Jens Elo Rytter i RÆSONs trykte forårsnummer: Smuldrer retsstaten?
18.03.2021
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.
En ministers klart ulovlige instruks om at adskille alle mindreårige asylpar. En myndighedsordre uden lovhjemmel til at aflive alle landets mink. En regering, der med den hastevedtagne Epidemilov fik delegeret hidtil uset brede magtbeføjelser og forsøgte at gøre dem permanente. Smuldrer retsstaten?
Af Jens Elo Rytter
Retsstaten beskytter borgerne imod vilkårlig magtudøvelse. Det gør den ved at kræve, at al myndighedsudøvelse over for borgerne har et tilstrækkelig klart retsgrundlag (lovhjemmel), så borgerne på forhånd kan vide, hvad de har at rette sig efter, at myndighederne behandler alle lige for loven, at myndighederne overholder gældende retsnormer, herunder grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, samt at borgerne skal have adgang til uafhængige domstole, for det tilfælde at myndighederne forbryder sig mod ovennævnte principper.
De fleste ved, at kravet om hjemmel – blandt jurister kaldet legalitetsprincippet – er en af retsstatens grundpiller. Uden denne basale retsgaranti vil borgerne være prisgivet magthavernes forgodtbefindende, og vejen være banet for vilkårlige overgreb fra myndighedernes side. Indgreb i borgernes frihed og ejendom skal derfor have særligt solid hjemmel i lov.
Hvor demokrati handler om, hvorfra statens magt udgår (fører statens magt tilbage til folket/vælgerne), handler retsstaten derimod om, hvordan og på hvilket grundlag statens magt skal udøves (garanterer borgernes retssikkerhed ved at beskytte imod vilkårlighed). Man kan således tænke sig en demokratisk styret stat, som ikke er en retsstat. Her vil magten udgå fra folket – udøvet gennem de folkevalgte repræsentanter – men den demokratiske magts udøvelse vil i en sådan stat ikke være begrænset af retsprincipper og vil dermed i princippet kunne udøves efter forgodtbefindende.
De fleste ved, at kravet om hjemmel er en af retsstatens grundpiller. Uden denne basale retsgaranti vil borgerne være prisgivet magthavernes forgodtbefindende
_______
Man kan også forestille sig at have love, der godt nok er blevet til på demokratisk vis, men som er så bredt formuleret og dermed overlader så vide skønsbeføjelser til myndighederne, at det er uforeneligt med retsstatens krav om, at borgerne skal beskyttes mod vilkårlighed og retssikkerhed.
Hvem vogter over retsstaten?
I Danmark, der ligesom mange andre lande både er en retsstat og et demokrati, er der dog den sammenhæng mellem de to størrelser, at ethvert brud på retsstatens fundamentale krav om kun at handle på lovens grund og inden for dens rammer, principielt også krænker demokratiet. For når det sker, er det udtryk for, at myndighederne udøver enten en magt, som de slet ikke har fået tildelt på demokratisk vis – eller en magt, som strider imod ranghøjere retsnormer – Grundloven, menneskerettighedskonventioner eller EU-retten – som de folkevalgte har tilsluttet sig. I en demokratisk retsstat er det med andre ord også et demokratisk problem, hvis de retsstatslige spilleregler for magtudøvelse ikke bliver respekteret. Det gør sig gældende, når en minister eller en myndighed træffer foranstaltninger, der enten savner et retligt grundlag eller strider imod gældende ret.
En retsstats sundhedstilstand skal ikke kun måles på, om retsstatens principper om klar hjemmel og respekt for ranghøjere normer formelt er anerkendt. Nok så vigtigt er det, hvor fast forankret disse principper er i systemets kultur.
Embedsværket er det første bolværk. Det kender lovgivningen bedst og er selvsagt forpligtet på lovmæssig forvaltning. Men vi ved jo af erfaring, at embedsmænd kan blive udsat for politisk pres for at bøje lovens bogstav eller i yderste fald tilsidesætte loven. Erfaringen viser desværre også, at langtfra alle embedsmænd i sådanne situationer er gode nok til at sige fra – og dermed forsvare retsstaten (og demokratiet). Noget kunne endda tyde på, at det ofte er de embedsmænd, som er placeret øverst og dermed tættest på den politiske magt, som er mindst tilbøjelige til klart at sige fra over for ulovligheder på retsstatens vegne, selvom det netop er dem, som har den klareste forpligtelse til at gøre det.
Det så man allerede i tamilsagen, hvor kritikken på embedsmandsside blev rettet mod departementschefen, en afdelingschef og en direktør. Tamilsagen førte til, at man tydeliggjorde embedsmandspligterne, i håb om at (top)embedsmænd fra nu af ville blive bedre til at sige fra. Det var nok naivt. Fra de senere år kan nævnes statsløsesagen om ulovlige afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvor en undersøgelseskommission i 2015 konkluderede, at der var grundlag for at drage både departementschefen og en afdelingschef til ansvar, fordi de ikke over for ministeren, Birthe Rønn Hornbech, stod fast på Danmarks internationale forpligtelser. Samme billede tegner sig i instrukssagen, hvor det også synes at være departementschefen og en centralt placeret afdelingschef, som har været mest villige til at føje Inger Støjberg på bekostning af asylparrenes menneskerettigheder.
Hvad kan forklaringen på dette fænomen være? Det er nærliggende at pege på den ændrede rolle for topembedsmænd. Som det fremgår i Betænkning 1443 fra Udvalget om embedsmændenes rådgivning fra 2004, har det i efterkrigstiden nemlig været ”en central udviklingstendens, at embedsværkets rådgivning og bistand i stigende grad har omfattet ikke blot faglig, men også politisk-taktisk rådgivning af ministrene” (s. 26 f.). Efterspørgslen efter en sådan integreret faglig og politisk rådgivning er om noget stigende, og departementscheferne har stået centralt i denne udvikling.
Civilsamfundet anført af pressen – bakket op af kilder, eksperter og organisationer – er typisk dem, der i første række råber vagt i gevær, hvis embedsværket (og ministre) svigter deres ansvar. De har ingen formel magt, men kan med deres afsløringer aktivere det politiske niveau.
To aktuelle sager – instrukssagen og minksagen – har trods alle deres forskelle det tilfælles, at der sker brud på retsstatens krav
_______
Politikerne på Christiansborg er nemlig også vogtere af retsstaten i kraft af Folketingets rolle som kontrolinstans over for regeringen. Vi har flere gange set, hvordan Folketinget har iværksat undersøgelser ved mistanke om ulovligheder begået af ministre og embedsfolk og har sørget for, at eventuelt ansvarlige blev stillet til ansvar. Ofte har vi dog også set, at intet er sket – fordi der jo nu engang også går (parti)politik i vurderingen.
To aktuelle sager – instrukssagen og minksagen – har trods alle deres forskelle det tilfælles, at der sker brud på retsstatens krav om, at indgreb over for borgerne skal ske på grundlag af og i overensstemmelse med gældende lovregler.
Instrukssagen – når politiske hensyn trumfer retten
Instrukssagen er grunden til, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu stilles for en rigsret. Det er et drastisk redskab, som hidtil kun yderst sjældent er blevet taget i brug – det er sket blot seks gange i Danmarkshistorien. Men i december 2020 kom Instrukskommissionen med en delberetning, der bekræfter et forløb, som er stærkt belastende for den tidligere minister.
I februar 2016 insisterede Inger Støjberg – trods advarsler fra embedsværket – på, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles i forbindelse med indkvartering på et asylcenter. Efter eget udsagn ville Støjberg beskytte de mindreårige ’barnebrude’, som ministeren mente måtte være blevet tvunget til at leve sammen med en ældre mand. Det viste sig dog, at dette langtfra var tilfældet for alle parrene. Støjbergs embedsmænd advarede hende da også om, at en undtagelsesfri adskillelse af asylparrene ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som beskytter retten til familieliv. Der kunne blive tale om brud på Børnekonventionen, i de tilfælde hvor et asylpar havde børn, som ved adskillelsen blev taget væk fra én af sine forældre. Det var derfor nødvendigt at gøre undtagelser.
Men advarslerne var forgæves: Støjberg stod fast på sit ønske, som centrale embedsfolk herefter bøjede sig for. Der blev udsendt en undtagelsesfri instruks om adskillelse af parrene, og adskillelsen blev foretaget. I løbet af marts 2016 og fremefter blev den undtagelsesfri praksis gradvist blødt noget op, fordi Ombudsmanden gik ind i sagen. Men de allerede adskilte par forblev adskilt.
Det ser ud til, at Støjberg med åbne øjne har tilsidesat de gældende menneskeretlige krav og gennemtrumfet sin egen – klart ulovlige – politiske vilje. Det er frem for alt dette, hun nu tiltales for ved rigsretten. De øverste embedsmænds ansvar er der endnu ikke taget stilling til, men meget tyder på, at ikke mindst departementschefen og en afdelingschef i ministeriet har forsømt at sige klart fra.
Det, vi ser i instrukssagen, har vi desværre set mange gange før i forskellige varianter.
Der var tamilsagen, hvor den daværende konservative justitsminister, Erik Ninn-Hansen, i strid med lovgivningen satte en række familiesammenføringer i bero og dermed reelt gennemtrumfede sin egen udlændingepolitik, og hvor store dele af embedsværket spillede med, da de undlod at sige fra over for en ulovlig ordre. I 1995 blev Erik Ninn-Hansen dømt ved rigsretten for sine handlinger, og sagen bragte Schlüter-regeringen til fald.
Der var statsløsesagen, hvor Birthe Rønn Hornbech (V) som integrationsminister trods advarsler fra embedsværket fastholdt en praksis, som betød, at statsløse personer i Danmark ikke uden videre kunne få statsborgerskab – på trods af at Statsløsekonventionen gav dem krav på det. Efterfølgende kom det frem, at departementschefen og en afdelingschef i ministeriet ikke sagde klart fra.
Instruks-, tamil- og statsløsesagerne har noget tilfælles: En minister kan tilsyneladende gennemtrumfe en klart ulovlig praksis, selvom systemet godt ved, at den er gal og (i et eller andet omfang) advarer og ligefrem forsøger at bremse ministeren. Dette brud på retsstatens – og demokratiets – principper bliver bl.a. muligt, fordi centrale embedsfolk enten ender med at spille med på ministerens falske melodi eller lukker øjnene for ulovlighederne.
Minksagen har det tilfælles med instrukssagen, at der blev givet en ulovlig ordre med indgribende betydning for en række mennesker. Ikke desto mindre er den ret anderledes – frem for alt er ansvarsforholdene mere dunkle
_______
Endelig er der Tibet-sagen. Sagen, som endnu ikke er afgjort, er måske det klareste – om end i formen mest banale – brud på Grundlovens frihedsrettigheder, vi har set på dansk grund i fredstid. Dansk politi hev Tibet-flag ud af hænderne på fredelige demonstranter, som ønskede at ytre sig til fordel for Tibets frihed i forbindelse med et statsbesøg fra Kina i 2012. Et klokkeklart brud på den grundlovsbeskyttede ytrings- og forsamlingsfrihed, som er hjerteblod i en demokratisk forfatning.
Motivet? Ganske utvivlsomt at undgå at træde kineserne over tæerne og dermed bringe bl.a. handelsaftaler i milliardstørrelsen i fare. Var det oppefra, der kom en ordre om at fjerne Tibet-flagene (og så vidt muligt skærme Tibet-demonstranter fra de besøgende kineseres synsfelt)? Sagen bliver stadig efterforsket. Betjentene fik ordren fra to mellemledere i politiet, som i kølvandet på Tibet-sagen blev forflyttet. Men det virker efter min opfattelse usandsynligt, at selve ordren er noget, disse danske politibetjente selv har fundet på.
Generelt bør man efter min opfattelse se kritisk på udviklingen i embedsværkets rolle(r). Tendensen, hvor navnlig topembedsmænd – ved siden af den klassiske rolle som garanter for faglighed og lovlighed i magtudøvelsen – i stigende grad også bliver politiske rådgivere og sparringspartnere for ministeren, er ikke uproblematisk. Det er ikke svært at se, at denne dobbelte rolle kan føre til dilemmaer, når politiske ønsker kolliderer med lov og ret. Det kan simpelthen blive sværere for topembedsmænd tæt på ministeren at sige klart fra, selvom netop de i særlig grad har pligt til det.
Det er derfor ikke nogen ny ide, men fortsat værd at overveje, om et klarere snit mellem det politiske og det forvaltningsmæssige ikke var at foretrække. At det ville styrke retsstaten, er der efter min vurdering i hvert fald ikke megen tvivl om.
Minksagen – fejl eller magtfuldkommenhed i en akut nødsituation?
Minksagen har det tilfælles med instrukssagen, at der blev givet en ulovlig ordre med indgribende betydning for en række mennesker. Ikke desto mindre er den ret anderledes – frem for alt er ansvarsforholdene mere dunkle.
I starten af november fik regeringen oplyst fra myndighederne, at der var en alvorlig risiko for, at den coronasmitte, der allerede havde inficeret en større del af de danske minkfarme, ville mutere og brede sig i befolkningen som en ny og mulig vaccineresistent variant. Med andre ord, Danmark kunne potentielt blive et nyt Wuhan. Et skrækscenario, på et tidspunkt hvor den vaccine, der var på trapperne, syntes at være samfundets (eneste) livline tilbage til normalen. En slags nødsituation, hvor rationalet, i bagklogskabens lys, ser ud til at have været, at der måtte handles resolut: Beslutningen blev derfor, at alle danske mink skulle aflives hurtigst muligt.
Det nøjagtige forløb og overvejelserne bag kendes endnu ikke i detaljer. Men overordnet set var billedet, at regeringen ikke var klar over, at der manglede lovhjemmel til at slå alle danske mink ihjel, da man traf beslutningen og statsministeren meddelte den på et pressemøde den 4. november 2020. Først i dagene efter fik regeringen besked om, at der efter fødevaremyndighedernes vurdering i gældende lovgivning kun var hjemmel til at slå mink ihjel i en radius af 7,8 kilometer fra smittede minkbesætninger. Det var et professionelt svigt fra embedsværket.
Men minksagen er også et eksempel på, at spørgsmålet om lovhjemmel ikke altid er sort-hvidt. I både Justits- og Fødevareministeriet var der overvejelser om, hvad der var den rette fortolkning. Enkelte jurister har da også efterfølgende argumenteret for, at beslutningen om at aflive alle danske mink faktisk kunne støttes. § 30, stk. 2, 1) litra h) i Lov om hold af dyr giver fødevareministeren hjemmel til at påbyde en række smittebegrænsende eller -forebyggende foranstaltninger, bl.a. ”aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted”. Argumentet var, at man jo kan vælge at definere ”et område omkring et udbrudssted” som omfattende hele Danmark og ikke kun den radius på 7,8 kilometer, som Fødevareministeriet havde lagt sig fast på i en bekendtgørelse. Unægtelig en noget anstrengt fortolkning, men man har set noget lignende før. For så vidt er det opløftende fra et retsstatsperspektiv, at embedsværket i sidste ende valgte den snævre fortolkning af lovbestemmelsen – til fordel for minkavlernes retssikkerhed, men til utvivlsom gene for en regering, som fandt det nødvendigt at handle øjeblikkeligt.
Da Fødevareministeriet havde afklaret, at det krævede ny lovgivning at beordre aflivning af mink uden for disse smittezoner, skete det virkeligt kritisable: Trods afklaringen af den manglende lovhjemmel fastholdt Fødevarestyrelsen kravet til minkavlerne om, at de ’skulle’ aflive deres mink, og at de fik en bonus, hvis de gjorde det hurtigt. At kommunikationen måtte forstås som en ordre, var der ikke tvivl om: Rigspolitiet bistod med telefonopringninger, hvor de fortalte minkavlerne, at hvis de ikke aflivede minkbesætningen frivilligt, ville det blive gjort alligevel. Underforstået af myndighederne selv. Altså en uhjemlet og dermed klart ulovlig ordre (medmindre man på grund af sagens akutte og alvorlige karakter ligefrem ville påberåbe sig nødret som et grundlag for at handle uden lovhjemmel).
Minksagen er også et eksempel på, at spørgsmålet om lovhjemmel ikke altid er sort-hvidt. I både Justits- og Fødevareministeriet var der overvejelser om, hvad der var den rette fortolkning
_______
Det blev ikke bedre af, at ordren var så indgribende: Man tvang minkavlerne til at slå deres egne dyr ihjel og lukkede dermed et helt erhverv ned. Retsstatsligt var dette mindst lige så alvorligt som bruddet på menneskerettighederne i instrukssagen, selv med den væsentlige forskel at aflivningen af mink bredt i Folketinget blev set som en nødvendighed – sikring af en lovhjemmel til at aflive minkene var mere eller mindre en formssag. Alligevel måtte fødevareminister Mogens Jensen efter et større politisk pres træde tilbage.
Selvfølgelig er det helt galt i en retsstat, at Fødevarestyrelsen og politiet giver borgerne en så indgribende ordre, før man har sikret sig lovhjemmel til den. Men situationen er for mig at se temmelig unik og meget muligt også påvirket af det pres, som sagens alvorlige og akutte karakter må have lagt på alle involverede. Der sker fejl, særligt i kriser, hvor tingene skal gå hurtigt. Coronakrisen har været helt ekstraordinær i den sammenhæng som noget nær en undtagelsestilstand uden klare fortilfælde (bortset fra besættelsestiden). I den kontekst har minksagen måske endda været et dramatisk højdepunkt (indtil nu), som havde en aura af nødret over sig. Alle – fra ministre til embedsmænd og rigspoliti – har været under et stort pres. Det undskylder selvsagt ikke fra et retsstatsperspektiv, at myndighederne pålagde minkavlerne at aflive deres mink, selv efter at man blev klar over, at der manglede lovhjemmel til at afgive denne ordre. Men sagen er enestående – vi kommer næppe til at opleve en tilsvarende situation i vores levetid.
Dansen om Epidemiloven – fristelsen til at fastholde magtbeføjelser opnået i en krise
I et større perspektiv ser jeg under coronakrisen mere alvorligt på det faktum, at regeringen i første omgang forsøgte at få gennemført en permanent epidemilov, som var stort set lige så vidtgående og vag som den midlertidige lov, der i al hast blev fremsat og vedtaget i løbet af 24 timer den 12. marts 2020. Både fra et retsstats- og et demokratiperspektiv rummer 2020-loven mange problematiske elementer, først og fremmest: en historisk vidtgående delegation af beføjelser til den udøvende magt – og vel at mærke beføjelser, som på flere punkter er vagt defineret og derfor kan misbruges. Det var nok forståeligt, at Epidemiloven fra marts 2020 – som blev til og vedtaget i al hast – nødvendigvis måtte rumme retssikkerhedsmæssige knaster. Derfor besluttede Folketinget også, at den skulle vedtages med en såkaldt solnedgangsklausul og udløbe i marts 2021.
Men da tiden i efteråret 2020 så kom til at fremsætte et forslag til en mere varig afløser, lagde regeringen op til en epidemilov, der stort set skulle videreføre de vidtgående og på flere punkter vagt afgrænsede beføjelser. Folketinget havde i mellemtiden rystet granatchokket af sig og havde nu både mod og tid til at være kritisk og vende tommelfingeren nedad. Regeringen så skriften på væggen og trak sit oprindelige forslag tilbage.
Hvad er retsstatens helbredstilstand? Patienten er ikke syg, men bør holdes under stadig observation
_______
Det nye forslag, som overordnet er afhandlet med et bredt flertal i Folketinget, viderefører godt nok de fleste af den midlertidige epidemilovs beføjelser til sundhedsministeren (og justitsministeren). Retssikkerheden for borgeren er imidlertid blevet styrket ganske væsentligt i det nye forslag: Det kræves nu udtrykkeligt, at intet indgreb må gå videre, end hvad der er nødvendigt og står i rimeligt forhold til formålet; der sættes tidsbegrænsning på visse indgreb; der oprettes et uafhængigt klagenævn, som borgerne kan klage til; og der sikres automatisk domstolsprøvelse af indgreb med karakter af frihedsberøvelse. Endvidere er loven blevet demokratisk styrket med krav om, at de mest vidtgående indgreb, som overvejende udløses i tilfælde af ’samfundskritisk sygdom’, kun kan træffes med godkendelse fra et folketingsudvalg. Man må dog ikke glemme, at disse klare forbedringer set med retsstats- og demokratibriller kun er kommet ind i loven på krav fra oppositionen og efter civilsamfundets kritik af regeringens oprindelige forslag.
Forløbet illustrerer den ofte påpegede risiko, det er for både retsstaten og demokratiet, at vidtgående og brede magtbeføjelser, som oprindelig gives i en akut krisesituation, har det med at gro fast og blive en del af hverdagens retlige landskab. Vi har tidligere set det med terrorpakkerne, hvor myndighederne i lyset af terrortruslen efter den 11. september 2001 fik en række nye beføjelser, som siden er blevet bevaret og anvendt til bredere formål end terrorbekæmpelse – det gælder bl.a. logning af metadata fra telekommunikation. Politikere og myndigheder er så at sige generelt ikke kede af at få nogle brede, ubundne magtbeføjelser, så hvorfor skulle de selv bede om at få dem begrænset? Her gik den altså ikke.
Retsstaten under observation
Hvad er retsstatens helbredstilstand? Patienten er ikke syg, men bør holdes under stadig observation. Dette gælder ikke kun, når samfundet står i en akut krise, men også når det er business as usual.
Det mest bekymrende er måske det forhold, som instrukssagen blot er det seneste eksempel på: nemlig at magthavere i flere tilfælde lykkes med at gennemtrumfe en politisk dagsorden, selvom den strider imod lov og ret. Problemstillingen er langtfra ny, men den er tydeligvis stadig ikke løst. Spørgsmålet er da også, om man nogensinde kan komme det problem til livs: Politiske magthavere vil i sagens natur altid være fristet til at udøve pres på de retlige normer, der begrænser deres udfoldelsesmuligheder. Udfordringen må derfor være at forstærke de bremseklodser, som er indbygget i systemet. Vigtigst er det at styrke embedsværkets modstandskraft. Det er en strukturel udfordring.
Minksagen er ganske enkelt usædvanlig. Den viste, at noget, vi ellers nok ville anse for nærmest utænkeligt her i landet, faktisk godt kunne ske i en akut situation: et meget voldsomt indgreb i en stor gruppe borgeres næringsfrihed iværksat helt uden lovhjemmel.
Endelig har coronakrisen også – med regeringens forsøg på i store træk at gøre den midlertidige epidemilov fra marts 2020 permanent – bekræftet den gamle sandhed, at magthavere ofte fristes til at fastholde de meget brede magtbeføjelser, de i krisens hede fik overdraget. For så vidt er retsstaten (og demokratiet) altid på spil i en krisetid.
Men sagerne giver også grund til optimisme. De illustrerer, at der i Danmark er vogtere og mekanismer, som langt hen ad vejen synes at sikre (i hvert fald i de her nævnte sager), at brud på retsstatens principper før eller siden kommer frem i lyset, at der bliver rettet op, og at det i hvert fald i et eller andet omfang får konsekvenser for de (med)ansvarlige. Instrukssagen er blevet undersøgt af pressen, Ombudsmanden og af Folketinget, som til sidst fik nedsat en undersøgelseskommission (Instrukskommissionen), hvor Støjberg nu bliver stillet for rigsretten. Minksagens manglende lovhjemmel førte til et offentligt ramaskrig, kostede hurtigt fødevareministeren jobbet og bliver nu på Folketingets initiativ genstand for yderligere granskning. Og regeringen fik ikke held til at snige en næsten uændret epidemilov igennem Folketinget, men måtte føje nye retsgarantier og demokratisk kontrol til de brede magtbeføjelser, den ellers gerne havde beholdt for sig selv.
Så med det forbehold, at der kan være mange sager om klare lovbrud, vi aldrig hører om, må man konkludere, at i Danmark i dag er de kræfter, der vil værne om retsstaten, trods alt stærkere end de kræfter, der er villige til at ofre den for andre hensyn. ■
Med det forbehold, at der kan være mange sager om klare lovbrud, vi aldrig hører om, må man konkludere, at i Danmark i dag er de kræfter, der vil værne om retsstaten, trods alt stærkere end de kræfter, der er villige til at ofre den for andre hensyn
_______
Jens Elo Rytter (f. 1968) er professor i forfatningsret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hans speciale er menneskerettigheder, men han har også skrevet om ministeransvar, demokrati og retsstatsprincipper. Han har i mange år bidraget som ekspert til mediernes afdækning af ikke mindst sager om ministres og embedsmænds magtmisbrug. ILLUSTRATION: Christiansborg: Inger Støjberg under sidste behandling af rigsretstiltalen mod hende, 2. februar 2021 [foto: mads claus rasmussen/ritzau scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
