Asger Røjle Christensen i RÆSONs trykte forårsnummer: Hvad kan verden lære af den japanske boble?
12.03.2021
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.
I slutningen af 1980’erne voksede Japans økonomi i et tempo, der så ud til at ville give landet en ny, global magtposition. Men det varede kort. Beslutningstagere i både Kina og Vesten bør genlæse historien om Japans ’tabte årti’, der varede 20 år.
Af Asger Røjle Christensen
Der var engang i 1980’erne, hvor Japan og den japanske befolkning blev præsenteret i alverdens medier som verdensmestre i industriel organisering og økonomisk vækst. Efter den ydmygende overgivelse i 1945 havde der hersket sult og elendighed i det sønderbombede land. Fra og med begyndelsen af 1950’erne havde Japan præsteret et imponerende økonomisk comeback, men da man kom frem til 1980’erne, gik udviklingen af mange årsager helt amok.
Succeshistorien
Japan har i dag verdens tredjestørste økonomi. Det skyldes i høj grad konkurrencedygtige industrier inden for biler, elektronik, IT og højteknologiske reservedele til disse sektorer. Disse industrier er vokset frem i efterkrigstiden, og japanske selskaber har dygtigt fastholdt deres teknologiske forspring ved at lade produktionen af centrale dele forblive i Japan – uanset hvor meget man i årenes løb har outsourcet produktionen.
I industrialiseringens første år i 1960’erne og 1970’erne stod Japan stærkt på eksportmarkederne for skibsværfter og sværindustri, men man formåede dygtigt at rykke rundt med investeringer, ressourcer og arbejdskraft, efterhånden som efterspørgslen i verden forskød sig, og billigere konkurrenter indtog disse markeder. Dette skifte var langtfra udtryk for kræfternes frie spil. Forskydningen skete med handels- og industriministeriet som en magtfuld koordinator i tæt samspil mellem stat og storindustri. Ingen drømte om, at det kunne være anderledes.
Der var vækst overalt: i produktionen, overskuddene, forbruget i familierne, aktie- og ejendomspriserne. Der var rigeligt med penge til nye investeringer, og hvis man betragter industrisektoren isoleret fra det omliggende samfund, hvor dynamikken var knap så udtalt, var der rimelig kontrol med udviklingen. Direktører og produktionschefer fra vestlige industrivirksomheder begyndte ligefrem at arrangere studierejser til Japan for at tage ved lære af såkaldt ’japansk management’. Der var respekt – grænsende til beundring – for, hvad Japan som samfund havde præsteret.
I løbet af 1980’erne kom tingene imidlertid for alvor ud af balance. Den relative velstand i byerne var entydigt baseret på eksport til omverdenen – samtidig var der røster i den vestlige debat, der advarede mod, at Japan var godt i gang med at opkøbe hele verden. Japanske milliardinvesteringer i USA’s ejendoms- og underholdningsmarkeder gav anledning til skrækslagne overskrifter i amerikanske medier. Japan var både verdens største kreditornation og den største yder af ulandsbistand.
I løbet af 1990 bristede boblen. Aktie- og ejendomspriser kollapsede, ’bobleøkonomien’, som den efterfølgende er døbt, var brutalt slut
_______
Den gennemsnitlige aktiepris på Tokyo-børsen blev tredoblet i løbet af fire år – fra 1985 til 1989 – og Nikkei-indekset slog den 29. december 1989 en rekord med 38.916. Men så meget mere værd var den virkelige økonomi ikke blevet på så kort tid. Penge blev købt og solgt, og finansverdenen eksploderede, hvilket fik gamle pionerer i japansk industri – som den ene af Sonys stiftere, Masaru Ibuka – til at advare. En optur, der var drevet af andet end produktion af gode produkter, som forbrugere var villige til at købe, ville ikke være holdbar i længden, spåede han.
I 1989 var jeg for første gang flyttet til det forjættende Japan – fremtidens økonomiske stormagt, troede man – for at virke som korrespondent for danske medier. Når man stod og fik en drink med danske erhvervsfolk ved en overdådig reception – og det gjorde man flere gange om ugen i den periode, hvor pengene hang på træerne – var alle klar over, at man var midt i en spekulativ boble, som umuligt kunne vare evigt. Men det gjaldt selvfølgelig om at være til stede og tjene så meget som muligt, så længe det varede.
Vi faldt over bord
Det varede ikke ret meget længere. I løbet af 1990 bristede boblen. Aktie- og ejendomspriser kollapsede, ’bobleøkonomien’, som den efterfølgende er døbt, var brutalt slut. Det samme var det demonstrative forbrug af dyre produkter og den overdrevne tro på at have den ultimative og ufejlbarlige nøgle til økonomisk vækst, som havde præget perioden.
Nu startede det såkaldte ’tabte årti’ med økonomisk krise, lammelse og deflation, som faktisk endte med at vare tæt på 20 år. ”Inderst inde vidste vi godt, at vi faldt over bord. Vi kunne ikke stoppe, fordi tingene gik så godt”, har Hiroyasu Ishihara, en tidligere vicedirektør for Yamaichi, Japans dengang fjerdestørste børsmæglerfirma, som siden gik konkurs, erkendt over for det statslige tv-selskab NHK. ”Japans boble i 1980’erne var den eksplosive start på en langvarig overgang fra en ung og hurtigt voksende økonomi til en moden ’ny normal’ med lavere vækst”, har Martin Schulz, cheføkonom ved Fujitsus forskningsinstitut, udtalt til den britiske avis The Guardian.
Der er skrevet mange lærde værker om, hvordan det kunne gå så galt, og hvorfor denne overgang blev så dramatisk. Men faktisk er det i virkeligheden langt mere interessant først at stille spørgsmålet, hvad der gik galt i årene forud for den ødelæggende boble, der for alvor lod sig oppuste i et kort moment i verdensøkonomiens historie i årene fra 1985 til 1990. Altså: Hvorfor fik denne åbenlyst spekulative boble overhovedet lov til i et så bureaukratisk og gennemorganiseret samfund at udvikle sig så langt, at det uundgåeligt måtte ende med et totalt og virkelig smertefuldt pift?
’Bobleøkonomien’ var resultatet af en afsindig ophobning af lån hos dem, der investerede i samfundet. Det gjaldt store virksomheder, men også en masse nye entreprenante spillere i ordets egentlige betydning. For der blev gamblet. Bankerne tjente store beløb ved alle disse udlån, og de reklamerede ihærdigt for at få kunder til at låne hæmningsløst. Den daværende nationalbankdirektør trodsede råd fra mange økonomer og stimulerede økonomien ved stædigt at holde renten historisk lav, hvormed bankerne fortsat kunne føre denne politik.
’Bobleøkonomien’ var resultatet af en afsindig ophobning af lån hos dem, der investerede i samfundet
_______
Det skabte både et galopperende forbrug og en grotesk inflation i den finansielle økonomi. Aktie- og ejendomspriser eksploderede, og der blev investeret i alt, der gav hurtige gevinster. Der blev lagt ambitiøse planer om tårnhøje skyskrabere, dyre kunstmuseer og attraktive golfbaner overalt i Japan. Det var dog langtfra alle disse planer, der nåede at blive til virkelighed, før boblen bristede.
Endaka
Forhistorien var, at det japanske erhvervsliv ved en koordineret indsats var kommet forholdsvis uskadt gennem oliekriserne i 1970’erne, som ellers havde øget dets omkostninger betragteligt. Men resultatet var, at det var blevet endnu mere afhængigt af eksportindtægter, end det ellers havde været.
I begyndelsen af efterkrigstidens vækstboom havde den indenlandske efterspørgsel efter riskogere, tv-apparater og biler været en væsentlig motor i væksten ved siden af industri-eksporten. Men nu forskød vægten sig. De japanske forbrugere blev mere forsigtige, da mange varer blev dyrere, og små boliger og lang arbejdstid begrænsede mulighederne for nye former for forbrug. Folk sparede endnu mere op.
Men samtidig gik eksporten stadig strygende, og Japan opbyggede et politisk uholdbart handelsoverskud i forhold til næsten alle sine handelspartnere. Denne vækst i eksporten var understøttet af en lav valutakurs. Yen-kursen i forhold til dollar var helt stabilt lav ifølge et system, der var aftalt med USA mange årtier tidligere.
Valutapolitikken blev et højspændt emne i verdenspolitikken, da mange regeringer i verden, inklusive USA’s, i 1970’erne begyndte at protestere mod, at valutafordelen gav Japan et unfair forspring i konkurrencen om verdensmarkederne. Det gjaldt især for de produkter, hvor japanske virksomheder i forvejen buldrede frem på basis af unægteligt stabile og robuste produkter.
På dramatiske G7-møder for finansministre og nationalbankchefer blev der i begyndelsen af 1980’erne taget en række beslutninger for at ændre situationen. Det kulminerede med den såkaldte Plaza-aftale i september 1985, som udtrykkeligt havde til formål at ’reducere ubalancen i handelsfordele’ mellem G7-landene. Resultatet var en pludselig ’endaka’, en radikal stigning i den japanske valutas pris, og siden har ’endaka’ haft status som det store skrækbillede i japansk økonomisk politik. Japanske virksomheder mistede på kort tid væsentlige dele af deres eksportmarkeder, hvilket helt bestemt også var meningen med Plaza-aftalen.
Men der var ingen vej udenom. Japan måtte acceptere betingelserne. Tomomitsu Oba, der deltog i forhandlingerne op til Plaza-aftalen og senere blev vicefinansminister i Japan, har forklaret til det statslige tv-selskab NHK, at ”jeg udmærket godt vidste, at Japan kun var i stand til at styrke sin økonomiske styrke takket være den beskyttelse, som det amerikanske militær gav os gennem alliancen mellem Japan og USA. Jeg følte stærkt, at vi var nødt til at indgå aftalen”.
I forlængelse af denne politik satte nationalbankdirektøren efter finansministerens ønske renten yderligere ned og lod i de følgende år helt bevidst en spekulationsbølge udvikle sig
_______
Den dag i dag er der erhvervsfolk af den gamle skole, som mener, at det hele, inklusive den efterfølgende ’bobleøkonomi’, dybest set var USA’s skyld, fordi den amerikanske regering pressede Japan for hårdt ved Plaza-forhandlingerne. USA havde selv været arkitekten bag de foregående årtiers spilleregler – så man oplevede det i Japan som tarveligt og urimeligt, at amerikanerne pludselig ville lave disse spilleregler så radikalt om.
Plaza-aftalen resulterede i en så kraftig ’endaka’, at den japanske nationalbankdirektør, Satoshi Sumita, gentagne gange gennem foråret og efteråret 1986 satte sin officielle lånerente ned for at pumpe penge ud i den japanske økonomi. Den daværende finansminister, Kiichi Miyazawa, holdt flere møder med sin amerikanske kollega, James Baker, og bad ham så mindeligt om at hjælpe Japan med at standse den løbske ’endaka’. Men det amerikanske handelsunderskud var slet ikke fjernet, så det japanske ønske blev afvist af amerikanerne.
Til gengæld lavede de to mænd i årets løb flere bilaterale aftaler, som forpligtede Japan til fortsat at gennemføre en endnu større grad af monetære lempelser. Den lette adgang til penge skulle holde gang i det japanske forbrug og dermed øge det indenlandske fundament for Japans enorme industriproduktion, men bagtanken var, at den samtidig skulle skabe basis for en øget import af amerikanske varer til Japan. Et håb, der aldrig for alvor gik i opfyldelse.
I forlængelse af denne politik satte nationalbankdirektøren efter finansministerens ønske renten yderligere ned og lod i de følgende år helt bevidst en spekulationsbølge udvikle sig. Ideen var, at den ville sikre penge til investeringer, som manglede, når eksporten af Toyota-biler og Sony-walkmen bremsede op.
Finansministeriet og nationalbanken lod med andre ord boblen udvikle sig, kynisk og kortsigtet, for at undgå en økonomisk opbremsning, som ellers på det tidspunkt ville have været uundgåelig.
Samtidig var det nye Japan langtfra et paradis for alle. Gennem de fabelagtige år med høj vækst havde Japan hele vejen haft sit eget ’indre uland’. Sektorer som distribution, håndværk og frem for alt landbrug var – og er stadig – slet ikke så effektive og internationalt konkurrencedygtige som de moderne industrisektorer. Disse sektorer har i årevis været støttet og subsidieret gennem staten, og det var – og er stadig – en tung byrde for de konkurrencedygtige sektorer at bære rundt på.
Ristora
Efter at boblen bristede, lå den japanske økonomi i 10-15 år meget lavt i landskabet, hvor man oplevede en meget langstrakt finanskrise. Bankerne var brændt inde med en belastende mængde ’dårlige lån’, som aldrig ville blive betalt tilbage. I 1990’erne skete der en serie koordinerede sammenlægninger af de store banker, så de lidt mere solide af dem kunne understøtte dem, der var mest udsat for ’dårlige lån’. Først efter at være kommet helskindet gennem denne krise er Japans banker atter begyndt at fungere som rigtige banker, i den forstand at virksomheder og privatpersoner har kunnet få lån til fornuftige formål.
Der er stadig deflation – priserne i supermarkederne er stort set de samme som i 1980’erne
_______
I årevis var bankerne ellers så forsigtige og afvisende, at det fungerede som en bastant bremse for Japans økonomiske genrejsning. Bankerne var på det tidspunkt ekstremt upopulære i både virksomheder og husholdninger og blev beskyldt for at være overdrevet forsigtige – og årsagen til en lang periode med økonomisk lammelse.
Nogle vil mene, at denne lammelse stadig eksisterer. Der er stadig deflation – priserne i supermarkederne er stort set de samme som i 1980’erne – og det skaber uvilje mod at investere og forbruge alt for aggressivt. Der er stadig ikke den store vækst. Men virkeligheden er nok snarere, at Japans økonomi, i årtierne efter at boblen bristede, har fundet et leje, som er mere udtryk for den økonomiske virkelighed i landet.
Mange japanske virksomheder har i den mellemliggende periode oplevet en mere eller mindre radikal ’ristora’, restrukturering, et på det tidspunkt i 1990’erne meget forhadt kodeord for brutale nedskæringer i omkostninger og nye fastansatte, som blev gennemført pludseligt og nogle steder ret hensynsløst.
Mange mennesker mistede deres arbejde, som de havde følt sig sikre på at have, til de skulle pensioneres. Og mange unge, der kom ud fra universiteterne i 1990’erne og de første år efter årtusindskiftet, fik aldrig fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Disse unge kaldes i dag ’den tabte generation’. Mange af dem er i dag forældre i børnefamilier uden mulighed for at spare op til fremtiden. De repræsenterer en skjult fattigdom, som udgør en særlig udfordring for den økonomiske politik, der føres nu om dage, hvor man søger efter måder til at hjælpe denne gruppe på fode igen.
På trods af denne kollektive nedtur er der i vore dages Japan i de midaldrende generationer en paradoksal nostalgi efter ’bobleårene’. En nostalgi efter altid at have penge nok til at bade sig i omverdenens respekt og forundring, til at have råd til at købe luksusvarer til koner og kærester og til at gå på diskotek idet dengang meget mondæne underholdningskvarter Roppongi. Før coronakrisen lukkede ned for den slags, var organiserede nostalgiture til Roppongi, hvor grupper af midaldrende kvinder, der dengang dansede på diskotekernes ramper, kunne genopleve scenen for ungdommens dekadente uartigheder, blevet gevaldigt populære.
Det ulyksalige – og langt mere alvorlige – er, at mange, både i Japan og i udlandet, stedse i en tone af mol sammenligner den nuværende bedrøvelige situation med de gode tider under ’bobleøkonomien’. Dermed afslører de en underliggende og aldrig helt undertrykt drøm om engang at komme tilbage til noget, der ligner. Det var og er ikke en realistisk målestok.
Hvad Shinzo Abe lovede
I de senere år er den førte økonomiske politik nært forbundet med den såkaldte ’abenomics’-strategi, opkaldt efter Shinzo Abe, der var premierminister i næsten otte år fra 2012 til 2020. Men det er nok lidt prætentiøst at kalde det en strategi, for der var næppe nogen fast definition på ’abenomics’, andet end at det var betegnelsen for den førte økonomiske politik under Abe.
Det, der stadig mangler, er en bedre balance mellem arbejde og fritid, som igen vil sætte familierne i stand til at få flere børn
_______
Ifølge Shinzo Abe selv havde ’abenomics’ i sin oprindelige form imidlertid tre pile:
Dels foretog man på gammeldags manér gennem en række vækstpakker og tillæg til finansloven en masse offentlige investeringer for at få gang i økonomien – uden at bekymre sig stort om Japans voldsomt stigende statsunderskud.
Dels førte man igen en lempelig pengepolitik, hvilket unægtelig satte gang i hjulene mange steder.
Og dels var det hele tiden meningen som den tredje pil, at ’abenomics’ skulle omfatte en række grundlæggende reformer af landets økonomi, som skulle gøre svage sektorer i ’Japans indre uland’ globalt konkurrencedygtige.
Denne tredje pil i ’abenomics’-strategien, hvor der skulle tages livtag med privilegier, der blev nydt af grupper, som var vælgergrundlag for det liberal-demokratiske regeringsparti LDP, kom man imidlertid ikke særlig langt med. Disse reformer skulle sikre, at sektorerne i Japans ’indre uland’ blev konkurrencedygtige over for omverdenen. Ifølge økonomer – både i indland og udland – vil dette kræve mindre statsstøtte, mere stordrift i landbruget, skærpet indenlandsk konkurrence og et omstridt opgør med velerhvervede privilegier rundtomkring.
Ikke desto mindre lykkedes det i de første år under Abe at sætte et slags punktum for fortællingen om ’de tabte årtier’. Aktiepriserne steg igen, en billigere yen gjorde eksporten og turismen godt, og en vis optimisme groede frem i medierne – ikke mindst som en socialpsykologisk reaktion på, at man trængte frygteligt til lidt optimisme.
”’Abenomics’ virker ved at have fået innovationen i gang igen og ved at skabe tiltro til fremtiden”, spåede økonomen Martin Schulz i The Guardian i december 2019 – altså inden pandemien ramte:
”Japan er nu langt bedre integreret i Asien med dets vækstudsigter på lang sigt. Dets tjeneste-økonomi blomstrer igen og har taget fat på en digitalisering, folk, som ellers er pensionerede, finder arbejde, og den yngre generation er optimistisk. Det, der stadig mangler, er en bedre balance mellem arbejde og fritid, som igen vil sætte familierne i stand til at få flere børn, og en mere aktiv indsats for at gøre noget ved den langsigtede gæld, der hænger over Japan”, udtalte han.
På trods af den øgede optimisme lykkedes det aldrig Abes regeringer at komme i nærheden af at opnå den inflation på 2 pct., der ellers var det erklærede og højest prioriterede mål. Deflationen var stadig truende tæt på.
Senere blev ’abenomics’’ tre pile omdefineret, så de oprindelige tre pile nu tilsammen udgjorde den første pil. Der opstod en ny taktik, der først og fremmest handlede om at stimulere især Japans kvinder til at komme ud på arbejdsmarkedet og øge arbejdsstyrken, i en tid hvor befolkningstallet falder. Flere og flere ældre skal forsørges af færre og færre i den arbejdsdygtige alder, og manglen på arbejdskraft truer med at blive mere alvorlig i de kommende årtier. Derfor har man under Abe taget det upopulære skridt at øge momsen ad to omgange til 10 pct., hvilket på kort sigt satte forbruget og økonomien i stå, men på længere sigt er beregnet på at skaffe nødvendige skattepenge til fremtidens udgifter til social- og sundhedssektoren.
De sidste ti år har man så stået over for flere forudsete kriser: Genopbygningen efter tsunamien i 2011, oprydningen efter atomkatastrofen i Fukushima og den øgede energiimport, især naturgas, som blev nødvendig, efter at langt de fleste atomkraftværker blev taget ud af drift efter atomulykken, vil uundgåeligt fortsætte med at være en tung belastning for Japans offentlige finanser i mange år fremover. Det samme gælder i mindre udstrækning de massive hjælpepakker til små og mellemstore virksomheder, der ligesom andre steder i verden blev nødvendige under undtagelsestilstand og nedlukninger i forbindelse med COVID-19-pandemien i 2020 og 2021.
I skrivende stund er det uklart, hvordan den japanske økonomi i sidste ende klarer sig gennem den udfordring.
Men den store, langsigtede udfordring er lige så tydelig, som da Shinzo Abe tog fat på den: Af demografiske årsager står Japan over for stærkt forøgede velfærdsudgifter i de kommende årtier. Fremskrives den nuværende udvikling, vil 38 pct. af befolkningen i år 2055 være over 65 år gamle.
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i danske medier, bl.a. RÆSON, arrangerer studieture og rejser i hele regionen. Han er forfatter til bl.a. Seikatsu – japansk hverdag og Undskyld på japansk – Japans fortid og nutid i krig og fred. Website: www.asgerrojle.com. Denne artikel er en forløber til Japan-kapitlet til den nye udgave af RÆSONs ”Verdens Magter”, der udkommer senere i år: www.verdensmagter.dk. ILLUSTRATION: Tokyo: En tjener med udskæringer af en tun købt på toyoshu fiskemarked, 5. januar 2021 [foto: philip fong/afp/ritzau scanpix]