Hans Henrik Fafner: Netanyahu klynger sig til magten i Israel, og det samme gør Abbas i Palæstina – den store konfliktoptrapning omkring Gaza og Jerusalem kan den næste tid vise, om det lykkes dem at holde fast

12.05.2021

Konflikten på Gazastriben er de sidste par dage eskaleret voldsomt. I New York Times bliver der i dag spurgt, om det her er ”the big one”. Og selvom det ligner noget, vi har set før, står både Palæstinas præsident Abbas og Israels fortløbende regeringsdannelse på meget usikker grund – og derfor kan konflikten, der lige nu udspiller sig, have enormt meget på spil for begge landes regeringer.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – På mange måder former de seneste dages konfrontationer mellem Israel og Hamas på Gazastriben sig som et stort deja-vu. Vi synes at have set det hele før. Lige siden Israel indledte blokaden af Gazastriben i 2007 har der med nogenlunde jævne mellemrum udspillet sig lignende bølger af angreb og modangreb med stigende intensitet – mest markant nok i 2008-09, 2012 og 2014 – indtil en form for våbenhvile eller skrøbelig stilstand blev forhandlet på plads.

Nu er vi vidner til en ny runde, der har alle forudsætninger for at komme til at stå som endnu en Gaza-krig. I skrivende stund har Israel mobiliseret 5.000 mand af reserven, og artilleriet er blevet sat i skudklar stilling langs hegnet til Gazastriben. Der er faldet palæstinensiske raketter i Tel Aviv, som ikke ligger i umiddelbar nærhed af konfliktzonen, og palæstinenserne melder om mindst 30 dræbte efter israelske bombeangreb mod Hamas-mål i Gaza. Som et sikkert tegn på, at det kan eskalere yderligere, har de israelske myndigheder givet borgerne besked på at klargøre beskyttelsesrummene, og den ansete amerikanske analytiker Thomas L. Friedman spørger i dag i New York Times, om det nu er ”the big one”.

 

Ramadan plejer at være en følsom periode med protester og demonstrationer, men i år var omfanget større end normalt, og det hænger sammen med, at der i et stykke tid har været fokus på Jerusalem
_______

 

Under alle omstændigheder er der flere gode grunde til at situationen kan løbe løbsk. Det skyldes ikke mindst, at den igangværende runde af konflikt på og omkring Gazastriben er anderledes en de forrige. En række yderligere elementer er med til at puste til ilden, og det betyder at det er en hel del vanskeligere at få situationen under kontrol.

Bab el Amud
Der er en direkte forbindelse til Jerusalem, der i ugen op til Gaza-konflikten var præget af dramatiske uroligheder. Her var, og er, epicenteret Bab al Amud, som er en af portene til Jerusalems gamle bydel. Vi kender den nok bedre som Damaskusporten. Foran porten er der en stor plads med trapper, og navnlig i den muslimske fastemåned, Ramadan, som netop er afsluttet, er det almindeligt, at folk samles, når de er på vej til eller fra den store Al Aqsa moské, der ligger inde bag byens gamle mure.

Ramadan plejer at være en følsom periode med protester og demonstrationer, men i år var omfanget større end normalt, og det hænger sammen med, at der i et stykke tid har været fokus på Jerusalem. Som følge heraf reagerede israelske sikkerhedsstyrker med usædvanlig brutalitet overfor demonstrationer på pladsen foran Damaskusporten, og derfra eskalerede situationen. En kommentator i det israelske dagblad Haaretz har ligefrem betegnet Damaskusporten som den palæstinensiske version af Tahrir-pladsen – stedet i Cairo, der i 2011 blev centrum for protesterne, der førte til Mubarak-styrets fald.

Her er endnu en forhistorie vigtig. I denne måned skulle palæstinenserne have været til parlamentsvalg, efterfulgt af præsidentvalg i juli. Valgkampen om de 132 pladser i parlamentet i Ramallah skulle have startet officielt den 1. maj, men dagen forinden besluttede præsident Mahmoud Abbas at udskyde valghandlingen. Der har ikke været gennemført valg på Vestbredden og Gazastriben siden 2006, og Abbas, der har siddet som præsident lige siden, er længe blevet kritiseret for gang på gang at udsætte planlagte valg. Derfor forventede kun få, at han vovede at gøre det igen. Men det lå i kortene, at hans chancer for at blive genvalgt var ringe, og hans parti, Fatah, stod også til at tabe stort, hvorimod den islamiske Hamas-bevægelse og en række sekulære oppositionspartier stod godt i meningsmålingerne. Dette var efter alt at dømme præsidentens egentlige grund til at aflyse valget. Men som formel begrundelse anførte han, at israelerne ikke tillod de godt 300.000 palæstinensiske borgere i Østjerusalem at deltage i valget.

 

Der har været uroligheder i byen, og disse har til dels været fremprovokeret af jødiske højreekstremister, der i en periode angreb tilfældige palæstinensere på Jerusalems gader
_______

 

Hermed ramte sagen en af konfliktens ligtorne. Under krigen i 1967 erobrede Israel Gazastriben og Vestbredden, som indtil da havde været besat af henholdsvis Egypten og Jordan. Dermed fik israelere adgang til Østjerusalem, hvor Vestmuren, jødedommens helligste sted, ligger – lige ved siden af den muslimske Al Aqsa moské. I 1980 fik Israels daværende regering vedtaget en lov, der gennem unilateral annektering af Østjerusalem skulle stadfæste en samling af byen under israelsk herredømme. Ved den lejlighed fik byens palæstinensiske borgere en slags mellemstatus, hvor de har israelske id-kort og en række rettigheder, omfattende stemmeret til kommunalvalg i Jerusalem, men ikke fuldt statsborgerskab med stemmeret til det israelske parlament, Knesset.

Helt naturligt bevarede palæstinenserne i Østjerusalem deres tætte relationer til resten af Vestbredden, og da noget af dette område med Oslo-aftalerne i 1993 blev til det palæstinensiske selvstyre, tog palæstinenserne i Østjerusalem også levende del i de politiske udviklinger i resten af Palæstina. Ved de seneste valg i 2006 deltog denne befolkning da også i den demokratiske proces i Palæstina, og det med klart samtykke fra Israel.

At dette samtykke ikke kom i denne omgang hænger sammen med situationen i Jerusalem. Der har været uroligheder i byen, og disse har til dels været fremprovokeret af jødiske højreekstremister, der i en periode angreb tilfældige palæstinensere på Jerusalems gader. Det har en vis forbindelse til Israel langvarige politiske krise, men den del af historien vender vi tilbage til. Men da Mahmoud Abbas med henvisning til alt dette valgte at udsætte eller aflyse det planlagte valg, truede Hamas med at skride til demonstrationer eller væbnet kamp, hvis ikke valget blev gennemført. Og det er en af forklaringerne på de aktuelle begivenheder på Gazastriben.

Modviljen mod Netanyahu
Israel befinder sig i en politisk krise, der har varet i mere end to år. Den korruptionsanklagede Benyamin Netanyahu har nu trukket landet gennem fire valg til Knesset, og den tydelige hensigt med alle disse manøvrer har været, at så længe han kan klynge sig til premierministerposten, har han mulighed for at holde sig retssagen fra livet.

Det sidste valg fandt sted den 23. marts, og efter mange indledende manøvrer fik Netanyahu tildelt hvervet at sammensætte en ny regering. Da det efter de udmålte 28 dage ikke lykkedes ham, kastede han håndklædet i ringen, hvorpå præsident Reuven Rivlin overdrog hvervet til Yair Lapid, der står i spidsen for det største oppositionsparti, Yesh Atid (Der er en Fremtid).

 

Først da Hamas på Gazastriben truede med at gribe til væbnet kamp, hvis Netanyahu ikke trak sikkerhedsstyrkerne bort fra Jerusalems gader, skete der noget, og det først i sidste øjeblik, da de første raketter fra Gazastriben allerede var faldet
_______

 

Lapid befinder sig på den politiske midte, og med dette udgangspunkt er han i færd med at skabe et politisk samarbejde, der spænder fra den nationalistiske højrefløj til den israelske venstrefløj. Han er i tæt dialog med Naftali Bennett, der står i spidsen for det nationalreligiøse parti Yamina (Til Højre). Der er tale om, at en kommende regering skal bygge på en rotationsordning, hvor Bennett og Lapid er premierministre på skift, og det skal tilpasses den betingelse, at der ikke kan findes noget flertal uden, at de også inddrager partiet Den Forenede Arabiske Liste i samarbejdet. Sidstnævnte bygger på konservativ islamisme, og det ville i sig selv være et nybrud at se denne gruppering i et israelsk regeringssamarbejde. Men det er selvsagt en konstruktion, hvor det stort set eneste fællestræk er modviljen mod Netanyahu og ønsket om at se ham detroniseret.

Sheikh Jarrah
Med andre ord er der for første gang i mange år reel udsigt til, at Netanyahu kan blive sat fra magten, og selv står han i den svageste position i mange år. Truslen mod ham er håndgribelig, det er han til fulde klar over. Mister han premierministerposten, har han også mistet et vigtigt værn mod retssagen, som allerede er i gang.

Med et koldt og kynisk blik på situationen kan den kritiske situation omkring Jerusalem og Gazastriben derfor falde ud til hans fordel. Som følge af udviklingen har Mansour Abbas valgt at stille regeringsforhandlingerne i bero, og uden ham og Den Forenede Arabiske Liste kommer det ikke til nogen regering. Lapid er i skrivende stund tæt på at have opbrugt de 28 dage, præsidenten og reglerne gav ham til at få samlet en regering, og lykkes det ikke indenfor den berammede tid, taler sandsynligheden for, at Israel bliver kastet ud i et femte Knesset-valg. Og dette vil betyde, at Netanyahu bliver siddende som provisorisk premierminister frem til et valg, der tidligst kan finde sted engang i efteråret.

Netanyahu har haft flere muligheder for at få lagt låg på konfrontationerne, men han har tydeligvis ikke travlt. Det gælder om at forhale tiden. Da demonstrationerne ved Damaskusporten tog en dramatisk drejning, blev det hele håndteret af politiet, og der var stort set ingen politisk styring. Først da Hamas på Gazastriben truede med at gribe til væbnet kamp, hvis Netanyahu ikke trak sikkerhedsstyrkerne bort fra Jerusalems gader, skete der noget, og det først i sidste øjeblik, da de første raketter fra Gazastriben allerede var faldet.

Noget tilsvarende gælder håndteringen af balladen i Sheikh Jarrah, som kom forud for det hele. Dette er navnet på et palæstinensisk kvarter i Østjerusalem, hvor en bosættergruppe gennem stråmænd har opkøbt en række palæstinensiske ejendomme. I denne strid blev der pustet kraftigt til ilden ved, at parlamentarikere fra den højreradikale parti Religiøs Zionisme mødte op og oprettede et kontor i de omstridte bygninger. Religiøs Zionisme er en koalition af ekstremistiske partier, hvoraf dele bygger på den afdøde rabbiner Meir Kahanes racistiske ideologi. Ved valget den 23. marts i år kom de for første gang over spærregrænsen. Et par af de nyvalgte politikere sørgede for en højprofileret tilstedeværelse i Sheikh Jarrah, og Netanyahu tøvede tydeligvis med at skride ind, fordi han håber på at se Religiøs Zionisme som partner i en ny regering.

Krav om forandring
Bag den seneste tids dramatiske begivenheder på og omkring Gazastriben øjner man således en række politiske manøvrer, der tilsyneladende handler om noget helt andet. Benyamin Netanyahu klynger sig til magten, og det samme gør Mahmoud Abbas.

 

Der er ikke tale om, at lederne bruger konfliktsituationen bevidst for at samle befolkningen bag sig, men når det brænder på, er der en tendens til at skubbe interne modsætninger til side, indtil krisen er drevet over
_______

 

Når raketterne begynder at komme fra Gazastriben, rykker israelerne automatisk sammen og fokuserer på den aktuelle fare, og hos palæstinenserne ser man det samme. Det er en naturlig reaktion i en region, hvor krig og konflikt altid har luret i baggrunden. Der er ikke tale om, at lederne bruger konfliktsituationen bevidst for at samle befolkningen bag sig, men når det brænder på, er der en tendens til at skubbe interne modsætninger til side, indtil krisen er drevet over.

Derfor bliver det interessant at se, hvordan situationen tegner sig, når der atter er faldet en skrøbelig ro over Gazastriben. Det er før set, at en israelsk leder har vundet i meningsmålingerne, hvis han har tacklet en konfrontation med Hamas ”rigtigt”, hvad det så end betyder. Dette kan meget vel være en del af Netanyahus politiske spil. Det skal dertil siges, at oppositionen ikke viser tegn på svækkelse. Forsvarsminister Benny Gantz fra partiet Kahol Lavan (Blå Hvid) fastholder sin opposition mod Netanyahu, og han gør tydeligvis en indsats for at dæmpe eksplosionsfaren i forhold til Gaza. Ikke mindst skal man bemærke, at Mansour Abbas ikke har aflyst forhandlingerne med Lapid og Bennett men kun stillet dem i bero. Så der er altså fortsat gode udsigter til, at forhandlingerne kan fortsætte og måske føre til et resultat inden Lapids 28 dage rinder ud.

Noget lignende ser man blandt palæstinenserne. Oppositionen mod Mahmoud Abbas bunder ikke mindst i utilfredshed med udbredt korruption og ringe ledelse, og dette vil næppe ændre sig. Hamas har spillet sine kort rigtigt. Gruppen har vist sig ordholdende i forhold til truslerne mod Netanyahu, og de har været med til at gøre Bab el Amud i Østjerusalem til et slags nationalt samlingsmærke – en Tahrir-plads om man vil.

Om dette har ændret ved palæstinenserne generelle opfattelse af Hamas er dog ikke til at sige. Ganske vist tegnede Hamas til at blive den store stemmesluger ved det nu aflyste parlamentsvalg, men den udbredte folkelige skepsis mod den islamiske livsstil, som Hamas taler for, er meget markant.  Derfor skal man lægge mærke til, at der i de senere år er opstået en række sekulære alternativer til Hamas, og de står også som alternativer til gammelmandsvældet i Fatah ved at tale om en ung og dynamisk ledelse, der er villig til at gå nye veje og lægge afstand til korruption. Alle disse spørgsmål vil melde sig, når den igangværende konfrontation har lagt sig. Ingen kan sige, hvor store holdningsændringer, konfrontationen vil føre med sig, om det kan være kimen til regeringsændringer i både Palæstina og Israel, men det er sikkert, at der i denne omgang er mere på spil, end der plejer. ■

 

Ingen kan sige, hvor store holdningsændringer, konfrontationen vil føre med sig, om det kan være kimen til regeringsændringer i både Palæstina og Israel, men det er sikkert, at der i denne omgang er mere på spil, end der plejer
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille