Benjamin Cedric Larsen i RÆSON SØNDAG: Er Kina og USA’s højteknologiske kapløb vejen mod en ny form for Kold Krig?

07.08.2021


Efter murens fald i 1989 hævdede Fukuyama, at Sovjetunionens opløsning ville blive lig med universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som verdens endelige regeringsform. Kinas kommunistiske og stats-kapitalistiske model viser sig dog som et reelt alternativ, og det er i skyggen af disse to konkurrerende modeller, at det igangværende højteknologiske kapløb rejser sig.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Benjamin Cedric Larsen om kampen om fremtidens teknologi. Sidste Søndag: Henrik Breitenbauch og Tobias Liebetrau: Teknologien er det nye våbenkapløb. Har Europa allerede tabt?

FRA TREDJE SAL på Stanfords Freeman Spogli Institute for International Studies ser jeg Francis Fukuyama krydse vejen. Klokken er kvart over ti om formiddagen, og temperaturen nærmer sig de 24 grader. Hvor Fukuyamas velkendte tese omkring ”The End of History” for længst har vist sig at være på kant med virkeligheden, rejser der sig i øjeblikket et højteknologisk kapløb imellem USA og Kina, der for nogle bringer minder tilbage om tiden fra Den Kolde Krig.

 

5G er en fundamental brik i den fjerde industrielle revolution, der kendetegner den igangværende automatisering af traditionel produktion og stigende interaktion mellem mennesker og maskiner
_______

 

Efter murens fald i 1989 hævdede Fukuyama, at Sovjetunionens opløsning ville blive lig med universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som verdens endelige regeringsform. Kinas kommunistiske og stats-kapitalistiske model viser sig dog som et reelt alternativ, og det er i skyggen af disse to konkurrerende modeller, at det igangværende højteknologiske kapløb rejser sig.

Kinas rejse ind i verdensøkonomien er tilvejebragt af en lang historie med industripolitik, hvor Kina har understøttet og udviklet strategiske sektorer af økonomien, hvilket har løftet landet op ad den globale værdikæde. I dag er det fremtrædende industripolitiske tiltag som Kinas ’Belt and Road Initiative’ (2013), ’The National Integrated Circuit Fund’ (2014) ’Made In China 2025’ (2015) og landets ’AI Development Plan,’ (2017), der bl.a. markerer landets ønske om at blive verdens førende nation inden for udviklingen af højteknologiske områder som kunstig intelligens, robotteknologi, grøn energi, rum- og chipteknologi.

5G og ’Internet of Things’
På mere end noget andet område har Kina gjort sig klar til en omstilling mod 5G, og er på nuværende tidspunkt verdens førende nation målt på netværksdækning. Allerede i 2013 begyndte Beijing at lægge fundamentet, da en række ministerier og virksomheder oprettede en alliance kaldet ’IMT-2020 5G Promotion Group’ til udviklingen af 5G.

5G-netværk betyder ikke bare højere båndbredde og hurtigere internet, men muliggør også Internet of Things (IoT)-teknologier, hvor et stigende antal produkter som fjernsyn, køleskabe, biler, overvågningskameraer, produktionsudstyr osv. er koblet til sensorer og software, der muliggør udvekslingen af data på tværs af enheder, der er forbundet over internettet. 5G er derfor en fundamental brik i den fjerde industrielle revolution, der kendetegner den igangværende automatisering af traditionel produktion og stigende interaktion mellem mennesker og maskiner, drevet eksempelvis gennem smartspeakers som Apples Siri eller Amazons Alexa.

Kinesiske firmaer som Huawei og ZTE dominerer i dag det globale telekommunikationsmarked og udgør 40-45 pct. af den globale mobile infrastruktur. Store amerikanske firmaer som Lucent, Motorola, og Nortel har i mellemtiden forladt banen og tilbage står Ericsson og Nokia som Europæiske udfordrere på 5G, samt Samsung i Sydkorea og Amerikanske Qualcomm et godt stykke længere nede ad listen.

 

Den amerikanske regerings bratte opvågning til en virkelighed, hvor USA ikke har evnen til at udfordre Huawei’s dominerende rolle på 5G-området, har affødt en strategi om først at ekskludere kinesiske telekommunikationsfirmaer helt fra det amerikanske marked
_______

 

Kinesiske virksomheder er dog stadig dybt afhængige af adgangen til amerikansk teknologi og komponenter i mange af deres slutprodukter. Det blev tydeligt, da ZTE brød USA’s Iran Sanktioner i 2017 og blev placeret på en såkaldt ’Entity List,’ der forbyder amerikanske virksomheder at drive forretning med enheder på listen. ZTE blev dengang tvunget i knæ, da virksomheden ikke kunne få adgang til uundværlige amerikanske komponenter.

Kinas ledelse har siden da arbejdet på at sikre, at kinesiske teknologivirksomheder fremover ikke kan holdes som gidsler for amerikanske teknologipolitikker, og en ledergruppe blev nedsat for at afdække risici forbundet med teknologisk afkobling, samt at skabe et femårigt ”afhængigheds-reduktions-initiativ” kendt som ’The Secure and Controllable Program.’

Den amerikanske regerings bratte opvågning til en virkelighed, hvor USA ikke har evnen til at udfordre Huawei’s dominerende rolle på 5G-området, har affødt en strategi om først at ekskludere kinesiske telekommunikationsfirmaer helt fra det amerikanske marked. Dernæst at påvirke allierede nationer til at gøre det samme på baggrund af bekymringer omkring kinesisk overvågning og national sikkerhed. I starten af 2021 offentliggjorde USA for første gang en national strategi til at sikre implementeringen af 5G-netværk, hvilken i højere grad forsøger at understøtte private bestræbelser i udrulningen af 5G.

Udelukkelsen af kinesiske leverandører af 5G-netudstyr i Vesten har dog alvorlige konsekvenser for udviklingen af 5G-reguleringer samt 6G teknologi, da Huawei kontrollerer mange vigtige patenter på området. Fx er prisstigninger på baggrund af færre forsyningsmuligheder samt omkostninger forbundet med erstatningen af eksisterende kinesisk udstyr i mange netværk en af de væsentlige bivirkninger.

Chip-teknologi som amerikansk bastion
På andre områder som i udviklingen af chip-teknologi forbliver USA verdensførende. Fx importerede Kina i 2020 computer-chips for mere end 350 milliarder dollars, hvilket svarer til en sjettedel af landets samlede import.

Moderne computer-chips indgår i alt fra smartphones til vaskemaskiner, computere, førerløse biler, osv., og er derfor blevet en symbolsk brik i det højteknologiske kapløb pga. deres evne til at drive produkter. Fremgangen af IoT-teknologier og tilslutning til Wi-Fi- og 5G-netværk betyder at en lang række nye produkter også kræver mere avancerede computerchips. Det gør disse til fundamentet for kommende teknologisk udvikling.

Mange kinesiske virksomheder som Baidu, Xiaomi og Huawei producerer allerede deres egne chips, hvorimod designet af mere avancerede chips, såsom mikroprocessorer, der bruges i højhastighedsservere, kan være mere mellem fem og ti år bagud i forhold til amerikanske producenter, vurderer nogle eksperter.Ifølge Bernstein Research er Kinas globale markedsandel inden for avanceret chipfabrikationsudstyr meget lav (på omkring 2 pct.), mens Kinas selvforsyningsgrad er vurderet til at ligge på omkring 10 pct.. Til sammenligning kontrolleres mere end 80 pct. af segmentet inden for udstyr og materialer til opbygningen af avancerede computerchips af førende amerikanske firmaer. Kina har i mange år forsøgt at opfostre sin egen chipindustri og oprettede senest i 2014 ’The National Integrated Circuit Fund,’ med det formål, at blive verdensførende inden for alle segmenter af chipforsyningskæden inden 2030.

 

Historisk set har Kinas kapitalmarkeder været forholdsvis uudviklede, hvilket parret med en statskapitalistisk udviklingsmodel har dannet grobund for Beijing til at have en langt mere aktiv tilgang til udviklingen af strategiske sektorer i økonomien
_______

 

USA forsøger at bruge sit nuværende forspring i chipteknologi til at bremse Kinas ambitioner om selvstændighed og lederskab på området. USA’s virtuelle monopol inden for chip-teknologi giver landet muligheden for at påvirke den globale forsyningskæde og kontrollere eksporten af kritiske komponenter til Kina – selv fra ikke-amerikanske virksomheder.

Det hollandske firma ASML er fx den eneste leverandør af ultraviolette litografimaskiner, der er essentielle for at producere verdens mest avancerede chips. Siden 2019 har ASML ikke været i stand til at modtage licens fra den hollandske regering til at eksportere ’ultraviolet litografiudstyr’ til Kinas største og delvist statsejede chip-koncern SMIC, der i 2019 blev placeret på USA’s ’Entity List’ på grund af mulige forbindelser til det kinesiske militær.

Selvom amerikanske virksomheder dominerer størstedelen af chip-forsyningskæden, så er den egentlige fabrikation af computerchips outsourcet til udenlandske støberier, hvor koreanske Samsung og taiwanesiske TSMC tilsammen kontrollerer mere end 70 pct. af markedet. For USA ligger der en gemt sårbarhed i at hovedvægten af chipproduktion er fysisk placeret i Taiwan og Kina, og lovforslaget ”The United States Innovation and Competition Act of 2021,” der for nyligt blev godkendt i Senatet, har derfor afsat mere end 50 milliarder dollars til at tilbagebringe produktionen af computerchips til amerikansk jord.

For mange amerikanske chipvirksomheder forbliver det kinesiske marked dog deres vigtigste indkomstkilde. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at en fuld afkobling på området kommer til at finde sted. I stedet kan det forventes, at eksportkontrollen vil blive præciseret yderligere i de kommende år, med et særligt fokus på virksomheder, der også leverer udstyr til det kinesiske militær. USA’s Entity List kommer derfor forsat til at spille en afgørende rolle for en lang række kinesiske virksomheder.

Kunstig Intelligens (AI)
Kunstig intelligens udgør den vigtigste del af software-laget i den fjerde industrielle revolution

Ligesom andre moderne teknologier, herunder internettet, har kunstig intelligens også sit historiske udspring i USA og har været drevet af offentlig finansiering, der i mange tilfælde har haft tilknytning til militæret, fx gennem Pentagons ’Defense Advanced Research Projects Agency’ (DARPA). I USA har offentlig finansiering længe støttet grundforskningen, imens den private sektor antages at træffe de mest optimale valg ift. allokeringen af kapital. Historisk set har Kinas kapitalmarkeder været forholdsvis uudviklede, hvilket parret med en statskapitalistisk udviklingsmodel har dannet grobund for Beijing til at have en langt mere aktiv tilgang til udviklingen af strategiske sektorer i økonomien.

På AI området har det betydet udmøntningen af en række industripolitiske tiltag som landets ’AI Development Plan’ (AIDP), hvilken udpensler Kinas nationale strategi og intentioner om at blive verdensførende indenfor udviklingen af kunstig intelligens inden 2030. Topstyrede AI-alliancer som Kinas ’Artificial Intelligence Industry Alliance’ (AIIA) forsøger også at fremme samarbejdet mellem lokale regeringer, akademiske institutioner og virksomheder og gør det lettere for politikere at kontrollere og måle fremgangen på strategiske områder. Nye offentlig-private partnerskaber ses også i etableringen af ’National Open Innovation Platforms for AI’, der fokuserer på at udbygge landets AI infrastruktur igennem kinesiske open-source projekter. Etableringen af såkaldte ’AI Pilot Zones’ er også en national strategi, hvor en række former for offentlige infrastrukturer bliver opgraderet med AI-systemer fx indenfor overvågning, trafikstyring, forsyningsnettet, uddannelse, og hospitalsvæsenet. For politikerne er dette en måde at eksperimentere med implementeringen af nye systemer og reguleringer, samt at subsidiere industrien med henblik på at opnå hurtigere udvikling igennem offentlig anvendelse.

 

Mark Warner, demokratisk næstformand for Det Amerikanske Senats Efterretningskomité, mener, at Beijing har til hensigt at kontrollere den næste generation af digital infrastruktur
_______

 

AI-eksperten Kai Fu Lee mener, at Kina står til at blive verdens førende nation indenfor udviklingen af AI, da landet har adgang til enorme mængder data, der hver dag bliver produceret af mere end en milliard internetbrugere. Data er nødvendigt for at udvikle og træne AI-algoritmer, hvilket ifølge Kai Fu Lee giver Kina en klar fordel.

I marts 2021 modtog Washington et wake-up-call gennem rapporten fra ‘The National Security Commission on Artificial Intelligence’ (NSCAI), som klargjorde, at ”Kina besidder styrken, talentet og ambitionen til at overgå USA som verdens førende inden for AI i løbet af det næste årti, hvis de nuværende tendenser ikke ændres.” Manglende koordinering mellem sporadiske AI-initiativer samt USA’s fraværende nationale plan for udviklingen af kunstig intelligens ses som væsentlige sårbarheder i Amerikas nuværende politiske linje. USA bliver i rapporten tolket som værende ude af stand til at konkurrere med Kinas massive og dybt integrerede industripolitikker på området. 

Den konklusion fik Washington til i juni 2021 at nedsætte en ’AI Research Resource Task Force’, , der består af tekniske eksperter fra regeringen, private virksomheder og uddannelsessystemet. Taskforcens formål er at skabe en ny forskningsinfrastruktur, der skal levere computerkraft, åbne statslige og ikke-statslige datasæt og uddannelsesværktøjer til studerende og AI-forskere. Ambitionen er at bibeholde det forskningsmæssige forspring, hvilket anses som hjørnestenen i USA’s fortsatte lederskab på området.

Men vigtige spørgsmål rejser sig også i selve anvendelsen af nye AI-teknologier. Brugen af ansigtsgenkendelse i Kinas Xinjiang-provins har rejst betydelig kritik i Vesten og er direkte forbundet med krænkelser af menneskerettighederne. Og imens Kina i et hidtil uset omfang implementerer ansigtsgenkendelsessystemer over hele landet, har implementeringen af lignede systemer oplevet markant modstand i Vesten, og EU overvejer helt at forbyde fjernbiometrisk overvågning på offentlige steder.

Det er derfor to divergerende implementeringsformer og underliggende sociale regeringsregimer i den vestlige og kinesiske udrulning af AI-teknologier i det offentlige rum. ”Vi er nødt til at udvikle teknologi, der bevarer vores vestlige værdier, men vi skal være forberedt på en verden, hvor ikke alle gør det” som Andrew Moore, direktør for Google Cloud AI, udtaler.

Et spørgsmål om værdier og (teknologiske) standarder
Det igangværende højteknologiske kapløb og afkobling mellem USA og Kina bliver i stigende grad centreret omkring muligheden for at dominere fremtidige teknologiske standarder. Man kan sammenligne det med jernbanepassagerer, der rejser fra Vesteuropa til lande i det tidligere Sovjetunionen, og skal skifte tog for at imødekomme forskellige sporvidder – hvilket er et historisk levn fra Den Kolde Krig. På samme måde rejser den strategiske konkurrence mellem USA og Kina en ny forespørgsel omkring fragmenteringen af højteknologiske standarder. Det er fx muligt, at visse aspekter af 5G, chipteknologi, kunstig intelligens og en lang række andre områder, hvor rivaliseringen mellem USA og Kina intensiveres, langsomt kommer til at blive opdelt i to konkurrerende teknologistakke baseret på afvigende standarder.

Mark Warner, demokratisk næstformand for Det Amerikanske Senats Efterretningskomité, mener, at Beijing har til hensigt at kontrollere den næste generation af digital infrastruktur, og at de er præget af principper, der går imod amerikanske værdier om gennemsigtighed, mangfoldighed, interoperabilitet  og respekt for menneskerettigheder.

 

Hvis internationalt samarbejde om standarder stopper, kan det på sigt bidrage til at skabe teknologiblokke, der kun i begrænset omfang er i stand til at kommunikere på tværs af hinanden
_______

 

Fra et amerikansk perspektiv er den nuværende udfordring fra Kina således forbundet med tre hovedområder: For det første udvikler Kina teknologi, der på mange måder er i direkte konkurrence med amerikanske virksomheder, men er understøttet af statslige initiativer og finansiering, der anses for at være markedsforvridende og for at stå i skarp kontrast til USA’s mere afgrænsede fokus på grundforskningen. For det andet eksporterer Kina i stort omfang disse teknologier til en lang række lande, hvor mange af dem deltager i ’The Belt and Road Initiative’, hvilket anses som en mulighed for Kina til at præge nye teknologiske standarder og protokoller, der er forbundet med udrulningen af en ”digital silkevej”. For det tredje øger Beijing sin indflydelse i internationale standardiseringsorganer som International Standardisation Organisation (ISO) og International Electrotechnical Commission (IEC), med det formål at fastsætte standarder for at styrke sine egne selskabers interesser.

I Vesten er fastsættelsen af teknologiske standarder ofte præget af ’bottom up’ industribaserede initiativer, hvorimod den kinesiske stat har en langt mere ’top-down’ tilgang, der afspejler konkrete udviklingsmål specificeret i landets sammenkoblede industripolitikker. Den kinesiske regerings nuværende standardiseringsplan ’China Standards 2035’ opstiller blandt andet en lang række standardiseringsmål for næste generations teknologier som 6G, chipteknologi, og kunstig intelligens. Hvis internationalt samarbejde om standarder stopper, kan det på sigt bidrage til at skabe teknologiblokke, der kun i begrænset omfang er i stand til at kommunikere på tværs af hinanden. I en vis udstrækning er disse allerede i færd med at blive udbygget, da de også er bundet op på opbygningen af forskellige versioner af internettet.

Fortsætter disse udviklinger, kan det bevirke, at parallelle digitale alternativer også udmønter sig i den underliggende infrastruktur, og det kan ende med at splitte arenaen omkring industrielle standarder. Det igangværende skift fra global digital interoperabilitet drejer langsomt imod en ny forankring i nationalstaten, sideløbende med, at globale højteknologiske forsyningskæder i højere grad bliver nationaliseret under en ny form for ’teknonationalisme’, der bygger på tidligere merkantilistiske tendenser. Digital suverænitet understreger i mellemtiden vigtigheden af, at lande og regioner fortsat har kontrol med de data, der bliver genereret af deres forbrugere. Suverænitet og interoperabilitet behøver dog ikke at være modstridende begreber, men kunsten består i at afgøre, hvilke elementer af et komplekst digitalt økosystem fortsat skal forblive åbne og forbundne og på hvilke præmisser.     

Realiteten er markant anderledes i dag, end den var under Den Kolde Krig, og Kina og USA forbliver dybt forbundne igennem komplekse forsyningskæder. Derfor er Kold Krigs strategier som ’containment’, hvor USA forsøgte at isolere Sovjetunionen og dens satellitstater økonomisk og politisk, heller ikke en reel mulighed, hvorimod delvis afkobling af højteknologiske forsyningskæder i høj grad allerede er en realitet.

Fra mit vindue på tredje sal ser jeg atter Francis Fukuyama komme dvælende ud af bygningen. Klokken nærmer sig 15.30 og temperaturen er 30 grader. Det står i mellemtiden klart, at vi ikke har nærmet os ”The End of History.” Det store spørgsmål, der i stedet står tegnet i Fukuyamas skygge, er, i hvilken grad historien nu står til at gentage sig selv. ■

 

Realiteten er markant anderledes i dag, end den var under Den Kolde Krig, og Kina og USA forbliver dybt forbundne igennem komplekse forsyningskæder
_______

 

Benjamin Cedric Larsen (1987) er ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School (CBS) og The Chinese Academy of Sciences, og har været visiting researcher ved Stanfords Asia Pacific Research Center fra 2019 til 2020. Benjamin har en dobbelt kandidatgrad i offentlig ledelse fra Copenhagen Business School og The Chinese Academy of Sciences i Beijing. Benjamins forskning fokuserer på USA og Kinas strategier indenfor ’AI Governance,’ herunder industripolitik, AI regulering, og AI innovation. Benjamins research er bl.a. blevet fremhævet i Politikken, DR P1, Mandag Morgen, The National Bureau of Economic Research, Association for the Advancement of Artificial Intelligence, New America, og The Asia Society. ILLUSTRATION: Gæst ved Asia Digital Art Exhibition ved the Times Art Museum i Beijing, Kina, 23. juli, 2021. [FOTO: Ren Chao Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]