Asger Røjle Christensen i RÆSON SØNDAG: De olympiske lege i 1964 blev Japans stolte gennembrud i verden, og der var håb om et lignende comeback i år
23.05.2021
Det umiddelbare indtryk for dem, der ankom til byen i årene omkring 1964, var, at Tokyo ved et trylleslag havde skiftet karakter og var blevet en moderne asiatisk storby. Snavset var vasket bort. En gennemgribende hovedrengøring af en hel by, en stor kampagne for at gøre langt de fleste fortove og kantstene rent havde virket – og har virket lige siden.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Asger Røjle Christensen om De Olympiske Leges betydning for Japan. SIDSTE SØNDAG: Lars Erslev Andersen om konflikten mellem Israel og Palæstina.
Af Asger Røjle Christensen
Da den 19-årige Yoshinori Sakai ved åbningsceremonien 10. oktober 1964 løb op på rampen ved det olympiske stadion i Tokyo for at antænde den olympiske flamme, blev det indledningen til en begivenhed, som i dag opfattes som et glorværdigt vendepunkt i Japans moderne historie – Japans store comeback i verden.
Der var en stærk symbolik i, at netop Yoshinori Sakai var valgt til den ærefulde opgave. Den unge atlet var født i Hiroshima på selve dagen, 6. august 1945, hvor verdens første atombombe i krigstid sprang over byen. Det mindede alle om, at det kun var 19 år siden, at Japan på ynkeligste vis havde tabt en blodig krig, der havde kostet millioner af menneskeliv.
Det Japan, som man kunne besøge 19 år tidligere, var et ødelagt land. Ikke kun de to atombomberamte byer, Hiroshima og Nagasaki, men alle betydelige storbyer, ikke mindst Tokyo, var blevet sønderbombet i krigens sidste mange måneder. Der var sult og fattigdom overalt, Japan var et besat land, og der var ingen ressourcer til at opbygge et nyt selvstændigt Japan.
Man kan næsten ikke forestille sig en storby mere forskellig fra vore dages Tokyo. Det store vendepunkt viste sig i mange japaneres selvforståelse at blive de olympiske lege i 1964. Byen var forvandlet på de fem år, der førte op til legene – på godt og ondt
_______
Landet kom i de første år kun langsomt på fode, men der kom næsten med det samme et nyt, fælles fokus på økonomien efter krigstidens militære fokus. Folk hjalp efter bedste evne hinanden med igen at få gang den økonomiske vækst – hvor beskeden den end måtte være. Der kom først for alvor fart på udviklingen, da Japan fik en slags uofficiel Marshall-hjælp ved, at Korea-krigen brød ud i 1950, og USA fik brug for Japan som afskibningshavn og leverandør af varer og materialer.
Først i 1952, tolv år før de olympiske lege, blev den amerikanske militære besættelse ophævet, og Japan var atter en selvstændig nation. Og da hovedstaden Tokyo i 1959 blev udnævnt til værtsby for legene fem år senere, var byen stadig en snavset, kaotisk og totalt proppet asiatisk storby med gamle træhuse langs smalle stræder, vakkelvornt slum i mange kvarterer, afvekslende med billige og uansvarligt byggede nye højhuskvarterer, hvor mange af de arbejderfamilier, som en begyndende industrialisering havde lokket til storbyen, boede.
Der var larm, støv, forurening og åbne kloakker i de fleste bydele. De floder, som forbandt bydelene, og som var en af byens vigtigste trafikårer, stank. Røverier af folks hjem var en daglig foreteelse, narkomisbrug og alkoholisme var udbredt, prostitution var åbenlys, unge piger fik at vide af deres forældre, at de skulle holde sig væk fra bestemte kvarterer, og den japanske mafia, yakuza, var synlig overalt.
Man kan næsten ikke forestille sig en storby mere forskellig fra vore dages Tokyo. Det store vendepunkt viste sig i mange japaneres selvforståelse at blive de olympiske lege i 1964. Byen var forvandlet på de fem år, der førte op til legene – på godt og ondt.
Et lands forvandling
Det var første gang, at de olympiske lege skulle holdes i et asiatisk land. De var fra arrangørernes side designet som et show, der skulle vise hele verden, at dette var et nyt og forvandlet Japan, et ganske andet Japan end det land, man havde været i krig med få år forinden. Det var et velfungerende, venligt, åbent og supermoderne samfund. Selv byens 27.000 taxichauffører havde fået instruks om at lade helt være med at dytte i de uger, legene varede.
Fra Danmark blev kendte stribenter som Niels-Jørgen Kaiser, Ralph Oppenheim og Hakon Mielche inviteret til Japan på længere ophold for at opleve det forvandlede samfund og skrive fascinerede artikler og rejsebøger. Nogle af dem var betydeligt bedre end andre til at løsrive sig fra efterkrigstidens vestlige mediebillede af Japan, der var præget af krigstidens karikaturer. Kioskerne herhjemme var stadig fulde af oversatte amerikanske krigstegneserier om onde og hjernevaskede japanere.
De blev de første olympiske lege, som for alvor blev tv-transmitterede. Ikke kun til de rige lande, men også til japanske hjem. Der var ikke fjernsyn i hvert eneste hjem endnu, men så deltes man om apparaterne, der blev stillet ud i de små gader, så alle kunne følge med. Den direkte transmission på legenes sidste dag, som viste Japans kvindelige volleyball-landsholds dramatiske finalesejr i en stopfyldt Komazawa-idrætshal over Sovjetunionen, er den dag i dag det næstmest sete program i japansk tv-historie. Ved de afgørende bolde i tredje sæt var 94,5 pct. af fjernsynene i japanske hjem tændt.
Verden skulle og ville imponeres over Japans hurtige teknologiske landvindinger, og i den bestræbelse spillede Shinkansen-projektet en vigtig rolle
_______
Byen havde som konsekvens af gigantiske investeringer fået en ny infrastruktur, som i dag opfattes som en glorværdig arv fra legene. Det berømteste eksempel er Shinkansen, det fabelagtige lyntogsnet, der binder Japan sammen. Den var blevet færdig få uger inden legene, så man kunne indvie den første strækning mellem Tokyo og Osaka. Men også den ældste af Tokyos hævede motorveje, den mellem Roppongi og Shibuya, (som godt nok først blev helt færdig flere år senere), og to nye metrolinjer gjorde i tiden efter legene livet nemmere for byens indbyggere.
Verden skulle og ville imponeres over Japans hurtige teknologiske landvindinger, og i den bestræbelse spillede Shinkansen-projektet en vigtig rolle. Lyntoget var – og er – vildt imponerende, men de enorme omkostninger ved byggeriet af Shinkansen-linjen til Osaka blev gjort endnu mere enorme af hastværk og korruption. Udgifterne blev dobbelt så store som budgetteret og endte med at udgøre en tredjedel af alle investeringer i forbindelse med legene. Efter legene måtte direktøren for de japanske statsbaner trække sig for at tage ansvar for overskridelser af budgettet.
Og når man tænker over det, var en toglinje til Osaka i det vestlige Japan jo slet ikke nødvendig for afholdelse af legene, der udelukkende fandt sted i Tokyo. Færdig skulle lyntogslinjen imidlertid være, for allerede inden legene var de iscenesat til at skulle blive det show over for verden, den markering af et forbløffende comeback, de endte med at blive. Og her spillede Shinkansen en afgørende hovedrolle.
Historieskrivere – inklusive denne artikel forfatter – har lige siden haft tendens til at overse alle de ting, som i kampens hede ikke lykkedes.
Den nye motorvej til Haneda-lufthavnen blev forsinket, fordi man ikke kunne overtale fiskerne langs bugten til at afgive deres kajpladser, og den nye amerikansk-klingende forfatning med vægt på privat ejendomsret gjorde det umuligt at tvinge dem.
Der var til det sidste mangel på steder at overnatte. Regeringen bestemte, at udlændinge, som kom til Japan som tilskuere, ikke kunne købe billetter til konkurrencerne, hvis de ikke kunne fremvise et bevis for, at de havde logi for natten. Otte skibe blev ankret op ved Tokyo-bugten som flydende ekstra-hoteller.
Og der var mangel på vand i tiden op til legene, berettede Svend Nyboe Andersen i B.T. ”Der er nemlig regnmangel i Tokio. Regntiden har i Tokio-området ikke givet nær så meget vand som sædvanlig, og de fleste af indbyggerne i verdens største by må finde sig i, at der er lukket for vandet seks timer dagligt. Det er en rationering, der mærkes. Ikke mindst fordi temperaturerne daglig er omkring 33 grader, og fordi vandrationeringen sætter de fleste airconditionanlæg ud af drift”.
Byens nye vartegn
Tokyo fik derudover adskillige fabelagtige anlæg foræret, som stadig er i brug, og som i flere tilfælde atter skal benyttes ved de nye olympiske lege i år.
Gradvist begyndte de japanske politikere, ikke mindst på baggrund af den øgede selvtillid, som den rivende økonomiske udvikling og 1964-legenes positive eftermæle gav dem, at tale om en politisk og militær ”alliance” med det USA, som indtil få år forinden havde været en besættelsesmagt
_______
Det mest markante eksempel er det centralt beliggende Yoyogi Stadium, scenen for svømning og udspring under legene. Verden havde aldrig før set en lignende konstruktion, bygningen hævede sig højt over de omliggende kvarterer, og med sit flotte svungne tag er den siden blevet vartegn for Tokyo.
”Skulle jeg nogen sinde komme i himlen og for mine dyders skyld få lov at boltre mig i et svømmestadion, vil jeg foreslå Sankt Peter, at det bliver her i Tokyo”, udtalte den dobbelte amerikanske guldvinder i svømning Samuel Lee.
Yoyogi Stadium var tegnet af Kenzo Tange, en af datidens Japans mest indflydelsesrige arkitekter. Bygningen skal ved legene i år denne gang genbruges som – og er blevet ombygget til – håndboldstadion.
Et andet berømt bygningsværk, som blev bygget til 1964-legene og skal genbruges i år, er Budokan, det nationale center for japansk kampsport i et hjørne af kejserpaladsets grund midt i byen, hvor judo-konkurrencerne foregik dengang og nu. Budokan er også kendt for klassiske rockkoncerter i årenes løb med The Beatles, Bob Dylan, Eric Clapton og andre.
I de følgende år gik almindelige borgere fra nabolaget til svømning i Yoyogi Stadium, og 1964-legenes succes blev i folkesundhedens navn brugt som springbræt for en kampagne for breddeidræt, især i skolerne. Åbningsdagen, 10. oktober, blev gjort til en national helligdag, Idrættens Dag, hvor langt de fleste børnehaver og skoler helt frem til vores tid holder festlige gymnastikdage, hvor børnene optræder, og forældre og bedsteforældre møder frem med tæpper og madkurve.
Det umiddelbare indtryk for dem, der ankom til byen i årene omkring 1964, var, at Tokyo ved et trylleslag havde skiftet karakter og var blevet en moderne asiatisk storby. Snavset var vasket bort. En gennemgribende hovedrengøring af en hel by, en stor kampagne for at gøre langt de fleste fortove og kantstene rent havde virket – og har virket lige siden.
Her var den allervigtigste ændring for befolkningens liv og sundhed, at folks skattepenge målrettet var investeret i at bygge nye kloakker, så de åbne kloakker i rendestenene forsvandt, og det ene hjem efter det andet fik toiletter med udskylning til erstatning for primitive das i gården, som indtil da havde været det almindelige.
Det er svært at forestille sig i dag, men fem år før 1964-legene havde færre end en fjerdedel af Tokyos centrale bydele lukkede kloaksystemer, og byens mandlige befolkning tissede som den naturligste ting i verden ved gadehjørnerne. Et af slagordene op til legene var faktisk: ”Lad os lade være med at tisse offentligt”.
Selv om den amerikanske besættelse var afsluttet tolv år tidligere, var der stadig mange amerikanske soldater i byen i årene op til 1964. Den største base, Washington Heights, lå lige over for Yoyogi Stadium, hvor Yoyogi Park i dag ligger.
Der var adskillige historier om voldtægt på lokale piger og andre overgreb, hvor de skyldige ikke blev straffet, men blot sendt hjem til USA. Så befolkningen i Tokyo og både de lokale og centrale regeringer ønskede stærkt at få de amerikanske soldater ud af byen. Her blev legene en god anledning, idet Washington Heights, inden den blev omdannet til en park, blev ombygget til olympisk landsby, så atleter fra hele verden kunne bo der under legene. De amerikanske soldater flyttede for den japanske regerings regning til en ny base i den vestlige udkant af byen.
Gradvist begyndte de japanske politikere, ikke mindst på baggrund af den øgede selvtillid, som den rivende økonomiske udvikling og 1964-legenes positive eftermæle gav dem, at tale om en politisk og militær ”alliance” med det USA, som indtil få år forinden havde været en besættelsesmagt. Ved to kontroversielle beslutninger i parlamentet i 1960 og igen 1970 blev en såkaldt ”sikkerhedsaftale” med USA vedtaget.
Dette er nok den væsentligste begrundelse for, at den dominerende fortælling om 1964-legene, deres officielle ”legacy”, i eftertiden har været så sejlivet positiv. For underneden har der hele tiden været ganske betydelige mislyde
_______
Det skete trods stor og aktiv folkelig modstand. I dag er fortællingen, at det var radikale studenter, der demonstrerede, men i virkeligheden var modstanden bred i alle befolkningslag, ikke mindst i hovedstaden på basis af træthed med de amerikanske soldaters tilstedeværelse helt centralt i byen.
Sikkerhedsaftalen betød, at Japan under Den Kolde Krig blev beskyttet af USA’s såkaldte ”atomparaply”. En ordning, som i de følgende årtier gjorde det muligt for Japans regering, erhvervsliv og befolkning i et bemærkelsesværdigt samspil at koncentrere sig om at udvikle landets økonomi. De olympiske lege ses som startpunktet til det såkaldte ”økonomiske mirakel”, som fulgte.
Dette er nok den væsentligste begrundelse for, at den dominerende fortælling om 1964-legene, deres officielle ”legacy”, i eftertiden har været så sejlivet positiv. For underneden har der hele tiden været ganske betydelige mislyde.
Glemte mislyde
Der var rapporter om folk, der – ikke altid lige frivilligt – blev flyttet for at skabe plads til de store byggerier. De virkeligt uheldige var de familier, der først i tresserne blev flyttet til nye boliger for at skabe plads til det nye nationale stadion, og som siden hen blev flyttet en gang til, da der inden 2021-legene skulle skabes plads til et endnu større olympisk stadion på samme sted i byen.
Der var andre rapporter om hele bydele i det gamle Tokyo, som i 1964 usentimentalt blev ødelagt i fremskridtets navn, symboliseret ved den ikoniske Nihonbashi-bro, byens centrale knudepunkt og største indkøbsmarked i den tidlige Meiji-tid i slutningen af 1800-tallet, kendt fra utallige smukke ukiyoe-kunstværker med Fuji-bjerget smukt beliggende i baggrunden. Nihonbashi-broen eksisterer stadig, men ingen opdager den, når de kommer forbi, hvis de ikke lige ved det. Den befinder sig nærmest i skjul i evigt mørke under en af de hævede motorveje, der uden æstetiske hensyn blev placeret langs fortidens trafikerede floder for at undgå, at man skulle opkøbe alt for mange af folks ejendomme.
I det hele taget kostede renoveringen af byen i forbindelse med de olympiske lege Tokyo de allerfleste af de sejlbare flodløb, som indtil da havde været en meget benyttet transportvej gennem byen. Der blev placeret tunge søjler i flodløbet, som skulle bære motorveje og andre nybyggerier, og de berøvede flodernes deres farbarhed. Livgivende strømme blev afbrudt, fisk uddøde, og biokemisk forurening gjorde i de følgende årtier floderne til en ildelugtende undtagelse i den ellers så renskurede nye storby.
”Korruption i form af dango [kartelagtig tilbudskoordinering mellem byggefirmaerne, red.] og pris-samarbejde, et velkendt livsvilkår under efterkrigstidens genopbygning i Japan, stak også sit grimme ansigt frem i årene inden de olympiske lege”, skriver den amerikanske journalist og forfatter, Robert Whiting, som boede i Tokyo under legene og har gjort det lige siden.
”Mange entreprenørfirmaer var frontselskaber for den organiserede kriminalitet, og yakuza-bander sås ofte ved de fleste byggepladser. De skaffede daglejere, organiserede midlertidigt logi for dem, stod for madforsyninger og driften af de spillehaller og bordeller, som de besøgte efter arbejdstid, og endelig gav de ’beskyttelse’ under udførelsen af arbejdet. Når folks skattepenge blev siet fra til korrupte politikeres og underverdensbossers lommer, blev man nødsaget til at spare på selve byggerierne, hvilket resulterede i sjusket arbejde”, fortsætter Robert Whiting.
Ikke desto mindre var det i altdominerende grad det positive billede – Japans stolte gennembrud i verden – som i årevis blev fortællingen om 1964-legene i såvel Japan som udlandet. Og der var unægtelig mange positive ting at fortælle. Japanske familier erindrer, hvordan hverdagslivet blev nemmere og mere behageligt på mangfoldige områder.
Historien gentager sig med andre ord ikke. De olympiske lege i Tokyo i 2021 får aldrig så positivt et eftermæle, som 1964-legene gjorde. De kommer til at foregå i en pinagtig boble uden kontakt med lokalbefolkningen
_______
Så efter kriseårene i 1990’erne, de første år efter år 2000 og efter den tredobbelte katastrofe i det nordøstlige Japan 11.marts 2011 med jordskælv, tsunami og atomulykke var der mange i Japan, som argumenterede for, at var der noget, Japan trængte til, da Tokyo i 2013 atter fik tilkendt værtskabet for de olympiske lege i 2020. Så var det en ny moralsk opmuntring, et nyt vendepunkt, i stil med 1964.
En række skandaler lagde imidlertid i de følgende år en tung dæmper på begejstringen. Det samme gjorde gentagne historier i medierne om, at der ikke var styr på økonomien. Til sidst har coronakrisen kun handlet om at slippe frelst gennem 2021-legene uden den helt store smittekatastrofe i Tokyo og omegn.
Historien gentager sig med andre ord ikke. De olympiske lege i Tokyo i 2021 får aldrig så positivt et eftermæle, som 1964-legene gjorde. De kommer til at foregå i en pinagtig boble uden kontakt med lokalbefolkningen, og i daghandler det reelt først og fremmest om at begrænse den næsten uundgåelige fiaskos omfang.
Japan kunne ellers som nation og samfund godt have brugt et nyt vendepunkt a la 1964, et nyt massepsykologisk boost. Landet står i en prekær sikkerhedspolitisk og økonomisk situation og svækkes af en befolkningsudvikling med en endnu mere skæv fordeling mellem unge og ældre end i andre udviklede lande. Så når skrammerne efter denne sommers lege er helet, vil Japan se sig om efter en ny anledning til at vise flaget i verden.
Allerede i 2025 skal der være verdensudstilling i Osaka, landets næststørste bysamfund efter Tokyo. Den begivenhed kan pludselig vise sig at blive en post-pandemisk revanche for Japan, og der er næppe tvivl om, at Japan vil investere mange penge i at gøre den til det 1964-lignende comeback, som de aktuelle olympiske lege ikke bliver. ■
Japan kunne ellers som nation og samfund godt have brugt et nyt vendepunkt a la 1964, et nyt massepsykologisk boost
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i danske medier, bl.a. RÆSON, arrangerer studieture og rejser i hele regionen. Han er forfatter til bl.a. Seikatsu – japansk hverdag og Undskyld på japansk – Japans fortid og nutid i krig og fred. Website: www.asgerrojle.com. ILLUSTRATION: Mennesker på gaden i Tokyo, 21. maj 2021. [FOTO: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
