Jonatan Møller Sousa: Vores vrede og skænderier om konflikten mellem Israel og Palæstina er lige så nyttesløse som krigshandlingerne i Mellemøsten

Jonatan Møller Sousa: Vores vrede og skænderier om konflikten mellem Israel og Palæstina er lige så nyttesløse som krigshandlingerne i Mellemøsten

03.06.2021


Det er håbløst og nytteløst. Ingen vandt, og ingen kan vinde. Ingen får noget ud af krigen. Der er kun død og ødelæggelse. Og så kan vi vente nogle år indtil konflikten blusser op igen, og der kommer mere død og ødelæggelse i en håbløs krig, som begge parter kun kan tabe.



Kommentar af Jonatan Møller Sousa

KONFLIKTEN MELLEM Israel og Palæstina modtager enormt meget opmærksomhed, og gør alt for mange mennesker vrede. Vreden omkring konflikten bliver dyrket og fodret med voldsomme ord og voldsomme handlinger. Flere gange har politiet i Danmark været i direkte slåskamp med vreden. Fredelige demonstranter, som ville vise deres egen vrede og hejse flaget for deres retfærdighed, er blevet angrebet med både vrede og vold.

 

Israel og Palæstina har tiltvunget sig vores opmærksomhed, og vi har fodret og dyrket vores vrede, og jeg er træt af det
_______

 

Jeg er ven af Israel, jeg elsker landet på en andenplads efter Danmark. Jeg bruger meget af min tid på at tale om Israel, og jeg er det, man kalder zionist – altså en der er så glad for Israel, at jeg kalder mig et ord, der påkalder enorme mængder vrede.

Meningen er, at jeg skal sætte fakta på plads. Jeg skal udstille mine modstanderes løgne og hykleri. Meningen er, at jeg skal fodre og dyrke vreden blandt mine venner af Israel. Men denne gang må jeg beklage overfor mine gode venner – det er ikke budskabet her.

Jeg modtager ofte opkald og beskeder, når jeg har deltaget i en offentlig debat om, at det var ærgerligt, at jeg ikke fik tilbagevist et eller anden tilfældigt stykke fakta. Det er vreden, der sender sådanne beskeder. Vreden over at modstanderen fik lov til at sige deres halve løgne og sandheder, mens vores side ikke gjorde.

Nu har jeg muligheden for at sætte tingene på plads i denne artikel. Endelig kan de dumme ovre på den anden side få fortalt, hvor meget de lyver, og hvordan fakta i virkeligheden er. Men det er altså ikke det, jeg har lyst til at sige.

Mit budskab er, at vores vrede og skænderier om konflikten mellem Israel og Palæstina er lige så nyttesløse som krigshandlingerne dernede i Mellemøsten. Så hvorfor bruger vi timevis på vrede ord mod hinanden?

Efter 11 dages konflikt mellem Israel og Palæstina er måske 300 mennesker døde. Det er menneskeliv der er tabte, det er mennesker, der alle er savnet. Men Israel og Palæstina har tiltvunget sig vores opmærksomhed, og vi har fodret og dyrket vores vrede, og jeg er træt af det.

 

Der findes en mellemvej, hvor vi, der ikke er besatte eller under raketangreb, kan forsøge at bidrage konstruktivt og venligt. I stedet for at fokusere på vreden, kan du fokusere på freden
_______

 

Vi har haft en svær diskussion i Danmark om, hvorvidt flygtninge fra Syrien kunne vende tilbage til Syrien. De fleste har haft en stærk holdning, men der er jo ingen der har villet snakke om, hvor mange  dræbte der har været i Syrien. Debatten om flygtningene fra Syrien har handlet mere om at være vred på sine politiske modstandere end om de mennesker, der er ofre for krigen.

Jeg har været ligeså optaget af Israel og Palæstina, som alle andre. Det er måske forståeligt, når nu jeg bruger min tid på at tale Israels sag i den danske offentlighed. Men jeg burde skamme mig lige så meget som resten af os alle sammen.

Jeg vil opfordre alle til at finde rapporterne fra verdens andre konflikter og bruge et kvarter på at sende de døde en tanke. Brug også gerne noget tid på at spekulere over, hvorfor konflikten mellem Israel og Palæstina tiltvinger sig så meget af din opmærksomhed.

Der findes en mellemvej, hvor vi, der ikke er besatte eller under raketangreb, kan forsøge at bidrage konstruktivt og venligt. I stedet for at fokusere på vreden, kan du fokusere på freden. På hvordan vi kommer et skridt tættere på fred og på en bedre hverdag for almindelige palæstinensere og israelere.  Vi skal hver især forsøge at give slip på vores vrede, og finde freden i os selv – finde freden med dem, vier mest uenige med. Ellers er vores bidrag lige så nyttesløse og håbløse som selve konflikten. Og dette gælder jo især for mig selv.

Salam, shalom, fred. ■

 

Vi skal hver især forsøge at give slip på vores vrede, og finde freden i os selv – finde freden med dem, vier mest uenige med. Ellers er vores bidrag lige så nyttesløse og håbløse som selve konflikten
_______

 



Jonatan Møller Sousa (f. 1981) er cand.polit og daglig leder Forum for Dialog om Israel, hvor han forsøger på én gang at repræsentere de pro-israelske og samtidig føre en konstruktiv dialog med pro-palæstinensere. ILLUSTRATION: Eget pressefoto. [FOTO: Rune Svenningsen]