Anni Matthiesen (V): Regeringens såkaldte forhandlingsstrategi skader demokratiet. Det virker ikke uden tillid

Anni Matthiesen (V): Regeringens såkaldte forhandlingsstrategi skader demokratiet. Det virker ikke uden tillid

09.03.2020

.


Personligt har jeg efterhånden svært ved at tro, at regeringen rent faktisk ønsker at lande en udligningsaftale. Det virker næsten som om, at den gør alt, hvad den kan, for at vi i Venstre skal gå fra forhandlingsbordet. Manipulation og sjusk har vi haft nok af. Det er tillid og saglighed, vi skal bruge nu.

Kommentar af Anni Matthiesen, social- og indenrigsordfører for Venstre

PÅ EN AF JANUARS sidste dage præsenterede regeringen det længe ventede udspil til en udligningsreform. Og godt en måned senere nåede vi det absolutte lavpunkt i forhandlingsforløbet.

Siden udspillet blev præsenteret på et stort anlagt pressemøde, har der været adskillige afsløringer af fejlberegninger, mørklægning af data samt hemmelige angrebsplaner mod os i Venstre. Alene mediet NB-Økonomi har kunnet afdække i alt fire fejl i det materiale, som ministeren har sendt til Folketingets partier. Fejl, som kunne betyde en forskel på mange millioner kroner for flere kommuner.

En helt elementær forudsætning i et forhandlingslokale er tillid. Af den grund fordrer det ikke et samarbejde og en sund forhandlingssituation, når regeringen først tilbageholder bagvedliggende beregninger og baggrundsmateriale, dernæst bliver afsløret i at udlevere forkerte og misvisende tal og til sidst i hemmelighed planlægger angreb mod en central forhandlingspartner. Det undergraver selvsagt tilliden fuldstændigt.

NU ER DER i forhandlingerne endda sket endnu et stort tilbageslag: Et internt arbejdsdokument fra regeringen, der spekulerer i forhandlingspartiernes kæpheste, er blevet lækket til Jyllands-Posten – endnu et uhørt tillidsbrud fra regeringens side, der har slået dybe skår i vores tillid.

 

Når statsminister[en] tidligere har holdt store skåltaler om, hvordan tilliden i Danmark har slået revner, og konsekvenserne ville være til at føle på, hvis ikke man gjorde noget, er forhandlingsforløbet om en udligningsreform slet ikke et godt udgangspunkt for at vende den udvikling
_______

 

Regeringens tilgang til forhandlingerne har været under al kritik. Når statsminister Mette Frederiksen tidligere har holdt store skåltaler om, hvordan tilliden i Danmark har slået revner, og konsekvenserne ville være til at føle på, hvis ikke man gjorde noget, er forhandlingsforløbet om en udligningsreform slet ikke et godt udgangspunkt for at vende den udvikling. Og da slet ikke, når regeringen endda påstår, at den agter at styrke tilliden mellem centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser, som det står i forståelsespapiret. Hvordan regeringen har tænkt sig, at dette skal ske, venter jeg spændt på at høre – det stemmer hvert fald ikke overens med dens nuværende ageren.

For i et forhandlingslokale skal man kunne stole på, at de oplysninger, man får udleveret, er retvisende. Og vigtigst af alt skal man kunne røbe sin usikkerhed og afsløre, at man er klar til at give afkald på én ting til fordel for en anden. Man kan være nødsaget til at blotte sig og være ærlig om sine svagheder. Derfor er tillid og fortrolighed et helt afgørende element for, at vi kan lave en så god aftale som muligt. Og derfor er det altødelæggende for et godt samarbejde, hvis den anden part planlægger at bruge fortrolige oplysninger i en smædekampagne mod sin forhandlingspartner.

Kort sagt: Hvis den fornødne tillid ikke er til stede i forhandlingerne om en udligningsreform, vil forhandlingerne støde på grund.

SELVFØLGELIG SKAL VI partier udfordre og angribe hinandens politik. Det er en helt normal del af den politiske hverdag på Christiansborg. Som de fleste ved, er det noget, vi gør i alle partier. Det er en del af det politiske spil og vores demokratiske tradition.

Men det er fuldstændig utilstedeligt, når man i hemmelighed planlægger at udnytte det fortrolige rum i et forhandlingslokale til at indsamle ammunition og skyde en forhandlingspartner i ryggen. Det er en strategi, jeg aldrig før har oplevet i mine snart ni år som folketingsmedlem.

Selvom regeringen tidligere har erklæret sig klar til at genskabe tilliden og accepteret vores krav om blandt andet at stoppe overbetalingen til kommuner med mange udlændinge, som eksperter har anbefalet, er tilliden til regeringen i høj grad udfordret af den seneste afsløring.

Uanset hvad vil det være et langt, sejt træk at genopbygge den nødvendige tillid. Hvordan det konkret skal ske, er svært at sige på nuværende tidspunkt. Herfra må vi – eller rettere: Socialdemokratiet – tage et skridt ad gangen. For der er lang vej igen, hvis vi skal kunne stole 100 pct. på regeringen. Gennem handling er de nødt til at bevise, at man fremover kan stole på, at der ikke slipper fortrolige oplysninger ud fra forhandlingslokalet. Hvis ikke dette sker, bliver det svært at forhandle i fremtiden.

 

Men hvis regeringens såkaldte forhandlingsstrategi skulle danne præcedens for fremtidige forhandlinger, ville jeg blive meget bekymret på Danmarks og demokratiets vegne
_______

 

BLANDT PARTIERNE på Christiansborg udkæmpes der en konstant kamp for at kommunikere ikke kun sine politiske sejre, men også modstandernes nederlag, så man står sejrrigt tilbage i mediebilledet. Det er et taktisk spil – sådan har det altid været. Og det er klart, at hvis partier lykkes med at udstille hinanden under et forhandlingsforløb, kan det komme til at koste indrømmelser for modparten.

Men hvis regeringens såkaldte forhandlingsstrategi skulle danne præcedens for fremtidige forhandlinger, ville jeg blive meget bekymret på Danmarks og demokratiets vegne. For det vil uden tvivl skabe en grundlæggende mistillid mellem Folketingets partier og regeringen. Særligt set i lyset af den vidensasymmetri, der er mellem regeringen, som har hele embedsmandsapparatet til sin rådighed, og de øvrige partier.

Personligt har jeg efterhånden svært ved at tro, at regeringen rent faktisk ønsker at lande en aftale. Det virker næsten som om, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at vi i Venstre skal gå fra forhandlingsbordet. Derfor er det regeringens opgave at tage initiativ og finde ud af, hvordan vi kommer tilbage på rette spor, så vi kan lande en aftale om udligningssystemet.

Nu må regeringen spille med åbne kort, droppe hemmelighedskræmmeriet og være konstruktive. Manipulation og sjusk har vi haft nok af. Det er tillid og saglighed, vi skal have mere af. Kun på den måde kan vi lande en udligningsaftale, som sikrer god velfærd i hele Danmark. ■

 

Manipulation og sjusk har vi haft nok af. Det er tillid og saglighed, vi skal have mere af. Kun på den måde kan vi lande en udligningsaftale, som sikrer god velfærd i hele Danmark
_______

 



Anni Matthiesen (f. 1964) er social- og indenrigsordfører for Venstre. Hun er opstillet i Vejenkredsen. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen, stabschef i Statsministeriet Martin Rossen og finansminister Nicolai Wammen [foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix/Scanpix]