Deniz Serinci: Erdogans styre lakker mod enden, hvis ikke Tyrkiets økonomiske situation forbedres

28.12.2021

Erdogans succesfortælling har været, at han kom til magten og reddede Tyrkiets økonomi. Smuldrer det narrativ, ser det ud til, at vælgerne ikke genvælger ham. Men Erdogan kalder sin rentepolitik for en ”økonomisk frigørelseskamp” imod udenlandske sabotører. Dermed forsøger han at flytte fokus fra interne økonomiske problemer og hen mod udenlandsk islamofobi og positionerer sig som muslimernes forsvarer overfor det ”islamhadende” Vesten.

Analyse af Deniz Serinci

Lige nu lider Tyrkiets befolkning under en tårnhøj inflation, og især priserne på gas, elektricitet og benzin er røget i vejret. Derudover er der en galoperende arbejdsløshed samt en verserende corona-pandemi. Den tyrkiske valuta, liraen, har mistet cirka 45 pct. af sin værdi i år og flere steder står tyrkere i kø for brød, mens de skærer ned på kød. Andre tyrkere opkøber fremmedvaluta som værn eller overvejer at forlade landet og søge lykken i Europa.

Helt elementære fødevarer som salat, kartofler og tomater er ifølge landets officielle statistikker steget med 70 pct. på under et år. Prisen på biler, husleje og elektroniske varer stiger, så selv middelklassen må spare og ikke nødvendigvis har råd til en ny mobiltelefon eller et nyt køleskab. Udenlandske journalister og studerende i landet oplever nu pludselig, at deres løn rækker længere.

Den tyrkiske centralbanks nettobeholdning af fremmedvaluta er i minus, på trods af, at 170 mia. dollars i ekstern gæld forfalder indenfor de næste 12 måneder.

Hvorfor gik det så galt?
Der synes blandt eksperter at være enighed om, at den primære årsag til liraens fald og den høje inflation, skyldes præsident Erdogans økonomiske politik, som baserer sig på en urokkelig idé om, at lave renter fører til lav inflation. Mindre rente vil sætte gang i vækst, byggeri og turisme og dermed beskæftigelsen, mener præsidenten.

Den tyrkiske centralbank plejer at hæve renten for at skabe mere opsparing, stoppe banklån og dæmpe inflation, men Erdogan insisterer på en lavere bankrente trods inflation. Det var centralbankens chefer ikke enige i, og de hævede renten for at bekæmpe inflation. Som konsekvens er tre af dem blevet fyret af Erdogan siden 2016 og erstattet af en, der følger præsidentens økonomiske skole. Renten er nu nedsat fra 24 pct. i 2018 til 16 pct. i september i år.

 

Erdogan mener, at lira-krisen blot er midlertidig, og at den på sigt vil fremme tyrkisk eksport og ændre den tyrkiske økonomi til én, der fokuserer på produktiv industri
_______

 

I marts i år blev den daværende centralbankdirektør, Naci Agbal, fyret, efter han satte renten op med to procentpoint. Og i oktober blev vicedirektør Semih Tümen fyret, da han på Twitter kritiserede præsidentens økonomiske politik.

Tümen tweetede: ”Vi må straks stoppe dette irrationelle eksperiment, der er dømt til at mislykkes. Vi må vende tilbage til en ansvarlig politik, som kan beskytte liraens værdi,” lød det blandt andet fra den tidligere vicedirektør for centralbanken.

Årsagen til Erdogans tænkning skyldes hans erfaring. Blandt andet på grund af høje vækstrater, har den tyrkiske præsident kunnet fastholde magten i 20 år. Og landet er et af de få, der har klaret sig igennem pandemien med positive vækstrater – højere end selv Kina.

Desuden mener Erdogan, at lira-krisen blot er midlertidig, og at den på sigt vil fremme tyrkisk eksport og ændre den tyrkiske økonomi til én, der fokuserer på produktiv industri. Siden Erdogan og hans AKP-parti kom til magten i november 2002 har landet haft et stigende underskud på betalingsbalancen – det vil sige, at landet importerer flere varer, end det eksporterer. Løsningen er ifølge præsidenten at sætte renten ned, for det vil give indbyggerne flere penge mellem hænderne, skabe mere økonomisk aktivitet og til sidst øge eksporten.

Men væksten fører ikke længere til øget beskæftigelse eller en bedre økonomi for landets indbyggere. Andelen af tyrkere, der lever i fattigdom, steg med 10 pct. sidste år, hvilket er det højeste siden 2012. Og den økonomiske aktivitet forstærker inflationen.

Den tyrkiske lira mister sin værdi, basale daglige varer bliver dyrere og folks opsparinger i banken bliver mindre værd. Den ustabile og usikre økonomi afholder desuden udenlandske investorer fra det tyrkiske marked, fordi de ikke ønsker at investere i et uforudsigeligt og ustabilt land. De opfatter ikke Tyrkiet som et økonomisk stabilt land, og centralbanken virker ikke uafhængigt, når præsident kan fyre dens chefer så ofte. Alt sammen medvirker til at forringe statsøkonomien.

Erdogan har rødder i politisk islam og var indtil slut-1990’erne med i det islamiske Refah-parti. I årevis har præsident kaldt renter for ”alle onders mor og far.” I konservative fortolkninger af islam er rente forbudt.

Nogen ser præsidentens rente-kritiske udtalelser som en bekræftelse af deres frygt for, at Erdogan har en islamistisk dagsorden.

Kritikerne af Erdogan følte sig også bekræftede i deres frygt, da regeringslederen i 2013 foreslog at forbyde kysseri i metroen, ville have borgerne til at få mindst tre børn, forbyde alkohol fra klokken 22 til seks om morgenen, blandede sig i retten til abort og stewardessers påklædning

I april 2016 sagde den tyrkiske parlamentsformand, Ismail Kahraman fra regeringspartiet AKP, at ”Vi er et muslimsk land, så vi bør også have en religiøs forfatning.” Ideen om en religiøs forfatning blev dog afvist af premierminister Ahmet Davutoglu.

I juni 2017 besluttede den tyrkiske regering, at skoler og gymnasier ikke længere skulle undervises i Darwins evolutionslære. Alpaslan Durmus, chef for det tyrkiske uddannelsesministeriums pensumudvalg, sagde at Darwins teori ikke vil blive præsenteret ”for studerende, hvis alder endnu ikke gør dem i stand til at forstå problemstillingernes videnskabelige baggrund.” I stedet ville man først kunne studere Darwin på universitetet, forklarede Durmus.

Præsidentens modstand mod renter har også høstet ros fra stormuftien af Oman, Ahmad bin Hamad Al-Khalili, som den 20. november i år tweetede:

”Vi hylder den broderlige tyrkiske og muslimske regering, repræsenteret ved dens beslutsomme ledelse, i dens forsøg på at rense sin økonomi fra den vederstyggelighed, som de høje renter er, og som Gud forbander.”

Erdogan lakker mod enden
En konsekvens af den økonomiske krise er, ifølge Tyrkiet-analytikeren Robert Ellis, at ”Erdogans 19-årige styre lakker mod enden”.

Det, der især har gjort præsident Erdogan populær i Tyrkiet og som har sikret ham genvalg i 19 år, var den – før i tiden – væsentlig forbedrede økonomi. Som Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fra USA fastslår: Før Erdogan var Tyrkiets levestandard lig med Syriens (før borgerkrigen). Efter Erdogan kom Tyrkiets levestandard op på Spaniens standard.

I 2013 – efter 11 år med Erdogan ved magten – talte eksperter om ”kinesiske dimensioner” i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden. Samtidig var de udenlandske investeringer i landet stigende, ligesom arbejdsløsheden faldt fra 11,9 pct. i januar 2011 til 10,2 pct. i januar 2012. Under Erdogan blev infrastrukturen i landet markant forbedret med flere nye veje, broer og sygehuse. De, der før Erdogan skulle fra Vesttyrkiet til Østtyrkiet og besøge familien, måtte ofte køre i overfyldte busser i 20-25 timer. Under Erdogan fik de råd til indenrigsfly, der kunne klare turen fra Øst til Vest på få timer.

I 2001 oplevede tyrkerne en stor økonomisk krise  med voldsomme prisstigninger, økonomisk stagnering og stigende arbejdsløshed. Året efter droppede tyrkerne de traditionelle politikere og stemte Erdogans AKP-parti til magten.

Så Erdogans succesfortælling har været, at han kom til magten og reddede økonomien. Når det narrativ smuldrer, vil tyrkerne muligvis ikke genvælge Erdogan. Meningsmålinger tyder på, at præsidenten taber næste valg, hvis han ikke genskaber økonomien.

 

I den desperate økonomiske situation er Tyrkiet nødt til at finde nye investorer. Landets udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu var i starten af december i golfstaten Qatar
_______

 

I den desperate økonomiske situation er Tyrkiet nødt til at finde nye investorer. Landets udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu var i starten af december i golfstaten Qatar. Under et pressemøde spurgte Reuters’ korrespondent: ”Er I kommet til Qatar for at låne penge?”, hvorefter statstv-kanalen TRT afbrød udsendelsen.

Ligesom Erdogan støtter Qatar Det Muslimske Broderskabets afdelinger i Mellemøsten. Netop i vrede mod støtten til Broderskabet, startede Saudi Arabien og de øvrige anti-Broderskabs aktører som Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Yemen, Libyen og Maldiverne i 2017 en blokale mod Qatar, afbrød de diplomatiske forbindelser og lukkede grænsen og luftrummet. Redningen kom fra Erdogan, der med en luftbro kom den Broderskab-venlige golfstat til undsætning. Nu betaler Qatar angiveligvis tilbage med at støtte Erdogan økonomisk. Dermed er den aktuelle økonomiske krise med til at fastholde det gode forhold mellem Tyrkiet og Qatar.

I forhold til EU kan den økonomiske krise forværre forholdet mellem tyrkerne og unionen.

Erdogan siger, at ”udenlandske kræfter” (dış güçler) saboterer landets økonomi og kalder det ”en økonomisk frigørelseskamp”.

”Med Allahs hjælp og støtte fra vores nation vil vi komme ud som sejrherrer i denne økonomiske frigørelseskamp, ligesom vi har frigjort vores land fra alle disse fælder og katastrofer,” sagde han til sine tilhørere.

Tyrkerne føler sig ydmyget af ”det kristne” EU. For unionen har i årtier ikke optaget landet som medlem. Spørger man tyrkerne, skyldes det udeblevne medlemskab, europæernes påståede had til tyrkere og muslimer. EU-landenes højredrejning, islamskepsis, den økonomiske nedtur og den lange venten på EU-medlemskab fra tyrkernes side har i øvrigt også gjort, at tyrkerne har opgivet unionen og er mindre interesseret i at blive medlem af den.  

Erdogan kritiserer også ofte Vesten for ”islamofobi”, Frankrig for Muhammed-tegninger osv. Dermed ønsker han at fremstå som den stærke tyrkiske leder, der tør sætte EU på plads. Og netop det og Erdogans sædvanlige pusten til forestillingen om, at den tyrkiske nation og islam er truet af det ”islamofobiske verden”, sker i et forsøg på at score point derhjemme. Dermed kan han flytte fokus væk fra interne økonomiske problemer og hen mod udenlandsk islamofobi og positionere sig som muslimernes forsvarer overfor det ”islamhadende” Vesten.

Noget andet, der er populært i Erdogans bagland, er hans kamp mod de kurdiske militante grupper. Tyrkiet har siden 1984 været i krig mod Kurdistans Arbejderparti (PKK), der står på EU’s terrorliste. I 2019 invaderede landet områder i det nordlige Syrien, hvor en lokal afdeling af PKK har magten. Nu pønser Erdogan på ny offensiv mod de amerikansk støttede kurdiske styrker i nordlige Syrien for at genvinde sin faldende popularitet hjemme i Tyrkiet.

Den kurs vil blot skubbe Erdogan længere væk fra EU og Vesten. Omvendt har unionen også brug for Erdogan for at bremse flygtningestrømmen fra Syrien og andre lande. Derfor består forholdet mellem Tyrkiet og EU formentligt, om end det bliver forringet. ■

 

EU-landenes højredrejning, islamskepsis, den økonomiske nedtur og den lange venten på EU-medlemskab fra tyrkernes side har i øvrigt også gjort, at tyrkerne har opgivet unionen
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille