David Vestenskov i RÆSONs trykte nummer: Jeg har svært ved at se, at der ikke skulle være en ny afghansk borgerkrig på vej
08.10.2021
Det vestligt støttede Afghanistan var altid et projekt med en udløbsdato. Problemerne har været tydelige og uforandrede siden 2002.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, der har titlen: “Efter Afghanistan”
Af David Vestenskov
De seneste uger har været skelsættende for Afghanistan såvel som for hele verden. En krig, der har været en fast bestanddel af international sikkerhedspolitik gennem to årtier, kulminerede i et slutspil, hvis tempo de færreste havde set komme, men som alligevel har været en uundgåelig skæbne. For nogle af os, der har fulgt Afghanistan, har de seneste par år ikke handlet om, hvorvidt systemet ville bryde sammen, men om hvornår.
Sammenbruddet af det afghanske sikkerhedssystem, der er blevet opbygget, støttet og promoveret gennem næsten 20 år, har sendt chokbølger gennem hele det internationale samfund, hvor en massiv finansiel støtte til en enorm sikkerhedssektor i bedste fald synes spildt.
Det vestlige militære engagement i Afghanistan er nu et overstået kapitel, og særligt slutfasen vil blive husket for sammenbruddet af de afghanske sikkerhedsstyrker efterfulgt af en hektisk og kaotisk evakueringsfase.
Dette er dog først og fremmest en fortælling om et kunstigt projekt, der med en isoleret tilgang til statsopbygning negligerede den regionale dimension. Allerede fra begyndelsen skabte dette modstand hos de to aktører, der har nøglerne til stabilitet i Afghanistan: Pakistan og Iran.
Den evige magtkamp i Kabul
Sammenbruddet har naturligvis en forhistorie, der rækker længere tilbage end den Taliban-bølge, der skyllede ind over Afghanistans befolkningscentre i august 2021. Der blev hurtigt oparbejdet en fortælling om en afghansk hær (ANA), der ikke ville kæmpe, men som ville have vundet, hvis den blot havde besluttet sig for at kæmpe. Så sent som i juli så man den amerikanske præsident, Joe Biden, stille sig på talerstolen og omtale det overtag, som sikkerhedsstyrkerne havde, hvor 300.000 afghanske soldater måtte blive en for stor mundfuld for Taliban. Til logikken hørte også den massive finansielle og materielle støtte, som de samme styrker havde fået igennem mere end et årti i forhold til udstyr, uddannelse og kapacitet.
Der tegnede sig en ulige kamp – eller rettere, det måtte da være en ulige kamp.
Logikken holdt ikke stik. Den store afghanske hær viste sig at være et korthus, der faldt sammen, hurtigere end efterretningsanalyserne havde regnet med.
Kabul: Et Taliban-medlems ammunition, 29. august 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Marcus Yam/Los Angeles Times/Ritzau Scanpix]
Kabul: Travlhed på byens valutamarked, Sarai Shahzada, 4. september 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Marcus Yam/Los Angeles Times/Ritzau Scanpix]
Billedet af en afghansk hær, der ikke har været i stand til at yde modstand, passer dog på ingen måde. Særligt siden 2015 har netop ANA kæmpet ved frontlinjerne i nord, syd, øst og vest. De har lidt voldsomme tab i denne periode – ca. 66.000 soldater har mistet livet på de 20 år efter gængse estimater. De har haft rekrutteringsudfordringer i forhold til operationstempoet, og gentagne gange har de måttet se sig udmanøvreret grundet manglende forsyninger og støtte fra centralregeringen i Kabul. Konsekvensen blev som oftest, at ANA foretog en taktisk tilbagetrækning. På den måde tabte regeringen kontrol med det afghanske territorium uge for uge.
Og mens kampene kørte på højtryk ude i provinserne, koncentrerede det meste af den politiske elite i Kabul sig mest om de interne magtkampe, netværkspleje og frem for alt om at holde fast i det vestlige engagement (og ikke mindst Vestens penge), så næste års statsbudget kunne hænge sammen.
I tidligere RÆSON-artikler (og andre steder) har jeg beskrevet netop dette kunstige system, der fra starten har haft en indbygget udløbsdato, og som derfor aldrig har været bæredygtigt. Det væsentlige her er, at det politiske projekt – altså regeringsopbygningen i Kabul – aldrig har været stærkt, og siden 2014 er det kun blevet svagere og svagere. En god indikator på denne udvikling var valget i 2014, hvor Ashraf Ghani på mirakuløs vis fik vekslet sine cirka 30 pct. af stemmerne i første runde til en kneben sejr i anden runde, hvor han opnåede lige over de magiske 50 pct.
Det politiske projekt – altså regeringsopbygningen i Kabul – aldrig har været stærkt, og siden 2014 er det kun blevet svagere og svagere
_______
Hans modkandidat, Abdullah Abdullah, måtte sande, at knap 45 pct. vælgertilslutning i første runde blandt mere end 13 kandidater forblev på nogenlunde samme (faktisk lidt lavere) niveau i anden valgrunde. Det var en særdeles ulogisk udvikling, der naturligvis førte til en politisk krise med beskyldninger om valgsvindel mellem de to kandidaters lejre.
Denne politiske strid, som havde potentiale til at udvikle sig i en væbnet retning, skulle håndteres af USA. Det blev den også: Stik mod forfatningen etablerede man en såkaldt Chief Executive for Afghanistan på direkte direktiv fra den daværende amerikanske udenrigsminister, John Kerry. På overfladen virkede det som et fornuftigt kompromis, men i realiteten betød det, at man fastlåste og stimulerede den interne politiske konflikt i Kabul og lammede udvikling af bæredygtig politik de næste fem år.
Betydningen af denne konstruktion er gået under radaren i de fleste analyser, men ikke desto mindre hører den med til forklaringen om et destruktivt politisk projekt, der havde en udløbsdato. Så længe den vestlige tilstedeværelse og vestlige penge kunne sikres, var der naturligvis et sikkerhedsnet, som nok må betegnes som den vigtigste sammenhængskraft for hele den afghanske sikkerhedssektor.
Kabul: Taliban-medlemmer på patrulje, 31. august 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Demiroren Visual Media/Abaca/Ritzau Scanpix]
Fra 2014 til 2019 tabte man en hel del områder, der faldt ud af regeringens kontrol, men de større befolkningscentre kunne bevægelser som Taliban ikke indtage. Undtagelsen var Kunduz, der i nogle få dage i 2015 kortvarigt blev indtaget af Taliban, som dog relativt hurtigt blev nedkæmpet af ANA.
Denne model, hvor regeringen reelt kun kontrollerede de større befolkningscentre, kunne efter alt at dømme godt have fortsat en rum tid, hvor man blev ved med at skubbe udløbsdatoen foran sig. Det betød også, at Kabul-regeringen ikke bekymrede sig synderligt om situationen i de tyndtbefolkede områder af landet.
Det største problem var, at hovedprioriteten aldrig blev at finde bæredygtige politiske løsninger – hverken i Afghanistan eller i regionen – men derimod at fastholde støtten fra Vesten. Det blev drivkraften i alle beslutninger. Netop det gjorde de tyndtbefolkede områder ubetydelige, og de massive tab blandt ANA skabte heller ikke den store bekymring. Helt anderledes forholdt det sig, hvis vestlige nationer og særligt USA led tab. I sådanne tilfælde ville de helt store alarmklokker begynde at ringe i Kabul, da dette netop kunne have en indvirkning på den fortsatte vestlige tilstedeværelse og dermed den fremtidige finansielle støtte.
Korruptionen blev også mere og mere tydelig i denne periode. Selvom det fra vestlig side blev italesat som et massivt problem igen og igen, blev der ikke gjort det store ved det – ud over et par udskiftninger i det afghanske embedsværk i ny og næ.
Grunden til det skal nok findes i, at vi fra vestlig side har haft en stor aktie i – og dermed et stort ansvar for – netop korruptionen. Det skyldes, at Vesten pumpede alt for mange penge ind i et samfund, der slet ikke kunne absorbere dem, og at der derfor opstod pengeophobninger overalt i systemet.
En stat med udløbsdato
En anden grund til det var, at man ikke havde et decideret alternativ til det opbyggede system, som fik lov til at køre år efter år i den forkerte retning. Om Vesten ventede på, at bæredygtige reformer af samfundsmodellen opstod i den afghanske regering selv, eller om det langvarige engagement i sig selv ville gøre udslaget i sidste ende, er et politisk spørgsmål.
Efter sikkerhedsstyrkernes sammenbrud i august 2021 kan den politiske konstruktion i Kabul måske virke en smule sekundær i forhold til ANA’s sammenbrud, men de to ting hænger uløseligt sammen. Sammenbruddet skyldtes mest af alt manglende kampmoral, hvilket igen skyldtes, at systemet, som denne hær var tiltænkt at skulle kæmpe for, allerede var under afvikling.
Over Kabul: Amerikansk soldat ombord på en H-47 Chinook-helikopter, 2. maj 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Jim Huylebroek/New York Times/Ritzau Scanpix]
Det politiske projekt, der først og sidst bestod af den afghanske regering, bevægede sig i en svagere og svagere retning. Det, der startede med Abdullahs kamp mod Ghani, endte i en politisk flerfrontskamp, og på mange måder har det været helt forkert at tale om en decideret afghansk regering, da der snarere var tale om forskellige individer, som plejede egne interesser og egne netværk. Dette havde også en etnisk dimension: Abdullah tjente primært et tadjikisk netværk, mens Ghani som pashtuner havde sine primære samarbejdspartnere blandt pashtunske grupper. Eliten i Kabul, der også omfattede en række tidligere krigsherrer, satte ikke en positiv udvikling i Afghanistan øverst på dagsordenen – og måske heller ikke på dagsordenen overhovedet.
Med andre ord skulle sikkerhedsstyrkerne have kæmpet for en sag, der allerede var tabt. De skulle have kæmpet for et system, der ikke selv troede på projektet. Det uundgåelige spørgsmål blev: Skulle man overhovedet kæmpe imod?
Uagtet om det har været mere eller mindre bevidst, så har Vestens forestilling om en stabil regering i Kabul i høj grad skygget for det uundgåelige sammenbrud.
Det politiske projekts svaghed blev udstillet af den amerikanske tilbagetrækningsaftale med Taliban, der blev indgået under præsident Trump i Doha februar 2020. Aftalen blev af mange udråbt som en fredsaftale, hvilket den på ingen måde var. For det første blev aftalen lavet uden om den afghanske regering, for det andet omfattede den ikke nogen våbenhvile, og for det tredje fastsattes en exitdato uafhængigt af udviklingen på jorden.
Aftalen var primært drevet af, at USA og Taliban havde fået samme sikkerhedspolitiske prioritet: at få vestlige soldater ud af Afghanistan.
Allerede da aftalen blev indgået, stod det klart, at man fra amerikansk og dermed vestlig side gav op i forhold til den løsning, som man havde arbejdet på siden 2002, og at det nu kun var et spørgsmål om tid, før systemet brød sammen. Denne analyse blev ikke kun lavet af de fleste analytikere (herunder Forsvarets Efterretningstjeneste), der fulgte Afghanistan tæt, men naturligvis også af afghanske krigsherrer, den politiske elite, civilbefolkningen og sikkerhedsstyrkerne. Perioden fra februar 2020 og frem til august i år har på mange måder bare været et led i afviklingsprocessen, hvor det handlede om at stå af toget i rette tid.
Evakueringen var kaos, men den store katastrofe blev undgået
Selvom sammenbruddet på mange måder var forudsigeligt, havde man fra vestlig side ikke forberedt sig på det sandsynlige worst case-scenarie, men i stedet blindt sat sin lid til, at det afghanske system ville holde stand, og at man ville kunne fortsætte samarbejdet med ’regeringen’ i Kabul.
Ved utallige lejligheder blev det gentaget fra NATO, fra medlemslandenes regeringer og fra EU, at støtten ville fortsætte både civilt og militært. De politiske signaler var ikke til at tage fejl af, da man heller ikke var bleg for at forpligte sig flere år frem. Men fulgte man Afghanistan nogenlunde tæt, kunne man hurtigt se, at udvikling og udmeldinger ikke stemte overens.
De sidste små 20 år har derfor været en lang forberedelse til et postvestligt Afghanistan, hvor det afgørende for pakistanerne har været at have et venligtsindet styre i Kabul
_______
Det er svært at sige, om det handlede om at tale kampmoral ind i det afghanske system, eller om man bevidst valgte at lukke øjnene for det uundgåelige ved kun at tage en dag ad gangen. Der har nok været elementer af begge dele i den overordnede tilgang til Afghanistan – ikke blot i 2021, men gennem de seneste mange år.
Uanset hvad, så endte den sidste fase af den vestlige tilbagetrækning kaotisk. Udviklingen på jorden overhalede analyserne i Vesten, og nærmest fra den ene dag til den anden blev en række vestlige evakueringsindsatser igangsat. Fælles for indsatserne var, at de ikke var planlagt. De skulle iværksættes med det samme, og hurtigt stod det klart, at de også skulle operere inden for en meget kort tidsramme.
Kombineret med en veludført Taliban-offensiv skabte kombinationen af en årelang fejlvurdering af det afghanske system og af den afghanske regeringshærs sammenhængskraft de værst tænkelige betingelser for den sidste fase af tilbagetrækningen. Det skabte også en kaotisk stemning blandt afghanerne selv, og det resulterede i et inferno af kaos ved Kabuls lufthavn. I menneskemængden var der naturligvis en del afghanere, der med rette frygtede for deres liv, fordi de havde samarbejdet med Vesten – hvad enten det var gennem en ansættelse på en ambassade, som tolk for militære enheder eller gennem arbejde for andre vestlige organisationer. Langt størstedelen af de afghanere, der var samlet foran lufthavnen, figurerede dog ikke på nogen af de udenlandske lister. For dem var det mest af alt en sidste mulighed for at komme til Vesten, da et fremtidigt Taliban-ledet Afghanistan eller udsigten til en ny borgerkrig ikke indikerede en lys fremtid.
Evakueringen blev en kamp mod uret for Vesten såvel som for den del af Taliban, der nu stod for sikkerheden i Kabul. Det var en situation, der på den ene eller den anden måde måtte ende galt. Til trods for et voldsomt terrorangreb udført af Islamisk Stat i Khorasan-provinsen (ISKP) var det faktisk overraskende, at det ikke gik værre. Det skyldtes naturligvis, at der opstod et interessefællesskab mellem de Taliban-enheder, der stod for sikkerheden i Kabul, og de vestlige styrker i lufthavnen med USA i spidsen. Uden samarbejdet kunne kaos let være blevet til en historisk katastrofe, hvor vestlige soldater havde været tvunget til at stoppe folkemængden med magt. Hårde kampe i Kabul kunne have resulteret i et stormløb mod de resterende internationale styrker i lufthavnen samt en efterfølgende Taliban-blodrus rettet mod afghanere, der havde samarbejdet med Vesten.
Selve evakueringen blev eksekveret særdeles effektivt, da den først kom i gang. Som bekendt var det ikke alle, der kom ud, men det lykkedes dog for mange. Dette skyldtes ikke mindst oprettelsen af en såkaldt operationshub i Pakistan, hvilket muliggjorde flere og hurtigere evakueringer, og i sidste ende er der ingen tvivl om, at det har sikret flere mennesker på de danske lister en billet ud af Afghanistan.
Afghanistan set fra Pakistan
En af de væsentlige ting at stille skarpt på er som nævnt samarbejdet med Pakistan – og mere generelt de overordnede regionale sikkerhedspolitiske interesser i Afghanistan gennem de seneste 20 år. Den regionale ramme og forståelsen af Afghanistans position i et regionalt sikkerhedssystem, hvor særligt de to store naboer – Iran og Pakistan – altid har haft en afgørende rolle for stabilitet såvel som ustabilitet i Afghanistan.
For iagttagere er det ikke nogen hemmelighed, at Pakistan såvel som Iran har spillet en destruktiv rolle ift. det vestlige projekt i Afghanistan. Stribevis af bøger beskriver detaljeret, hvorledes landenes efterretningstjenester havde relationer med bl.a. Taliban-bevægelsen – relationer, som er blevet udviklet og anvendt igennem årtier. Blandt bøgerne kan fremhæves Steve Colls bog fra 2018 Directorate S, der detaljeret beskriver samarbejdet mellem Taliban og en afdeling i Pakistans efterretningstjeneste (ISI).
Det er dog vigtigt at slå fast, at der hverken i Teheran eller Islamabad sidder ’mørke fyrster i sorte tårne’ og søger destruktionen for destruktionens skyld. Både Pakistan og Irans ageren over de seneste to årtier er baseret på et rationale, hvor omdrejningspunktet og kerneprioriteten er at varetage og fremme egen intern sikkerhed.
Pakistans sikkerhedspolitiske ageren hænger uløseligt sammen med en yderst konfliktfyldt relation til Indien, med hvem man siden oprettelsen i 1947 har været i en konstant tilstand af konflikt og ved flere lejligheder også i decideret krig, hvor særligt konflikten i Kashmir er drivkraften i den konfliktdominerede relation. Derfor bliver landets militære ressourcer primært anvendt på at sikre grænsen. Særligt set i lyset af at man har tabt den økonomiske kamp til Indien, og at det militære forhold kun bliver mere og mere ubalanceret år for år i indisk favør, vil man fra pakistansk side gerne kunne blive ved med det.
Pakistan har derfor behov for en venligtsindet nabo til den anden side, hvor man som minimum har stor indflydelse på den førte sikkerhedspolitik. Med god grund var vurderingen, at man ikke kunne opnå tilstrækkelig indflydelse i Afghanistan gennem det vestlige projekt. Som jeg bl.a. i RÆSON tidligere har beskrevet, så var det politiske projekt i Afghanistan nemlig aldrig designet til at træffe beslutninger i en regional sikkerhedspolitisk kontekst.
Det er væsentligt at slå fast, at systemet i Afghanistan traf beslutninger ud fra én altdominerende prioritet, der handlede om fastholdelse af vestlige penge og tilstedeværelse. Med andre ord var systemet ikke bæredygtigt, hvilket man – også i Pakistan – sådan set har været klar over siden 2002. De sidste små 20 år har derfor været en lang forberedelse til et postvestligt Afghanistan, hvor det afgørende for pakistanerne har været at have et venligtsindet styre i Kabul, som man havde gode relationer til og ikke mindst et veletableret samarbejde med.
Dette gav naturlige udfordringer i det afghansk-pakistanske forhold fra dag et. Forholdet blev kun yderligere forværret, da man fra afghansk side udviklede et mindre – men meget symbolsk – samarbejde med Indien, der særligt er vokset i de seneste fem år. Hermed kom Pakistan til at se styret i Kabul som en dårlig løsning rent sikkerhedspolitisk.
Pakistans sikkerhedspolitiske ageren i Afghanistan gennem denne såkaldte Kashmir-linse fortæller dog ikke hele historien. En anden udfordring blev den interne sikkerhed og stabilitet i Pakistan på den korte bane.
I 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvor de blev til 1989. Dengang opstod en koldkrigsalliance mellem USA, Pakistan og Saudi-Arabien. USA og Saudi-Arabien støttede kampen mod Den Røde Hær i Afghanistan med Pakistan som mellemmand. Det udmøntede sig både i våben og finansiel støtte, og en hel del af de saudiske penge blev anvendt til at etablere religiøse skoler i Pakistan med. Da man sideløbende ikke havde eller har haft et pakistansk uddannelsessystem, der kunne favne en hastigt voksende befolkning, blev disse skoler oftest det eneste uddannelsestilbud, særligt i de områder af Pakistan, som grænser op til Afghanistan. Disse religiøse skoler, som findes i titusindvis, skal ikke forveksles med terrorlejre, men det overordnede narrativ er (og var) naturligvis islamistisk, og særligt centralt stod begrebet om hellig krig – jihad – som svaret på den sovjetiske intervention.
Kabul: et medlem af Taliban tager et foto af en ødelagt helikopter fra det afghanske forsvar, 31. august 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix]
For de mange millioner af pakistanere, hvis eneste uddannelse er taget fra dette parallelle uddannelsessystem, er der ikke den store forskel på en sovjetisk eller en vestlig intervention i nabolandet. Sympatien ligger ved de religiøse bevægelser og har derfor også for manges vedkommende ligget hos Taliban. Denne sympati stillede Pakistan og særligt det pakistanske sikkerhedssystem i et dilemma i forhold til krigen mod terror, hvor man både skulle samarbejde med Vesten og samtidig undgå at trække krigen i Afghanistan ind i Pakistan, hvilket utvivlsomt havde været tilfældet, hvis man fra pakistansk side var gået all in på Vestens side.
Der er selvfølgelig en masse nuancer i dette forhold, men det væsentligste er, at den pakistanske hovedprioritet gennem de seneste 20 år har været at holde krigen i Afghanistan ude af Pakistan, hvilket så – selvfølgelig – har omfattet relationer og samarbejde med dele af Taliban-bevægelsen. Man kan egentlig med rette spørge, om der overhovedet findes en stat i verden, der bevidst ville risikere at trække en fremmed krig ind på eget territorium – særligt når risikoen skulle løbes for en kunstig konstruktion, der fra starten havde en indbygget udløbsdato.
Afghanistan set fra Iran
Fra Irans side er det også egne sikkerhedsproblematikker, der har gjort sig gældende i forhold til landets destruktive tilgang til Vestens projekt i Afghanistan.
Det startede ellers godt, da USA og Iran udvekslede efterretninger forud for Operation Enduring Freedom, der afsatte Taliban-regimet på under en måned efter 9/11. Iran havde gennem en længere periode været i konflikt med det Taliban-ledede Afghanistan og var endda meget tæt på en decideret iransk invasion efter 1998, da en række iranske diplomater blev likvideret af Taliban-styrker ved det iranske konsulat i Mazar-e Sharif.
Det gode forhold mellem Iran og USA varede dog ikke ved, da den daværende amerikanske præsident, Bush, allerede få måneder efter invasionen af Afghanistan italesatte Iran som en del af den såkaldte Axis of Evil i januar 2002. Dette ændrede spillereglerne for iransk sikkerhedspolitik, da en velsmurt amerikansk militærmaskine efter en potentiel succes i Afghanistan ville være en eksistentiel trussel mod det iranske styre. Fra iransk side ville det derfor give mening at sørge for, at det amerikansk-ledede vestlige projekt i Afghanistan blev udfordret. Med andre ord blev tidligere fjender nu venner, da man havde en fælles fjende – USA – og det gav god mening for Iran at anvende militante grupperinger inde i Afghanistan til netop dette formål.
En anden iransk sikkerhedspolitisk prioritet har været kontrol med grænsen til Afghanistan, hvilket indbefatter handel – legal såvel som illegal – kontrol med flygtningestrømme og ikke mindst at sikre en fortsat vandforsyning fra bl.a. Helmand-floden ind til Iran. Man har arbejdet for en vis stabilitet i Afghanistan – et værktøj til dette har været promoveringen af den etniske hazara-gruppe og dennes magt i det afghanske system, hvorigennem Iran har fremmet egne interesser.
Behovet for kontrollen i hele det store grænseområde er en fast del af forsvaret af Iran, uanset hvem der har magten i Kabul – og i virkeligheden er det for Iran også underordnet, hvem det måtte være. I den iranske løsning – præcis som i Pakistans tilfælde – har det ud fra en realpolitisk og logisk tankegang aldrig været en fordel at støtte det vestlige projekt i Afghanistan.
Det nye Afghanistan
Afghanistan har med afslutningen af det vestlige engagement bevæget sig ind i en ny sikkerhedspolitisk ramme, hvor meget afhænger af de regionale stater, herunder særligt Pakistan og Iran.
I bl.a. min RÆSON-artikel i maj har jeg beskrevet situationen, som den er nu – herunder fragmenteringen af Taliban, sandsynligheden for henholdsvis et emirat eller en ny borgerkrig samt det uundgåelige kollaps af det afghanske system i forbindelse med en vestlig tilbagetrækning. Der er ingen grund til at uddybe det her, men jeg vil blot opfordre interesserede læsere til at gå i arkivet.
Som afslutning på artiklen vil jeg dog pointere, at jeg ikke ser tegn på et stabilt Afghanistan i den nærmeste fremtid. Vi ser nu en Taliban-bevægelse, hvis problemer først for alvor er startet. Og de er både økonomiske og politiske. Da Taliban overtog magten, overtog de også et statsbudget, der er brudt sammen. Der vil inden for kort tid mangle fødevarer og medicin. På en længere bane skal der skabes arbejdspladser, som langt hen ad vejen udelukkende har eksisteret grundet vestlig støtte. Endelig skal der findes penge til at betale forskellige militser og kriminelle grupperinger for fortsat loyalitet, hvilket altid har været en stabiliseringspræmis i Afghanistan.
De politiske problemer bliver også en udfordring, da forskellige netværk og grupperinger skal favnes i en samlet politisk ramme. Ud over en ny forfatning, der skal rumme moderate Taliban-ledere som Mullah Baradar (der udmærket er klar over behovet for vestlige penge) og konservative grupperinger fra øst, der har kæmpet i 15-20 år for en tilbagevenden til perioden under Taliban 1996-2001, vil større grupperinger som Haqqani-netværket og Mansoor-netværket ikke nødvendigvis have samme opfattelse af en gunstig magtdeling.
Endelig skal det tilføjes, at flere millioner afghanere gennem de senere år har ernæret sig ved at bære et våben. En del af disse er blevet arbejdsløse fra den ene dag til den anden. Andre militser har været allierede med det tidligere system, hvor de også har fået finansiel støtte – den er også væk nu. Disse mennesker er røget ud på et jobmarked, hvor stort set alle sektorer er minimeret eller ligefrem brudt sammen. Den eneste uddannelse og erfaring, de har, er virket som soldat. Hvis Taliban ikke kan betale dem, vil en række af disse mennesker reelt kun have to muligheder: enten at flygte eller at finde en ny arbejdsgiver. For en stor dels vedkommende vil sidstnævnte givetvis blive løsningen, og derfor har jeg svært ved at se, at der ikke skulle være en ny afghansk borgerkrig på vej. ■
Flere millioner afghanere gennem de senere år har ernæret sig ved at bære et våben. En del af disse er blevet arbejdsløse fra den ene dag til den anden
_______
David Vestenskov (f. 1983) er uddannet historiker og ansat som chefkonsulent ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser. Han har siden 2012 været engageret i den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan og de omkringliggende regioner via forskning og implementering af stabiliseringsprojekter i regionen. I forbindelse med sine projekter har han jævnligt været i både Afghanistan og Pakistan siden 2014. ILLUSTRATION: Kabul: medlemmer af taliban efter sejren, 31. august 2021 [FOTO: Hoshang Hashimi/AFP/Ritzau Scanpix]