Jens Paaske Klausen: Tiden er kommet til, at vi liberale igen tør holde af nationalstaten
29.09.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
For et liberalt Europa kan kun bestå, hvis der findes stærke samfund, som er villige til at forsvare det. Og stærke samfund kræver mennesker, der oplever, at de har noget til fælles og noget, der er værd at bevare. Det kræver, at politikerne lytter til selvsamme befolkning, deres virkelighed og deres bekymringer.
Kommentar af Jens Paaske Klausen
Der er en ubehagelig sandhed, som liberale i Danmark og særligt i resten af Europa er nødt til at forholde sig mere til: Vi har i for lang tid været bedre til at tale om verden, som vi ønsker, den skal være, end om den verden, vores medborgere faktisk oplever og lever med konsekvenserne af dagligt.
Imens er højrefløjen på fremmarch I de europæiske lande. Skepsissen over for internationale institutioner og konventioner vokser, indvandring og integration fylder i tiltagende grad i befolkningernes bekymringer, og flere vælgere vender sig mod partier, der lover at genoprette grænser og national kontrol. Vi ser samme bevægelser herhjemme, hvor knap hver tredje dansker ønsker at forbyde islam, mens Dansk Folkeparti stormer frem i målingerne.
Den gængse liberale reaktion har alt for ofte været enten moralsk afstandstagen, passivitet eller et forsøg på at forklare vælgerne, hvorfor deres bekymringer er overdrevne. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Og Europas liberale og midtersøgende partier betaler prisen for det med faldende vælgertilslutning. Se bare senest til Tyskland, hvor AFD stormer frem I delstatsvalgene og senest I Mecklenburg-Vorpommern, hvor Kanzler Merz’ CDU ikke engang formåede at komme ind i delstatsparlamentet, mens de liberale I FDP ligeledes røg under spærregrænsen ved forbundsdagsvalget i 2025.
Hvis liberalismen fortsat skal være en betydelig politisk kraft i Europa, må vi derfor genopdage noget, vi i begejstringen for globaliseringen kom til at undervurdere: nationalstaten, folket og kulturen.
Frihed kræver fællesskab
Det er ikke, fordi liberale skal blive nationalkonservative. Tværtimod. Liberalismens store løfte er det enkelte menneskes frihed. Friheden til at leve sit eget liv, tænke sine egne tanker, ytre sig, skabe en virksomhed og forme sin egen fremtid uden unødig indblanding fra staten eller andre mennesker.
Men den frihed opstår ikke af sig selv, og det liberale samfund eksisterer ikke i et vakuum. Friheden kræver et sted at bo. Det sted er først og fremmest nationalstaten, hvorfra sammenhængskraften udspringer. Frihedens eksistens kræver en velfungerende retsstat, stærke institutioner, som borgerne har tillid til, og ikke mindst opbakning til det liberale demokrati blandt de mennesker, som bor her.
Friheden kræver et sted at bo. Det sted er først og fremmest nationalstaten, hvorfra sammenhængskraften udspringer
_______
Alt dette er blevet så selvfølgeligt for mange af os, at vi risikerer at glemme, hvor historisk usædvanligt det er. Men et samfund er ikke bare en samling individer, der tilfældigvis befinder sig inden for de samme geografiske grænser. Det er også historie, sprog, normer, institutioner, traditioner og en oplevelse af at høre til i et fællesskab, der både eksisterede før os og forhåbentlig eksisterer efter os.
Det skal også vi liberale stå ved, for vores elskede liberale verdensorden kan ikke fortsætte med at eksistere og være succesfuld, hvis ikke vi står vagt om de grundpiller, som er forudsætningen for, at det frie samfund kan eksistere.
Vælger vi i stedet at overlade enhver samtale om nationen, kulturen og samhørigheden til den nationalkonservative højrefløj, skal vi ikke undre os over, at stadig flere vælgere begynder at opfatte netop den højrefløj som den eneste politiske kraft, der tager deres legitime bekymringer alvorligt.
Her spiller indvandringsspørgsmålet en afgørende rolle. Vesteuropæiske samfund er udfordret af en enorm grad af mellemøstlig indvandring gennem de seneste 40 år, hvilket udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov også kunne bevidne efter sin rundrejse i Europa tidligere på året.
Herhjemme er vi langt hen ad vejen vågnet op. Men Tyskland, Frankrig og Storbritannien vil fortsat ikke for alvor se udfordringerne I øjnene, hvorfor den ydertligående højrefløj er på fremmarch her. For de præsenterer løsninger for de mange borgere, som er bekymrede for deres land og deres børns fremtid. Langtfra altid de bedste løsninger, men når midten svigter, søger folket mod den yderste højrefløj I afmagt, som brøler op om remigration og tordner mod internationalt samarbejde og fælles grundlæggende regler og friheder.
Her skal Europas liberale være et korrektiv, men samtidig anerkende udfordringerne og møde befolkningerne, hvor de er. Ellers mister vi vores eksistensberettigelse og vores vælgeropbakning. Det må vi ikke lade ske.
Men det ender med at blive realiteten, hvis vi i for mange sammenhænge fortsat opfattes som naive såkaldte lufthavnsliberale, som hylder at kunne studere i Amsterdam, arbejde i London og tage på ferie i Spanien, mens flere og flere europæere lever med konsekvenserne af muslimsk indvandring, skrantende velfærdssamfund trods høje skattetryk og en følelse af at flere og flere beslutninger træffes over hovederne på dem. Det er vejen til liberalismens og det internationale samarbejdes undergang, hvis vi ikke stopper op.
Internationalt samarbejde kræver nationalt mandat
Det internationale samarbejde kan nemlig kun eksistere, hvis der er et nationalt ønske om det og en tro på, at det gavner befolkningen. Hvis denne tro aftager vedvarende, vil fundamentet under vores internationale institutioner også langsomt smuldre. Og det bør enhver liberal være på vagt overfor.
Herhjemme er vi langt hen ad vejen vågnet op. Men Tyskland, Frankrig og Storbritannien vil fortsat ikke for alvor se udfordringerne I øjnene, hvorfor den ydertligående højrefløj er på fremmarch her
_______
For vi skal være de stærkeste forsvarere af internationalt samarbejde. Et lille land som Danmark har en åbenlys interesse i en verden med handel, samarbejde og regler frem for en verden, hvor den stærkestes ret hersker i junglelovens univers.
Men internationalt samarbejde må ikke blive et argument for at flytte stadig flere politiske spørgsmål uden for den nære demokratiske samtales rækkevidde. Når mennesker oplever, at flere og flere beslutninger træffes uden for de nationale parlamenter og i stedet i EU, som ellers kun burde tage sig af store, grænseoverskridende problemstillinger, så skaber det modstand, afmagt og tvivl om, hvorvidt nærhedsprincippet fortsat eksisterer.
Hvorfor skal en italiensk EU-parlamentariker eksempelvis have indflydelse på, hvordan barselsreglerne indrettes i Danmark? Svaret på det og lignende spørgsmål kan ikke bare være, at det må vi leve med. For det vil de europæiske befolkninger ikke. De vil i stedet have samarbejde om det, landene ikke kan klare egenhændigt, og så vil de have lov at bestemme resten selv fra parlamenterne i København, Rom og Berlin. Den erkendelse skal vi liberale også nå frem til, insistere på og leve efter. Meget hurtigt.
Jeg drømmer om et Europa, hvor vælgerne igen kan se værdien i de liberale partiers optimisme og tro på frihed for den enkelte. Men hvis de liberale partier ikke formår at forstå den bevægelse, der har momentum i de europæiske befolkninger i disse år, risikerer vi gradvist at gøre os selv irrelevante. For europæerne efterspørger noget, vi alt for længe har været dårlige til at tilbyde sammen med friheden: tryghed, realitetsfornemmelse og tilhørsforhold.
Derfor er tiden kommet til, at vi liberale igen tør holde af nationalstaten. ■
Hvorfor skal en italiensk EU-parlamentariker eksempelvis have indflydelse på, hvordan barselsreglerne indrettes i Danmark?
_______
Jens Paaske Klausen (f. 2002) er tidligere landsformand for Venstres Ungdom. Han interesserer sig navnlig for udlændingepolitik, fordelingspolitik og forholdet mellem borger og stat. Jens er jurist og uddannet fra Københavns Universitet i 2026.
ILLUSTRATION: København, 25. juni 2025. Dannebrog hænger i tårnet på Christiansborg på Grundlovsdag [Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_.jpg)
