Thorup og Bek-Thomsen om klimaets idéhistorie i RÆSON LØRDAG: Klimaet er en samtale, mennesket har med og om sig selv

24.09.2021

Naturvidenskaberne kan præcist fortælle os, hvad der sker med vores natur og pege på, hvordan menneskets levevis er med til at påvirke ikke bare naturen, men også vores egne fremtidige muligheder. Men forskning i fx klimaets idehistorie viser os, at klima og klimaforandringer ikke bare påvirker vores konkrete levevis, men også vores tanker og idéer om et utal af ting fra etnicitet, over ulighed til byrum. Derfor har vi også behov for den humanistiske forskning af klimaet.



Af Mikkel Thorup og Jakob Bek-Thomsen

”Lige siden mennesket stjal ilden fra himlen og bemestrede jernet med sin næve, lige siden det undertvang sig både dyrene og sine medbrødre og ligesom med planterne opdragede dem til at være i sin tjeneste, så har mennesket på forskellige måder medvirket til at forårsage forandringer i klimaet.” Således skrev den tyske filosof Johann Gottfried Herder helt tilbage i 1784.

Endnu længere tilbage har man vidst, at menneskets manipulation af landskabet, særligt fældning af træer, også ændrede klimaet. Herder fortsætter: ”Vi kan altså betragte menneskeslægten som en flok dristige, om end små kæmper, der langsomt stiger ned fra bjergene for at bemægtige sig jorden og for med deres svage næver at ændre klimaet. Hvor langt de vil være kommet hermed, vil kun fremtiden vise.” Herders spekulative fremtid er vores konkrete nutid.

De menneskeskabte klimaforandringer er menneskehedens største kollektive udfordring nogensinde. I løbet af, historisk set, kort tid er vi begyndt at se og mærke konsekvenserne af 200 års intensiv afbrænding af fossile brændstoffer, og vi har i løbet af de sidste årtier set en tematisering af klimaforandringer på tværs af politiske, økonomiske, kulturelle og videnskabelige områder; fra diplomatisk storpolitik til undervisningsplaner; fra lovgivning og byplanlægning til kunstprojekter og filosofiske afhandlinger; fra økonomiske beslutninger til vegetar-diskussioner i familierne.

Klima er blevet en meget konkret samtale om, hvad vi gør for at afværge katastrofen, og en metadiskussion om, hvem vi er som art, samfund og individer. Klima er ikke bare summen af vejr. Det er også blevet et symptom og tidsbillede på vor tid. Klima er blevet et af de væsentligste sprog, indenfor hvilket vi taler om og med os selv om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. På sin vis er klima blevet noget andet og meget mere end de forandringer vi kan observere i Jordens økosystemer: Klima er vor tids primære imperativ. Det er alt det, som vores politikker, økonomier og sundhed tænkes ud fra og overfor. Og det uanset, hvad ens agenda er, om man vil lempelser eller udvidelser, så indgår klima enten implicit eller eksplicit i argumentet.

Der produceres i dag idéer om klimaet som aldrig før. Laboratorier, tænketanke, forskningscentre, regeringskontorer, konsulenthuse, reklamebureauer, nyhedsmedier, partier, sociale bevægelser, filmstudier, museer etc. masseproducerer klimaforestillinger: Billeder, symboler, tal, modeller, begreber om, hvad klima er, hvad menneskeskabte klimaforandringer er, hvad det betyder for vores fremtid, hvad det bør betyde for vores politik og hverdag.

Mennesket har altid skabt forestillinger om klimaet, forstået sig selv i sammenhæng med klimaet; det har vejet, målt og kategoriseret klimaer; det har brugt religiøse, naturfilosofiske eller videnskabelige, politiske, moralske, æstetiske og kulturelle udtryk og genrer til at give form og mening til klimaet.

Man har tænkt på klima som dette på en og samme tid konkrete og synlige forhold som vejr (regn, blæst, temperatur …) og diffuse forhold som klima (det generelle vejrforhold over længere tid). Hvis vejret er det, mennesket altid har kigget på og haft forhåbninger til i sit daglige liv, så er klimaet de generelle baggrundsbetingelser for samme, de dag-til-dag umærkelige forandringer, der akkumuleret over tid ændrer på menneskets livsbetingelser. Der er derfor både konkrete og abstrakte forhold på spil. Ting, der kan ses og mærkes, og ting, der kun kan måles og beregnes. I alle led mellem det mest konkrete, ’det regner udenfor’, til det mest abstrakte, ’klimaet forandrer sig’ er der idéer om menneske, natur, videnskab, politik, religion, og om hvad det vil sige at høre til, at leve nu-og-her, at være underlagt kræfter udenfor ens kontrol, at være årsag til klimaforandringer etc.

 

Klima er allestedsnærværende i den offentlige debat, hvor den umiskendeligt er tilstede i baggrunden, selv når den ikke italesættes direkte. Alle diskussioner om prioriteringer og fordelinger har klimaet som afventende argument: ”Hvad med klimaet?”
_______

 

Når vi derfor diskuterer klimaforandringer, når vi prøver at forstå vores rolle og ansvar for klimaet og kloden, da gør vi det i forlængelse af og mere eller mindre erkendt dialog med fortiden.

Humanistisk klimaforskning
Som miljøhistorikeren J.R. McNeill har pointeret, ”jo mere man piller begrebet klimaforandring fra hinanden, jo mere relevant bliver fortiden for en forestilling om fremtiden.” McNeill peger dog samtidig på, at studierne af vores forhistorie – og dybe historie – kun rækker et vist stykke. De kan vise os reaktionerne på de utallige klimarelaterede naturkatastrofer, mennesker har stået overfor, og derigennem belyse de negative sociale, kulturelle og politiske konsekvenser, kommende klimaudfordringer vil medføre. Men fordi de menneskeskabte klimaforandringer både geografisk og omfangsmæssigt adskiller sig fra tidligere tiders (indenfor menneskets historie) mere lokale udfordringer, er vi reelt i ukendt farvand. Og så alligevel ikke, for dette er ikke første gang, mennesket har tænkt over sig selv i relation til klimaet, over hvordan klima påvirker os og vi klimaet.

Særligt i disse år bliver det tydeligt, at mange former for humanistiske studier føler sig draget af klimaet som analytisk genstandsfelt. Som Tom Bristow og Thomas Ford skriver i indledningen til antologien A cultural history of climate change fra 2016, så handler klimaet i dag om os selv. Det er overalt omkring os, fra troposfæren til hydrosfæren. Klimaet gør vores samtid til historie, til en ny geologiske periode, hvor vi må forholde os til de synlige og usynlige aftryk, vi sætter på naturen. Klima er allestedsnærværende i den offentlige debat, hvor den umiskendeligt er tilstede i baggrunden, selv når den ikke italesættes direkte. Alle diskussioner om prioriteringer og fordelinger har klimaet som afventende argument: ”Hvad med klimaet?” Klimaet handler om os selv, på samme måde som et narrativ følger et tema, eller som et narrativ altid handler om forfatteren.

Sammenfaldet mellem menneskets historie, levevis og en ny geologisk periode er præcis den forståelse, Paul Crutzen lægger an til i sin begrebsmæssige afklaring af det antropocæne: ”Det Antropocene kan siges at være startet i den sidste del af det 18. århundrede, hvor analyser af luft, fanget i polarisen, viste en begyndende stigning af globale koncentrationer af kuldioxid og metan. Tidspunktet falder tilfældigvis også sammen med James Watts opfindelse af dampmaskinen i 1784.” Det er Geology of Mankind – menneskets geologi – som er det primære i det antropocene og igen peger på, at klima handler om os selv.

Og vi har behov for den humanistiske forskning af klimaet. Naturvidenskaberne kan præcist fortælle os, hvad der sker med vores natur og pege på, hvordan menneskets levevis er med til at påvirke ikke bare naturen, men også vores egne fremtidige muligheder. Den humanistisk forskning viser os, at klima og klimaforandringer ikke bare påvirker vores konkrete levevis, men også vores tanker og idéer om et utal af ting fra etnicitet, over ulighed til byrum – samt  at klima ikke bare er tal og naturlige processer. Det er også kultur, følelser, kropslige reaktioner såvel som historisk og kulturel formede måder i naturvidenskaben overhovedet at opdage klimaet, sætte tal på det og give mening til dets forandringer.

Klimaidéer
Idéhistorie er klassisk set et fag, der læser fortidens tænkere i historisk sammenhæng, men det er aktuelt meget mere end det. Det er basalt set studiet af, hvordan mennesker taler mening og sammenhæng ind i verden, i fortiden såvel som i nutiden. Idéhistorie undersøger, hvilke idéer folk har gjort sig og gør sig om, hvem de er, hvad et menneske vil sige, hvad samfundet er, hvad der er skønt, hvem der skal tælle med og hvem ikke, hvad naturen og kosmos er og hvordan vi får viden derom og meget mere. Og det handler om mennesket, der placerer sig på jordkloden, i verdensrummet, mellem mennesker, med og mod naturen – og alle de tanker om sig selv og omverdenen, som alt det giver anledning til historisk og aktuelt.

Klimaets idéhistorie undersøger alle de måder, hvorpå vi giver mening til os selv som væsener placeret i et omskifteligt, planetarisk rum, at være sat i sammenhænge af storme, regn, sol, årstider, oversvømmelser, jord og hav, den store himmelhvælving og det uendelige rum.

Ikke mindst må vi undersøge menneskets forhold til naturen – sin egen natur såvel som den omkringliggende; er vi værgeløse eller skyldige, er naturen sin egen distinkt fra os eller er den og vi et kontinuum af gensidighed? Hvordan taler naturen og klimaet til os, hvordan omsætter vi naturens tavse tale i form af tal, beregninger, fremskrivninger, klimamodeller, hvad slags tale er det? Historisk har man ofte sat klima og menneskenatur sammen i forskellige teorier om varme og kolde landes påvirkning af den lokale menneskenatur, lige som der har været en konstant kulturproduktion omkring årstider, landskaber, vejret, naturkatastrofer, der ligger som et kulturelt reservoir også i vores aktuelle klimatanker.

Vi må også undersøge menneskets forhold til sine egne kræfter – skæbneramt, gudernes kastebold, underlagt vind og vejr eller historiens drivkraft, antropocentrisk kilde til selve klimaets forandringer. Mennesker har i århundreder, for ikke at sige årtusinder, haft idéer om ikke kun at være påvirket af vejret men at kunne påvirke det. Dels i religiøse registre med påkaldelse af gudernes hjælp ved høsten, ved storstilede vandings- og dræningsprojekter, tæmning af klimaets og vejrets kræfter og med en mangfoldighed af kulturelle overvejelser over, hvor stor og mægtig mennesket er, hvor meget vi har afluret naturens luner, hvor skrøbelige og udsatte vi er overfor kræfter, vi ikke kan forudsige eller tæmme.

Og endelig må vi undersøge menneskets forhold til tid og historie: Fortiden indhenter os hurtigt i disse år; vi lever i den accelererende konsekvens af nære, fortidige handlinger. Det aktuelle handlingsrum skrumper hastigt ind, hvis katastrofen skal afværges; samtidig er enhver klimasnak også fyldt med århundreder, årtusinder, årringe og isblokke, der afslører millioner af år i klodens historie. Klimaforandringer er både en meget lang historie – nogen siger siden mennesket betvang ilden – en lidt kortere historie de sidste par århundreder med masseafbrænding af fossile brændstoffer og en kortere, fortættet historie lige nu med hastigt accelererende klimaforandringer. Og med en fremtid, der enten kan blive defineret af denne acceleration af katastrofer eller af klimakrisens løsning.

Enhver idéhistorie er optaget af mennesket som et historisk og tidsligt væsen, dvs. ikke bare et individ eller kollektiv, der lever på et bestemt tidspunkt i en bestemt historisk sammenhæng, men også som et, der har særlige forhold til det historiske og det tidslige, særlige fornemmelser af, hvad historiens gang er, og hvilken slags tid, det lever i. I helt særlig grad er der tale om katastrofisk tid. Der er selvsagt dem, der afviser menneskeskabte klimaforandringer og dem, der tror, at et teknisk eller markedsmæssigt fix kan klare situationen, men for alle andre er der tale om varierende grader af katastrofisk tænkning. Hvad slags tid er katastrofisk tid, og hvordan tænker vi katastrofen?

Den katastrofiske tid er både materiel realitet – opvarmning, tyfoner, oversvømmelser, tørke etc. – samtidig med, at den er ’menneskeskabt’, ikke kun i betydningen, at det er vores afbrænding af fossile brændstoffer, der har skabt katastrofen, men også at det er os, der taler om den, forstår den, handler på den som en katastrofe (eller afviser handling, afviser, at det er en katastrofe, hvilket også er del af dens skabelse), planlægger ’det katastrofiske’ som i klimatilpasning eller i konfliktscenarier.

Afmagt, almagt og alt midt imellem
At vi i den såkaldte antropocene tidsalder bliver mere bevidste om os selv som en lille del af det planetariske hele sker samtidig med, at vi bliver akut mere bevidste om vores klodeforandrende kræfter. Klimaforandringerne ændrer også vores selvforståelse. Vores fornemmelse af menneskets plads i, ikke bare vores egen historie, men klodens og jordens historie. Det skaber både udfordringer i forhold til at tænke analytisk med klimaet i historien og giver nye muligheder for at gentænke gamle – måske forældede – forestillinger om os selv.

Og så det handler humanistisk klimaforskning såvel som klimaforandringerne om: vores udspændthed mellem almagt og afmagt, mellem lang historie og aktuel acceleration, mellem det evige og det historiske, det ’naturlige’ og det ’menneskelige’.

Klimaforandringer kan registreres og måles naturvidenskabeligt. Men alle de andre påvirkninger af vores tanker, argumenter, fordomme og antagelser kommer ikke til udtryk der. Derfor er studiet af klimaets idéhistorie vigtigt, fordi det kan være med til at skabe en forståelse for de sammenhænge mellem de naturmæssige, de samfundsmæssige og de individmæssige forandringer som finder sted. ■

 

At vi i den såkaldte antropocene tidsalder bliver mere bevidste om os selv som en lille del af det planetariske hele sker samtidig med, at vi bliver akut mere bevidste om vores klodeforandrende kræfter
_______

 

Kronikken er en omarbejdet version af introduktionen til Klimaets Idéhistorie udgivet af forlaget Baggrund, september 2021.

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille