24.11.2020

USA’s retræte fra sin position som international supermagt er accelereret under Trump, og der er sået tvivl om NATO. Det tyder imidlertid ikke på, at det har rykket de europæiske nationer tættere sammen på forsvarsområdet, selvom franske præsident Macron gang på gang lufter tanken. Men det er heller ikke sikkert, at det er nødvendigt – for hvor er den fælles fjende at rykke sig sammen imod?

Kommentar af Peter Bjørnbak

Barack Obama slankede forsvarsbudgetterne og begyndte at fokusere mere på ukonventionelle trusler som terror mod USA selv, mens Donald Trump – på nogenlunde samme budgetter, men uden på noget tidspunkt at fravige den amerikanske exceptionalistiske retorik – formåede at blive den første amerikanske præsident til ikke at starte en ny krig siden Jimmy Carter.

I stedet startede han for alvor den amerikanske isolationisme. Det betyder, at USA ikke længere kan eller vil være den hegemoniske supermagt, hvis brede skuldre vi genopbyggede Vesten på i årtierne efter Anden Verdenskrig. Brede skuldre, som blev institutionaliseret ved oprettelsen af NATO, hvori USA har svinget taktstokken og ydet langt det største bidrag.

Og med valget – og forhåbentlig også indsættelsen – af Joe Biden vil det ikke ændre sig. Nok er han af Demokraterne iscenesat som en tilbagevenden til gamle tilstande, men han bliver hverken nogen ny Bill Clinton eller George Bush. For amerikanerne er krigstrætte og forsvarsbudgetterne vil sandsynligvis ikke stige dramatisk i hans præsidentperiode. Spørgsmålet er vel egentlig også, om man i Washington er begyndt at indse, at der ikke er meget at vinde ved dyre, langvarige og blodige interventioner i frihedens og demokratiets navn.

USA’s retræte gør det nærliggende at fantasere om magttomrum og muligheder for nye magtkonstellationer, men åbenbart også at lufte den halvbagte, smånostalgiske idé om, at vi i Europa under Trumps præsidentperiode er rykket så tæt sammen, at vi overvejer et fælleseuropæisk forsvar.

 

Denne storladne idé om et genforbrødret Europa er og bliver ikke andet end nostalgi – tilsat lidt fransk opportunisme. For hvor i alverden ser man pludselig al denne europæiske korpsånd?
_______

 

Idéen trives ikke bare i lederspalter, debatindlæg eller på gruppemøder hos de Radikale, men kommer oftest fra den franske præsident Emmanuel Macron. Senest i et langt interview med den franske tænketank Groupe d’Etudes Géopolitiques, hvor han gik i rette med den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, der i en kronik i mediet Politico understregede, hvorfor det transatlantiske forsvarssamarbejde stadig er uhyre vigtigt – uanset hvem der er præsident. Emmanuel Macron mente, det var historieløst og uambitiøst.

For i Europa er vi ifølge ham allerede ved at vende os mod os selv og styrke vores egen autonomi og suverænitet, som han kalder det. Men denne storladne idé om et genforbrødret Europa er og bliver ikke andet end nostalgi – tilsat lidt fransk opportunisme. For hvor i alverden ser man pludselig al denne europæiske korpsånd?

Er det noget, man ser som et ideologisk håndslag om, at vi her i Europa står som den sidste vestlige, liberale bastion med værdier som ytringsfrihed, og at vi skal stå sammen for at forsvare dem? For så må det da være gået de europæiske lederes næser forbi, at Macron – efter de seneste rædselsfulde islamistiske terrorangreb – indledte en ideologisk krig direkte på Al Jazeera mod ytringsfrihedens fjender. Her har han stået ret alene. For én ting er at udtrykke støtte og sympati efter angrebene, men noget andet er at kæmpe kampen for ytringsfrihed side om side. Det har de andre europæiske lande ikke været villige til.

Er det noget, man ser i krisesituationer, hvor alle i Europa er påvirket? Så skulle det vel for alvor have udfoldet sig under coronapandemien. I stedet vendte ethvert land sig mod sig selv, og kun med stor uvilje lykkedes det at lave en aftale om de fælles corona bonds (kollektiv gæld mellem EU-landene til hjælp for de coronaramte økonomier). Det er mere end søgt at kalde det en sejr i den europæiske korpsånds navn.

 

USA er stadig verdens førende militærmagt, Storbritannien og Frankrig har atomvåben, og de globale interesser er – Trump eller ej – stadig nogenlunde de samme på tværs af medlemslandene
_______

 

Eller er det noget, man ser, når der indgås en aftale om en retsstatsmekanisme rettet mod Polen og Ungarn og deres efterhånden fuldbyrdede autokratier? En mekanisme, der kort sagt betyder, at lande, der ikke overholder retsstatsprincippet, ikke vil kunne få overført EU-midler i fremtiden. Intet demokrati, ingen penge. Det er i så fald en noget eksklusiv og luftig korpsånd, der kun lever i de rigtige liberale, vesteuropæiske demokratier, der efter mange års parlamentariske slagsmål, ændringsforslag og udvandinger i hvert fald kan blive enige om én ting: at straffe de slemme drenge.

Eller også er det en korpsånd, der kun lever, når Emmanuel Macron taler om den.

Nok har han til dels ret i, at NATO er hjernedød, når alliancens vigtigste bestanddel, USA, under Donald Trump har haft en mildest talt utilregnelig udenrigspolitik, og at der åbenlyst ikke har været en fælles strategi for krigen i Syrien. Men kroppen er der stadig: Krudtet, kuglerne, tanksene, tropperne og musketereden står endnu. Og USA er stadig verdens førende militærmagt, Storbritannien og Frankrig har atomvåben, og de globale interesser er – Trump eller ej – stadig nogenlunde de samme på tværs af medlemslandene.

Der er altså ikke et umiddelbart behov for europæisk sologang. Men hvorfor taler Emmanuel Macron så om det?

Først og fremmest må man huske Emmanuel Macrons ry hjemme i Frankrig: Han er en præsident, der taler (rigtig) meget mere, end han handler. Men han er også god til at tale og kommunikere. Faktisk er det en stående joke i Frankrig, at han i valgkampen i 2017 talte modkandidaten Marine Le Pen sønder og sammen, snarere end han vandt på sin politik.

 

Det mest fundamentale for enhver forsvarsalliance er en fælles fjende at svinge taktstokken mod, ligesom det også var med NATO over for Sovjetunionen og resten af Warszawapagten. Men hvem er den fælles fjende nu?
_______

 

Derudover er det i Frankrig ikke kontroversielt at tale ambitiøst, storladent og meget om EU. Det er en vindersag. For her ser man det som det naturligste i hele verden, at Frankrig kan og bør træde ind i rollen som leder af Europa.

Det er fransk exceptionalisme à la Charles de Gaulle (tidligere modstandsmand, general og fransk præsident 1959-69) og hans idé om fransk grandeur. Men Emmanuel Macron er ikke bare fransk exceptionalist – han er opportunist, og efter briternes farvel står han også i spidsen for EU’s eneste atomvåbenarsenal.

Så skulle der opstå et reelt globalt magttomrum og en fornyet korpsånd blandt de europæiske nationer – som altså allerede har forsvarsbudgetter, der til sammen ville udgøre en seriøs militærmagt – svinger Macron gerne taktstokken.

Problemet er bare, at det mest fundamentale for enhver forsvarsalliance er en fælles fjende at svinge taktstokken mod, ligesom det også var med NATO over for Sovjetunionen og resten af Warszawapagten. Men hvem er den fælles fjende nu?

Er det islamisterne, der er europæernes fælles fjende?

Ja, men uanset hvor mange gange Emmanuel Macron kalder det en krig, og hvor mobiliserende et fjendebillede det end er, er det i irrelevant i den her sammenhæng. For et fælleseuropæisk forsvar kan intet stille op mod en så diffus fjende, der virker ved terrorisme – indbegrebet af det, man ikke kan forudse. Hvis der skal en fælleseuropæisk indsats til her, er det nok snarere et spørgsmål om efterretning. Og hvis vi endelig skal diskutere, hvordan islamisme som ideologi skal bekæmpes, er det heller ikke et spørgsmål om krudt og kugler.

 

Macron vil dæmme op for dels de russiske aggressioner og dels den usikkerhed, der er forbundet med USA’s globale retræte. Men den taktik fratager netop Rusland rollen som den fælles fjende
_______

 

Er det så russerne?

Nej, hvis Rusland stadig agter at være i opposition til Vesten og fortsætte sine aggressioner, giver det sig selv, at NATO er den naturlige modvægt. Ellers skal Europa vælge en anden vej; åbne døren for Rusland, lette på sanktionerne og distancere sig fra USA ved for eksempel at foreslå en europæisk-russisk sikkerhedsinfrastruktur.

Det har Macron forsøgt ved flere lejligheder ved at mødes med Vladimir Putin i, hvad man må betegne som lige dele diplomati og opportunistisme. Her må det forstås på Emmanuel Macron – ikke EU som helhed – at han vil dæmme op for dels de russiske aggressioner og dels den usikkerhed, der er forbundet med USA’s globale retræte. Men den taktik fratager netop Rusland rollen som den fælles fjende, der ville få et fælleseuropæisk forsvar til at give mening.

Hvad med kineserne?

Deres fremfærd er aggressiv. Det er bare ikke med krudt og kugler, men med investeringer og opkøb. Det er kun, hvis dét ændrer sig, og interesserne internt i NATO pludselig forskydes så meget, at Europa og USA ikke længere ser det samme, når de ser på Kina, at vi ville kunne male et fjendebillede af Kina, der retfærdiggør et fælles europæisk forsvar.

Som verden ser ud nu, er der ikke nogen fjende (som kun er Europas og ikke hele NATO’s) at rykke sammen om. Det ville med andre ord være dobbeltkonfekt og endda unødigt aggressivt at begynde en fælleseuropæisk forsvarssatsning.

Også selvom USA er på retræte. ■

 

Der er ikke nogen fjende (som kun er Europas og ikke hele NATO’s) at rykke sammen om. Det ville med andre ord være dobbeltkonfekt og endda unødigt aggressivt at begynde en fælleseuropæisk forsvarssatsning
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover