Henrik Breitenbauch og Tobias Liebetrau i RÆSON SØNDAG: Teknologien er det nye våbenkapløb. Har Europa allerede tabt?

01.08.2021

Der foregår en global, teknologisk magtkamp mellem de åbne og de lukkede samfund. De åbne samfunds første udfordring er at blive strategisk bevidste om udfordringen. Problemet er her, at teknologidagsordenen netop er en kilde til en fundamental intern uenighed i de åbne samfunds kerne, det euro-atlantiske fællesskab.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Henrik Breitenbauch og Tobias Liebetrau om teknologien som det nye våbenkapløb. Sidste Søndag: Mikkel Vedby Rasmussen om Vestens nye Ruslandspolitik

Af Henrik Breitenbauch, Centerleder, Center for Militære Studier, Statskundskab, Københavns Universitet og Tobias Liebetrau, Postdoc, Center for International Studies, Sciences Po Paris

International politik udvikler sig i retning af øget stormagtskonkurrence, som blandt andet kommer til udtryk gennem både en økonomisk og militær konkurrence om teknologi. Det har seneste års diskussioner om Huawei og udrulning af 5G-nettet samt den amerikansk-kinesiske digitale handelskrig sat en streg under.

Derfor kommer teknologikonkurrencen i de næste årtier til at være en væsentlig prisme for at forstå relationerne mellem Vesten på den ene side og Rusland og Kina på den. Men den er også et afgørende stridspunkt mellem USA og Europa, hvor særligt diskussioner om de amerikanske tech-giganter, databeskyttelse og senest europæisk digital suverænitet har høstet overskrifter. Vender vi blikket mod sikkerheds- og forsvarspolitikken, så er et væsentligt spørgsmål, om de europæiske lande magter at producere forsvarsmateriel, udvikle helt nye militære teknologier og skabe innovation på et niveau, der kan følge med amerikanerne?

I denne artikel kaster vi et blik på den globale teknologikonkurrences betydning for stormagtskonkurrencen og for international sikkerheds- og forsvarspolitik generelt. Artiklen falder i fire dele. Først introducerer vi den tiltagende stormagtskonkurrence og viser, hvordan den kommer til udtryk som en konkurrence om teknologiske forspring. Dernæst zoomer vi ind på forudsætninger for teknologikonkurrencen i hhv. åbne og lukkede samfund. Det følger vi op med at udfolde teknologikonkurrencens militære dimension. Slutteligt vurderer vi Vestens styrker og svagheder i kapløbet.

 

Kina og Rusland ser ens på de liberal-demokratiske samfunds fælles projekt: De afviser en yderligere politisk integration, som de frygter vil medføre en konvergens af de politiske systemer i retning af det liberale demokrati
_______

 

Teknologi er blevet en kampplads for verdens stormagter
International politik er i stigende grad præget af stormagtskonkurrence mellem USA og Kina. Det er godt og vel 10 år siden, Obama-administrationen lancerede en reorientering af amerikansk udenrigspolitik; nu skulle fokus på Asien styrkes for at forberede USA på fremtidens konkurrence med især Kina. Men Obama-administrationens plan havde det svært i mødet med en virkelighed, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen og Islamisk Stat rykkede frem i Mellemøsten.

Efterfølgende blev forværringen af den amerikansk-kinesiske relation imidlertid et afgørende omdrejningspunkt for Trump-administrationens handels-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Biden-administrationens foreløbige retningslinjer for en national sikkerhedsstrategi samt de indledende sværdslag med Kina og Rusland ser ikke ud til at ændre herved. USA har under Biden allerede forsøgt at styrke amerikanske alliancer og strategiske partnerskaber i både Europa og Asien.

Senest understregede Biden ved sit besøg i Europa, at USA ser med stigende bekymring på Kina som udfordrer af den regelbaserede verdensorden. Særligt fokus er der på Taiwanstrædet og det Sydkinesiske Hav, hvor kombinationen af stærke modsatrettede interesser og kraftigt voksende militær tilstedeværelse har øget risikoen for militær konfrontation.

Stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina har krævet EU’s opmærksomhed. I 2019 præsenterede EU’s Fælles Udenrigstjeneste og Kommissionen en fælles meddelelse om EU’s relationer med Kina. I meddelelsen bliver det understreget, at EU – i lyset af Kinas ændrede globale ageren – skal håndtere Kina inden for en differentieret og realistisk tilgang, hvor Kina på samme tid skal ses som en partner, konkurrent og strategisk rival.

Samtidig har Ursula von der Leyen stillet sig i spidsen for en geopolitisk kommission, der skal styrke EU’s udenrigspolitiske profil, og chefen for EU’s udenrigsanliggender Josep Borell har understreget, at for at ”undgå at ende som tabere i dagens konkurrence mellem USA og Kina, skal vi [EU]genlære magtens sprog og tænke på Europa som en geostrategisk aktør i topklasse”. Det er nye toner fra et EU, hvis udgangspunkt var en tværnational organisering af europæiske markeder og industrier, der skulle sikre freden på det krigsplagede kontinent. Derfor har EU traditionelt haft et ambivalent forhold med udtalt magt- og geopolitik.

Kina og Rusland ser ens på de liberal-demokratiske samfunds fælles projekt: De afviser en yderligere politisk integration, som de frygter vil medføre en konvergens af de politiske systemer i retning af det liberale demokrati. I stedet har Kina og Rusland regimekontinuitet som fundamental strategisk målsætning.

Som udfordrere til den amerikanske og vestlige verdensorden ser de verdenspolitikken som en langsigtet konkurrence om magt og indflydelse. Den konkurrence handler både om økonomisk vækst og om fremtidens våben: for Kina er den officielle målsætning – formuleret af Xi Jinping i 2017 – at have overhalet USA som verdens førende militære magt i 2049.

En afgørende nøgle til at forstå den globale magtfordeling og stormagtskonkurrencen er den delmængde, som er en konkurrence om nye, banebrydende teknologier. Udviklingen og anvendelsen af ny teknologi er en afgørende faktor for staternes og samfundsøkonomiernes absolutte og relative udvikling over tid. Den, der er bedst til at finde på, bliver ikke alene mest velstående – de nye teknologier påvirker den globale militære magtbalance, som udgør grundlaget for den verdenspolitiske orden.

Teknologi samt investeringerne i den, og evnen til at prioritere og anvende resultaterne, er dermed vigtige parametre i den langsigtede, multidimensionelle konkurrence, som stormagterne i stigende grad (igen) ser sig selv og resten af verdenspolitikkens aktører indfanget af.

Vi er vidner til et fokusskifte fra en relativt samarbejdende verdenspolitik præget af globalisering og økonomisk integration til en relativt konkurrencepræget verdenspolitik, hvor investeringer i, og kontrol med, fremtidens teknologi en væsentlig strategisk konkurrenceparameter for stormagterne – og som en kilde til fremtidig politisk, økonomisk og militær friktion. Her handler det om relativ acceleration: Hvor gode er de respektive systemer til at skabe innovation?

Den tiltagende stormagtskonkurrence handler om relative magtpositioner. Udviklingen viser, at den såkaldte ’fjerde industrielle revolution’ – hvor integration mellem den digitale og den fysiske verden accelererer med fortsat udvikling og udbredelse af 5G- og 6G-netværk, tingenes internet (”the internet of things”, hvor flere og flere apparater forbindes til nettet), big data-analyse, kunstig intelligens, robot- og kvanteteknologi – har bevæget sig fra primært at være et spørgsmål om udvikling af teknologisk-kommercielle løsninger til at blive en global strategisk og sikkerhedspolitisk kampplads.

Men teknologisk udvikling og innovation bliver nu om dage i højere grad end tidligere understøttet af investeringer i den private sektor, der normalt opererer på tværs af landegrænser, og som er afhængig af globale markeder og forsyningskæder. Det skyldes også, at rigtigt meget af den nye teknologi er digital – fra kvanteberegninger, der kan skabe ny kryptering eller bryde gammel – over kunstig intelligens, der kan behandle store datamængder og understøtte robotter og andre autonome systemer. Fremtiden er software- og datadrevet – og dem, der kan integrere og omsætte ny IT-viden til militære kapaciteter kan flytte den globale magtbalance.

Den tiltagende stormagtskonkurrence og teknologiske kappestrid vil derfor næppe erstatte globaliseringen, men den vil forandre den. Det er sandsynligt, at de opgør, vi har set inden for globale teknologiske produktions- og værdikæder, der er særligt sikkerheds- og forsvarspolitisk relevante, vil fortsætte. Sideløbende vil samarbejde om globale udfordringer som klimaforandringer, sundhed og migration fortsætte.

 

Teknologisk udvikling og innovation bliver nu om dage i højere grad end tidligere understøttet af investeringer i den private sektor
_______

 


De åbne og lukkede samfund
Den generelt globaliserede økonomi dækker over væsentlige systemiske samfundsforskelle på tværs af kloden. Relationerne mellem stat, marked og individ varierer på tværs af stormagterne – og dermed også i teknologikonkurrencen, der derfor udspiller sig som en kamp mellem politiske systemer og samfundsformer.

På den ene side er der de åbne samfund, som i vidt omfang har et erhvervsliv uden direkte statslig kontrol, og som i deres politikform begrænser statens magt over for borgerne. På den anden side er der de lukkede samfund, som i vidt omfang har et erhvervsliv med direkte statslig kontrol og uden klare begrænsninger for statens magt over for borgerne.

I begge typer samfund er den digitale teknologiudvikling en kilde til fremtidig vækst – og til en voldsomt forrykket magtbalance mellem stat og borger i statens favør. Digitale teknologiers evne til at understøtte effektiv og sømløs behandling af store datamængder passer som fod i hose til mange af de centrale forvaltningsmæssige opgaver, som en stat står med, når den skal håndtere sin befolkning.

Det betyder, at datadreven forvaltning samtidig giver staterne nye, relativt billige redskaber til at monitorere, overvåge og kontrollere deres befolkninger. Det gælder alt fra efterretningstjenesternes masseindhentning af data over ansigtsgenkendelsessystemer i den kinesiske provins Xinjiang til den danske forvaltnings tiltagende dataprofilering af borgerne. Den debat, der for tiden foregår herhjemme om tech-giganternes rolle i demokratierne kan sagtens skaleres op til at handle også om statens mulighed for kontrol med borgerne.

På sigt er det forhåbentlig tilfældet, at de åbne samfund vil udvikle sig i pagt med deres værdier og udvikle tekniske normer, der understøtter de borgerlige frihedsrettigheder og privatlivets ukrænkelighed. Men den danske og vestlige debat herom understreger samtidig, at de lukkede samfund er i en kategori for sig selv, når det kommer til den forrykkede magtbalance.

Fordi regimekontinuitet er de lukkede samfunds fundamentale strategiske målsætning, så udnytter eksempelvis Kina i disse år digitale teknologier til at lave verdens første ægte overvågningssamfund med et separat internet med informationsmonopol, The Great Fire Wall of China, ansigtsgenkendelse i det offentlige rum og pointsystemer for korrekt social opførsel. For de lukkede samfund handler teknologiudviklingen hjemme i vidt omfang om at cementere statens kontrol med borgerne.

Derfor har den globale teknologikonkurrence forskellige forudsætninger i åbne og lukkede samfund. De lukkede samfund har i udgangspunktet bedre muligheder for at prioritere og målrette strategiske investeringer gennem kontrol med produktionssektoren, mens de åbne samfund i udgangspunktet har bedre mulighed for at innovere effektivt, da erhvervslivet normalt ikke er underlagt direkte statslig kontrol og statens magt over borgerne oftest har klare begrænsninger. Samtidig kan de lukkede samfund ensrette informationsstrømmen og som i tilfældet Kina satse på imitation som en bevidst strategi for at drage fordel af andres innovation.

Fordi der er behov for at trække på det private erhvervslivs evne til at lave innovation (ikke mindst i form af de store IT-giganter), så vil begge typer samfund sandsynligvis – fra deres forskellige udgangspunkter – konvergere hen mod en model med stor grad af samarbejde mellem statslige myndigheder og erhvervsliv. Kinas version af dette kaldes ’civil-military fusion’. Her indrulleres store kinesiske koncerner i den generelle og militære teknologiudvikling. Samtidig stiller denne tilgang nye spørgsmål til Vestens model for stat-markeds-relationerne, særligt når det gælder IT-sektoren.

 

Amerikanerne gentog vigtigheden af en dominerende teknologiposition i oktober 2020, hvor de præsenterede en national strategi for ’disruptive teknologier’, hvis to hovedformål er dels at beskytte USA’s teknologiske forspring og dels at fremme innovationsgrundlaget for national sikkerhed
_______

 

Teknologien som nyt våbenkapløb
En væsentlig del af stormagtskonkurrencen og dens teknologidimension tager udgangspunkt i ideen om, at teknologier som kunstig intelligens, big data-analyse og kvanteteknologi besidder et potentiale til at forandre vores måde at forstå og føre krig på.

Udvikling af nye teknologier og deres militære udnyttelse har gennem historien været en væsentlig faktor i konstruktionen af en vestligt domineret verdensorden. Militærteknologiske revolutioner baseret på krudt og kanoner – og de efterfølgende konsekvenser for krigsførelse, politik, handel og samfundsstruktur – har simpelthen været med til at skabe betingelserne for global vestlig dominans.

I det 19. århundrede var det de øgede transport- og kommunikationshastigheder, der opstod med jernbanen og telegrafen, som forandrede verdens geopolitiske betingelser. I det 20. århundrede var det den atomare revolution, der dannede grundlaget for både USA’s og Sovjetunionens supermagtsstatus og stabiliserede samtidig konkurrencen mellem dem under Den Kolde Krig.

Den seneste udvikling i denne lange historie – hvis næste kapitel bliver skrevet aktivt gennem den bevidste prioritering af nye militærteknologier – har været præcisionsregimet. Det vil sige den samlede evne til præcist at udpege, følge, angribe og vurdere ødelæggelsen af fjendtlige mål.

Rent militært, så er det det, der er på spil for USA og for Vesten, i den militærteknologiske konkurrence om at bevare forspringet inden for præcisionsvåben. Det var således et grundelement i USA’s Third Offset Strategy fra 2016, som skal drive revolutionerende militære teknologier frem og sikre deres integration i det amerikanske militær.

Amerikanerne gentog vigtigheden af en dominerende teknologiposition i oktober 2020, hvor de præsenterede en national strategi for ’disruptive teknologier’, hvis to hovedformål er dels at beskytte USA’s teknologiske forspring og dels at fremme innovationsgrundlaget for national sikkerhed. Desuden var bevaring af det militærteknologiske forspring også en del af den pakke, som netop er blevet vedtaget på NATO-topmødet under Bidens besøg i Europa. Her blev det slået fast, at NATO skal være ramme for fælles indsatser for innovation af banebrydende teknologi.

USA og NATO er ikke alene om at udvikle strategier og politikker, der tager hånd om disruptive teknologiske landvindinger. Kina præsenterede i 2015 en art dekoblingsstrategi under navnet ’Made in China 2025’. Strategien skal mindske afhængigheden af udenlandsk hardware og teknologi, gøre Kina verdensledende inden for digital teknologisk innovation og øge landets evne til at være selvforsynende. Målet er i år blevet bekræftet i det kinesiske styres nye femårsplan.

Sideløbende med arbejdet på at blive et globalt kraftcenter for højteknologisk udvikling har det kinesiske styre prioriteret at sikre en langsigtet og velfinansieret militærteknologisk udvikling, og kernemålet er at nå op på siden af USA i det militærteknologiske kapløb. Det gælder ikke mindst inden for kunstig intelligens, hvor Kinas erklærede ambition er at blive verdensledende, og det ska lnetop opnås via civil-militær fusion – dvs. et integreret samarbejde mellem militære myndigheder og civile virksomheder og forskningsmiljøer.

Det styrkede fokus på nationale politikker og strategier for udvikling og håndtering af nye militære teknologier i USA og Kina understreger, hvordan konkrete forsvarspolitiske tiltag og investeringer skal levere løsninger på langsigtede sikkerhedspolitiske udfordringer. Dette rækker altså væsentligt ud over umiddelbar afskrækkelse og krigsdeltagelse. Teknologikonkurrencen øger dermed betydningen af og kravet til, at den gradvise udvikling af den samlede forsvarsstruktur. Udviklingen af de helt konkrete militærteknologier indgår i en konkurrence om fremtidige sikkerheds- og forsvarspositurer.

Vestens styrker og svagheder
Lige meget hvad vil stormagternes teknologikonkurrence være en væsentlig faktor i global sikkerhedspolitik i de kommende årtier. Uanset yderligere samarbejde og globalisering på enkelte politikområder samt mulighederne for diplomatisk håndtering af den teknologiske kappestrid, så vil alle stormagterne deltage i denne konkurrence.

Rusland spiller en væsentlig rolle for europæisk sikkerhed og vil vedblive med at gøre det mange år frem. Men USA-Kina-relationen er nu den vigtigste bilaterale relation i verdenspolitikken, og den militære teknologikonkurrence er en af de vigtigste dimensioner i den relation. Hvordan denne del udvikler sig, har store implikationer for resten af verden.

Som vist ovenfor indbefatter teknologikonkurrencen relationen mellem stat og marked – konkret: ved at teste evnen til at koordinere og mobilisere samarbejde med henblik på at understøtte og udnytte innovation, herunder til militære formål. Staternes innovationsmodeller og deres generelle og militære teknologipolitikker bliver derfor til langsigtede sikkerhedspolitiske brikker.

Det er ikke givet, hvilken model der er den mest effektive. Kvantitet har sin egen kvalitet, hvilket gør Kinas økonomiske vækst til en væsentlig faktor, ligesom autoritære systemer med højere grad af politisk kontrol potentielt har bedre mulighed for at prioritere ressourcerne strategisk. Men forskelle i modenhedsgrader i de kinesiske, russiske og amerikanske innovationsmiljøer giver ikke desto mindre et fingerpeg om, at de vestlige samfund har adskillige fordele i teknologikonkurrencen, der særligt er centreret omkring det amerikanske militære innovationssystem.

Desuden er det en fordel for Vesten, at militærteknologiske revolutioner også handler om samfundsmæssig og organisatorisk adaptionsevne. Militærteknologiske revolutioner er afhængige af teknologisk transformation, militær systemudvikling, operativ innovation og organisatorisk tilpasning – hvilket generelt er styrker, der karakteriserer de vestlige samfund.

Overordnet står Vesten derfor godt rustet til en fornyet og forandret teknologisk konkurrence, da de åbne samfund generelt har et højt niveau af human kapital, velfungerende offentlige og private sektorer, og en innovationsinfrastruktur af høj kvalitet.

Dog medfører den tiltagende private udvikling af ny teknologi, at stater og militære organisationer bliver mere afhængige af samarbejde med den private sektor. Det betyder i sig selv et tab af statslig og militær kontrol, og det stiller krav til udvikling af nye former for offentlig-privat samarbejde.

Men hvis de åbne samfunds model i princippet tilbyder fordele – dels i form af bedre rammer for generel innovation, dels i kraft af forspringet ved begyndelsen af en langvarig konkurrence – så er den også sårbar over for påvirkning i form af undergravende virksomhed (subversion) fra de lukkede samfunds side.

Netop fordi de lukkede samfunds magtrelation mellem stat og borger er illegitim, søger magthaverne indadtil at begrænse og styre borgernes adgang til information og demokratisk samtale, og udadtil at forhindre de åbne samfunds internationale interaktioner – i form af f.eks. civilsamfundskontakter – at flyde over grænserne og skabe grobund for demokratiseringsbevægelser.

De kinesiske magthavere lærte denne lektie allerede med Tiananmen-massakren i 1989, mens det arabiske forårs protester i 2011 var en klar besked til alle autoritære magthavere, der desuden viste de sociale mediers enorme potentiale, også for despoter. At digitaliseringen muliggør systematisk overvågning bliver derfor en væsentlig skillelinje mellem de åbne og de lukkede samfund, til trods for at de åbne endnu ikke har fundet frem til klare principper og lovgivning for borgerbeskyttelse.

Kinas nye ’nationale sikkerhedslov’ for Hong Kong og Ruslands kriminalisering af internationale NGO’er er eksempler på de lukkede samfunds defensive dagsorden, mens deres offensive dagsorden, udført med digitale virkemidler, var tydelig fx i indblandingen i det amerikanske præsidentvalg i 2016 og de massive cyberangreb mod vestlige mål. De to eksempler viser, hvordan de åbne samfund er særligt sårbare, selvom de sandsynligvis også er mere modstandsdygtige end de lukkede.

De åbne samfunds første udfordring er at blive strategisk bevidste om udfordringen fra teknologikonkurrencen og dens afledte trusler. Og dernæst at mobilisere fælles eller koordineret handling.

Problemet er her, at teknologidagsordenen netop er en kilde til en fundamental intern uenighed i de åbne samfunds kerne, det euro-atlantiske fællesskab. De europæiske landes interesse i den generelle teknologikonkurrence (fx ambitionen om teknologisk og digital suverænitet) og for så vidt også den militære teknologikonkurrence, er ikke er fuldt ud sammenfaldende med USA’s.

Men når de store vestlige lande i de kommende år skal organisere sig med hensyn til teknologikonkurrencen både i forhold til hinanden og i forhold til udfordrerlandene Kina og Rusland, er det afgørende, at de kan agere samordnet i stormagtskonkurrencen – ikke mindst inden for militærteknologien. For teknologikonkurrencen forener den internationale politiks to grundlæggende temaer – økonomi og sikkerhed – og vil gøre det i lang tid frem over. ■

 

Teknologidagsordenen netop er en kilde til en fundamental intern uenighed i de åbne samfunds kerne, det euro-atlantiske fællesskab
_______

 

Artiklen bygger på rapporten ”Teknologikonkurrencen og dens implikationer for Danmark”, der ligeledes er skrevet af Henrik Breitenbauch og Tobias Liebetrau. Rapporten er udgivet af Center for Militære Studier og DJØF Forlag.

Henrik Breitenbauch, ph.d., er leder af og seniorforsker ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Henrik forsker i strategi og forsvars- og sikkerhedspolitik. Tobias Liebetrau, ph.d., er postdoc ved Centre de Recherches Internationales, Sciences Po, Paris. Tobias forsker i politiske og strategiske aspekter af cybersikkerhed og digital teknologiudvikling.

ILLUSTRATION: En pilot fra det amerikanske luftvåbens 388th Fighter Wing’s 421st Fighter Squadron forbereder flyvning I en F-35A Lightning II på Hill Air Force Base, Utah, 26. marts 2019 [foto: U.S. Air Force, R. Nial Bradshaw]