03.08.2021

.

En ekstrem selvoptagethed præger dansk politik. Her går ens egen person forud for alt andet – får jeg ikke min vilje, og bliver mine personlige ambitioner ikke opfyldt, ja, så stifter jeg bare mit eget parti, eller tager mit mandat med over i et andet. Kigger vi på alle nye partidannelser, er det meget svært at se, hvorfor de synspunkter, de repræsenterer, ikke også kan rummes i andre partier.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Aslan Rasmussen

GENERELT ER DET LIDT SØRGELIGT at se Lars Løkkes bitterhed og manglende evne til at slippe magten udfolde sig for åbent tæppe. Man kunne selvfølgelig sidde som en del af regeringspartiet og more sig over splittelsen i Venstre. Men det er der ingen grund til. For Løkkes soloprojekt, som nu officielt er endt i en ny partidannelse, er nemlig resultatet af den ekstreme selvoptagethed, som præger dansk politik. Her går ens egen person forud for alt andet – får jeg ikke min vilje, og bliver mine personlige ambitioner ikke opfyldt, ja, så stifter jeg bare mit eget parti, eller tager mit mandat med over i et andet.

 

Langt de fleste af de nye partier har synspunkter, der er 1:1 identiske med allerede eksisterende folketingspartier. Og det er en trist udvikling, at der skal opstå et nyt parti, hver gang diverse egoer ikke kan få deres vilje
_______

 

Kigger vi på alle nye partidannelser, er det meget svært at se, hvorfor de synspunkter, de repræsenterer, ikke også kan rummes i andre partier. Det gælder Frie Grønne, Momentum, Veganerpartiet og Løkkes Moderaterne. Tre af dem er dannet ud af ren bitterhed. Folketingsmedlemmerne i Frie Grønne kunne ikke tåle medlemsdemokratiet i Alternativet, der ifølge dem valgte en forkert formand. Momentum er dannet af Therese Scavenius, som først prøvede at blive næstformand hos De Radikale.

Da det mislykkedes, gik hun efter formandsposten i Alternativet. Da også det blev til en fiasko, ja, så stiftede hun da bare sit eget parti ”Momentum”. Lars Løkke havde ligeledes svært ved at acceptere medlemsdemokratiet i Venstre. Da hans personlige ambitioner om fortsat at være formand og statsministerkandidat ikke længere var aktuelle, tog han først på en selviscenesættende medierundtur, der varede over et år, hvorefter han stiftede Moderaterne. Foruden de føromtalte nye partier, findes der adskillige andre, der kæmper for at komme på stemmesedlen. Eksempelvis er der nu ikke færre end fem grønne partier.

Langt de fleste af de nye partier har synspunkter, der er 1:1 identiske med allerede eksisterende folketingspartier. Og det er en trist udvikling, at der skal opstå et nyt parti, hver gang diverse egoer ikke kan få deres vilje.

Der er uenigheder i alle partier, netop fordi politiske partier består af mennesker, der er enige om nogle grundholdninger, men ikke er enige om alt. Danske partier kan faktisk godt rumme forskellige synspunkter og personer.

 

Det går ikke, at man skrider eller stifter et nyt parti, hver gang noget går én imod. Tværtimod er det sundt, at man i et parti kan have højt til loftet og rumme forskellige profiler
_______

 

Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke er enig med samtlige af mine partifæller om alt. Først og fremmest er der kæmpe forskel på at være valgt i København, som jeg er, og at være valgt i Vestjylland. Vores referencerammer er forskellige, og det er vores respektive baglande og vælgere også. Men de uenigheder skal man kunne rumme, og man skal kunne tåle, at man en gang i mellem er i mindretal i sit eget parti. På samme måde kan man nogle gange være optaget af enkeltsager, uden at det skal skygge for, at man samtidig evner at se tingene i sin helhed.

Det går ikke, at man skrider eller stifter et nyt parti, hver gang noget går én imod. Tværtimod er det sundt, at man i et parti kan have højt til loftet og rumme forskellige profiler – hvilket jeg mener, at alle partier rent faktisk kan. Argumentet om, at vi som politikere nærmest kan gøre, som vi vil, fordi folk jo har stemt personligt på os, holder heller ikke. For uanset hvor mange stemmer vi har fået, var ingen af os blevet valgt uden et partiapparat i ryggen med medlemmer, der loyalt har støttet og hjulpet. Netop de medlemmer respekterer Løkke og de andre folketingsmedlemmer ikke, når de bare smutter, hvis noget går dem imod.

Det er fint med mange partier, hvilket vi også har i Danmark – men det er er ærgerligt for demokratiet, når mange af de nye skud på stammen så åbenlyst er præget af personlige hævnmotiver, forliste ambitioner og enkeltsager.

Og hvad værre er, så bidrager det til mistillid til demokratiet og det politiske system.
For vi har heldigvis en høj valgdeltagelse i Danmark, men den kan sagtens risikere at blive lavere, hvis den egocentriske udvikling i politik forsætter. Vi risikererat se nogle meget lave stemmeprocenter som i Syd- og Østeuropa, hvor man oprigtigt kan stille spørgsmålstegn ved politikernes legitimitet, når så få gider at deltage i den demokratiske proces. ■

 

Det er er ærgerligt for demokratiet, når mange af de nye skud på stammen så åbenlyst er præget af personlige hævnmotiver, forliste ambitioner og enkeltsager
_______

 

Lars Aslan Rasmussen (f.1978). Uddannet speciallærer. Medlem af Borgerrepræsentationen fra 2005-2016 og valgt til Folketinget i 2016, hvor han er ligestillings, LGBT- og indfødsretsordfører. [FOTO: pressefoto]