Halime Oguz: Debatten om danskhed er blevet et teaterstykke. Imens forhandler vi vores fælles værdigrundlag væk

10.05.2026

Mens vi har travlt med at indtage de rigtige moralske positioner i en symbolsk kamp, bliver de værdier, vi historisk har kæmpet for, udhulet. Skridt for skridt. Bid for bid, mens blikket fjernes fra de miljøer og udviklinger, der reelt udfordrer de værdier, vi siger, vi vil beskytte.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Halime Oguz

Debatten om danskhed er blevet et indstuderet teaterstykke. Positionerne er forudsigelige, replikkerne ligger klar, og udfaldet er givet på forhånd. Den ene side taler om mælk, laktose, heste og katte. Den anden svarer igen med memes, anklager om racisme og moralske markeringer, der mest af alt signalerer, at man har forstået spillet.

Uanset, hvad et par ligegyldige stemmer på højrefløjen måtte sige, kaster vi os frådende over det, som var det politisk substans. Det er ikke mindst i nogle kredse på min egen fløj, at denne dynamik gentager sig: Man kaster sig over det nemme og i virkeligheden ufarlige. Vi bruger enorm meget politisk kapital på symboler og enkeltstående sager, mens de reelle udfordringer med værdier og sammenhængskraft i udvalgte miljøer fylder langt mindre i den politiske prioritering. Samtidig lader vi de kræfter, der faktisk udfordrer vores fælles værdigrundlag, stå alt for uimodsagt.

Imens står befolkningen tilbage som gidsler i et politisk skuespil – et nulsumsspil, om man vil, hvor politisk energi bruges skævt i forhold til de reelle udfordringer.

Det er ikke kun useriøst. Det er uklædeligt for vores folkestyre, som fortjener bedre end politikere, der reducerer komplekse samfundsspørgsmål til digitale punchlines.

For mens vi har travlt med at indtage de rigtige moralske positioner i en symbolsk kamp, bliver de værdier, vi historisk har kæmpet for, udhulet. Skridt for skridt. Bid for bid. Mens blikket fjernes fra de miljøer og udviklinger, der reelt udfordrer de værdier, vi siger, vi vil beskytte.

Det er lige fra kvinders frihed, fra opgøret med social kontrol og religiøs dominans til etableringen af et sekulært samfund, hvor individets frihed er forankret i et fælles, demokratisk værdigrundlag.

Netop derfor er det svært at forstå, hvorfor dele af min egen fløj i dag tøver med at stå ved disse værdier, når de udfordres i minoritetsmiljøer.

Hvad er ligestilling værd, hvis den bøjes af hensyn til kultur? Hvad er individets frihed værd, hvis vi tier, når den begrænses af fællesskaber, vi er bange for at kritisere?

Jo, jo, flere på venstrefløjen vil bekæmpe social kontrol. Bevares. Men det er for letkøbt, når dem, der udøver den, ikke bliver udpeget konsekvent. Eller når vi taler i generelle vendinger, men undgår at adressere de konkrete miljøer, normer og autoriteter, hvor kontrollen faktisk finder sted.

Og den udenomssnak er ved at blive venstrefløjens akilleshæl, fordi den flytter fokus væk fra de miljøer, hvor værdierne faktisk er under pres.

For samtidig må det stå klart: Selvfølgelig skal minoriteter beskyttes, når de udsættes for diskrimination. Det er en grundlæggende del af et retssamfund og af det fællesskab, vores demokrati bygger på. Men den beskyttelse må aldrig ske på bekostning af de værdier, der netop gør den mulig. Hvis vi begynder at gradbøje ligestilling, ytringsfrihed og individets frihed, saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Samtidig overlader vi værdikampen til dem, der trives i det forenklede og bombastiske, hvor komplekse samfundsspørgsmål reduceres til sort-hvide modsætninger – og i nogle tilfælde til noget biologisk og ekskluderende.

 

For mens vi har travlt med at indtage de rigtige moralske positioner i en symbolsk kamp, bliver de værdier, vi historisk har kæmpet for, udhulet
_______

 

Det er en farlig udvikling.

Danskhed er ikke laktose, heste eller katte. Det er heller ikke noget, man reducerer til et pas og overfladiske markører.

Danskhed er et spørgsmål om de værdier, vi som samfund har valgt at bygge på i fællesskab: demokrati, retsstat, ligestilling og frihedsrettigheder.

Jeg bærer min kurdiske baggrund med stolthed. Men jeg bærer også min danskhed med stolthed, fordi den repræsenterer værdier, jeg ved, ikke er en selvfølge, og som nogen før os har kæmpet for. Det er ikke en modsætning. Det er et bevidst valg. Og et ansvar, der forpligter.

For den danskhed, min egen fløj siger, den vil forsvare, handler om frihed, ligestilling og individets rettigheder, og som i visse miljøer er blevet et skældsord.

Jeg har ikke tal på de terrorplaner rettet mod vores samfund og de værdier, det hviler på, som PET har afværget. De seneste år er der faldet dom i flere sager efter terrorparagrafferne, herunder mod personer, der er fundet skyldige i at planlægge angreb med sprængstof og skydevåben. Jeg har ikke tal på den selvsegregering – vendt mod det dansk – der finder sted på vores skoler, hvor STUK for nyligt har dokumenteret social kontrol og gensidig overvågning på flere gymnasier i hovedstadsområdet. Og jeg har ikke tal på de kvinder og unge, der ender på krisecentre, fordi de er blevet “for danske”. Nogle må søge til højsikrede, hemmelige opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, social kontrol og vold udøvet af deres egne familier.

Det er de proportioner, vi burde tage alvorligt.

Det kan vi ikke tie ihjel. Men vi kan heller ikke tale udenom. For det er netop her, fristelsen opstår til at gradbøje principperne.

Der skal ikke gives kulturel rabat. Ikke til nogen. Når man er en del af det danske samfund, gælder de samme demokratiske spilleregler. Religiøse eller kulturelle hensyn kan aldrig stå over ligestilling, ytringsfrihed og individets frihed. Når der gives særhensyn i form af bederum, kønsopdelte svømmehaller eller arrangementer, er det ikke sekulære muslimer, som mig, man tager hensyn til, men de mest højreorienterede, konservative muslimer.

Det sekulære rum er ikke til forhandling. Det er forudsætningen for et fællesskab, hvor forskellighed ikke bliver en modsætning, men et fælles vilkår. Religiøse krav i indretningen er blot eftergivenhed.

Derfor er det også her, det begynder at skride: Når det sekulære rum gradbøjes, opstår parallelle normer, hvor rettigheder ikke længere er universelle, men afhænger af tilhørsforhold, hvor de mest konservative sætter retningen.

Og så er vi allerede i gang med at afvikle det samfund, vi siger, vi vil beskytte.

Spørgsmålet er, hvad vi vil sige til de kommende generationer. Hvordan de værdier, vi arvede gennem kamp for frihed og værdighed, fik lov til at smuldre mellem hænderne på os.

At vi forfaldt til symboler, mens de bærende værdier blev eroderet, bid for bid.

Det kan vise sig at være et historisk vendepunkt. Og vores svar, eller vores tavshed, vil blive mødt af en hård dom. ■

 

Den udenomssnak er ved at blive venstrefløjens akilleshæl, fordi den flytter fokus væk fra de miljøer, hvor værdierne faktisk er under pres
_______

 

ILLUSTRATION: Portræt af Halime Oguz [FOTO: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Alfred Arnborg i RÆSON SØNDAG: Europa risikerer at bedrage sig selv, hvis energisikkerhed kun er lig med selvforsyning

Morten Sodemann: De skulle redde sundhedsvæsenet. Men supersygehusene er endt som ørkenkatedraler

Poul Fritz Kjær efter G7-topmødet: Det største strategiske problem blev ikke diskuteret - at der ikke er nogen plan for en kommende finanskrise

Lars Struwes ugeanalyse: Trump sejrede i det iranske luftrum, men tabte den politiske kamp

Geopol med Vedby og Struwe – nu som TV: Er NATOs tid forbi?

Bjarke Møller: Verden har ændret sig markant de sidste syv år – det samme har Mette Frederiksens politik