Malthe Munkøe i RÆSONs trykte forårsnummer: Vil corona gøre EU stærkere og større?

26.03.2021


Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.

COVID-19 udskød meget i EU. I 2021 venter der EU: kamp om økonomiske reformer, skat, en potentiel handelskrig med USA samt et opgør med Big Tech, der tegner til at blive årtiets lobby-kamp.

Af Malthe Munkøe

Det nye år har taget en mareridtsagtig begyndelse for EU-Kommissionen, der har set USA og Storbritannien få langt bedre gang i deres vaccinationsprogrammer, mens EU’s fællesindkøb er kommet under massiv kritik. Man har virkelig brug for resultater snarere end mere drama og kritik, men årets nok vigtigste sag på skrivebordet hos kommissionsformand von der Leyen har potentialet til at ende i et stort rivegilde.

Genopretningen giver EU ny muskelkraft
2020 sluttede ellers som et fremragende år for EU-Kommissionen. Det var lykkedes at få både Unionens syvårsbudget og en ny retsstatsmekanisme på plads trods voldsomme spændinger mellem landene, og man fik tilmed etableret en historisk banebrydende genopretningsplan med støtte til trængte medlemmer. Dette blev til på trods af voldsom uenighed mellem Nord- og Sydeuropa, og mellem Polen og Ungarn og resten af EU. Man var også nået til enighed om et 55 pct. CO₂-reduktionsmål i 2030, der var væsentligt mere ambitiøst, end mange på forhånd havde vurderet muligt. Det indflydelsesrige nyhedssite Politico gav kommissionsformand von der Leyen karakteren A- i anerkendelse af de opnåede resultater. Den politiske dagsorden i 2021 ligger på mange måder i forlængelse af disse resultater, der nu skal implementeres.

Af størst betydning er implementeringen af den store hjælpepakke Next Generation EU, der med 750 mia. euro – heraf 312,5 mia. i direkte tilskud, resten lån – giver EU reel økonomisk muskelkraft. Hovedparten af beløbet fordeles via en genopretningsfond, Recovery and Resilience Facility. Hvert land har fået et beløb allokeret efter en fordelingsnøgle, men for at få pengene udbetalt skal de indlevere en recovery and resilience-plan, der beskriver, hvad pengene skal gå til. Snarere end at udstede rene blankochecks skal Kommissionen fungere som en slags overdommer og sikre, at landenes planer faktisk overholder de krav og betingelser, man er blevet enige om.

De vigtigste krav, der stilles, er, at 20 pct. af midlerne går til digitale investeringer, 37 pct. til grønne investeringer, og at planerne i øvrigt indebærer reformer, der i et eller andet omfang flugter med de anbefalinger, Kommissionen som et led i deres årlige økonomiske overvågning (Det europæiske semester) stiller til hvert medlemsland. Det kan fx være at bekæmpe skattely i Holland, bekæmpe hvidvask i Danmark eller at gennemføre pensionsreformer i Tyskland, Spanien og Italien. Sager, der ofte er temmelig politisk betændte – så Kommissionen kan næsten ikke undgå at blive upopulær.

Kun meget modstræbende gik nordeuropæerne med til genopretningsplanen. Nu forventer de til gengæld at se reelle økonomiske reformer i Sydeuropa, hvor reformkravene er særdeles upopulære. Der er derfor lagt op til et politisk slagsmål om, hvorvidt landenes planer er tilstrækkeligt ambitiøse i forhold til reformkravene. Kommissionen har allerede set på udkast fra bl.a. Frankrig og Tyskland og sendt dem retur, med besked om at de skal indeholde flere reformelementer.

 

Under alle omstændigheder medfører pandemien så stor gældsopbygning, at mange ser det som urealistisk og kontraproduktivt strengt at håndhæve de normale underskudsbegrænsende regler det næste lange stykke tid
_______

 

Når de endelige planer indsendes ved udgangen af april, vil EU dermed stå i en meget svær situation. Det bliver ikke nemmere af, at både Tyskland og Frankrig nærmer sig et valg i henholdsvis september og april næste år. I den situation er det særligt vigtigt for Berlin og Paris ikke at blive set som nogle, der lader sig koste rundt med af EU-Kommissionen. Men hvis man ikke kan få de to største lande skubbet til at lave flere reformer, hvordan vil man så få det gennemført i Sydeuropa, hvor reformmodviljen er endnu større? Og omvendt, hvordan bliver reaktionen i Nordeuropa, hvis selv ikke den banebrydende genopretningsplan kan føre til reelle reformer i syd?

Hvordan skal EU’s finanspolitiske regler se ud?
Den økonomiske dagsorden vil i det hele taget være central i 2021. I foråret skal man træffe beslutning om, hvorvidt de finanspolitiske regler – Stabilitets- og Vækstpagten, i Danmark implementeret via budgetloven – skal genaktiveres eller fortsat være suspenderet i 2022. Under coronakrisen er også de normale EU-statsstøtteregler blevet suspenderet for at muliggøre massiv hjælp til trængte brancher. Men på et tidspunkt skal de genaktiveres.

Et andet emne er, om de finanspolitiske spilleregler helt skal ændres. Kommissionen bebudede allerede i februar sidste år et sådant eftersyn, Economic Governance Review, som siden blev udskudt på grund af COVID-19. Det genoptages i år. Kernen er reglerne om, at et lands underskud ikke må være over 3 pct. af BNP i et givet år eller overstige 0,5 pct. af strukturelt BNP (dette strukturelle mål sættes ud fra forskellige landespecifikke forhold, men de fleste lande, herunder Danmark, ligger p.t. på 0,5 pct.), samt at den samlede gæld skal holdes under 60 pct. af BNP.

På den ene side har det knebet med at overholde de aftalte budgetregler. På den anden side var der allerede før COVID-19 et voksende ønske om at skabe større finanspolitisk fleksibilitet.

Og under alle omstændigheder medfører pandemien så stor gældsopbygning, at mange ser det som urealistisk og kontraproduktivt strengt at håndhæve de normale underskudsbegrænsende regler det næste lange stykke tid. Som tænketanken Delors Institute fx for nylig påpegede, vil Italiens gæld forventeligt stige til et godt stykke over 150 pct. af BNP, og følger man de normale regler, skal den reduceres med 1/20 årligt. Italien vil altså skulle gå fra at have store budgetunderskud til at konsolidere statsfinanserne nok til at kunne nettoafdrage med, hvad der svarer til 5 pct. af BNP. Ikke mindst i det lys bliver diskussionen om, hvordan de finanspolitiske regler i budgetloven skal se ud i fremtiden, meget afgørende for europæisk økonomi.

Opgøret med techgiganterne
Kort før jul fremlagde EU-Kommissionen lovforslag om omfattende ny regulering af digitale tjenester i det såkaldte Digital Markets Act (DMA) og Digital Services Act (DSM). Det opfattes af nogle iagttagere som den vigtigste erhvervslovgivning i 2020’erne.

Ikke alene benytter næsten alle borgere og virksomheder sig af digitale tjenester, men virksomheder er i stigende grad også økonomisk afhængige af dem, da de har brug for at blive fundet i søgeresultater på fx Google, Booking.com eller Amazon. Da forbrugerne i stigende grad bruger nogle få centrale digitale platforme til at finde virksomheder at handle hos og produkter at købe, har disse platforme fået en særstilling og en magt, som kan misbruges – som flere konkurrencesager de senere år vidner om.

Et af de spørgsmål, de nye digitale regler skal give svar på, er: Hvilket ansvar skal de store digitale platforme have? De nuværende regler er primært fra det såkaldte e-handelsdirektiv, som blev vedtaget for 20 år siden. De er indrettet temmelig kategorisk efter, at man ikke som formidler har noget ansvar, hvis man blot passivt stiller tjenesten til rådighed (mere conduit). Men hvis formidleren spiller en aktiv rolle, får man derimod et medansvar. Skoleeksemplet på dette var, da eBay købte AdWords-reklamer for produkter, som virksomhedskunder solgte via eBay, for at promovere eBay-sitet. Men da det viste sig, at det, de havde købt reklamer for, var ulovlige kopivarer, var eBay nu medansvarlige for bruddet på L’Oréals intellektuelle ejendomsret. Dermed giver reglerne de digitale platforme et stærkt incitament til at afholde sig fra at være aktive i forhold til brugernes adfærd. Det er uheldigt, når det tværtimod er netop det, man fra politisk hold ønsker, at de gør mere – for bl.a. at identificere og fjerne ulovligt indhold, hate speech, kopiprodukter og så videre. Derfor er det vigtigt at få defineret platformenes ansvar nærmere.

Opmærksomheden rettes desuden mod den særligt centrale og magtfulde placering, som platforme har i den digitale verden: Der har været stærk kritik af, at nogle platforme giver deres egne produkter en særligt fremtrædende stilling i søgeresultater – fx fik Google en bøde af konkurrencemyndighederne for, at Google-søgninger systematisk viste Google Shopping-resultater før produkter på konkurrerende sites. Et andet kritikpunkt er, at de angiveligt giver særstatus til virksomheder, der betaler ekstra, fx ved at de får en bedre placering i søgeresultater, når en kunde leder efter en vare eller et produkt på en digital platform.

Det er også blevet kritiseret, at platforme ofte sidder på al data og information om kunder. I nogle tilfælde ved den virksomhed, der har produceret varen, end ikke, hvem der har købt den – fordi alting ordnes via en onlineplatform. Det betyder bl.a., at virksomheder, som bruger platformene meget i deres salg, kan have svært ved at opbygge køberkartoteker og generelt har svært ved at optimere deres tilbud baseret på viden om kunderne. Blandt mange virksomheder er der bekymring for, at platformene stille og roligt opsamler al relevant viden om både produkter og kunder – og med tiden lancerer deres egne produkter og ender med at udkonkurrere dem.

På den baggrund stiller Kommissionens lovforslag en række nye særlige krav til såkaldte gatekeeper-platforme, så de ikke misbruger deres særligt privilegerede rolle og platform. Bruxelles lægger altså arm med techgiganterne i det, der er blevet kaldt ’årtiets lobby-battle’ – og techfirmaerne har oprustet kraftigt i Bruxelles, der dog ikke desto mindre styrer direkte mod et omfattende nyt regelsæt, der med regler og krav netop er designet til at reducere de særlige gevinster, de digitale platforme kan høste ved at drage fordel af deres centrale position i den moderne digitale økonomi.

 

Selvom Biden-regeringen måske kan vise sig mere tilbøjelig til at kaste kritisk lys på techfirmaernes dominans, skal man næppe forvente en fundamental ændring i USA’s position omkring en digital afgift. Der skal altså træffes nogle afgørende beslutninger i Bruxelles
_______

 

En styrkeprøve over Atlanten
Et andet stort slagsmål tegner sig omkring et beslægtet emne: digital skat. Når de store techvirksomheder længe har været i det politiske søgelys, skyldes det ikke kun et ønske om strengere krav til deres ageren, men også et ønske om, at de usædvanligt profitable firmaer beskattes hårdere. En række lande har allerede indført eller er ved at indføre deres egne digitale skatter. Og i juni ventes de lange og omfattende forhandlinger om nye selskabsskatteregler i OECD-regi at blive afsluttet.

Holdningen i Bruxelles er at afvente OECD-forhandlingerne, men evt. efterfølgende gå videre med sin egen fælles digitale afgift på EU-plan. Men at finde enighed blandt 27 forskellige EU-lande, hvor fx Irland, der huser de mange techvirksomheders europæiske hovedsæder, har særlige interesser på spil, bliver dog i sig selv vanskeligt.

Dertil skal lægges, at man i USA hele tiden har haft den opfattelse, at de europæiske bestræbelser på at indføre digitale skatter er rendyrket protektionisme. ’Tilfældigvis’ er alle de store, succesrige techfirmaer amerikanske, mens europæerne har vist sig ude af stand til at udvikle blot én eneste techvirksomhed på globalt plan (med SAP, der blev grundlagt i 1970’erne, som eneste undtagelse; det tyske softwarefirma, der i dag er et af de største i verden og især leverer løsninger til virksomheder, fx til økonomistyring og andre interne processer). Og kan man ikke – som amerikanerne påpeger – sige præcis det samme om de europæiske flagskibsvirksomheder, som kritikerne siger om techfirmaerne? Altså at fx franske Louis Vuitton og L’Oréal eller danske Mærsk og Novo Nordisk dels også er vældigt profitable, dels ligger fysisk ét sted, hvor de betaler skat, selvom de sælger til kunder i mange andre lande?

For det er langtfra kun er de store techvirksomheder, der har ualmindeligt høje profitter, og det er altså heller kun techvirksomheder, der ’undgår’ beskatning i de mange lande, de har salg til. Det skyldes princippet om, at virksomheders overskud beskattes, hvor deres hovedsæde ligger – og ikke hvor salget foregår.

Selvom Biden-regeringen måske kan vise sig mere tilbøjelig til at kaste kritisk lys på techfirmaernes dominans, skal man næppe forvente en fundamental ændring i USA’s position omkring en digital afgift. Der skal altså træffes nogle afgørende beslutninger i Bruxelles – og det er beslutninger, der kan lede til handelskonflikt med Washington, som længe har advaret og forsøgt at presse europæerne til at opgive forehavendet.

Skat og klima
I det hele taget kommer skatteområdet ganske meget i vælten i 2021. For ud over den digitale afgift vil Kommissionen omkring juni fremsætte forslag om en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) og en reform af EU’s CO₂-kvotehandelssystem, der bl.a. udvider det til skibsfart og luftfart.

CBAM skal være svaret på det problem, at EU’s ambitiøse klimapolitikker kan gøre det dyrere at fremstille og forarbejde produkter i EU. Risikoen er nemlig, at aktiviteten blot flyttes til lande uden for Unionen. På den måde bliver effekten på klimaet nul, mens EU mister jobs og økonomisk aktivitet. Løsningen er en afgift, der udligner forskellen. Man kan fx forestille sig, at en producent vælger at flytte fremstillingen af en cykel fra Holland til Kina, fordi nye grønne regler gør det 100 kr. dyrere at fremstille en cykel i EU. Hvis Kina ikke indfører tilsvarende regler, skal CBAM pålægge en ekstra afgift på 100 kr. på cykler fra Kina. Men som eksemplet allerede lægger op til, bliver det enormt svært i praksis at fastlægge, at lige netop 100 kr. er den rigtige takst. Og det kan meget hurtigt ende med handelskonflikter, herunder med en risiko for, at CBAM erklæres WTO-stridig. EU-landenes ledere har principielt bakket op om, at Kommissionen udarbejder et forslag, men det bliver straks vanskeligere at sikre, at de alle synes om en konkret model. Ikke mindst har Tyskland stædigt fastholdt, at de ikke kan støtte en WTO-stridig model. Udfordringen er, at selvom WTO-reglerne giver en mulighed for rent klimamæssigt begrundede tiltag, er et grundprincip, at man ikke må indføre ny told på WTO-medlemmer. Navnlig det forhold, at EU har erklæret, at man vil rejse en ekstra indtægt via CBAM, som skal bidrage til at afdrage Next Generation EU-gælden, er for kritikerne bevis på, at formålet er bredere end det snævert tilladte.

Samtidig står man foran en reform af det CO₂-kvotesystem (Emissions Trading Scheme, ETS), som store dele af den europæiske økonomi fungerer efter. Det er derfor meget store summer penge og store dele af erhvervslivet, der vil blive berørt. Ikke mindst luftfarten og skibsfarten, der også står til at blive omfattet af kvotehandelssystemet: Så skal de købe CO₂-kvoter svarende til deres udledning og derfor med tiden nedbringe den.

Begge forslag er designet til at hjælpe EU med at opnå de ambitiøse klimamål, man har sat sig. At de samtidig vil give en pæn indtægt til EU’s kasser, på et tidspunkt hvor man har stiftet en stor gæld til at finansiere genopretningsplanen, er også et væsentligt aspekt. Mens der er principiel opbakning fra de 27 EU-lande til forslagene, bliver det – med de beskrevne tekniske vanskeligheder – ikke let at finde opbakning om en specifik model. Men med forslag på vej i midten af året vil forhandlingerne om disse afgørende initiativer snart begynde.

 

I 2021 vil Kommissionen ikke mindst have fokus på at genoverveje sin strategi over for Rusland og give det transatlantiske forhold en genstart samt forsøge at finde ud af, hvordan man skal agere og placere sig i takt med den stadigt eskalerende rivalisering imellem verdens to økonomiske sværvægtere Kina og USA
_______

 

Vil EU opfylde sine ambitioner for den grønne omstilling?
Også den grønne omstilling vil stå centralt i 2021. Med en samlet genopretningsplan, hvor godt en tredjedel er øremærket grøn omstilling, må man forvente massive investeringer bl.a. i energieffektivitet og vedvarende energi.

Ud over genopretningsplanen og de ovennævnte CBAM- og ETS-initiativer forbereder EU derfor en massiv Fit for 55-pakke – med henvisning til, at man i 2030 skal være i stand til at nå målet om 55 pct. CO₂-reduktion. Den skal revidere et større antal love fra reglerne for energieffektivitet i bygninger til energibeskatning for at gøre målsætningen til virkelighed. Et centralt problem er, at den samlede 55 pct.-målsætning skal konkretiseres med mål på landeniveau. Hvilke landespecifikke CO₂-reduktionsmål skal hvert EU-land forpligte sig til? Det kan næsten ikke undgå at blive lidt af et slagsmål, da det bliver dyrt at reducere udledningen.

Skal Den Europæiske Centralbank (ECB) prioritere at købe ’grønne’ aktiver eller undlade at købe ’sorte’, når den via sit kvantitative lempelsesprogram bruger milliarder på at støtte europæisk økonomi? Eller skal den fastholde sit nuværende princip om neutralitet i opkøbene, ud fra en logik om at ECB jo ikke er politikere eller har et politisk mandat og derfor skal holde sig til en teknokratisk rolle om at bekæmpe inflation i stedet for at definere sine egne politiske mål? Og hvordan definerer vi overhovedet, hvad der er grønt? Det er afgørende, hvis vi skal prioritere investeringer i den grønne omstilling, og det vil fx have stor betydning for investorer, pensionskasser og finanssektoren generelt.

EU har gang i et stort arbejde med at definere og udvikle metodologier for, hvorvidt forskellige typer økonomiske aktiviteter og lignende skal kategoriseres som grønne eller ej. Dette opsamles i en såkaldt grøn taksonomi, der får stor betydning for, hvordan investorer og virksomheder indretter sig i disse år, hvor der er voksende fokus på den grønne omstilling. Et eksempel, der kan give indtryk af, hvad der er på spil, var, da EU (i Renewable Energy-direktivet) i 2019 valgte at klassificere palmeolie som ikkevedvarende, bl.a. på grund af problemer med afskovning, hvilket straks vakte stor vrede i Malaysia og Indonesien, som derved fik udsigt til faldende efterspørgsel til skade for deres producenter. Selvom ingen efterhånden åbent taler imod behovet for de grønne initiativer, ligger djævlen ofte gemt i detaljen, der ofte afgør byrdefordelingen imellem lande, sektorer og brancher.

Fransk statsstyring eller nordeuropæisk laissez faire?
Da von der Leyen-Kommissionen tiltrådte i december 2019, var det erklærede mål at være en ’geopolitisk kommission’, der bedre kunne agere på den globale scene. Konteksten var handelspolitiske spændinger med USA, et Kina, der nød godt af markedsadgang i Europa uden at åbne sit eget marked for europæiske virksomheder, og et nærområde der – fra Moskva over Ankara til borgerkrigene i Syrien og Libyen – bliver stadigt mere konfliktfyldt og faretruende.

I 2021 vil Kommissionen ikke mindst have fokus på at genoverveje sin strategi over for Rusland og give det transatlantiske forhold en genstart samt forsøge at finde ud af, hvordan man skal agere og placere sig i takt med den stadigt eskalerende rivalisering imellem verdens to økonomiske sværvægtere Kina og USA. Hvad sidstnævnte angår, er ambitionen at udgøre en tredje blok på linje med de to andre, selvom man fortsat kæmper med at udvise en samlet front og optræde effektivt på den globale scene.

Under indtryk af dette er et af de mest centrale temaer i EU blevet ’strategisk autonomi’. Det skal gøre EU til en global spiller og give os den nødvendige sikkerhed i en stadig mere usikker verden præget af tiltagende supermagtskonflikt.

 

Et af de vigtigste spørgsmål, som EU konfronteres med i 2021, er derfor, hvor balancen skal gå mellem den nordeuropæiske laissez faire-erhvervspolitik og et fransk-ledet ønske om at justere en masse politikområder i retning af større politisk styring og opbygningen af champions
_______

 

I en vigtig tale i september ved Bruxelles-tænketanken Bruegel kaldte EU’s rådsformand, Charles Michel, det for ”vor generations mål” og beskrev det således: ”Økonomisk sikkerhed indebærer også at sikre adgangen til kritiske ressourcer – medicinske produkter, sjældne jordarter […] Og også mikroprocessorer, der er afgørende for vores digitale suverænitet – det er et yderligere aspekt ved vores strategiske autonomi, der er vital for vores digitale transformation”.

Men fra nordeuropæisk side er der stor skepsis mod denne tanke. Det lugter af klassisk fransk dirigiste-erhvervspolitik, der nemt glider over i den rene protektionisme. For listen af områder, der er ’strategiske’ og ’vitale’, har det med at vokse. Og løsningen har det med at være massiv statsstøtte og toldmure, så europæiske virksomheder kan vokse til champions i beskyttede omgivelser.

Et af de vigtigste spørgsmål, som EU konfronteres med i 2021, er derfor, hvor balancen skal gå mellem den nordeuropæiske laissez faire-erhvervspolitik og et fransk-ledet ønske om at justere en masse politikområder i retning af større politisk styring og opbygningen af champions. Bag denne klassiske nord-syd-skelnen ligger også et spørgsmål om landestørrelse, for hvis der skal skabes gigantvirksomheder, mon så ikke det især er de store landes firmaer, der står bedst til at overtage det hele og udnytte fx en svækkelse af reglerne for virksomhedsfusioner? ”Det er en licens til at dræbe de små og mellemstore virksomheder”, lød det ifølge Politico sidste år fra en diplomat fra et af de lande, der uformelt kalder sig Det Indre Markeds Venner – en af de løse koalitioner, der ofte opstår i EU-samarbejdet, der består af 19 ud af EU’s 27 lande, herunder det mere frihandelsorienterede Nye Hanse-forbund, der med Holland i spidsen og opbakning fra Skandinavien, Irland og Baltikum længe har arbejdet på at blive en magtfaktor, der kan udfylde Storbritanniens traditionelle rolle i samarbejdet. Men her er der også tilslutning fra lande som Spanien og Portugal, Østrig, Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Malta.

Lidt til og meget mer’
En ting er sikker: Efter et år hvor COVID-19 betød, at meget lovgivningsarbejde blev forsinket og udskudt, byder 2021 nu på virkelig meget vigtigt politisk arbejde i EU-systemet. Og for EU spænder dagsordenen vanen tro over langt mere, end det, der er nævnt ovenfor – en myriade af lovforslag og strategier. Blandt andre vigtige emner venter eksempelvis: regler for kryptovalutaer, ECB’s ventede beslutning om at lancere en digital euro, et udspil om cirkulær økonomi, tiltag på migrationsområdet (med ønske om en ny migrationspagt), udsigt til nye cookieregler med den vigtige ePrivacy-forordning og lovforslaget om en EU-mindsteløn, som har sat arbejdsmarkedets parter herhjemme på den anden ende. 2021 kan også meget vel blive året, hvor EU’s bankunion endelig færdiggøres med den manglende fælles indskydergaranti. Sker det, kan det være, at den danske regering vil vælge at gå videre med planer om en folkeafstemning om dansk tilslutning.

Et væsentligt flagskibsinitiativ bliver at få sat gang i den forsinkede Konference om Europas Fremtid på den symbolske Europadag, den 9. maj. Tanken er at få en meget bred diskussion med inddragelse af civilsamfundet om fremtidens EU, der kulminerer med det franske formandskab i anden halvdel af 2022. Konferencen er oprindeligt Macrons ide, og han har endda luftet tanken om en traktatændring. Det har nemlig længe været en kilde til frustration, at EU har haft vanskeligt ved at agere på områder, der kræver enstemmighed mellem de 27 medlemslande, herunder ikke mindst på den internationale scene. Hvis ikke der er appetit på større justeringer, kunne et mere moderat mål fx være at overgå til flertalsafgørelser, når det specifikt gælder at vedtage økonomiske sanktioner mod tredjelande. Dette blev aktualiseret af, at EU havde særdeles vanskeligt ved at igangsætte sanktioner mod det hviderussiske regime, idet Cypern stædigt blokerede i håb om at fremtvinge en modydelse i form af sanktioner mod Tyrkiet.

Om det stort anlagte initiativ løber ud i sandet i ørkesløse diskussioner eller fører reelle ændringer med sig for EU-samarbejdet, er for tidligt at afgøre. Men hvis der skal lægges op til egentlige forandringer, skal grunden til det formentlig lægges i andet halvår af i år. ◼

 

Hvis der skal lægges op til egentlige forandringer, skal grunden til det formentlig lægges i andet halvår af i år
_______

 



Malthe Munkøe (f. 1984) er ansat som seniorrådgiver i BusinessEurope, en af de største interesseorganisationer i Bruxelles, men skriver som privatperson. Han blogger også løbende om europæisk økonomi og EU-politik på https://malthemunkoe.substack.com. Tidligere var han analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet, og han er uddannet i statskundskab og økonomi med mastergrader fra Københavns Universitet, University of Essex og Europakollegiet. ILLUSTRATION: Paris: Demonstranter protesterer mod den franske regerings udspil til en ny sikkerhedslov, der bl.a. begrænser mulighederne for at filme eller tage billeder af politiet, 30. januar 2021 [foto: xavi ariza/sipa/ritzau scanpix]