David Dollar: Evergrande-krisen viser, at Kina lige nu prioriterer stabilitet og klimamål over meget høj økonomisk vækst

08.10.2021

”Det var meget overraskende, da Kina satte et mål på 6 pct. i vækst for i år, fordi det var tydeligt, at økonomien som følge af corona sidste år ville vokse hurtigere. Det var et signal til lokale myndigheder om, at målet ikke er at vokse så hurtigt som muligt. Andre ting er vigtigere.”

Interview af Astrid Lange

RÆSON: Hvorfor har Evergrande-krisen fået så meget opmærksomhed?
DOLLAR: Evergrande er en af de største ejendomsudviklere i Kina.  De bygger millioner af lejligheder rundt omkring i Kina, men for cirka et år siden skærpede myndighederne reglerne for finansiering af ejendomsudvikling. Jeg synes, at de nye regler var fornuftige, da de begrænsede, hvor mange af sine egne penge en virksomhed kan sætte i et projekt, versus, hvor meget den låner. Gamle, avancerede, kapitalistiske økonomier har rimeligt stramme regler, hvad angår denne form for finansieringskrav, og i Kina skærpede de finansieringsreglerne på lignende måder. Det er det, som Evergrande har haft svært ved at leve op til.

Det vil være den største virksomhed, der nogensinde går konkurs i Kina. Det er derfor en betydelig udvikling, men jeg vil ikke sige, at virksomheden er systemisk vigtig. Det er ikke en finansiel virksomhed, det er en ejendomsudvikler – og $300 milliarder lyder måske som mange penge for du og jeg, men det er en meget lille brøkdel af Kinas økonomi eller finansielle system. Det kan sandsynligvis løses med en eller anden form for restrukturering, eller så kan en konkurs håndteres uden en større finansiel krise i Kina.

Er Evergrande-krisen politisk skabt (af disse nye tiltag), eller var det uundgåeligt, at Evergrande ville ende i denne situation?
Jeg bryder mig ikke om at sige “politisk skabt”, fordi jeg synes, at de nye regler er fornuftige. Myndighederne kræver i bund og grund, at en betydelig del af ejendomsudviklingen skal finansieres af virksomhedens egenkapital, og det, synes jeg, er et rimeligt krav. Det har tidligere været for let for ejendomsudviklere at låne, og det skabte risikoen for en boligboble. Der er mange ejendomsselskaber i Kina, og de fleste af dem har rykket sig for at imødekomme de nye regler. Det har haft en nedkølende effekt på ejendomsmarkedet, hvilket var nødvendigt i Kina for at undgå en boligboble.

Hvad har Evergrande-krisen afsløret om relationen mellem den kinesiske økonomi og staten?
Jeg synes, at det er en rigtig god parabel for nogle centrale træk ved det kinesiske system, fordi jeg mener, at en del af grunden til, Evergrande endte i problemer, er, at den længe opererede i et system med meget få regler. I USA siger vi, “det er ligesom det vilde vesten” – lovløse områder, før de blev etableret som stater. Og der er nogle sektorer i Kina, hvor der tilsyneladende ikke har været særlig meget regulering. Mange af disse virksomheder i Kina har udviklet sig i et ureguleret system. Når staten pludseligt indfører meget stramme regler, kan det selvfølgelig skabe problemer for virksomhederne. De ekspanderede i ét miljø, og pludseligt står de overfor nogle meget strammere rammer lovgivningsmæssigt, som var uventede, og som ikke var blevet kommunikeret særlig godt.

Den røde tråd her er altså, at man som virksomhed vokser op i et rimelig ureguleret miljø og lige pludseligt blive pålagt forholdsvis stramme regler.

Men jeg tror, de langsigtede effekter er positive. Og derfor håber jeg, at myndighederne holder kursen, fordi det er sådan her et markedssystem bør fungere. Hvis man foretager dårlige investeringer og bliver overekspanderet, så bør man ende i en konkursbehandling. Kina har ikke haft store, højt profileret konkurser, som har skabt, hvad vi kalder moral hazard, hvor alle spillere i det finansielle system antager, at ingen kan gå konkurs. Det betyder, at man kan låne penge til virksomheder uden som sådan at undersøge deres udsigter, fordi man antager, at regeringen vil foretage en redning, og det leder til dårlige udlån, dårlige investeringer, og på et eller andet tidspunkt vil det føre til en finanskrise.

Vi vil gerne have, at det finansielle system kan pålægge økonomien disciplin. At det kan låne penge til virksomheder, som præsterer godt, og trække kapital fra virksomheder, der klarer sig dårligt. Det er en af de vigtigste effektivitetskriterier ved markedsøkonomien.

Det lyder ikke til du forventer, at Evergrande-krisen vil påvirke verdensøkonomien og sprede sig til andre lande, ligesom krakket af Lehman Brothers gjorde?
Nej, men jeg kunne tage fejl. Jeg tror bestemt, det er muligt, at det kan have større spredning i det kinesiske system, end jeg forventer. Der er mange forskellige finansielle aktører i Kina, mange af dem er ikke statsejede, og derfor kunne man have store dele af det finansielle system, der trækker sig tilbage fra hele ejendomssektoren, hvis de opfatter hele sektoren som risikabel. Så ville der forekomme en meget brat økonomisk opbremsning i Kina.

 

Væksten aftager altså i Kina lige nu af flere grunde, men en af de centrale er, at de tager deres klimamål alvorligt
_______

 

Det er ikke min forventning, men jeg vil sige to ting om dette scenarie. Det kinesiske finansielle system er ikke så indbyrdes forbundet med verdens finansielle system. Det er til en vis grad adskilt gennem dets egen kapitalkontrol, og det er stort set umuligt for Kina at være kilden til en global finanskrise lignende den i 2007-2009. USA er ekstremt åbent og forbundet med hele verdens finansielle system, så hvad der begyndte som et chok i USA, spredte sig hurtigt til Europa og rundt omkring i verden. Jeg ser ikke, at der sker med Kina, fordi deres finansielle system bare ikke er så forbundet med resten af verden. Deres realøkonomi er derimod forbundet, herunder deres eksportsektor. De er desuden en kæmpe importør af olie og mad. Så hvis de ender i en eller anden form for indenlandsk krise, vil det påvirke hele verden gennem handel, ikke gennem finansielle kanaler. Det ville være smertefuldt. Tyskland eksporterer fx mange biler, udstyr og andre ting til Kina. Hvis det falder brat, vil det påvirke den europæiske økonomi. Japan og Asien generelt er også meget indbyrdes forbundet med Kina, men hvis der sker en brat opbremsning i Kina, vil vi alle føle det gennem handel, ikke gennem finansielle forbindelser.

Hvordan har BNP-vækstmål sat af Beijing påvirket den stigende gæld i Kina, som eksemplificeret af Evergrande?
I de seneste år har Kina sat nogle meget konservative, næsten beskedne vækstmål. Deres vækstmål for dette år er kun 6 pct., og fordi de er ved at komme sig efter corona-recessionen sidste år, forventede de fleste analytikere, at væksten ville være over 8 pct. Så, det kinesiske mål er meget beskedent, og de lægger fx vægt på klimamål. Lige nu er de faktisk ved at skabe et helt andet problem i Kina. Der er mange byer, som oplever strømafbrydelser, fordi de har brugt for meget energi og ikke kommer til at nå deres årlige mål for reduktion af energiintensitet. Mange byer stopper derfor kraftværker, især dem der anvender kul, og industrier er nødt til at lukke ned – bl.a. nogle bilfabrikker.

Væksten aftager altså i Kina lige nu af flere grunde, men en af de centrale er, at de tager deres klimamål alvorligt. Nogle af de store banker, der havde forventet en vækst på 8,3 pct., siger nu, at den ender på 8 eller deromkring. Kina vil således stadig vokse hurtigere end det meste af resten af verden, men deres eget officielle vækstmål er stadig kun på 6 pct. Jeg tror, de forsøger at sende et signal om, at de er villige til have en lavere vækstprocent for at nå deres klimamål og have finansiel stabilitet. Hvis man tænker på det store billede i forhold til Evergrande, så siger myndighedernes strammere regler: “Vi vil gerne sikre os, at vi har finansiel stabilitet, og hvis resultatet er, at der er en smule mindre udvikling, så er det i orden.” De prioriterer altså lige nu stabilitet og klimamål over meget høj økonomisk vækst.

Tidligere satte Kina nogle ret ambitiøse BNP-vækstmål i Kina, hvilket førte til en høj grad af udlån for at nå disse mål?
Ja, det er rigtigt. Tidligere satte de typisk vækstmål på omkring 8 pct., og de oversteg det normalt. Der var en lang periode, hvor de lå på omkring 10 pct., og en del af det skyldtes primært eksport, og det var ikke særlig kreditafhængigt. Men lige siden den globale krise i 2007-2009 har Kinas vækst været meget mere kreditafhængigt – især pga. fokusset på ejendomsudvikling. Og det fungerede i lang tid – folk har selvfølgelig brug for en bolig – men jeg mener, at der de seneste år har været flere og flere beviser på, at de overgjorde det. Der er hele tomme lejlighedskomplekser. Faktisk hele tomme byer. Vi begyndte at se forskellige indikatorer på, at de byggede for mange ejendomme – og da de strammede reglerne for ca. et år siden, tænkte jeg, at det var et klogt træk, fordi de ellers risikerede at skabe en alvorlig boligboble.

Det vil sige, at Kina, siden finanskrisen i 2007-2009, har sat mindre ambitiøse vækstmål?
Ja, og især nu. Det var meget overraskende, da de satte et mål på 6 pct. for i år, fordi det var tydeligt, at de, som følge af situationen sidste år, ville vokse hurtigere end dette. Vi tog det alle som et signal til lokale myndigheder om, at målet ikke er at vokse så hurtigt som muligt. Der er klimamæssige mål, finansiel stabilitet, social stabilitet, som også fylder. Næste år vil Xi Jinping sandsynligvis få en ny femårig periode, og jeg tror, han vil sigte efter at have en stabil, ordnet situation, når han går ind i 2022 – og det er vildt hurtig vækst ikke nødvendigt for. Andre ting er vigtigere.

Tror du, at Evergrande-krisen vil påvirke de kinesiske myndigheders strategi for at tranformere det finansielle system og herved løse gældsproblemet i Kina?
Jeg synes, at myndighederne i Kina er gode til at justere løbende. Derfor vil alt sandsynligvis ende godt for den kinesiske økonomi. Og så vil de selvfølgelig beholde disse strammere regler. Men de har fejlberegnet en smule, hvis der begynder at være for stor en opbremsning . Jeg synes, at myndighederne har demonstreret ret stærke kompetencer, nu Kina ikke har haft nogen form for finansiel krise eller anden alvorlig økonomisk episode i lang tid. ■

 

Næste år vil Xi Jinping sandsynligvis få en ny femårig periode, og jeg tror, han vil sigte efter at have en stabil, ordnet situation, når han går ind i 2022 – og det er vildt hurtig vækst ikke nødvendigt for. Andre ting er vigtigere
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 21. marts: Er Putin i gang med at overspille sin hånd?

Morten Sodemann fem år efter Covid-19: Hvis vi er bange for os selv, bliver vi aldrig klogere

Kan kunstig intelligens gøre os klogere på verdens opbrud? Mikkel Vedby med Lars Christensen i Lille Land, Hvorhen

Jens Worning: Er Donald Trump en frivillig agent for det amerikanske imperiums forfald?

Mads Jedzini: I dag skal Merz bringe det tyske lederskab tilbage i hjertet af Europa

Eva Flyvholm: Her er fire veje til dansk uafhængighed fra USA