Flemming Splidsboel: En uge efter det mest manipulerende valg i Ruslands historie, begynder vi at forstå omfanget af svindlen og sårbarheden i systemet

25.09.2021


Det Forenede Rusland har sat sig så tungt på magten – nationalt, regionalt og lokalt – at modstand mod det stort set er umuliggjort. Præsident Vladimir Putin har fået, hvad han ville have, men systemet vil sandsynligvis blive nødt til at genopfinde sig selv gennem reformer, førend det er for sent. Almindelige russere kan nemlig ikke længere tro på fortællingen om, at valg i landet reelt afspejler deres ønsker og håb for fremtiden.

Analyse af Flemming Splidsboel, seniorforsker hos DIIS

I RUSLAND HAR DE talt stemmerne fra Dumavalget op. Det endte som forventet igen med en knusende sejr til Putins Forenede Rusland. Eksperter er i færd med at analysere stemmedata, men de konkluderer allerede nu, at der var omfattende valgsvindel, og at valget sandsynligvis er det mest manipulerede valg i landets historie. Sejren til det regeringsbærende parti kan dog vise sig at have store omkostninger, for der er en udbredt følelse af politisk apati i befolkningen.

Men lad os tage valgsystemet og tallene først: Dumaen har 450 medlemmer. Halvdelen vælges via landsdækkende partlister og forholdstalsvalg, mens den anden halvdel vælges lokalt i de i alt 225 enkeltmandskredse. Den oprindelige ide bag disse kredse var at tvinge politik væk fra Moskva og ud i regionerne. Valgene skulle sikre et lokalt tilsnit i Dumaen. Ved tidligere valg kunne man fx se mange lokale politikere, forretningsfolk eller aktivister stille op med en ambition om at repræsentere netop deres kreds i Dumaen. Det var ofte forholdsvis åbent, hvem der ville vinde kredsen. Lokale dagsordener fyldte mere, og politik ude i kredsene var ikke professionaliseret på den måde, som det senere blev.

Ved Dumavalget fik Det forenede Rusland 50 pct. af stemmerne fra forholdstalsvalget. De øvrige tre traditionelle partier i den såkaldte systemiske opposition kom over spærregrænsen på 5 pct. i følgende orden: Kommunistpartiet (KPRF) 19 pct., Det liberalt-demokratiske Parti (LDPR) 7,5 pct. og Et retfærdigt Rusland 7,5 pct.. Lidt overraskende formåede partiet Nye Folk – opstillet for første gang – også at krydse spærregrænsen. Partiet fik 5,3 pct. af stemmerne.

Nye Folk er et nyt liberalt parti, som politisk lægger sig tæt op ad velkendte oppositionspartier. Det er meget sigende for den politiske kontrol i Rusland, at mange russiske eksperter er enige om, at partiet er skabt af Kreml for at tiltrække og styre de utilfredse vælgere, som ellers ville stemme for de rigtige oppositionspartier. Den del af den politiske scene i Rusland er kendt som den ikkesystemiske opposition, og den har været ude i den parlamentariske kulde, siden Det Forenede Rusland satte sig tungt på Dumaen ved valget i 2003.

Derudover vandt Det Forenede Rusland 198 af de 225 enkeltmandskredse. Resten var fordelt på syv partier og fem uafhængige kandidater. Det samlede billede er således, at Det forenede Rusland har sikret sig 324 pladser (svarende til 72 pct. af pladserne) og dermed har genvundet sit superflertal. Det har derfor igen frie hænder til at gennemføre forfatningsændringer. KPRF har fået 57 pladser, Et retfærdigt Rusland 27, LDPR 21 og Nye Folk 13. Derudover er der otte medlemmer, som enten repræsenterer mindre partier (som ikke kom over spærregrænsen) eller er uafhængige. Disse otte har alle vundet en enkeltmandskreds.

 

Især forsøget med stemmeafgivelse online blev mødt med kritik. Ifølge en russisk valgforsker er det ”et absolut onde – en black box som ingen kontrollerer”
_______

 

”En black box som ingen kontrollerer”
Dumavalget blev denne gang gennemført over tre dage. Valg og afstemninger i Rusland bliver normalt afholdt på søndage, men denne gang foregik det fra fredag til søndag. Den officielle forklaring var, at myndighederne ønskede at mindske den fysiske kontakt mellem vælgerne på valgstederne og dermed minimere risikoen for spredning af cornonavirussen. Dertil kom, at der i visse regioner, herunder i Moskva, var mulighed for at stemme online.

Begge forhold gav inden valget anledning til kritik fra oppositionspolitikere, aktivister og valgeksperter, som advarede om, at styret under disse forhold ville have endnu bedre mulighed end tidligere for at manipulere valgresultatet. Især forsøget med stemmeafgivelse online blev mødt med kritik. Ifølge en russisk valgforsker er det ”et absolut onde – en black box som ingen kontrollerer”. Fra oppositionens side er der også stillet spørgsmålstegn ved legitimiteten af afstemningen online. KPRF har krævet en undersøgelse af online-stemmerne, og partiet nægter indtil videre at anerkende dem som legitime.

Som ved tidligere valg kunne aktivister meget tidligt og løbende dokumentere omfattende fysisk snyd på valgstederne – der er videooptagelser af valgtilforordnede, som proppede bunker af stemmesedler i urnerne, og der er fotos af disse stakke af stemmesedler nede i urnerne. Og inden valget cirkulerede endog skjulte lydoptagelser fra formøder, hvor valgtilforordnede fra politisk hold blev instrueret i at levere de ønskede resultater.

Foreløbige undersøgelser foretaget af den russiske valgekspert og matematiker Sergej Sjpilkin indikerer, at Det forenede Rusland i virkeligheden blot fik 31-33 pct. af stemmerne. Der blev altså administrativt lagt 17-19 procentpoints til dette resultat. Ifølge Sjpilkin svarer det til ca. 13,7 mio. stemmer. Hans analyser viser derudover, at KPRF i virkeligheden fik 25 pct. af stemmerne, LDPR og Et retfærdigt Rusland 10 pct. hver og Nye folk 7 pct. Det er i alt 12-13 procentpoints, som er frataget disse fire partier.

Der bliver snydt på mange planer. Det foregår synligt på valgstederne, hvor valgtilforordnede udfylder ekstra stemmesedler og lægger dem i urnerne. Det foregår i baglokalerne, hvor der bliver talt op, og hvor stemmetallet for Det forenede Rusland bliver rundet gavmildt op, mens de andre partier får frataget stemmer. Det foregår nu også digitalt, hvor systemoperatører uden tilsyn kan lægge til og trække fra, som de har lyst eller får ordre til. Det er helt systemisk, og det foregår over hele landet. Af og til bliver det komisk absurd, som når stemmeandelen for Det Forenede Rusland mange steder bliver angivet i pæne, afrundede tal – fx 75,0% eller 80,0%.

 

Russiske eksperter anslår, at den reelle valgdeltagelse var noget lavere, måske blot 38 pct.. Det vidner om en politisk apati i den russiske befolkning, som blot nødtvunget kan ulejlige sig hen for at stemme
_______

 

Lige nu cirkulerer der en lang række screenshots af besynderlige lokale valgresultater på de sociale medier. De viser fx, at Det Forenede Rusland har taget stort set alle stemmer, eller, som det skete et sted i Dagestan i Nordkaukasus, at partiet overhovedet ingen stemmer fik. Her fik De Grønne til gengæld 98 pct., og på de sociale medier laver folk nu sjov med den uheldige valgtilforordnede, som kom til at skrive forkert og dermed ikke fik leveret det rette forfalskede resultat.

Det er samtidigt vigtigt at huske på, at der foregår en daglig påvirkning af vælgerne. Det sker især via de statskontrollerede medier, som bevæger sig inden for snævert definerede redaktionelle og journalistiske rammer. Fx vil de statskontrollerede medier ikke bore i anklagerne om valgsvindel. Til gengæld citerer de gerne de russiske myndigheder og loyale observatører for, at valget foregik efter bogen og derfor var både frit og fair. Lettere fortegnet kan vi sige, at de statskontrollerede medier til dagligt præsenterer alle fordelene ved Putin og hans system og alle ulemperne ved alle tænkelige alternativer. På den baggrund kan vælgerne så træffe deres egne, informerede valg.

Politisk apati
Den slags virker normalt, og i Rusland har det virket i mange år. Russiske eksperter i politisk manipulation forklarer, at det er afgørende for effektfuld påvirkning af vælgerne, at afsenderen kontrollerer informationsrummet. Det gør de russiske myndigheder i betydelig udstrækning. Hvis deres kontrol bliver udfordet, har de en række forskellige redskaber, som de kan bringe i anvendelse.

Fx blev TV-stationen TV Dosjd Kort forud for valget udnævnt til at være en ”fremmed agent”, og stationen skal nu selvdeklarere som en sådan. Det er et gult kort – næste skridt kan være en tvangslukning – og det sender klare signaler til branchen om at overholde visse centralt udstukne regler. Endnu tættere på valget lagde myndighederne pres på en række sociale medier for at få dem til at blokere for de valglister, som oppositionspolitikeren Aleksej Navalnij og hans hold havde sammensat og uploadet til forskellige platforme. Navalnijs ”intelligente afstemning” skulle samle vælgerne om de lokale kandidater – Navalnij havde identificeret i alt 1.234 navne – som blev vurderet til at have størst chance for at slå kandidaterne fra Det forenede Rusland. Mange af de forskellige sociale medier gav efter for presset, og dermed fik myndighederne lukket ned for en ikkekontrolleret del af informationsrummet.

Ifølge de officielle tal var deltagelsen ved Dumavalget på 51,68 pct.. Det er lavt og et stykke under, hvad man fra politisk side gerne ser. Russiske eksperter anslår, at den reelle valgdeltagelse var noget lavere, måske blot 38 pct.. Det vidner om en politisk apati i den russiske befolkning, som blot nødtvunget kan ulejlige sig hen for at stemme. Der kan naturligvis være flere grunde til det. Der er givetvis en del af vælgerne, som er godt tilfredse, ikke ser grund til forandring og derfor tænker, at de ikke behøver at stemme. Men der er også en andel del – nu sandsynligvis større – som besluttede ikke at deltage i valget, fordi resultatet alligevel bliver manipuleret til sidst.

Det kan virke overraskende, at styret vil gå så langt for at sikre sig så stort et flertal. Og det kan virke overraskende, at styret til dagligt vil gå så langt i forsøget på at kontrollere det politiske system. Dets indflydelse er så overvældende, at lidt mindre ville synes at være rigeligt. Vi sidder tilbage med et indtryk af et system, som reagerer nervøst og aggressivt, og som frygter for sin egen politiske overlevelse. Men systemet går langt for bl.a. at sikre, at højrøstede kritikere ikke får adgang til Dumaen via enkeltmandskredse. Ingen kreds er i dag for lille, for fjern eller for ubetydelig for Det Forenede Rusland.

Marginalværdien af plads nr. 324 i Dumaen kan synes lille, men hvis netop denne plads i stedet var gået til en kritiker, kunne det muligvis være lige meget med de øvrige 323. Der er en mild fælles paranoia på gangene i Kreml, og den dikterer, at man må gøre næsten alt for at undgå selv de mindste sprækker i det politiske bolværk. Men der er også en fælles erindring om tiden før de store politiske omvæltninger i slut-80’erne. Det var enkelte, højrøstede kritikere, som dengang bragte Sovjetunionen til tælling. Deres fortællinger om undertrykkelse, korruption og inkompetence var artikulationen af de fleste sovjetborgeres holdninger, men deres fortællinger satte også yderligere skub i modstanden mod systemet.

 

Få – hvis nogen – er bedre til at præge vælgernes præferencer end det russiske styre i dag. Andre autoritære styrer betaler for at lære af russerne
_______

 

Begyndelsen på enden
Russiske eksperter er begyndt at benytte sovjetisk terminologi til at beskrive det putinske politiske system. De taler fx om Politbureauet og Centralkomiteen. Det er uheldigt, for Rusland og Sovjetunionen er to forskellige stater. Men det er praktisk, for det er letgenkendeligt, og vi forstår umiddelbart, hvad de mener med det. I forlængelse af dette kan vi tale om Det Forenede Rusland som en slags eksponent for et etpartisystem light. Der er mange ander aktører – i såvel den systemiske som den ikkesystemiske opposition – men de er blevet overladt de forholdsvis marginale roller. Medlemmerne af Det Forenede Rusland kontrollerer meget af samfundet, og de vil gå langt for at forsvare deres priviligier. Medlemskab af partiet giver adgang – til stillinger, til hele den økonomiske sektor, til magt. Partiet er for de loyale. Partiet er for dem, der ønsker mere af det samme, mere forudsigelighed, mere Putin.

Nye studier viser, at det gennemsnitlige autoritære styre i de seneste par årtier har fået en markant længere forventet levetid. Det er især deres evne til at påvirke borgerne via informationsrummet, som gør den store forskel ift. tidligere. De kan nu proaktivt præge vælgernes præferencer på en helt ny og gennemtrængende måde og ikke blot styre passiv censur. Få – hvis nogen – gør det bedre end det russiske styre i dag. Andre autoritære styrer betaler for at lære af russerne.

På den baggrund er det utvivlsomt dristigt at foreslå, at Dumavalget viser en alvorlig sårbarhed i systemet, og at det markerer en del af den tidlige begyndelse på enden for det. Men uden reformer er det sandsynligt, at systemet vil blive mere forkrampet og isoleret i sin magtfuldkommenhed og i sin angst for egne borgere. Med reformer er det til gengæld sandsynligt, at systemet vil miste en stor del – hvis ikke størstedelen – af sin magt. Vi skal forvente, at systemet vil udskyde reformer til det absolut sidste øjeblik. Da risikerer det så et omfattende sammenbrud.

Den ikkesystemiske opposition er mere trængt end nogensinde. Det er svært at se den spille nogen rolle i de kommende år. Der er til gengæld en mulighed for, at den systemiske opposition træder mere i karakter. Politik i Rusland handler også om fordelingen af knappe goder, og der er knaphed. Det mærker vælgerne, og mange af dem ser den systemiske opposition som deres største håb for forandringer lige nu. På den måde bliver det interessant at følge den nye Duma. Vi vil ret hurtigt kunne se, om fx medlemmerne af KPRF vil bruge deres 57 mandater til at insistere på reformer.

Hvis Sjpilkin har ret i, at KPRF i virkeligheden fik støtte fra 25 pct. af vælgerne i forholdstalsvalget, bærer partiet et bredt folkeligt mandat og et stort ansvar. Beslutter den systemiske opposition i stedet at fortsætte sin vante rolle i Dumaen, venter derimod en politisk stagnation, som muligvis først ender, når vælgerne på et tidspunkt har fået nok og sammen drister sig ud på gaden for at protestere. ■

 

[U]den reformer er det sandsynligt, at systemet vil blive mere forkrampet og isoleret i sin magtfuldkommenhed og i sin angst for egne borgere. Med reformer er det til gengæld sandsynligt, at systemet vil miste en stor del – hvis ikke størstedelen – af sin magt
_______

 

Flemming Splidsboel Hansen (f. 1968) er seniorforsker på Dansk Institut for International Studier, hvor han arbejder med Rusland i bred forstand, dele af det tidligere Sovjetunionen og disinformation. ILLUSTRATION: Russere stemmer i Skt. Petersborg på den sidste dag af den tre dage lange stemmeperiode, d. 19. september 2021 [Foto: Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix]