Anette R. von Benzon: Hvorfor stoppede regeringen med at slå syge minkbesætninger ned tilbage i juli?

Anette R. von Benzon: Hvorfor stoppede regeringen med at slå syge minkbesætninger ned tilbage i juli?

13.11.2020

.



Mink-gate startede allerede i juli, da Mogens Jensen bekendtgjorde, at smittede minkbesætninger ikke behøvedes at blive aflivet. Selv da smitten begyndte at sprede sig hastigt mellem minkfarmene igen, blev aflivningerne ikke genoptaget. Det er simpelthen ikke til at forstå, at regeringen, med sit ellers flotte, høje forsigtighedsprincip, har reageret så langsomt og nølende. Advarsler har der været nok af.

Kommentar af Anette R. von Benzon, journalist

DEN 7. JULI MEDDELTE myndighederne, at minkbesætninger, som var syge af COVID-19, ikke længere skulle slås ned.

Hvis man bare kender en smule til minkfarme, ved man, at dyrene går ekstremt tæt, at burene er lavet af trådnet og derfor er meget åbne – og mink spritter ikke af. Ikke desto mindre stod der i pressemeddelelsen fra fødevareminister Mogens Jensen (S):

”Det er vores vurdering, at vi med de forebyggende indsatser kan holde smitte med COVID-19 i minkbesætninger på et minimum. Med den viden vi har og med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade COVID-19-smittede minkbesætninger leve fremover.”

Så mens mennesker døde af COVID-19 verden over, folk mistede jobs og erhverv, og vi alle var påbudt at gå direkte i selvisolation ved blot den mindste coronamistanke, så måtte COVID-19 flyde i de stakkels syge mink.

 

Da smitten spredte sig hastigt mellem minkfarmene i Jylland hen over sommeren, blev aflivningerne af de syge besætninger ikke genoptaget
_______

 

Det var mærkværdigt for mange af os, men én ting undrer mig endnu mere: Da smitten spredte sig hastigt mellem minkfarmene i Jylland hen over sommeren, blev aflivningerne af de syge besætninger ikke genoptaget.

I flere medier kunne man læse, fx på dr.dk den 24. august, at selvom forskere nu vidste, at mink kunne smitte mennesker med corona-virus, så: ”anbefaler myndighederne ikke, at minkbesætninger skal slås ned, som de gjorde det i starten af epidemien.”

– ”Vi skal holde fast i, at COVID-19 først og fremmest smitter mellem mennesker,” sagde Fødevarestyrelsens beredskabschef, Nikolas Kühn Hove, til DR.

Vi skulle helt hen til d. 1. oktober, hvor 41 minkfarme var smittede med corona-virus og 20 farme var under mistanke, før myndighederne og regeringen erkendte, at værnemidler, afspritning osv. til de ansatte på minkfarmene, ikke var tilstrækkeligt til at slå smitten ned. Nu skulle COVID-19-smittede mink i stedet slås ned. Grunden var, at nu udgjorde de smittede minkfarme et skræmmende stort COVID-19-reservior i Danmark.

 

Mens hele befolkninger går med mundbind, isoleres i deres huse og vi spritter af som gale, er der 63 minkbesætninger med COVID-19 i Danmark og 24 er under mistanke
_______

 

ADVARSLER HAVDE der ellers været nok af. Fødevarestyrelsen blev allerede i juni advaret af forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut om, at de COVID-19-ramte minkfarme risikerede at udvikle sig til reservoirs for coronavirus, ifølge den digitale avis Zetland, som har gravet i sagen.

Og 4. september skrev Dagbladet Information, at Statens Serum Institut i en risikovurdering skriver, at “en særlig minkvariant af virusset havde spredt sig fra en minkfarm til lokalbefolkningen i Nordjylland og så langt væk som til Bornholm og Kroatien.”

På Twitter skrev Fødevarestyrelsen troligt hver eneste sommerdag, hvor mange minkfarme, der nu var smittede og tallet bare steg og steg.

I skrivende stund er tallet ifølge Fødevarestyrelsen steget til 255 smittede minkfarme. Heraf er 192 bestande aflivet og yderligere 24 minkfarme er under mistanke. Så mens hele befolkninger går med mundbind, isoleres i deres huse og vi spritter af som gale, er der 63 minkbesætninger med COVID-19 i Danmark og 24 er under mistanke.

Det er helt hen i hegnet. Hvordan det fik lov til at ske, er mig en gåde.

 

Hvem fik standset aflivninger af COVID-19-ramte besætninger i juli? Præcist hvem tog den endelige beslutning, og hvad var begrundelsen? Den beslutning kommer til at koste Danmark dyrt
_______

 

NU STÅR SKATTEYDERNE med en kæmperegning for at rydde op. Nordjylland er lukket ned, artikler om muterede minkcoronavirus i Danmark er på forsiderne af europæiske medier, og der er frygt for at vores nye farlige bekendte, Cluster-5,6,7 osv., skal gå hen og spænde ben for en forhåbentlig snarlig virkningsfuld vaccine. UK og Tyskland har smækket portene i for danskere, og der ligger videoer af brutale panik-aflivninger på stort set alle netmedier.

Hvem fik standset aflivninger af COVID-19-ramte besætninger i juli? Præcist hvem tog den endelige beslutning, og hvad var begrundelsen? Den beslutning kommer til at koste Danmark dyrt.

Blev risikoen nedtonet? Var der et pres fra landbruget, fra Kopenhagen Fur, som angiveligt har hældt støtte ud til politikere i Folketinget gennem de gyldne tider? Hvem?

Det er ikke til at forstå, at regeringen, med sit ellers flotte, høje forsigtighedsprincip gennem coronakrisen, reagerede så langsomt og nølende, når det gjaldt COVID-19-smitten i mink.

Og hvorfor reagerede oppositionen ikke? De vil sikkert sige, det ikke er deres opgave at redde regeringen fra en gigantisk fadæse, men det havde været god stil overfor os borgere, at nogen havde sagt: ”Mette Frederiksen: Det her går ikke.”

 

Nordjylland er lukket ned, artikler om muterede minkcoronavirus i Danmark er på forsiderne af europæiske medier, og der er frygt for at vores nye farlige bekendte, Cluster-5,6,7 osv., skal gå hen og spænde ben for en forhåbentlig snarlig virkningsfuld vaccine
_______

 

OG SÅ HAR VI SLET ikke talt dyrevelfærd. Jeg har ondt af mink. Muligvis har de det lidt bedre i Danmark end fx Sverige, hvor der lige nu florerer grumme videooptagelser af lidelser fra en minkfarm.

Men rovdyr, der holdes i meget små netbure, uden det mindste naturlige liv, og som gasses i millionvis for at blive til pels og hårpynt, hører ikke hjemme i et moderne samfund, mener jeg. Og slet ikke, når minkfabrikkerne giver farlige vira gode betingelser for at mutere og rekombinere.

Giv minkbønderne en god kompensation, og stop minkpelsindustrien for altid, ligesom 15 andre europæiske lande er i gang med, eller allerede har gjort. De er åbenbart klogere end vi.

Den, som siger det bedst, er formanden for Dansk Pelsdyravlerforening Tage Pedersen selv. Til B.T. siger han: ”Vi har erkendt, at det er slut med minkavl i Danmark. Politikerne har allerede givet branchen dødsstødet. Der er ikke plads til både mink og coronavirus i samme land”. ■

 

Det er helt hen i hegnet. Hvordan det fik lov til at ske, er mig en gåde
_______

 




Anette R. von Benzon (f. 1960.) er journalistog indehaver af Benzon Media. Hun er tidl. jourhavende redaktør og journalist på Jyske Bank TV samt tidl. ansat på bl.a. Berlingskes og B.T.’s Christiansborgredaktioner. ILLUSTRATION: Description: Statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke og minister for fødevareminister Mogens Jensen under Folketingets åbning på Christiansborg i København, d. 6. oktober 2020 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]