Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs trykte nummer: Skyggekrigen: Krigen mod terror stopper ikke med tabet af Afghanistan
30.09.2021
I fraværet af troen på muligheden for at skabe global fred på basis af demokrati er der så meget desto mere grund til at forberede sig på krig. Den vil fortsat blive ført i skyggen.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, der har titlen: “Efter Afghanistan”
Af Mikkel Vedby Rasmussen
Helikopternes kampfly-eskorte drejer af, inden de når den pakistanske grænse, mens de to Black Hawk-helikoptere krydser grænsen med cirka 20 specialuddannede soldater fra SEAL TEAM 6 ombord. Takket være den Stealthteknologi, som gør helikopterne mindre synlige på radaren, og de specialtrænede piloters evne til at flyve tæt på terrænet når styrken uantastet frem til Abbottabad i det nordlige Pakistan. Helikopterne lander, og specialstyrkerne stormer det hus, hvor Osama bin Laden holder til.
Angrebet tager 15 minutter, og kl. et om natten den 2. maj 2011 er Osama bin Laden dræbt af de amerikanske soldater, som rydder terroristlederens kontor for computer og papirer, inden de trækker sig tilbage cirka 30 minutter senere. Ud over et væld af religiøse tekster har bin Laden på sin boghylde bl.a. rapporten fra 9/11-kommissionen, en bog af den amerikanske kritiker Noam Chomsky samt en bog af den britiske historiker Paul Kennedy, som forudsiger det amerikanske imperiums sammenbrud. Amerikanerne tager de konfiskerede bøger og dokumenter samt bin Ladens lig med sig, efterlader resten af husets beboere i plastikhåndjern på vejen uden for huset og flyver derpå ud af Pakistan i den ene helikopter. Den anden helikopter er forulykket under operationen og må efterlades – den pakistanske regering sælger efterfølgende vraget til den kinesiske regering.
Da helikopteren forlader det pakistanske luftrum, kan man trække resten af holdet tilbage: den undsætningsstyrke i to Chinook-helikoptere, som var klar til at assistere SEAL TEAM 6, hvis modstanden i Abbottabad var større end beregnet, samt endnu en Chinook-styrke, der stod klar til at rykke ind for at blokere pakistanske styrker, hvis de skulle beslutte sig for at undsætte bin Laden. Det samme gjaldt for de luftstyrker, som deltog i operationen.
CIA havde brugt droner til at overvåge huset i Abbottabad inden angrebet. Selvom hverken det amerikanske flyvevåben eller CIA har været særlig meddelsomme omkring, hvilke enheder de havde i luften den nat, må man formode, at enhederne talte droner til både overvågning og støtte af specialstyrkerne. Man har spekuleret over, om amerikanerne også havde sendt F-22-kampfly – der ligesom Black Hawk-helikopterne har en Stealth-kapacitet – på vingerne.
For at placere sergent Robert O’Neill i Osama bin Ladens soveværelse, så han kunne skyde terrorlederen, deployerede man på selve aftenen 80 soldater foruden fly, helikoptere, droner og satellitter. Derudover var operationen også understøttet af de transportfly, basepersonel og andre logistik- og forsyningsfunktioner, der havde bragt styrkerne på plads, samt de stabsofficerer og efterretningsfolk, der havde planlagt operationen – og de håndværkere, der havde bygget modellen af bin Ladens hus, som SEAL TEAM 6 havde trænet i inden operationen.
Drabet på Osama bin Laden den 2. maj 2011 var noget særligt, fordi den amerikanske stat den nat drog terroristen til ansvar for terrorangrebet i New York og Washington D.C. den 11. september 2001. Som et berømt fotografi forevigede, fulgte præsident Obama, hans ministre og generaler med i aktionen i Det Hvide Hus. Men måden, som drabet på Osama bin Laden blev udført på, var ikke længere noget særligt: at indsætte specialstyrker som den sidste, dødelige brik i et militært puslespil, der lægges over hele kloden og kræver både højteknologiske platforme og omfattende efterretningsarbejde. Siden 9/11 havde det udviklet sig til en ny militær doktrin. Den står endnu, uanset at Kabul nu er faldet, og Vesten har mistet meget af appetitten på militære felttog.
En ny slags krig
Den 11. december 2001 talte præsident George W. Bush på militærakademiet The Citadel i Charleston. På det tidspunkt var det ’blot tre måneder, men lang tid siden’, som Bush formulerede det, at angrebet på World Trade Center havde fundet sted, og Bush i hast forlod den skole, som han besøgte i Florida, for at søge tilflugt i Air Force One, indtil det stod klart, at der ikke kom en anden bølge af angreb.
Selvom den oplevelse stadigvæk prægede præsidenten, redegjorde han i talen for, hvor meget der allerede var sket.
Skyggekrigen var et begreb, som skulle forklare, at indsatsen mod terror ikke blot var en krig, men også en ny slags krig
_______
Amerikanske styrker havde i løbet af efteråret påbegyndt operationer i Afghanistan, hvor specialstyrker støttet af luftstyrker havde givet lokale militser muligheden for at styrte Taliban-regimet, som havde givet Osama bin Laden og al-Qaeda husly. Mens Bush talte i Charleston, var afghanske militser og amerikanske specialstyrker i kamp med de sidste rester af al-Qaeda i Tora Bora i det nordøstlige Afghanistan. Bin Laden var på det tidspunkt formentlig selv i Tora Bora, men undslap til Pakistan. Først ti år senere, da CIA kom på sporet af kureren, som boede med bin Laden i Abbottabad og bragte sheikens budskaber til hans følgere, kom amerikanerne igen tæt på terrorlederen.
Osama bin Laden, og terrorister som ham, var ifølge Bush en ny type fjende, som skulle bekæmpes med en ny slags krig. Indsatsen i Afghanistan beviste ifølge præsidenten potentialet i en ’ny tilgang’ til at kæmpe en krig mod fjender, der havde ’forskanset sig i skyggen’, og som brugte ’terrorens og guerillakrigens redskaber’. For at kunne kæmpe krigen i skyggen var det amerikanske forsvar i færd med at gennemgå en ’revolution’, som ifølge præsidenten ville ’forandre krigens ansigt’. Skyggekrigen var et begreb, som skulle forklare, at indsatsen mod terror ikke blot var en krig, men også en ny slags krig.
Pentagon, 7. Oktober 2001: Daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld (t.h.) lytter til general Richard Myers (t.v.), mens han rapporterer om luftangreb på Taliban-positioner i Afghanistan. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Shawn Thew/AFP/Ritzau Scanpix]
Bush havde behov for at forklare den amerikanske befolkning, som tørstede efter hævn, at det ville tage tid at nedkæmpe al-Qaeda. At det var hans efterfølger, som kunne tage æren for at have slået bin Laden ihjel, viser, at Bush havde set rigtigt. Ved at beskrive, hvordan krigen foregik i skyggerne mod en fjende, som dér var i sit rette element, kunne Bush signalere, at terroristerne ikke kunne være omfattet af de samme retsgarantier som soldater, der kæmpede med åben pande i lyset. Den amerikanske regerings internering af bl.a. fanger fra Afghanistan-kampagnen på flådebasen i Guantánamo-bugten på Cuba kom i forlængelse af den måde at opfatte krigen på.
For Bush var 9/11 en krise, der krævede en national mobilisering. Han var tydeligvis bange for, at den amerikanske befolkning ikke havde viljen til at kæmpe, hvad Bush indså var en langstrakt kamp mod islamiske terrorister. Krigsbegrebet blev for Bush en måde at gribe tilbage på til en national erfaring med at kæmpe og vinde – med reference til både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Men ’krig’ var ikke alene et retorisk greb – Bush og hans regering så, at de stod på tærsklen til et nyt århundrede, som stillede andre krav til amerikansk magt.
Stormagter eller terrorister?
Bushs præsidentperiode blev indledt med en krise med Kina, da et kinesisk jagerfly i april 2001 kolliderede med et amerikansk EP-3E Aries II-overvågningsfly, som måtte foretage en nødlanding på kinesisk territorium. Den hændelse indvarslede en kommende konflikt med et Kina, som var blevet rigere og mere udfordrende over for USA. Som præsidentkandidat havde Bush således talt på The Citadel om behovet for, at USA’s væbnede styrker blev rustet til konfrontationen med Kina, Rusland og andre stater, der udfordrede USA’s magt. Det var opfattelsen blandt Bushs folk, at præsident Clinton havde ødslet amerikansk militærmagt væk ved at anvende den til politioperationer i alverdens brændpunkter – fra Somalia til Kosovo, med meget blandede resultater. Sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice opsummerede synspunktet således: ”Det er ikke opgaven for 82. luftbårne division at følge børn i skole”.
Men efter 9/11 syntes Kina ikke længere vigtigt, og militærets ressourcer blev fokuseret på en global krig mod terror. Før 9/11 ville Bush og hans folk genskabe det militær, som de mente, at Clinton havde ødelagt. Efter 9/11 ville de skabe et nyt militær, som kunne bruges mod terroristerne.
Det var i Afghanistan, at dette nye militær beviste sit værd. På pladsen i det genopbyggede World Trade Center-kompleks i New York blev der i 2011 opstillet en statue af en amerikansk soldat på hesteryg netop til minde om de specialoperationsstyrker, der kæmpede i Afghanistan i vinteren 2001. De amerikanske soldater indgik i militslederen Dostums styrker i det nordlige Afghanistan, og Dostums styrker bestod i vidt omfang af kavaleri.
Før 9/11 ville Bush og hans folk genskabe det militær, som de mente, at Clinton havde ødelagt. Efter 9/11 ville de skabe et nyt militær, som kunne bruges mod terroristerne
_______
I Afghanistans bjerge er det mest effektivt at bevæge sig på hesteryg, så de amerikanske soldater sadlede op og fulgte med. Undervejs udviklede amerikanerne og de afghanske styrker et samarbejde: Afghanerne red frem mod fjendens linjer, mens amerikanerne sørgede for luftstøtte, der ødelagde Talibans positioner. Med moderne luftmagt som støtte gav et kavaleriangreb pludselig ny mening.
Forsvarsminister Donald Rumsfeld var dybt fascineret af, hvad han kaldte ’hestesoldaterne’. Han jokede med, at han trods sin alder ikke havde forventet at skulle være ansvarlig for noget så anakronistisk som kavaleriangreb. Og de ridende soldater kunne forsvarsministeren også indsætte i sin kamp mod generalerne i Pentagon. For Rumsfeld og resten af Bush-regeringen havde ikke alene syntes, at Clinton var skødesløs i sin sikkerheds- og forsvarspolitik, men de mente også, at deres demokratiske forgængere havde mistet kontrollen med militæret. Med et hold bestående af en vicepræsident, som var tidligere forsvarsminister, en general som udenrigsminister (Powell) og en forsvarsminister, der også havde bestredet jobbet før (1975-77), havde Bushs regering i deres egen optik erfaringen til at sætte sig igennem.
Skyggekrig mod generalerne
Rumsfeld ønskede ikke en stor eller langvarig krig i Afghanistan. Derfor satte forsvarsministeren et loft over, hvor mange soldater, artilleri mv. Pentagon måtte overføre til landet. De ridende soldater beviste, at man kunne vinde uden at sætte hele den militære maskine i sving.
Clintons problem havde været, at generalerne insisterede på kun at gå i krig, hvis de kunne anvende det komplette sæt styrker. Det amerikanske forsvars lære af Vietnamkrigen var, at hvis de skulle i krig, skulle politikerne fra starten stille alle de nødvendige ressourcer til rådighed for en klart defineret opgave og anvende ’overvældende styrke’. Det blev kendt som Powell-doktrinen efter den daværende forsvarschef (og senere Bushs udenrigsminister), general Colin Powell.
Generalerne mente, at USA havde tabt i Vietnam, fordi man umærkeligt engagerede sig mere og mere i krigen, mens politikerne styrede alt for meget. Den analyse holder næppe for en nærmere historisk gennemgang af Vietnamkrigen, men den var ikke desto mindre den lektie, som blev terpet af amerikanske officerer i 1970’erne og 1980’erne. Den generation af officerer var nu blevet generaler. På den baggrund kan man forstå, hvorfor forsvarschef general Hugh Shelton blev forfærdet, da Clinton foreslog at sætte specialstyrker ind for at dræbe bin Laden i 1998. Shelton foretrak et angreb med krydsermissiler – men pakistanerne advarede al-Qaeda om angrebet, så bin Laden og hans folk havde forladt deres lejr, i god tid inden missilerne slog ned.
Efter 9/11 var angreb med missiler ikke længere godt nok, men på den anden side ønskede Bush og Rumsfeld ikke at købe hele forsvarets pakke. Løsningen blev fly og specialstyrker, som kunne operere i Afghanistan takket være det logistiske setup, som det store konventionelle militær kunne levere. Men den styrke, som angreb Osama bin Laden i Abbottabad, var præcis de skyggekrigere, som Bush og Rumsfeld ti år før ønskede at udvikle.
Imidlertid blev striden mellem det amerikanske forsvar, som ville have en stor, konventionel kampagne, og politikerne, der ønskede begrænset krig, aldrig løst. Sejrene i krigene efter 9/11 blev leveret af specialstyrker, der var spydspidsen i en højteknologisk militær kampagne, mens nederlagene fulgte med indsættelsen af store, konventionelle styrker i Afghanistan og Irak.
Målmaskinen og den datadrevne krig
Umiddelbart efter 9/11 lavede de amerikanske efterretningstjenester en liste over al-Qaedas ledere og andre terrorister forbundet med terrorangrebet. Præsidenten krydsede listen af, efterhånden som terroristerne blev dræbt eller taget til fange. Imidlertid var det fuldstændig korrekt, at terroristerne kæmpede i skyggen og var godt gemt dér. Det bedste argument mod, at der var en krig mod terror, var netop, at terroristerne ikke udgjorde klare mål, som man meningsfyldt kunne sætte militære styrker ind mod. Det formåede amerikanerne at ændre i løbet af de ti år, der gik, fra 9/11 til Osama bin Laden blev dræbt i 2011. Det var en ’målmaskine’, som det amerikanske forsvar udviklede, som journalisten Mark Bowden skrev.
Udfordringen var først at finde terroristerne og dernæst at have styrker, der hurtigt kunne blive sat ind mod dem. At finde terroristerne krævede en gigantisk efterretningsindsats. Alle vestlige efterretningstjenester fik dramatisk større bevillinger efter 9/11, og frygten for terrorangreb gjorde dem langt mere villige til at samarbejde end før. Resultatet var en eksplosion i data om terroristerne, samtidig med at analysekapaciteten blev øget pga. den udvikling i informationsteknologi, som også foregik i perioden – og udviklingen i informationsteknologi øgede så i sig selv datagrundlaget. Alt i alt fik amerikanerne og deres allierede langt flere og mere pålidelige efterretninger om al-Qaeda og andre terrororganisationer.
Både CIA og det amerikanske militær opstillede flere specialstyrker, som kunne sættes ind mod terroristerne. De lærte, at det var lige så vigtigt at samle efterretningsmateriale, efter at de havde nedkæmpet en terrorgruppe, som hvad der foregik under selve ildkampen. Det øgede i sig selv datamængden, hvilket gjorde flere angreb mulige, der så gav nye data. Denne datadrevne krig blev bl.a. muliggjort af droner, som kunne følge potentielle terrorister fra luften. Men dronerne gik hurtigt fra overvågning til at deltage i kamphandlinger. Med en drone kunne man – uden at risikere en pilots liv – bringe et missil tæt på et muligt mål, hvor dronen ventede tålmodigt, indtil det var på tide at slå til.
Den militære virkelighed bliver ofte væk i eufemismer, og man gør sig selv en tjeneste ved at erkende, at et mindre belevent, men mere præcist, navn for målmaskinen er dræbermaskinen. Droneangreb har til formål at slå konkrete mennesker ihjel med missiler. Angreb med specialstyrker fører ofte, men ikke altid, til, at målet bliver dræbt. Selvom de afledte civile tab ved droneangreb har været de mest omtalte og kontroversielle, viser historien om, hvordan Osama bin Laden blev dræbt, at angreb med specialstyrker i tætbefolkede områder med mange civile også betyder, at andre end terroristen, der er målet, bliver dræbt. Specialstyrkerne tager krigen med ind i terroristens soveværelse.
Den nye krigs blodige essens
Skyggekrigen har således et fokus på at slå ihjel, hvilket i sig selv gør den til en ny slags krig. Som den tyske militærteoretiker Carl von Clausewitz siger det, er krigens essens blodig. Men krig afgøres ikke ved at slå alle modstanderens soldater ihjel. Tværtimod er målet med en militær sejr at bringe modstanderen i en situation, hvor det er meningsløst at kæmpe videre. En general forventes at overgive sig, netop fordi han kan se, at hans soldater vil falde til ingen verdens nytte. Kun i tilfælde som slaget ved Verdun (1916) eller slaget om Stalingrad (1942), hvor den ene part nægter at erkende sit nederlag, vil kampen fortsætte, til taberen er blødt ud. Men selv i disse blodige slag ender tusinder af soldater i sidste ende med at overgive sig med livet i behold.
I en konventionel krig er det derfor ikke afgørende, om en soldat dør eller ej. Soldaten har ingen personlig skyld og kan ikke retsforfølges for at have kæmpet – men er på godt og ondt blot et middel for sin regerings ønske om at føre krig. Men i terrorkrigen er terroristen skyldig (eller bliver opfattet som skyldig) og skal slås ihjel som et alternativ til retsforfølgelse.
Som den israelske militærhistoriker Martin van Creveld påpeger, stopper man ikke krigen, når man betragter fjenden som en forbryder, der skal drages til ansvar. Al-Qaeda var for længst nedkæmpet, år inden bin Laden blev dræbt af SEAL TEAM 6. Men manden, der var ansvarlig for 9/11, skulle alligevel findes og dræbes. En fjendtlig general ville ikke blive stillet til ansvar på den måde, medmindre vedkommende havde begået krigsforbrydelser. Bin Laden var et ikke ’et middel’ i en regerings tjeneste, og derfor blev både hans kamp og kampen mod ham set som et mål i sig selv. Krigen mod terrorisme var i starten personlig.
Selvom skyggekrigen ikke kan konkurrere med verdenskrigenes pris i menneskeliv, har specialstyrkerne og dronernes indsats en blodig, personlig logik, der gør ’den globale krig mod terror’ til en nådesløs konflikt.
Med retorikken om denne nye slags krig formåede Bush og hans regering at fokusere forsvaret på at kæmpe og vinde krige – præcis som hans ambition havde været, da han overtog præsidentembedet. Det var bare ikke den type krig, som Bush havde forestillet sig. I de tilfælde hvor Bush-regeringen formåede at fokusere indsatsen på at nedkæmpe Taliban, al-Qaeda eller Irak, opnåede USA en række militære sejre. Taliban blev drevet fra magten i Afghanistan i 2001 og 2002 af lokale militser støttet af hestekrigerne og det amerikanske luftvåben. Al-Qaeda blev forfulgt i alle afkroge af verden, og de ledende medlemmer fandt næsten alle en død, der mindede om bin Ladens endeligt i Abbottabad. Invasionen af Irak omfattede konventionelle hærstyrker og blev udkæmpet af divisioner og brigader, men var konceptuelt et meget stort kommandoraid, der blev en af de hurtigste og mest effektive invasioner i militærhistorien.
I Irak formåede USA med en sidste kraftanstrengelse at nedkæmpe oprøret og trække sig ud hurtigt nok til, at det lignede en sejr. Det var Rumsfelds model, som blev gennemført flere år for sent
_______
De efterfølgende dronekampagner i det nordlige Pakistan, Yemen, Somalia og Nordafrika har været knusende effektive i at ramme terrorister – også selvom droneangrebene langtfra altid har formået kun at ramme terrorister og således har haft betydelige civile omkostninger.
Generalerne vinder
Bush-regeringen formåede imidlertid ikke at begrænse krigen til skyggerne. Indsatsen i både Afghanistan og Irak endte som konventionelle militære operationer med tusinder af soldater indsat på præcis den måde, som Condoleezza Rice havde advaret imod. Forsvarsminister Rumsfeld prøvede at begrænse antallet af styrker i Irak og håbede at kunne trække dem ud efter en kort besættelse, men det viste sig umuligt. Rumsfelds ideer om den korte og effektive krig med mænd på hesteryg kom til kort i Bagdad, men generalerne havde ikke en bedre løsning på, hvordan krigen skulle vindes, end de havde haft i Vietnam – igen var deres løsning flere soldater i længere tid. Jo længere tid soldaterne blev i Irak og Afghanistan, jo mere blev krigen bureaukratiseret til en kampagne, som fik sin egen logik, og som kunne holde sig selv kørende, til den politiske tålmodighed slap op, uden at være kommet et skridt nærmere en afgørelse.
I Irak formåede USA med en sidste kraftanstrengelse at nedkæmpe oprøret og trække sig ud hurtigt nok til, at det lignede en sejr. Det var Rumsfelds model, som blev gennemført flere år for sent. De amerikanske specialstyrker vandt den sejr i samarbejde med irakiske specialstyrker uddannet af amerikanerne og lokale militser. ”Det var intenst”, mindedes General McChrystal, der ledede specialoperationerne i Bagdad, ”vi slog al-Qaeda i Irak, på samme måde som Rocky Balboa slog Apollo Creed i maven”. Amerikanerne talte om ’industriel’ anvendelse af specialstyrker. Det virkede, fordi de konventionelle styrker kunne skabe sikkerhed for operationerne og skabe sikkerhed i de områder, som specialstyrkerne ryddede. Men de konventionelle styrker kunne ikke fremtvinge en afgørelse. Det kunne de konventionelle styrker, som amerikanerne og deres allierede uddannede i Irak og Afghanistan, heller ikke. I Irak brød hæren sammen under angreb fra i IS i 2014, men regeringen i Bagdad havde muligheden for at mobilisere militser, som kunne holde fronten, til en ny hær var dannet. Regeringen i Kabul havde ikke samme opbakning i civilsamfundet og havde derfor ingen mulighed for at forsvare sig, da hæren brød sammen i år. De afghanske specialstyrker var blandt de enheder, som kæmpede længst, men de kunne ikke holde tilstrækkeligt territorium til at holde regeringen ved magten i Kabul.
Specialstyrker leverer afgørelsen
Det bekræfter en tendens i moderne krigsførelse, som begyndte at vise sig under Anden Verdenskrig, hvor de britiske styrker havde mere end almindeligt svært ved at mønstre begejstringen til at vinde. Den britiske generalstabschef general Alan Brooke betroede sin dagbog, at hvis de britiske soldater fortsatte med at kæmpe så dårligt, havde Storbritannien fortjent at tabe. General Montgomery opfandt en løsning, der indebar at bruge store mængder af artilleri og luftstøtte til at dække en forsigtig fremrykning. Briterne tog få chancer og brugte overvældende ildkraft. De soldater, der havde mest mod på krigen, kom i nogle af de utallige kommandoenheder, som briterne oprettede – og det var dem, der udgjorde spydspidsen i kommandoenheder eller luftbårne enheder.
Under Anden Verdenskrig var amerikanerne forfærdede over Montgomerys metodiske tilgang, men efter at de havde brændt troen på den store offensiv af i Vietnam, endte de også med at satse på specialstyrker og ildkraft i den skarpe ende. Dette skal ikke misforstås – i løbet af det 20. århundrede viste vestlige konventionelle styrker stort mod og stor offervilje og led forfærdelige tab. Rumsfeld overvejede heller aldrig at erstatte konventionelle styrker med en hær bestående af specialstyrker. Men konventionelle styrker har fået sværere og sværere ved at afgøre slaget. De er blevet mere og mere baseret på platforme (militærets jargon for kampvogne, kampfly og den slags) og teknologi. Langt den største del af et vestligt forsvarsbudget går til at holde netop de konventionelle styrker kampklare, og de fleste materieludgifter går til at udruste dem; men det er ikke dem, som leverer de afgørende slag. I de sidste 20 år er slagene vundet i skyggen.
Amerikanerne fandt en måde at gøre en krig ud af indsatsen mod al-Qaeda på. Den krig fik mange aflæggere i Nordafrika og Asien, men den oprindelige krig mod al-Qaeda vandt USA.
Bush-regeringen havde forestillet sig, at det var udfordringen fra Kina og Rusland, der skulle forme et nyt, højteknologisk forsvar, men det endte med at være ’den globale krig mod terror’, som kombinerede efterretning, informationsteknologi og droner med specialstyrker i en skyggekrig. 20 år efter at al-Qaeda angreb New York og Washington D.C., er Kina og stormagtsudfordringer i dag blevet den hoveddagsorden i vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Condoleezza Rice havde forestillet sig, at den skulle være, da hun i 2011 satte sig i sit kontor som sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.
I dag er fokus igen på hangarskibe, bombefly og hærdivisioner. At forberede sig på den type konflikt er ikke så udfordrende for hverken de amerikanske eller andre vestlige væbnede styrker, som terrorkrigen har været. Derfor er der en risiko for, at man pakker det, som man har lært de sidste 20 år, væk – og koncentrerer sig om platforme, der kan sætte en skræk i livet på russiske og kinesiske generaler og skabe højteknologiske arbejdspladser.
Generalerne finder det faktum, at konventionelle styrker bliver dyrere og dyrere og leverer færre og færre resultater, lige så ubelejligt i dag, som de gjorde for 20 år siden. Skyggekrigen kører videre i sit eget spor, hvor droner og specialstyrker stadig kæmper over hele verden, men påvirker ikke nødvendigvis, hvordan man tænker konventionelle styrker. Det gælder også for det danske forsvar, som nu søger tilbage til mere konventionelle styrker, efter at indsatsen i Afghanistan og Irak i en periode gjorde hæren mere orienteret på indsættelsen af mindre styrker og fik gjort specialoperationsstyrkerne til en selvstændig kommando.
Så det spørgsmål, som Bush og Rumsfeld fandt et svar på – hvordan identificerer vi mål, og hvordan angriber vi dem? – er igen relevant at stille:
Hvordan skal NATO imødegå en russisk infiltration af de baltiske lande, på linje med den som Rusland har foretaget i Ukraine? Hvordan imødegår man bedst kinesisk magt i Det Sydkinesiske Hav? Kan man vinde i Mali?
Militære styrkers opgave er – stadig – at få politiske resultater ud af våbenmagt. Med en offensiv brug af efterretninger og et militært nedværk, som kan indsætte den rigtige styrke på det rigtige tidspunkt, kan de væbnede styrker bruges præcist og med stor effekt. Men omvendt er det overraskende, hvor lille en forskel tusinde af soldater og milliarder af kroner eller dollars kan gøre, hvis indsatsen kun er konventionel.
Fremtidens skyggekrige
20 år efter 9/11 og ti år efter at Osama bin Laden døde i Abbottabad, er Taliban igen på fremmarch i Afghanistan. Den bureaukratiske krig, som USA og dets allierede førte i landet, kunne have fortsat i årevis, men i fraværet af udsigten til en egentlig sejr trækker Vesten sig ud.
Den oprindelige sejr i 2001 virker fjern og meningsløs med Talibans erobring af Kabul. Condoleezza Rice mente ikke, at den 82. luftbårne division skulle bruges til at følge børn i skole og andre af de opgaver, som hørte nationsopbygning til. I år var det tre infanteribataljoner og et hovedkvarterselement fra 82. luftbårne division, som sammen med to marineinfanteribataljoner stod for bevogtningen af Kabuls lufthavn under evakueringen af amerikanere og allierede efter Talibans magtovertagelse. USA og de allierede belaver sig på at skulle holde Taliban og ISIS og andre af al-Qaedas aftagere i ave med droner og specialstyrker.
Bushs forudsigelse om, at krigen ville blive lang, og sejrene flygtige, holder stik – langt mere stik end Bushs tro på, at disse sejre kunne omsættes til bæredygtige demokratier, der kunne indgå i en ny, mere velordnet verden. Den tro er måske det største tab, som Vesten har lidt i løbet af skyggekrigen.
I fraværet af troen på muligheden for at skabe global fred på basis af demokrati er der så meget desto mere grund til at forberede sig på krig. Den vil fortsat blive ført i skyggen. I Mali og andre dele af Nordafrika fortsætter Vesten med at engagere sig dybere og dybere i en konflikt, som slående minder om den, Vesten opgiver i Afghanistan. Også her prøver Vesten at sikre en upopulær regering magten i et land, som er yderst vanskeligt at kontrollere. Vesten har lige så lidt som Kina eller Rusland en interesse i en åben konfrontation. Men hackere kan også føre skyggekrig, ligesom spionage og overvågning bliver centrale elementer i en konkurrence om markeder og teknologi. I sådanne skyggekonflikter er det ikke svært at forestille sig specialstyrker kæmpe på øer i Det Sydkinesiske Hav eller på grænsen mellem Ukraine og Rusland. Krigen mod al-Qaeda var en ny slags krig, men det var ikke den sidste af sin slags. ■
I fraværet af troen på muligheden for at skabe global fred på basis af demokrati er der så meget desto mere grund til at forberede sig på krig. Den vil fortsat blive ført i skyggen
_______
Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier ILLUSTRATION: Præsident Bush og daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld foran Pentagon, 12. september 2001 [FOTO: Paul J. Richards/AFP/Ritzau/Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
