Hans Henrik Fafner: Den palæstinensiske sag står på mange måder lige så dårligt som altid under den nye israelske regering
10.09.2021
At den israelske forsvarsminister møder den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas i Ramallah på Vestbredden ligner en ny begyndelse for palæstinenserne. Men problemerne i det palæstinensiske selvstyre overstiger langt, hvad en række reelt betydningsløse israelske tiltag kan gøre – og fredsforhandlinger er vi tydeligvis ikke i nærheden af.
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Man kan godt kalde det en markant begivenhed, da den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, i denne uge mødte præsident Mahmoud Abbas. Sidste gang, den palæstinensiske leder havde et fysisk møde med nogen israelsk minister ligger nemlig helt tilbage i 2014, hvor daværende justitsminister Tzipi Livni mødte ham i London. Og det skal dertil siges, at Livnis chef, premierminister Benyamin Netanyahu, var rasende over, at hun på den måde havde forbrudt sig mod hans politiske kurs, som var at lægge det palæstinensiske selvstyre på is. Også i 2014 kollapsede de sidste rester af israelsk-palæstinensisk fredsdialog.
Tidligere på sommeren fik Israel ny regering. Efter 36 måneders politisk krise lykkedes det at detronisere Netanyahu, og premierministeren hedder nu Naftali Bennett. Den nye regering er et ideologisk kludetæppe, som primært opstod på et fælles ønske om at blive Netanyahu kvit, og dette har i sig selv givet anledning til, at mange ser hen til den med store forventninger. Lige fra første arbejdsdag har regeringen taget nye initiativer, og Bennett forestår et omfattende oprydningsarbejde, som på mange måder svarer til, hvad den amerikanske præsident Biden er i færd med efter sin forgænger, Donald Trump.
Nedtællingen til afslutningen på Mahmoud Abbas’ politiske liv har været i gang i flere år
_______
Mahmoud Abbas vakler
Ikke desto mindre skal man næppe tage mødet mellem Abbas og Gantz for mere end det er. Vi skal således ikke regne med at det munder ud i nogen ny fredsdialog mellem parterne. Faktisk sagde en kilde fra den israelske premierministers bureau, at ”der ikke er nogen diplomatisk proces med palæstinenserne, og der vil heller ikke være nogen.”
Derimod er der nok en grund til, at netop Benny Gantz blev sendt til Ramallah, hvor den palæstinensiske selvstyreregering har sæde på Vestbredden. Hvis der havde været større ting på tapetet, havde Naftali Bennett nok selv taget mødet, men dels var han i Washington for at møde Joe Biden, og dels har han efter alt at dømme slet ikke lyst til at møde Mahmoud Abbas. Israel kunne også have ladet sig repræsentere med en anden højprofileret politiker, finansminister Avigdor Lieberman, men heller ikke han nærer den store vilje til at have omgang med den palæstinensiske ledelse. Dette understreger kun, at netop forsvarsministeren var den rette mand, for mødet havde – set fra et israelsk standpunkt – to primære mål: Dels skulle der, efter de mange år med Netanyahus totale afvisningspolitik, genoprettes en form for gensidigt tillidsforhold, og dels ser den israelske regering en klar fordel i at stive Mahmoud Abbas’ vaklende styre af. Set på den led, drejede mødet sig altså om sikkerhed.
Nedtællingen til afslutningen på Mahmoud Abbas’ politiske liv har været i gang i flere år. Han blev valgt til embedet i januar 2005, og selv om palæstinensisk lovgivning siger, at der skal afholdes præsidentvalg hvert fjerde år, er dette aldrig sket. Efter planen skulle der have været valg den 23. maj i år, men grundet dramatiske sammenstød i Østjerusalem og efterfølgende 11 dages væbnet konflikt på og omkring Gazastriben, valgte Abbas at aflyse. Hans formelle begrundelse var, at han ikke ønskede at afholde valg, hvis ikke de 360.000 palæstinensere i Østjerusalem kunne deltage, men i virkeligheden så han nok omstændighederne som en passende lejlighed til at aflyse, fordi han var så godt som sikker på at tabe valget med et brag.
Efterfølgende er hans udsigter til politisk overlevelse kun blevet ringere. Maj måneds aflyste valg har uddybet den palæstinensiske befolknings mistillid til manden, og det har givet oppositionen indenfor hans egen Fatah-bevægelse ekstra vind i sejlene. Op til det planlagte valg var oppositionen allerede massivt til stede, blandt andet med et krav om bekæmpelse af den korruption og nepotisme, som Abbas anklages for at repræsentere. Denne dybe splittelse i Fatah, som er hovedfraktionen i PLO og som også var Yasser Arafats politiske hjem, har ført til vælgerflugt, hvilket på det politiske plan har styrket den islamiske Hamas-bevægelse.
Nedtonet møde
Hen over sommeren har situationen på Vestbredden altså været stærkt flydende. Nedlukninger som følge af Covid-19 har i halvandet år belastet den palæstinensiske økonomi, og flere og flere mennesker går på gaden for at lufte deres utilfredshed. Demonstrationerne har i stigende grad taget voldeligt omfang, og bag det hele synes Hamas at puste til gløderne. Den islamiske bevægelse danner regering på Gazastriben, men på Vestbredden er den mere og mere åbenlyst til stede, blandt andet gennem væbnede angreb på israelske bosættere og soldater, hvilket fører til gengældelsesoperationer.
Det er denne situation, den israelske regering gerne vil bringe under nogenlunde kontrol. Mahmoud Abbas har for sit vedkommende boykottet enhver form for kontakt med israelerne siden maj 2018, hvor USA’s daværende præsident Donald Trump besluttede at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Dette kom til at stå som en de facto amerikansk anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, og var samtidig en klar underkendelse af palæstinensernes ønske om Jerusalem som hovedstad i en fremtidig stat. Hverken Naftali Bennett eller Joe Biden har dog talt om at ændre på Trumps kontroversielle beslutning, så at Mahmoud Abbas ikke desto mindre går med til at møde den israelske forsvarsminister, kan derfor kun læses som et tydeligt tegn på desperation.
Mødet blev dog også nedtonet så meget som muligt. Der blev end ikke offentliggjort noget officielt foto af begivenheden, hvilket plejer at være en selvfølge, og det er tydeligt at man på begge sider har ønsket at få nogle praktiske ting på plads uden de store armbevægelser.
Blandt de ting, man drøftede, var forskellige økonomiske tiltag. Gantz foreslog at frigive nogle af de midler, Netanyahu-regeringen indefrøs i protest mod at det palæstinensiske selvstyre udbetaler ”pension” til folk, der har dræbt israelere. Der er også tale om at udstede yderligere 15.000 arbejdstilladelser til palæstinensere, der hver dag ønsker at tage turen fra Vestbredden ind i Israel for at tjene penge, og mødet lægger op til udvidet sikkerhedssamarbejde, hvilket skal sætte Mahmoud Abbas bedre i stand til at skabe ro på Vestbredden.
Det er tydeligt, at disse tiltag ikke ligger tilnærmelsesvis i nærheden af en egentlig fredsdialog, og i sig selv er de relativt betydningsløse
_______
Bennett søger status quo
Uden at gå ind i enkeltheder er det tydeligt, at disse tiltag ikke ligger tilnærmelsesvis i nærheden af en egentlig fredsdialog, og i sig selv er de relativt betydningsløse. Det ligner en form for lappeløsninger.
En forklaring på dette er hele den israelske regerings sammensætning. Den består af otte partier, der spænder fra Israels nationalreligiøse højrefløj til venstrefløjspartiet Meretz, og som et helt nyt element omfatter den også Den Forenede Arabiske Liste, et lille parti med afsæt i konservativ islamisme. Det har lige fra starten stået klart, at det er en regering, som vil have meget vanskeligt ved at finde sammen om større politiske beslutninger, hvilket kunne være en fredsaftale med palæstinenserne.
Naftali Bennett er selv nationalreligiøs og står i spidsen for det klart højreorienterede parti Yamina. Det er tydeligt at han, af hensyn til sit politiske bagland, ikke har travlt med at møde Mahmoud Abbas, endsige tage initiativ til en fredsdialog. Indenrigspolitisk har han allerede taget en række bemærkelsesværdige initiativer, eksempelvis i retning af større social retfærdighed i det israelske samfund. Men hvad angår forholdet til palæstinenserne er kursen en anden, og bag hver beslutning synes der at gemme sig en bagtanke.
Dette så vi eksempelvis i juli, da den israelske regering bebudede, at man ville give 1000 byggetilladelser til private palæstinensiske boliger i område C. Dette er betegnelsen for de 60 pct. af Vestbredden, som i forbindelse med Oslo-aftalerne i 1993 blev lagt under fuld israelsk kontrol; ved siden af dette har man område A, som er det palæstinensisk selvstyre, samt område B, som har palæstinensisk selvstyre med israelsk sikkerhedskontrol. De nye byggetilladelser i område C virkede som et skridt i den rigtige retning, selv om det reelle behov for nye palæstinensiske boliger er mange gange større. Men nyheden fik dog en anden klang, da det kom frem at initiativet også omfatter 2000 nye byggetilladelser i bosættelserne, som alle ligger i område C.
Det er således, den nye israelske regering fungerer. Meretz, som er glødende modstander af enhver form for bosættelsesudvidelse – og i øvrigt er imod hele bosætterbevægelsen – slugte kamelen, hvilket tydeligvis skyldes hensynet til regeringen, som kan bryde sammen og dermed bane vejen for Netanyahus genkomst. Og Bennett søger at navigere i dette farvand, hvor målet er at opretholde en eller anden form for status quo.
Biden har ikke den ringeste lyst til et engagere sig i den palæstinensiske sag
_______
Dette var også stemningen, da Bennett mødte Joe Biden. Denne tog sig tid til mødet med den israelske leder, en fredag eftermiddag, selv om han havde hænderne mere end fulde med Afghanistan-krisen. De to mødtes, og Biden forsikrede Bennett om USA’s ubrydelige venskab med Israel, og alene dette giver tydeligvis indtryk af en vilje til en genstart af det amerikansk-israelske forhold – efter at Netanyahu og Trump begge er kommet på afstand.
Imidlertid undgik de to ledere alle minefelter. Bennett lovede, at Israel ikke vil skride til annektering af Vestbredden, således som Netanyahu flere gange ønskede det, og Biden undgik at kritisere den israelske bosættelsespolitik. Hovedemnet for drøftelserne, som faktisk gik over tid, var forholdet til Iran, hvor Bennett ønsker en strammere kurs mod atomprogrammerne, end Biden gør, men også her sørgede de for at holde alle uoverensstemmelser under låg.
Ikke uden grund giver dette palæstinenserne en følelse af at være blevet kørt endnu længere ud på ligegyldighedens sidespor. Biden har ikke den ringeste lyst til et engagere sig i den palæstinensiske sag. I hvert fald ikke lige nu, for han har vigtigere ting, så som Kina, Rusland og nu også Afghanistan, på dagsordenen, og Bennett ønsker sig kun arbejdsro.
Men det står jo også klart at palæstinenserne ikke bare forsvinder af sig selv, og det er Mahmoud Abbas og hans aktuelle vanskeligheder det bedste eksempel på. Han lever på lånt tid, og noget skal ske. Dette kan være grunden til, at Biden og Bennett også gav sig tid til at drøfte Abraham-aftalerne – normaliseringsaftalerne mellem Israel og bl.a. Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, som Donald Trump fik i stand for præcis et år siden.
Den palæstinensiske selvstyreledelse var hurtig til at fordømme disse aftaler, der set fra Ramallah kun kunne bidrage til at marginalisere den palæstinensiske sag. Men eftersom Biden har anerkendt denne del af arven efter sin forgænger, kan Bennett tænkes at ville interessere Mahmoud Abbas i sagen. Tidligere sendte både Bahrain og Emiraterne rundhåndede støttemidler til selvstyret, men dette tørrede lidt efter lidt ind efter Det Arabiske Forår i 2011, hvilket er endnu en grund til den økonomiske krise på Vestbredden. I dag er den største donornation Qatar, der dog foretrækker at støtte Hamas og Gazastriben, så det kunne ligne en plan, at Bahrain og Emiraterne, foranlediget af Bennett og med Biden som velvillig statist, kunne starte en ny pengestrøm til selvstyret i Ramallah.
Denne plan kunne bidrage til at sikre Mahmoud Abbas’ tid på præsidentposten lidt endnu. Filosofien kunne være, at det ville give den 85-årige og sygdomssvækkede præsident et pusterum til at sørge for en overdragelse af magten til den yngre generation. Spørgsmålet er imidlertid, om Mahmoud Abbas ikke allerede har forpasset den chance, og om det hele ikke bare er lappeløsninger, inden Vestbredden drukner i kaos. ■
Spørgsmålet er, om Mahmoud Abbas ikke allerede har forpasset chancen, og om det hele ikke bare er lappeløsninger, inden Vestbredden drukner i kaos
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV.International. Han har gennem de sidste 27 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas under et møde med USA’s udenrigsminister Anthony Blinken i Ramallah på Vestbreden, 25. maj, 2021 [Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix]