asyl vil være.

Hvis Mette Frederiksen trækker sig, bliver det Det Radikale Venstres og Morten Østergaards udlændingepolitik, der kommer til at svinge taktstokken. Og hvad det byder på, fik vi også en smag på lørdag eftermiddag. Østergaard vil lempe udlændingepolitikken, underlægge Danmark EU’s kvoter for migranter og nægter at være med til at udvise de kriminelle udlændinge konsekvent.

 

Det er, som jeg ser det, kun mangel på politisk vilje, der står vejen for at indføre et stop for spontan asyl allerede i morgen
_______

 

Læren fra weekendens tre formandstaler er ret enkel. Jeg må, sammen med alle andre, der bekymrer sig for friheden og fædrelandet, fortsætte med at forklare danskerne, at hvis vi ikke løser udlændingepolitikken fra bunden, så kan alt andet sådan set være lige meget. For så forsvinder det Danmark, vi kender og holder af.
 

Hvis vi ikke løser udlændingepolitikken fra bunden, så kan alt andet sådan set være lige meget
_______

 



Pernille Vermund (f. 1975) er MF og formand for Nye Borgerlige. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl til DF’s Landsmøde lørdag d. 14 september, 2019 [foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix]