Carsten Boyer Thøgersen: Det startede under Obama. Nu har konflikten med Kina nået et ildevarslende stadie

29.11.2021

Det er ikke nyt, at USA presser Kina på Kinas interne politik. Det nye er omfang og intensitet. Mens USA opretholder alle officielle relationer til Kina, modarbejder man Kina – eller som USA siger: konkurrerer robust – på alle andre områder. Samarbejdet fylder lidt, konkurrencen og konflikten meget.

Af Carsten Boyer Thøgersen

USA’S ’NYERE’ KINA-POLITIK omfatter et maksimalt værdipolitisk pres på Kina. Det har der hverken været tvivl om under Obama, Trump eller Biden. Men i samme åndedrag ønsker amerikanerne fortsat at høste de økonomiske fordele ved samhandel med Kina, ligesom man fortsat ønsker at inddrage Kina i globale spørgsmål om ting som klimaforandringer. Det er paradoksalt, men kigger man tilbage på USA’s stillingtagen til Kina det sidste par årtier, er det også den naturlige konklusion.

Det er dog formentlig ikke en holdbar tilgang til forholdet mellem de to stormagter på lang sigt. Kinas udenrigsminister Wang Yi sagde i september 2021 til USA’s klimaudsending, John Kerry, at hvis samarbejdet med USA forblev en oase omringet af ørken, ville oasen snart sande til. Hvis USA’s holdning til Kina med andre ord overvejende var konfrontation, ville et samarbejde på få udvalgte områder som handel blive vanskeligere. Og netop dette forhold mellem USA og Kina vil få afgørende betydning for det internationale samarbejde i de kommende år.

Baggrunden: Obamas skift til Asien
Mønstret bag den nuværende konflikt mellem USA og Kina blev lagt under Barack Obama, strammet under Donald Trump og fortsættes nu under Joe Biden. I 2010 stod amerikansk økonomi svagt, USA sad fast i Irak og Afghanistan, Kina var kommet godt gennem finanskrisen og blev i 2010 verdens andenstørste økonomi målt i BNP. USA’s udgifter til varetagelse af sine sikkerhedsinteresser i Østasien var stigende, mens Kina konsoliderede sit økonomiske og handelsmæssige engagement samme sted. I 2010 resulterede det i en tocifret vækstrate i BNP for Kina, og landets økonomiske momentum var stort.

Samtidig understøttede Obama-administrationen under det arabiske forår fra 2010 til 2012 en demokratikampagne i Mellemøsten, hvor den nyeste digitale teknologi blev benyttet. Det var dette koncept, som USA tog med til Østasien og brugte i flere regionale konflikter, der simrede i baggrunden. Konflikterne havde alle deres egne reelle årsager og var mindre i omfang, men USA pustede med engagementet til konflikterne i regionen – ikke for at inddæmme Kina, for det var Kinas økonomi allerede for stor til i 2010, men for at sinke Kinas økonomiske og teknologiske udvikling.

USA’s ændrede globale fokus – skiftet mod Asien, som det bliver kaldt – blev første gang omtalt af udenrigsminister Hillary Clinton i 2010 i en tale på et regionalt ASEAN-møde i Hanoi. USA gik her for første gang ind i de igangværende regionale forhandlinger omkring de territoriale grænser i Det Sydkinesiske Hav til trods for, at den endelige fredsaftale med Japan i San Francisco i 1951 med USA for bordenden havde besluttet, at de tidligere japansk besatte øgrupper i Det Sydkinesiske Hav skulle leveres tilbage til Kina. I 1951 mentes der med ’Kina’ Republikken Kina, der nu regerede fra øen Taiwan, og som på det tidspunkt indtog Kinas sæde i FN’s generalforsamling og sikkerhedsråd. Amerikanske flådefartøjer havde allerede i 1946 sejlet kinesiske tropper til nogle af øerne.

Kina og Japan aftalte i 1972, at det nationale tilhørsforhold af de japansk-kontrollerede Senkaku/Diaoyu øer i Det Østkinesiske Hav måtte vente og afklares af kommende generationer, men i 2011 protesterede Kina, da øerne blev gjort til genstand for en offentlig japansk ejendomshandel, fordi spørgsmålet om øernes suverænitet var uafklaret. Kinas protest foranledigede dermed USA til for første gang at erklære, at øerne var omfattet af den amerikansk-japanske forsvarspagt.

 

Siden Trump kom til, har USA på det praktiske plan udhulet sin ét-Kina politik. Amerikanske regeringsmedlemmer har aflagt officielle besøg på Taiwan, amerikanske militærfly lander på Taiwan, USA har militære rådgivere stationeret på Taiwan, og den amerikanske flåde er massivt til stede i farvandet om Taiwan
_______

 

Knap fyrre år senere blev USA mere direkte i deres engagement i den sydasiatiske region: I 2011 forsøgte organisationer i USA fra deres websider at fremme et demokratisk forår i Kina. Jasmin-revolutionen, som den blev kaldt, skete ikke. Ingen demonstranter, kun vestlige journalister mødte op til de annoncerede events.

Og selvom de store ’paraply’ demonstrationer i Hongkong i 2014 havde deres helt egne lokale årsager, blev de støttet finansielt af fonde under den amerikanske kongres og bevægelsens ledere blev senere modtaget af medlemmer af den amerikanske kongres.

Dialogen ebber ud under Trump
Under præsidenterne George W. Bush og Barack Obama havde den amerikanske administration løbende og tætte kontakter til den kinesiske ledelse. De fortsatte også i præsident Trumps første år som præsident. I april 2017, tre måneder efter Trumps indsættelse som præsident, rejste Kinas præsident Xi Jinping endda til Florida og mødtes med Trump. Senere samme år aflagde Trump et officielt besøg i Kina, hvor han fik den mest storslåede modtagelse – blandt andet i Den Forbudte By – som ingen anden udenlandsk statsleder har fået i Kina siden 1949.

Men efter 2018 har møder på topniveau mellem USA og Kina været få. Forud for videokonferencen den 15. november 2021 mellem præsident Biden og Xi Jinping havde de to præsidenter fx kun haft telefonsamtaler.

I 2018 begyndte Trump at lægge betydelige tariffer på USA’s import, først fra EU, Mexico og Canada og derefter meget store tariffer på import fra Kina. Samtidig begyndte USA at udelukke kinesiske tech-firmaer som Huawei fra det amerikanske marked. Og i oktober samme år løftede daværende vicepræsident Mike Pence konflikten med Kina til et nyt niveau. I en tale om Kina i den konservative tænketank, Hudson Institute, fastslog Pence, at Kina var USA’s vigtigste modstander, og at USA arbejdede for et systemskifte i Kina. Talen var retorisk, havde få kendsgerninger og lagde grunden til de følgende års amerikanske fortælling om Kina, en fortælling om den globale trussel fra Kina, som mange af USA’s allierede efterfølgende har taget til sig.

Samme år startede USA en kampagne vendt mod Kinas bekæmpelse af terrorisme i Xinjiang og fra foråret 2019 begyndte store daglige demonstrationer i Hongkong mod den lokale regering, igen med økonomisk og politisk støtte fra USA.

Biden overtog rigtignok denne Kinapolitik, men han har grebet den an langt mere professionelt. Fx har han oprettet særlige kinakontorer på tværs af administrationen for bedre at koordinere politikken. CIA oprettede for nyligt et China Mission Centre for at, som CIA-direktøren udtalte, ”styrke den fælles indsats over for den vigtigste geopolitiske trussel, som vi står over for i det 21. århundrede.”

Den vurdering har siden bredt sig: Under præsident Biden peger nu også Nato på Kina som en sikkerhedstrussel mod Natos medlemslande. I maj 2021 blev forslaget ”Lov om strategisk konkurrence” fremlagt i Senatet. Lovforslaget er på 281 sider og er et omfangsrigt katalog over de trusler, amerikanske lovgivere ser komme fra Kina. Lovforslaget vil i årene 2022 til 2026 årligt afsætte mellem 110-150 millioner dollars til ikke militære aktiviteter, der imødegår truslen fra Kina.

Det er selvfølgelig ikke nyt, at USA presser Kina på Kinas interne politik. Det nye er omfanget og intensiteten. Mens USA opretholder alle officielle relationer til Kina, modarbejder man Kina – eller som USA siger: konkurrerer robust – på alle andre områder. Samarbejdet fylder lidt, konkurrencen/konflikten meget.

Konflikten omkring Taiwan blusser op
Præsident Joe Bidens Kinapolitik er på det seneste blevet særligt tydelig i spørgsmålet omkring Taiwan. Formelt udfordrer USA ikke ét-Kinapolitikken, fordi det vil betyde et brud på de diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina. Men reelt understøtter USA på flere måder Taiwan som en nation, der ikke er en del af Kina. Når præsident Biden ”taler over sig” på pressekonferencer, meddeler pressetjenesten i Det Hvide Hus efterfølgende, at USA’s ét-Kinapolitik fortsat er uændret.

Siden præsident Nixons besøg i Kina i 1972 har USA anerkendt, at Taiwan er en del af Kina. I 1979 afbrød USA sine diplomatiske forbindelser med Republikken Kina (Taiwan) og etablerede samtidig diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina. USA har siden fulgt en ét-Kinapolitik, der i sagens natur betyder, at man kun har diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina og ingen officielle forbindelser med Republikken Kina (Taiwan). USA, EU’s medlemslande og mange andre lande har kontorer i Taipei, hvorfra man varetager samarbejdet inden for handel, uddannelse og kultur. Men kontorerne har ingen diplomatisk status.

Siden Trump kom til, har USA på det praktiske plan udhulet sin ét-Kina politik. Amerikanske regeringsmedlemmer har aflagt officielle besøg på Taiwan, amerikanske militærfly lander på Taiwan, USA har militære rådgivere stationeret på Taiwan, og den amerikanske flåde er massivt til stede i farvandet om Taiwan. Senest havarerede en amerikansk atomubåd i Det Sydkinesiske Hav uden at de amerikanske myndigheder informerede det internationale samfund om tid, sted, årsag og skadens omfang. Taiwans uofficielle repræsentant i USA var derudover inviteret med til Joe Bidens indsættelse som præsident og for nyligt foreslog USA’s udenrigsminister Antony Blinken, at Taiwan fik en tættere tilknytning til FN, selvom FN’s vedtægter ikke åbner nogen mulighed for det, fordi kun officielt anerkendte lande kan være medlem af FN.

Under Taiwans præsident Tsai Ing-wens forgænger havde Taiwan observatørstatus i flere FN særorganisationer under navnet, Chinese Taipei, fordi Taiwan på det tidspunkt anerkendte den såkaldte 1992-Konsensus mellem Kina og Taiwan, hvor begge parter var enige om, at der kun fandtes ét Kina, men lod det stod åbent, hvorledes dette ”ét-Kina” skulle defineres. Da Tsai Ing-wen efter sin tiltrædelse i 2016 undlod at bekræfte ”ét-Kina” aftalen fra 1992, kunne Kina ikke længere støtte Taiwans deltagelse i FN’s organisationer, fordi det ville signalere eksistensen af ”to Kina’er.” Hvis Tsai Ing-wen bekræfter Konsensussen fra 1992, siger man fra Beijing, kan Taiwan indtage sin tidligere observatørstatus i FN’s særorganisationer. Men Tsai Ing-wens regering ønsker ikke at bekræfte ”ét-Kina” formlen.

Kinas reaktion over for USA’s forsøg på skridt for skridt at ændre Taiwans internationale status har ifølge vestlige kilder været massive militære overflyvninger i luftrummet omkring Taiwan. Det er rigtigt, at Kina modsat tidligere har ladet militære fly markere Kinas tilstedeværelse, men overflyvningerne har dog ikke fundet sted i Taiwans territoriale luftrum, men i udkanten af Taiwans selverklærede luftvarslingszone, 200 km fra Taiwans kyst.

Med USA’s øgede interesse for Taiwan vil spørgsmålet om øens fremtid i de kommende år unægtelig rykke frem og måske blive det vigtigste spørgsmål i forholdet mellem USA og Kina.

 

Selvom tendensen dermed har været en øget konfrontation mellem de to lande, og USA prøver at hæmme Kinas økonomiske og teknologiske udvikling, så er samhandlen mellem USA og Kina alligevel fortsat med at stige
_______

 

Konfrontation og samhandel
Selvom tendensen dermed har været en øget konfrontation mellem de to lande, og USA prøver at hæmme Kinas økonomiske og teknologiske udvikling, så er samhandlen mellem USA og Kina alligevel fortsat med at stige, siden Trump i 2017 blev præsident.

Amerikansk eksport til Kina bidrager med 1,2 millioner arbejdspladser i USA, og amerikanske investeringer i kinesisk industri har nået nye rekorder. Desuagtet amerikanske restriktioner over for kinesisk IT-teknologi og IT-virksomheder er udveksling af medarbejdere og samarbejdet mellem kinesiske og amerikanske tech-giganter som Alibaba, Baidu, Tencent, Apple, Microsoft og Tesla også alligevel omfattende. I 2019, før corona-pandemien, studerende 370.000 kinesere også på amerikanske universiteter, svarende til 1/3 af alle internationale studenter i USA.

Europa mellem USA og Kina
USA’s primære internationale fokus er, som vi har set, i dag ikke Europa, men Kina og Østasien. Forklaringen kan være delvist økonomisk: Bruger man Verdensbankens tal og sammenligner USA’s, Kinas og EU’s BNP i 2008 med 2020, er USA’s BNP vokset med 1,4 gange, Kinas BNP med 3,2 gange og EU’s med 0,9. Det er slående, for i 2008 var EU’s BNP næsten fire gange større end Kinas, men i 2020 var EU’s BNP omtrent det samme som Kinas. Tilsvarende var USA’s BNP i 2008 3,2 gange større end Kinas. I 2020 var tallet 1,4.

Styrkeforholdet mellem USA, Kina og EU er i dag derfor således: 1) USA har en indflydelse, soft power, der dominerer verdensopinionen. Den amerikanske dollar fungerer som verdens reservevaluta, og USA’s kontrol over verdens finansielle institutioner er stor. I 2020 tegnede USA sig derudover for 40 pct. af verdens samlede militærudgifter, hvortil kommer den amerikanske militærindustris salg af våben til andre lande. 2) Kina har politisk og social sammenhængskraft, en ledelse med beslutningskraft og et langt momentum i sin økonomiske og teknologiske udvikling. Landet har også militært oprustet voldsomt de sidste 20 år, og oprustningen har nøje fulgt udviklingen i Kinas økonomi. I 2020 var Kinas samlede militærudgifter fortsat på 1,7 pct af Kinas BNP. I Danmark er det tilsvarende tal 1,4 pct. 3) EU har en økonomi på størrelse med Kinas og et marked på tværs af 27 medlemsstater. EU’s egen militære styrke er mindre, men EU’s holdning til konflikten mellem USA og Kina kan få afgørende betydning for konfliktens videre forløb.

USA’s værdipolitiske kampagne mod Kina har haft gennemslag i den europæiske presse og flere europæiske parlamenter. Samtidig er Kina en vigtig handelspartner for EU, og for nogle EU-lande herunder Tyskland er Kina endog den vigtigste samhandelspartner. Et valg mellem USA og Kina tjener derfor ikke EU’s interesser. EU formulerede det i 2019 således: Kina er en samarbejdspartner, konkurrent og systemisk rival. Det kinesiske svar var, at samarbejde og konkurrence var fint og naturligt, men hvis en dialog ikke var baseret på gensidig respekt over for hinandens samfund og kultur, ville et samarbejde blive vanskeligt.

Hvad bliver Kinapolitikken fremover i et EU, der efter Brexit alene omfatter det kontinentale Europa? Skal EU følge en amerikansk værdipolitik, der også er forankret i tidligere præsident Trumps politik og søge et opgør med Kina? Skal EU følge USA’s skiftende holdning til international regelbaseret orden, som i 2003 betød, at USA tilsidesatte FN’s regelsæt og invaderede Irak? Det er svært at vurdere på nuværende tidspunkt.

EU’s politik over for Kina afventer Frankrigs præsidentvalg i 2022 og udmøntningen af den nye tyske regerings Kinapolitik. Uanset udfaldene er udfordringen fra Kina stor. Men den kinesiske udfordring handler ikke primært om værdier eller nogen bestemt kinesisk ideologi, religion eller politik. Udfordringen er Kinas volumen og Kinas kulturhistorie, der gang på gang har vist, at når Kinas centrale ledelse, kejser eller partileder, evner at forvalte og samordne rigets overvældende ressourcer, så er landets styrke stor. Dét er udfordringen. ■

 

Udfordringen er Kinas volumen og Kinas kulturhistorie, der gang på gang har vist, at når Kinas centrale ledelse, kejser eller partileder, evner at forvalte og samordne rigets overvældende ressourcer, så er landets styrke stor
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille