Mathias Bach Søndergaard: Bliver det ikke til en ny atomaftale, vil Iran reelt være nødt til at kigge mod øst

31.10.2021

Den nye konservative Iran-administration og USA bevæger sig længere væk fra hinanden i bestræbelserne på at genforhandle den atomaftale, Donald Trump forkastede. Klokken nærmer sig 12, og hvis det ender med “ingen aftale”, tvinges Iran endegyldigt i armene på Kina, mener dansk-iransk seniorforsker.

Af Mathias Bach Søndergaard

DA JOE BIDEN i januar 2021 satte sig til rette på det ovale kontor, havde han endnu ikke fortalt meget om sin udenrigspolitik. En af de få undtagelser var spørgsmålet om en ny atomaftale med Iran. Hvis Iran igen overholdt deres del af aftalen, ville USA gøre det samme, lød det fra Biden. Fra iransk side turnerede man med et lignende budskab, dog omvendte fortegn: Først USA og så ville Iran følge efter.

Seks forhandlingsrunder i Wien senere er der fortsat ingen aftale. Og særligt efter tilgangen af den nye konservative Iran-administration i august er udsigterne til en ny atomaftale mellem Iran og USA blevet værre. Her afløste ultrakonservative Ebrahim Raisi den mere vestligt-orienterede præsident Hassan Rouhani.

Raisi har nu udpeget ligesindede folk på de centrale poster, og Irans øverste atomforhandler hedder nu Ali Bagheri. Bagheri har udmærket sig som notorisk kritiker af den oprindelige atomaftale og er slægtning til Irans religiøse og øverste leder, Ali Khamenei.

Ifølge iransk lektor ved Islamic Azad University, Mehdi Zakerian bør udnævnelsen af Bagheri give panderynker hos dem, der håber på en ny aftale:

“Bagheris udnævnelse skal ses som et klart signal til Vesten, da det er sandsynligt, at det nye forhandlingsteam vil sætte spørgsmålstegn ved hele præmissen for atomaftalen og fravige fra samtlige forpligtelser, hvis amerikanerne forsinker deres retur til 2015 aftalen,” fortæller han til AFP.

Atomaftalen fra 2015 var en milepæl, fordi den signalerede en opblødning af det amerikansk-iranske forhold, der har været anspændt siden, CIA i 1953 stod bag kuppet mod Irans demokratiske valgte premierminister Mohammad Mosaddegh. Kritikere som Trump mener, at atomaftalen var mangelfuld, da den ikke adresserede Irans missilprogram og proxykrig gennem støtte til terrorlistede militser.

 

“Vi nærmer os det punkt, hvor en genindtrædelse i atomaftalen ikke længere reproducerer fordelene ved den oprindelige aftale,” lød det i allerede september fra den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken
_______

 

Med aftalen blev mange af de massive sanktioner, som Irans har været underlagt i årtier løftet, og der var i nogle år udsigt til, at Iran kunne blive integreret i den internationale økonomi. Med vilde væksttal og håb om forbedrede levevilkår for den trængte iranske befolkning til følge.

Der er altså meget på spil i de vedvarende forsøg på at genoplive atomaftalen. Men forhandlingerne foregår på et fundament af massiv mistillid. Et fundament, hvor kuppet mod Mosaddegh, den iranske besættelse og gidseltagning på USA’s ambassade i 1979 og Trumps tilbagetrækning fra atomaftalen udgør tre af de mest massive byggesten i, og som gør det svært for parterne at nå hinanden igen.

Et psykisk waiting game
Derfor er det også er langt fra sikkert, at den nye iranske ledelse overhovedet er interesseret i at lave en aftale med Biden. Det forklarer Ali Alfoneh, der er dansk-iransk seniorforsker ved Arab Gulf States Institute. Han mener, at iranerne bliver i forhandlingerne for at signalere ansvarlighed og samarbejdsvilje, og at USA’s troværdighed i forhandlingerne er svækket.

“Præsident Biden kan ikke garantere, at hans efterfølger vil føle sig bundet af de aftaler som Washington måtte indgå i sammen med Tehran. Præsident Trump trådte ud af JCPOA (atomaftalen, red.). Hvorfor skulle Bidens efterfølger ikke gøre det samme?”, påpeger Alfoneh til RÆSON.

Raisis administration har da også haft alt andet end travlt med at genoptage atomforhandlingerne. Man er stadig seriøs omkring at få forhandlingerne i Wien genoptaget snart, lyder det fra iransk side, men handlingerne, der skal bakke de ord op, lader dog vente på sig, og spørgsmålet er, om den amerikanernes tålmodighed er ved at være brugt op.

 

Iranerne producerer nu nok uran med en berigelsesgrad på 60 procent til at kunne have brændstof til en atombombe om en måned
_______

 

“Vi nærmer os det punkt, hvor en genindtrædelse i atomaftalen ikke længere reproducerer fordelene ved den oprindelige aftale,” lød det i allerede september fra den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken, der dog afviste at sætte en dato på hvornår.

Blinken henviser her til, at iranerne med tiden får mere og mere knowhow om uranberigelse, der ikke kan aflæres på et senere tidspunkt. Siden Trump forlod atomaftalen og genindførte tunge sanktioner mod Iran, har iranere nemlig langsomt skruet op for produktionen af beriget uran. Angiveligt for at lægge pres på USA.

Iranerne producerer nu nok uran med en berigelsesgrad på 60 procent til at kunne have brændstof til en atombombe om en måned. Det viser en analyse af tal fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som stadig har adgang til at overvåge de iranske atomanlæg. Produktionen overstiger langt det, der er nødvendigt for at producere kernekraft, og under den oprindelige atomaftale var den tilladte berigelsesgrad bare 3,65 procent. Iranerne fastholder dog, at de ingen interesse har i at udvikle en atombombe.

En iransk atombombe er netop det, USA vil undgå. Det vil de så gerne, at præsident Biden under et besøg i Israel udtalte, at “der nu er en militær løsning på bordet”, hvis diplomatiet skulle fejle. Det var i slutningen af august under en stridighed om tilgængeligheden af de iranske atomanlæg mellem Iran og IAEA, som der siden kom en midlertidig løsning på.

Den skærpede amerikanske retorik skal ses i lyset den iranske nølen. Det er et psykisk waiting game, der handler om at skaffe sig de bedste kort på hånden, før parterne mødes ved forhandlingsbordet i Wien. Biden-administrationen vil helst gå diplomatiets vej, men som presset fra modstandere af en ny atomaftale stiger, som værdien af aftalen falder med tiden.

Nye, rige venner står klar
Forløbet er sigende for USA’s tilgang til Mellemøsten siden præsident Obama, mener Ali Alfoneh. Her har USA ønsket at trække sig ud af Mellemøsten militært, hvilket kræver en politisk nyordning i regionen.

“En nyordning forudsætter enten en krig med Iran eller en forbedring af relationerne til Iran, samt mægling mellem Iran og USA’s regionale allierede i Mellemøsten. Det første går imod det grundlæggende amerikanske ønske om en militær tilbagetrækning fra Mellemøsten,” forklarer Alfoneh. Han ser tegn på det sidste, selvom det er et meget skrøbeligt forløb.

Iran har allerede et omfattende politisk og økonomisk samarbejde med Kina. Men ender det med “ingen aftale”, kan Iran blive tvunget endegyldigt i armene på Kina, påpeger Alfoneh: “Russiske og kinesiske virksomheder udvider deres aktiviteter i Iran, og de kan tænkes at operere mere synligt. Resultatet bliver, at Iran, som ellers er interesseret i at handle med USA og EU, tvinges i armene på Rusland og Kina.

Det er en udvikling, der allerede er i bevægelse. I september blev Iran optaget som permanent medlem af den kinesisk-stiftede samarbejdsorganisation Shanghai Cooperation Organisation, hvor Rusland også sidder med ved bordet. Og i marts 2021 underskrev Iran og Kina et 25 år langt samarbejdsprogram, der indebærer kinesiske investeringer i Iran på flere hundrede milliarder dollars.

Bliver det ikke til en ny atomaftale, vil det øge Kinas indflydelse i Mellemøsten, og mindske vestens muligheder for at påvirke den fremtidige udvikling i regionen. Og mens Iran og USA forsætter det psykologiske forhandlingsspil, står kineserne klar østpå med åbne arme og milliarder i lommerne.

 

Bliver det ikke til en ny atomaftale, vil det øge Kinas indflydelse i Mellemøsten, og mindske vestens muligheder for at påvirke den fremtidige udvikling i regionen. Og mens Iran og USA forsætter det psykologiske forhandlingsspil, står kineserne klar østpå med åbne arme og milliarder i lommerne
_______

 

Mathias Bach Søndergaard (født 1995) læser en kandidat i statskundskab og var i foråret 2021 i praktik på Danmarks Ambassade i Iran. Han har tidligere været studentermedarbejder hos Berlingske og IDA. ILLUSTRATION: Præsidentpaladset, Tehran: Daværende iranske præsident Hassan Rouhani modtager den kinesiske præsident Xi Jinping ved en velkomstceremoni, d. 23. januar, 2016 [Foto: Abedin Taherkenareh/EPA/Ritzau Scanpix]