Amelie Theussen: Hvorfor sender Tyskland 5000 militærhjelme til Ukraine?
07.02.2022
Der er gode historiske grunde til, at Tyskland ikke leverer våben til kriseramte regioner og generelt overholder en tilbageholdende forsvars- og sikkerhedspolitik. Så det bliver nok ikke til våbenleverancer til Ukraine, men Tyskland kan gøre meget for at fremstå som bedre allierede. Og Tysklands lederrolle i 2014 har vist, at det er muligt.
Analyse af Amelie Theussen
TYSKLAND FIK meget kritik og hån, da landets forsvarsminister Christine Lambrecht (SPD) i sidste uge oplyste, at landet vil sende 5000 militærhjelme til Ukraine. Ifølge forsvarsministeren skal det ses som et ”meget tydligt signal: Vi er på jeres side”. Signalet blev dog ikke modtaget som forventet. Ikke overraskende var Tysklands allierede og Ukraine selv langt fra begejstret. Den ukrainske ambassadør i Tyskland, Andriy Melnyk, kaldte beslutningen for “en rent symbolsk gestus” og sagde til nyhedsbureauet dpa, at ”Ukraine forventer en 180-graders vending fra den føderale regering, et sandt paradigmeskift”.
Dette virker dog usandsynligt. I søgen efter en forklaring på den nye tyske regerings politik er det nødvendigt at inddrage både den tyske historie og Tysklands forhold til Rusland, som gør sig gældende i form af partipolitik – og ikke mindst den omstridte gasrørledning Nord Stream 2.
Politiserede våbenleverancer
For at forstå den tyske position, er det vigtigt at forstå, at våbenleverancer er omstridte i Tyskland. Ligesom at den nye trafiklyskoalition bestående af socialdemokratiske SPD (rød), liberale FDP (gul), og det grønne parti Bündnis90/Die Grünen (grøn) udelukkede våbenleverancer til kriseregioner i deres koalitionsaftale. Den nye tyske regering vil hurtigt udvikle strengere eksportlove og satser på at have et første lovudkast klar allerede i det kommende efterår.
Under Merkels regering var Tyskland den fjerdestørste leverandør af våben på verdensplan; landet eksporterede våben og militært udstyr til rekordhøje 9,35 milliarder euro (det svarer til lige knap 70 milliarder DKK) i 2021. Ifølge regeringen gik mere end en tredjedel af de 4,2 milliarder euro til krigsvåben og 5,1 milliarder til andet militær udstyr til EU- og NATO-partnerlande. Men langt den største køber af tyske våben sidste år var Egypten – til 4,34 milliarder euro. Dette er højtkontroversiel, eftersom det nordafrikanske land er blevet kritiseret for menneskerettighedskrænkelser og ikke mindst landets involvering i voldelige konflikter i Libyen og Yemen.
Der er gode historiske grunde til, at Tyskland ikke leverer våben til kriseramte regioner, og generelt overholder en tilbageholdende forsvars- og sikkerhedspolitik. Den tyske tilbageholdenhed i forhold til våbenleverancer kender man også til i Ukraine. Efter indledende krav om våbenforsyninger fra Tyskland, som ikke blev imødekommet, har Ukraine denne gang faktisk efterspurgt 100.000 hjelme og beskyttelsesveste til at udruste de frivillige, der melder sig til for at forsvare deres hjemland sammen med de væbnede styrker, ifølge den ukrainske ambassadør i Tyskland Andriy Melnyk.
Tyskland blev altså spurgt om hjelme og sender hjelme – en del af historien, der ofte bliver overset. Ikke desto mindre er der mange kommentatorer, som mener, at er latterlig at sende 5000 hjelme og kalde det et ”meget tydeligt signal”. Problemet for Ukraine er, at de tilbudte 5000 hjelme og et feldhospital virker som en dråbe i havet på et tidspunkt, hvor Rusland samler over 100.000 tropper ved den ukrainske grænse. Samtidig blokerer Tyskland estiske våbenleverancer, fordi Estland gerne vil støtte Ukraine med haubitser – som de tidligere købte fra Tyskland.
Traditionelt har Tyskland vægtet samarbejde og dialog med Rusland højere end konfrontation, men de seneste års kriser – Georgien i 2008 og især Ukraine siden 2014 – har ført til en hårdere tysk linje overfor Rusland
_______
Det særlige forhold til Rusland
Forklaringen på Tysklands politik ligger i stor grad i landets forhold til Rusland. Traditionelt har Tyskland vægtet samarbejde og dialog med Rusland højere end konfrontation, men de seneste års kriser – Georgien i 2008 og især Ukraine siden 2014 – har ført til en hårdere tysk linje overfor Rusland. Alligevel varer den traditionelle Rusland-venlige holdning ved: Tal fra en ny Der Spiegel-måling viser, at 53 pct. af de adspurgte tror, det er sandsynligt, at russiske tropper vil invadere Ukraine. Desuagtet synes 39 pct. af de interviewede, at den tyske regering burde samarbejde med Rusland, mens 37 pct. mener, at tilgangen skal være til dels kooperativ og til dels konfrontativ. Kun 22 pct. synes, at konfrontation er vejen frem. Især forskellen mellem Øst- og Vesttyskland er interessant i denne sammenhæng. I Vesttyskland ser 55 pct. Putins Rusland som en trussel for Tyskland, mens det kun er 34 pct. i Østtyskland.
Olaf Scholz’s regeringsparti, SPD, lider samme splittelse. SPD Bundestags-medlem og medlem af Udenrigsudvalget Ralf Stegner kritiserer fx ”verbal sabelraslen”, men vel at mærke ikke fra russisk side. Og SPDs tidligere kansler Gerhard Schröder (tysk kansler fra 1998 til 2005) kritiserede også ”sabelraslen fra Ukraine”. Han sidder som formand for aktionærbestyrelsesrådet i det russisk ejet firma Nord Stream og er nomineret til at blive bestyrelsesmedlem af Gazprom.
Schröder har tidligere været stærk kritiseret for sin meget pro-russisk holdning. I 2018 kaldte Wall Street Journal den tyske Eks-kansler for et vigtigt instrument for Putin og opfordrede til at sanktionerne også burde glæde for ham. Og der er stadig dele i Tysklands regeringsparti, som tror på en venlig kurs overfor Rusland. Oppositionen er mindst ligeså splittet. Den nye CDU-formad Friedrich Merz vil fx gerne se en hårdere strategi overfor Rusland. Men han underminerer samtidigt sanktionsmulighederne ved at advare imod en udelukkelse af Rusland fra det internationale banksystem SWIFT, fordi ”det kunne være atombomben for kapitalmarkederne” og ramme Tyskland som eksportland hårdt. På den anden side synes medformanden for Die Linke-gruppen i Bundestag, Almira Mohamed Ali, at selv 5000 hjelme går alt for langt. For hende burde Tyskland ”spille rollen som mægler” og ikke tage parti i konflikten.
Elefanten i rummet er gasrørledningen Nord Stream 2, der sætter den tyske regering i et dilemma. Rørledningen er allerede bygget færdigt og venter på godkendelse. Som reaktion på de russiske sikkerhedskrav har Tysklands allierede lagt pres på landet for at lægge Nord Stream 2 på is for at bidrage til den vestlige afskrækkelsesevne.
Tysklands allierende har aldrig været fortalere for gasrørledningen, fordi den i deres øjne øger europæisk afhængighed af Rusland og Ruslands geopolitiske greb om Ukraine. Tysklands regeringspartier er imidlertid splittede: Både Die Grünen og FDP har tidligere været modstandere af projektet, mens SPD har støttet projektet. En nedlæggelse af Nord Stream 2 ville dog bringe den tyske energisikkerhed og landets energiomstillingsreform i fare. Udfasningen af atom- og kulkraft i løbet af de næste år resulterer i øget behov for naturgas. Allerede nu – uden Nord Stream 2 – er Rusland Tysklands største energileverandør – halvdelen af landets naturgasforbrug bliver dækket af russisk gas. Og Europa befinder sig allerede i en energikrise, hvor Rusland har stærke kort på hånden. Gasniveauerne i de tyske gasreservoirer er på rekordlave niveauer sammenlignet med tidligere år, og Putin har tilbudt at genopfylde de tyske reservoirer, hvis Nord Stream 2 godkendes.
En yderligere forværring af forholdet ville klart bringe tysk (og europæisk) energisikkerhed i fare, og brugen af Nord Stream 2 er derfor et stærkt omdiskuteret emne i tysk politik. Hvor Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock fra Bündnis 90/Die Grünen inkluderer Nord Stream 2 i listen af mulige sanktioner, argumenterer SPD generalsekretær Kevin Kühnert med hentydning på Die Grünens opposition til Nord Stream 2 projektet, at man ikke burde fremtrylle potentielle internationale konflikter “for at begrave projekter, som altid har været en torn i øjet”.
Tyskland må finde sine ben
Almira Ali har en pointe, når hun kritiserer den tyske regering for ”formålsløst at vandre rundt” i dens udenrigspolitik. For at undgå at Tyskland hjælper Rusland ydereligere i at skabe uenigheder i Europa og NATO, er det akut nødvendigt, at den tyske regering taler med én stemme, når det kommer til Ukraine-konflikten. I koalitionsaftalen er partierne ikke kun enige om ikke at levere våben til kriseregioner, men også om ”at opretholde et troværdigt afskrækkelsespotentiale”. Fokus på enighed og overensstemmelse i beskederne til Tysklands allierende og til Rusland er afgørende. Regeringen, og frem for alt Kansler Scholz, skal lægge en klar strategi for, hvordan man håndterer Rusland og hjælper Ukraine. Dette skal meldes ud i de tre regeringspartier, og her er det er vigtigt, at de fremtrædende profiler i regeringspartierne også støtter op om enigheden. Det bliver nok ikke til våbenleverancer til Ukraine, men Tyskland kan gøre meget for at fremstå som bedre allierede. Og Tysklands lederrolle i 2014 har vist, at det er muligt.
Udenrigsminister Annalena Baerbocks tale i Bundestag d. 27. januar er et godt udgangspunkt. Hun fremhæver her Tysklands tætte koordination med partnere i EU, NATO og G7 og en vilje til dialog kombineret med nødvendig hårdhed omkring hjørnestenene i europæisk sikkerhed, som ikke er til diskussion, fx fremtidig NATO-udvidelse og troppeplaceringer. Baerbock ser ”vores enhed … som vores største våben, hvis det ord overhovedet skal bruges, og – ja, for at være ærlig – vores roller i det er ikke helt identiske”.
De vestlige allierede skal være enige om fælles værdier og mål ift. Rusland og Ukraine. Og det giver mening at forskellige allierende tager forskellige roller. Tyskland har tidligere været succesfuld i at spille en vigtig rolle i forholdet mellem NATO og Rusland takket været landets tilgang som kombinerer dialog og hårdhed. Desuden er landet leder af NATO’s fremskudte tilstedeværelse, enhanced Forward Presence (eFP), i Litauen, og overvejer nu at styrke deres tropper der.
Det ville være et godt bidrag til en yderligere styrkelse af NATO og bekræftelse af alliancens troværdighed og sammenhængskraft, mens landet samtidig kan hjælpe med at holde kommunikationskanaler med Moskva åbne og overtale den russiske ledelse til deeskalation. Dette ville være et stærkt tysk bidrag til international sikkerhed – men kun hvis regeringspartierne kan enes og følger en klar sikkerhedspolitiske linje. ■
Det bliver nok ikke til våbenleverancer til Ukraine, men Tyskland kan gøre meget for at fremstå som bedre allierede. Og Tysklands lederrolle i 2014 har vist, at det er muligt
_______
Amelie Theussen (f. 1989) er Ph.d., adjunkt ved Center for War Studies, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Hun forsker i moderne væbnet konflikt – specifikt i ændringer i krig og krigsførelse og samspillet mellem (international) politik og folkeretten – og forsvars- og sikkerhedspolitik i Danmark og Europa. ILLUSTRATION: Jens Stoltenberg holder møde med Annalena Baerbock, 9. december 2021. [FOTO: NATO]