29.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Igennem mange år har Danmark opretholdt fortællingen om, at vi bidrog til NATO-samarbejdet på andre måder end at leve op til NATO’s konkrete krav – fx til størrelsen på vores forsvarsudgifter. Men den går ikke længere. Nu kritiseres Danmark i hidtil uhørt hårde vendinger for ikke at leve op til NATO’s styrkemål. Danmark sakker efterhånden bagud på flere parametre.

Af Lars Bangert Struwe

”DANMARK HAR ingen planer eller intentioner om at forsyne de kapaciteter, som NATO har anmodet om, hvilket er yderst bekymrende.” Således skriver NATO i næstsidste afsnit i ”NATO Defence Planning Capability Review 2019/2020”, der er en del af en afrapportering til de enkelte medlemsstater om, hvorvidt de opfylder NATO’s mål.

Det er en meget alvorlig konklusion, som regering og Folketing må tage til sig. Personligt kan jeg næsten ikke huske tilsvarende hård kritik.

NATO har en forsvarsplanlægningsproces, der løbende måler, om medlemsstaterne lever op til de mål alliancen opstiller. Danmark har hidtil næsten levet op til kravene, men nu kommer kritikken; og den er hård. Man skriver, at der ikke er sket forbedringer siden sidste gennemgang og kritiserer, at Danmark næppe kan klare en konflikt med en symmetrisk modstander, som fx Rusland udgør i modsætning til de seneste modstandere, der har været asymmetriske modstandere som oprørsgrupper eller terrororganisationer.

 

Det er en meget alvorlig konklusion, som regering og Folketing må tage til sig. Personligt kan jeg næsten ikke huske tilsvarende hård kritik
_______

 

I rapporten er det fremhævet, at NATO’s forsvarsministre var enige om, at Danmark skulle prioritere tre forhold, og at dette ikke er sket. Det drejer sig om opbygning af en tung brigade (dvs. en hærenhed på 4000-5000 mand), ’Joint, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance’-kapaciteter (JISR), og anti-ubådskrigførsel (ASW-kapaciteter). Det betyder, at Danmark ikke kan udsende en tung brigade, mangler et efterretningsbillede på kampladsen og ikke kan bekæmpe ubåde i Atlanten, Østersøen eller ved Arktis.

Danmark opstiller i første omgang en middeltung brigade, der så skal udvikles til en tung brigade, hvor hovedparten af brigaderne er udrustet med kampvogne. Den tunge brigade skal op på 4 – 4.500 mand, når den er færdigt opstillet. Lige nu er vi en mellemtung brigade, der mangler ammunition, jord til luftforsvar, ikke har logistik nok, og kritikken fortsætter.

Den tunge brigade har 24 måneders varslingstid – hvilket vil sige, at den først er klar til indsættelse to år efter, at man har aktiveret den. Det er simpelthen for lang tid i en tid, hvor man i NATO og USA fokuserer på hurtigere responstid. Lige nu opgør NATO det til, at vi kun kan opstille en tung bataljon (typisk 500-800 mand), og at den kan kun delvis udsendes.

DANMARK ER således ramt af flere forhold på en gang, og man kan opregne mindst tre parametre, der har ændret sig for Danmark i NATO over de seneste år .

For det første har Danmark i årevis lagt stor vægt på begrebet kollektivt forsvar i NATO, og derved på, at vi skal komme hinanden til hjælp i tilfælde af krise. Derfor har man i Danmark ikke lagt vægt på at udvikle vores militær til at kunne forsvare Danmark uden andres hjælp. Men netop dette forhold står i skærende kontrast til, at NATO i disse år lægger større og større vægt på, at staterne kan forsvare sig selv – den såkaldte paragraf 3 i NATO-traktaten.

Den anden parameter der har ændret sig markant, er kravet om at leve op til NATO’s beslutning om, at medlemslandene skal stræbe mod at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. I 2021 når Danmark måske op på 1,49 pct., men vi er meget langt fra de 2 pct., der er målet i 2023. Trump har banket hårdt på de allierede, der ikke investerer nok i forsvar, og her er Danmark et mål for hans angreb.

 

Outputtet (deltagelsen i internationale missioner og kvaliteten af indsatsen og danske styrker) har hidtil været et helt afgørende dansk argument over for NATO og USA, og Danmark har med et stort internationalt engagement søgt på den måde at betale for det lave forsvarsbudget
_______

 

Det er ikke kun Trump, der nu presser Danmark, men også NATO som organisation. Biden og hans folk vil desuden være lige så hårde som Trump, selvom de måske taler pænere. Samtidigt øger mange NATO-stater deres forsvarsudgifter. Norge, der er med i NATO, øger sine udgifter, og Sverige, der står uden for NATO, øger med op mod 40 pct. Det eneste positive element er, at Danmark bruger cirka 20 pct. af sit forsvarsbudget på materielanskaffelser – et andet af NATO’s mål, som vi dermed rent faktisk opfylder.

Det tredje parameter, der har ændret sig, er, at man nu ikke længere lægger helt så stor vægt på output. Det vil sige, at Danmarks deltagele i internationale operationer tæller nu mindre i det politiske spil end før. Outputtet (deltagelsen i internationale missioner og kvaliteten af indsatsen og danske styrker) har hidtil været et helt afgørende dansk argument over for NATO og USA, og Danmark har med et stort internationalt engagement søgt på den måde at betale for det lave forsvarsbudget.

Imidlertid synes det ikke længere at tælle lige så meget som tidligere, og ministre må nu hårdere og hårdere forsvare den danske position. Lars Løkke Rasmussen skældte fx præsident Donald Trump ud over, at han ikke anerkendte, at Danmark bidrog til internationale operationer og havde haft lige så store tab som USA i forhold til befolkningsantallet.

Samlet set giver den nye NATO-rapport Folketinget noget af en hovedpine. Midt i en krisetid økonomisk set, skal man nu finde ud af enten ikke at øge forsvarsudgifterne og derved ikke leve op til sine forpligtigelser og derved bringe brænde til NATO-bålet eller også finde de fornødne midler – og derved måtte skære på andre udgifter.

Verden er i hurtig forandring, og det forsvar og de udsendelser, man regnede med at kunne nøjes med i 2018, er næppe det rette svar i dag. ■

 

Verden er i hurtig forandring, og det forsvar og de udsendelser, man regnede med at kunne nøjes med i 2018, er næppe det rette svar i dag
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Pressefoto