Anders Puck i RÆSONs nye trykte nummer: Pas på med at undervurdere Ruslands militær
28.04.2022
Der er flere unikke årsager til russernes massive problemer i Ukraine. Men kommer der en krig mod NATO, vil de stå langt stærkere.
Af Anders Puck Nielsen
Ruslands invasion af Ukraine udviklede sig ikke, som Putin havde ønsket det. Krigens indledende fase var en fiasko, hvor Rusland led store tab og i store træk ikke opnåede nogen af deres centrale mål. Hovedstaden, Kyiv, faldt aldrig, og der er ikke blevet indsat en marionetregering i Ukraine. Siden forsøgte russerne på forskellig vis at justere på strategien for at dæmme op for problemerne, men tilbage står billedet af en russisk militærmaskine, som langtfra har været den overmagt, mange havde forventet.
Samtidig står vi også i en ny sikkerhedspolitisk situation med et decideret fjendskab mellem Vesten og Rusland. På det militære område forstærker NATO sine østlige flanker, der kommer flere amerikanske soldater til Europa, og et øget fokus er opstået på, at alle NATO-lande skal bruge de lovede 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Samtidig diskuteres muligheden for NATO-medlemskab i Sverige og Finland, mens der på det økonomiske område er sat gang i omfattende reformer, som skal gøre den europæiske økonomi uafhængig af russisk gas og olie. Vesten er således ved at ruste sig til en langsigtet konfrontation med Rusland.
Det er derfor værd at overveje, hvad det egentlig er for en militær modstander, vi står over for. Umiddelbart kan det jo lyde paradoksalt. Skulle Rusland være så stor en trussel, nu da militæret har vist så eklatante svaghedstegn i Ukraine? Hvilken trussel kan Rusland udgøre over for NATO, hvis de ikke er i stand til at slå Ukraine? Men så simpelt er det ikke.
Hvis vi vil uddrage viden om den russiske militærmaskine på baggrund af krigen i Ukraine, er vi nødt til at skelne mellem årsagerne til russernes svagheder. Skyldes den dårlige præstation faktorer, der gælder Ruslands militær helt generelt, eller er den specifikt knyttet til krigen i Ukraine? Hvis vi forsimpler den analyse, er der en afgørende risiko for at uddrage et misvisende billede af det russiske forsvar.
Militærreformer gav høje forventninger
Forventningerne til russernes militære formåen var tårnhøje inden krigen i Ukraine. Det er også en af årsagerne til den udbredte forbløffelse over deres øjensynlige mangel på militære kompetencer. Det er banale ting, som ikke har virket for dem, og man skulle have troet, at en stormagt som Rusland ville have haft bedre styr på det.
Når der var høje forventninger til det russiske militær, skyldtes det især de omfattende reformer, som blev iværksat efter krigen i Georgien i 2008. Ganske vist havde Rusland vundet krigen, men det var en udbredt opfattelse, at militæret havde underpræsteret. Især havde der vist sig store svagheder i russernes kommando- og kontrolsystemer. Det gjorde det svært at koordinere mellem de forskellige enheder på slagmarken. Særligt svært havde det vist sig at være at koordinere luftoperationer med de landmilitære operationer, men også inden for enkelte landmilitære enheder var der eksempler på fejlende koordination. Det mest pinlige eksempel var nok, da en general var nødt til at låne en mobiltelefon af en journalist for at ringe til sine førere og udstikke ordrer, fordi de militære kommunikationssystemer ikke virkede.
Den primære årsag til de dårlige russiske præstationer var arven fra sovjettiden. Nærmest alt materiellet var gammelt, og organisatorisk var militæret opbygget som et stift hierarki efter sovjetisk forbillede, som havde vist sig alt for ufleksibelt til at håndtere udfordringerne. Allerede inden Georgien-krigen havde der været tiltag til militærreformer, som skulle gøre op med arven fra sovjettiden, men de var strandet i organisatorisk modstand i militæret. Den dårlige præstation i Georgien blev anledningen til at få reformerne realiseret. Under ledelse af forsvarsminister Serdjukov og forsvarschef Makarov blev der iværksat omfattende ændringer i den militære organisation og doktrin, og der blev investeret enorme summer i ny teknologi. Målet var at skabe mindre og mere fleksible militære enheder, som kunne operere selvstændigt og kobles på tværs efter behov. Efter en korruptionsskandale i 2012 blev Serdjukov og Makarov afløst af det nuværende makkerpar, forsvarsminister Shojgu og forsvarschef Gerasimov. De fortsatte reformprocessen op gennem 2010’erne, hvor rigtig meget nyt materiel blev indfaset.
Indtil nu har den generelle opfattelse i Vesten været, at de russiske militærreformer havde været succesfulde. Dette skyldes i høj grad Ruslands oplevede succes med militære operationer siden 2014. Her står annekteringen af Krim stadig for mange som en militæroperativ genistreg, selvom den strategiske genialitet kan diskuteres. Desuden var de russiske krige i Østukraine og Syrien ganske succesfulde. Med begrænset brug af militær magt opnåede Rusland meningsfulde militære resultater. På det strategiske plan lagde annekteringen af Krim og krigen i Østukraine kimen til Ruslands nuværende problemer med Ukraine, men på den korte bane var det veludførte militære aktioner.
Billedet af det russiske forsvar som en moderne krigsmaskine blev også understøttet af en narrativ om en fremsynet og snedig politisk ledelse. Putin er ofte blevet fremstillet som en tredimensionel skakspiller, der er flere skridt foran Vesten, og forsvarschef Gerasimov blev ophøjet som en visionær militærteoretiker, der havde gennemskuet mulighederne i at kombinere militære og civile magtinstrumenter. Desuden var indblandingen i Brexit-afstemningen og det amerikanske præsidentvalg i 2016 medvirkende til at tegne et billede af et effektivt russisk system, som kunne føre krig med alle virkemidler.
Kyiv, 29. marts 2022: En bevæbnet soldat betragter resterne af shoppingcentret Retroville, der blev jævnet med jorden af et russisk missilangreb. Seks personer omkom [FOTO: Mykhaylo Palinchak/SIPA/Ritzau Scanpix]
Maveplasker
På den baggrund må invasionen af Ukraine betragtes som en maveplasker. Ruslands militær har i store træk udstillet de samme svagheder som i Georgien i 2008 – og flere til. Krigen er nemlig større, og derfor har Rusland ikke været i stand til at vinde krigen alene med store masser af soldater.
Den første ting, som springer i øjnene ved den russiske invasion af Ukraine, er den dårlige efterretningsmæssige forberedelse: De militære operationer i de første dage af krigen afspejlede antagelser om det ukrainske samfund, som var helt forkerte. Kreml havde en forventning om, at den ukrainske sammenhængskraft og forsvarsvilje var svag, og at Zelenskij-styret omgående ville falde til en folkelig opstand. Derfor var den militære plan i første omgang, at man med nogle små nålestiksoperationer skulle påvirke samfundet med minimal brug af vold, hvorefter krigen ville være hurtigt overstået.
Sådan gik det som bekendt ikke, og det betød, at de russiske militære operationer kom skævt fra start. Mest bemærkelsesværdigt forsømte Rusland at gennemføre en indledende luftkampagne til at erobre luftherredømmet. Man sendte fra krigens start omkring 200 missiler mod ukrainske luftforsvarspositioner, men man fulgte ikke op med kampfly, som kunne verificere, om missilerne havde ramt og ødelagt det resterende luftforsvar. Resultatet har været, at Ukraine ganske hurtigt fik både deres luftforsvar og fly op at køre igen, og russerne missede chancen for at vinde luftherredømmet. I praksis er det umuligt at rette op på sådan en fejl. Dels har russerne ikke nok missiler til at starte forfra, dels har de kompliceret kampmiljøet for deres egne fly ved at rykke frem med deres landstyrker. Det kræver nemlig omfattende koordination at undgå at skyde sine egne fly ned, når man har landbaseret luftværn i samme område, hvor man laver luftoperationer.
Netop koordinationen har da også vist sig at være en svaghed for Rusland. Ligesom i Georgien i 2008 har der været mange meldinger om, hvordan russernes kommando- og kontrolsystemer har været utilstrækkelige. Eksempelvis har de haft problemer med at få krypteret radiokommunikation til at fungere, hvorfor soldaterne har talt på ukrypterede radioforbindelser, som var nemme at aflytte. I en række tilfælde lader det også til, at russerne har været afhængige af det civile telefonnet for at kunne tale sammen. Det har givet ukrainerne store fordele at aflytte russernes kommunikation, og det har været let at omsætte aflytningen til et efterretningsbillede af, hvor de forskellige russiske enheder befinder sig. Meldinger om, hvordan en russisk generals brug af mobiltelefon førte til afsløringen af hans position og efterfølgende død, har sågar cirkuleret.
Et andet eksempel på problemerne med den manglende koordination har været, at russiske enheder i lange perioder har været fanget i trafikpropper, som de har skabt for sig selv. Det har gjort dem sårbare over for ukrainske baghold, der yderligere har bremset de russiske angreb. Især tiltrak en over 60 kilometer lang konvoj nord for Kyiv sig opmærksomhed, da den i en flere uger lang periode ikke flyttede sig og gentagne gange blev udsat for ukrainske angreb.
I særdeleshed har det udstillet, at de russiske forsyningskæder ikke har virket som forventet. Logistik er en ofte overset parameter i krig, men det er afgørende for, at en hær kan kæmpe. Den amerikanske general John J. Pershing er citeret for at ”infantry wins battles, logistics wins wars”, og noget tyder på, at russerne har undervurderet den visdom i planlægningen af Ukraine-krigen. En russisk kampvogn kører omkring 350 meter på en liter diesel. Enorme mængder brændstof skal altså fragtes til fronten for at holde kampvognene kørende, foruden ammunition og fødevarer. Det er en kendt svaghed, at russiske hærenheder er tyndt udrustede med logistisk støtte. En russisk brigade har ganske enkelt færre lastbiler end en tilsvarende vestlig brigade, hvorimod den har mere artilleri og luftforsvar. Russerne har med andre ord prioriteret ildkraft højere, mens de har sparet på de kedelige ting som forsyninger. Det skyldes, at den russiske logistik i vid udstrækning er knyttet op på jernbanerne, som kan understøtte militære operationer på eget territorium. Et russisk felttog i Ukraine på større afstand fra jernbanerne giver med andre ord udfordringer. Men derudover har den dårlige koordination og dermed ledelse af invasionen i Ukraine også bidraget til vanskelighederne.
Meget tyder også på, at de føromtalte militærreformer og deres mål om fleksible og selvstændige enheder heller ikke er realiseret i praksis. Tværtimod virker det russiske forsvar stadig hæmmet af et stift hierarki, og der er meldinger om, hvordan førere i fremskudte positioner har svært ved at træffe beslutninger. Det kan også forklare, at et overraskende stort antal russiske generaler har mistet livet ved fronten, fordi de tilsyneladende er nødt til selv at være forrest i fronten og træffe beslutninger.
Derfor er det nærliggende at konstatere, at vi har overvurderet russerne. Kontrasten er for stor mellem billedet af et moderne og effektivt russisk militær og de faktiske præstationer under invasionen af Ukraine. Men der er også en risiko for at drage forkerte konklusioner.
Inden invasionen var der en tendens til at stille det op som David mod Goliat. Men faktisk var det Europas næststørste hær, som Rusland gik til angreb på. Den største er i øvrigt Rusland selv, og krigen i Ukraine er således en kamp mellem to giganter
_______
Ukraine har Europas næststørste hær
Hvor meget fortæller forløbet i Ukraine om russernes generelle evner til at føre krig? Det er et afgørende spørgsmål, hvis man skal vurdere, hvordan russerne ville kæmpe i en krig mod NATO.
Det første, man skal gøre sig klart, er, hvor ambitiøs en opgave det var for Rusland at invadere Ukraine. Inden invasionen var der en tendens til at stille det op som David mod Goliat. Men faktisk var det Europas næststørste hær, som Rusland gik til angreb på. Den største er i øvrigt Rusland selv, og krigen i Ukraine er således en kamp mellem to giganter.
Før invasionen talte vi meget om de 150.000 russiske soldater opmarcheret langs grænsen til Ukraine, men vi talte ikke så meget om det faktum, at Ukraine havde lige så mange på den anden side. Når Rusland alligevel af eksperter blev udråbt som forhåndsfavorit, var det baseret på en antagelse om deres teknologiske forspring, og at de var længere i deres reformproces end Ukraine.
En nogle gange overset faktor er, at Ukraine havde været i krig med Rusland i otte år. Ganske vist var der i Donbas en form for våbenhvile, men den blev brudt nærmest dagligt. Krigen i Donbas er blevet beskrevet som en skyttegravskrig med droner, fordi især russerne indsatte meget af deres moderne teknologi. Det betød, at næsten alle soldater i Ukraine havde gjort tjeneste ved fronten og var vant til at håndtere russernes teknologi.
Da Ukraine blev angrebet af Rusland i 2014, var de alt andet end klar. De havde stadig et gammeldags militær efter sovjetisk forbillede med stive hierarkiske strukturer, og de formåede ikke at håndtere udfordringerne, da Rusland engagerede sig militært på Krim og i Østukraine. Fiaskoen satte gang i samme selvransagelse, som russerne havde påbegyndt efter Georgien-krigen seks år tidligere.
Godt hjulpet af vestlige instruktører iværksatte Ukraine en omfattende omlægning af sit forsvar. Konkret var målet, at Ukraines forsvar fremover skulle anvende det, som i militærsprog kaldes mission command. Det er en militær ledelsesfilosofi, hvor beslutningskompetence skubbes nedad i organisationen i stedet for at være forankret i toppen. Førere skal kende opgaven og vide, hvad formålet er, og så skal de selv beslutte, hvordan de vil løse den. Når mission command bliver udført godt, giver det en række fordele. Førere kan tænke kreativt og gribe pludseligt opståede muligheder, som uventet måtte vise sig. Det giver også en meget højere robusthed i organisationen. Hvis kommunikationslinjerne bliver brudt, eller toppen bliver taget ud, fortsætter enhederne med at løse opgaver på egen hånd.
Antagelsen var nok, at Rusland var længere i deres omstilling til mission command end Ukraine, fordi de havde seks års forspring. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet. Tværtimod havde Ukraine formået at lave en omfattende transformation siden krigen i 2014-15, og de havde forberedt sig målrettet på en russisk invasion. Ukrainerne havde læst de russiske styrker og svagheder, og de havde lavet en god forsvarsplan. De lod fra starten de russiske tropper trænge langt ind på ukrainsk territorium, hvorved de fik lange og sårbare forsyningslinjer, som kunne angribes. Det er dybest set en gammel russisk strategi, hvis teoretiske rødder ofte tilskrives den sovjetiske krigsteoretiker Aleksander Svetjin, så det burde måske ikke være kommet bag på dem. Ukrainerne kombinerede dermed Svetjins tanker med moderne tilgange til guerillakrig, hvor man trækker kampen ind i storbyerne, hvilket militært tilgodeser den forsvarende part. Samlet viste det sig at være en enormt effektiv kombination, at ukrainerne lod russerne trække frem til bygrænserne, hvorefter man standsede dem og angreb deres forsyningslinjer. Resultat blev, at man efterhånden kunne slide russernes kampkraft ned.
Angrebskrig er bare svært
Og derved kommer vi til den nok væsentligste årsag til russernes problemer i Ukraine: Angrebskrig er rigtig svært. Som tommelfingerregel siger man, at det kræver et styrkeforhold på tre til én at være den angribende part. Hvis kampen foregår i byerne, kan det styrkeforhold ændre sig til ni til én.
Som nævnt startede Rusland krigen med en forkert efterretningsanalyse – derfor havde de en dårlig plan. De troede, at det var nok at gennemføre målrettede nålestiksangreb i de største byer – derfor forsømte de at lave en ordentlig indledende luftkampagne, og de spredte meget hurtigt deres soldater over flere forskellige fronter. De indsatte i krigens første dage også kun en begrænset mængde af de soldater, som de havde mobiliseret ved grænsen.
Groft sagt havde russerne ikke forberedt sig på den eventualitet, at den indledende plan skulle fejle. Indikationerne peger på, at Putin ønskede at holde invasionsplanerne så hemmelige, at kun en snæver kreds i Moskva blev indviet i dem. Derfor kom det for store dele af militæret som en overraskelse, at de skulle gennemføre den største landmilitære operation i Europa siden Anden Verdenskrig. Der var slet ikke gennemført det grundige stabsarbejde, som normalt er en forudsætning for større militære operationer.
Rusland har i praksis vist sig at være i stand til at indsætte omkring 200.000 soldater i en sådan offensiv operation. Det kan måske lyde som et lille tal, i betragtning af at Rusland har omkring 900.000 soldater i alt i aktiv tjeneste. Men dette tal dækker dog over et stort antal værnepligtige, som ikke umiddelbart må indsættes i kamphandlinger. Desuden er mange af de professionelle soldater optaget af at uddanne de værnepligtige og at drive de militære installationer som kaserner og flyvestationer. Hvis Rusland ønsker at sende flere soldater til Ukraine, kræver det altså enten, at Putin beslutter at indsætte værnepligtige, eller at Rusland mobiliserer sine reserver. Begge dele vil være enormt upopulært i Rusland og undergrave opbakningen til krigen – og potentielt kan det føre til, at Putins styre mister opbakningen i befolkningen. Det vil således være et yderst risikabelt træk, og det er tvivlsomt, om Putin i længden synes, at krigens mål er store nok til at berettige en risiko for at undergrave sit eget styre.
Odesa, Ukraine: Den befæstede havneby ved Sortehavet forbereder sig på kamp, 10. marts 2022. I baggrunden byens operahus [Alexandros Avramidis/Reuters/Ritzau Scanpix]
Rusland vil kæmpe anderledes mod NATO
Krigen i Ukraine har været en ydmygende udstilling af den russiske krigsmaskine. Russerne har ikke formået at nedkæmpe det ukrainske forsvar, og i stedet har de tyet til et brutalt bombardement af civilbefolkningen. Men vi skal passe på med at drage for vidtrækkende konklusioner om russerne på den baggrund. Gennemgangen af årsagerne til den russiske fiasko viser, at mange faktorer relaterer sig konkret til krigen i Ukraine. De faktorer vil ikke være til stede i en krig med NATO. Vi kan med andre ord ikke regne med, at russerne vil være lige så dårlige i den næste krig.
Hvis Rusland skulle komme i krig med NATO, vil det nemlig nærmest med garanti blive opfattet som en eksistenskamp fra russisk side. Det betyder, at der ikke vil være indenrigspolitiske barrierer for en omfattende mobilisering af det russiske samfund. Landet vil indkalde reserver, ligesom vi må forvente indsættelse af værnepligtige i operationen. Det er således ikke i omegnen af 200.000 soldater, som Rusland kan mønstre over for NATO, men snarere omkring en million.
En krig med NATO vil formentlig heller ikke være en angrebskrig på samme måde som i Ukraine. Skulle Rusland eksempelvis angribe de baltiske lande, ville territoriet være meget mindre. Det ville betyde, at Ruslands logistikkæder ville være kortere, og at de i højere grad kunne forsynes fra eget territorium. Russerne ville hurtigt kunne erobre de tre lande – hele territoriet i Baltikum – og derpå omstille til en defensiv kamp. Derved kunne de nyde fordelen af at være den forsvarende part, mens det ville være NATO, som skulle kæmpe en angrebskamp for at komme tilbage.
Der er således en del ting i rammebetingelserne, som ville være anderledes, hvis Rusland kæmpede mod os. Når vi ser på Ukraine, skal vi således fraregne de faktorer, som skyldes, at krigen blev indledt på baggrund af fejlagtige efterretninger, og at det politiske klima lægger begrænsninger for Ruslands krigsindsats. Det er den slags begrænsninger, som udspringer af, at Putin skal opretholde en indenrigspolitisk facade, hvor der er tale om en mindre, ’særlig militær operation’.
Russernes invasion har på mange måder været en helt unik begivenhed i krigshistorien. Sjældent har en stor militærmagt formået at begå så mange fejl i optrinnet til en krig
_______
Hvad vi kan lære af Ukraine-krigen
Der er naturligvis også noget, som vi godt kan udlede af krigen i Ukraine. Vi kan konstatere, at russernes logistik er svag, og at de har tydelige svagheder omkring krypteret kommunikation. Det er observationer, som NATO vil kunne udnytte i en kamp. Vi kan også se, at de tilsyneladende ikke er så langt i den militære reformproces, som vi havde forventet. Det tyder på, at de på mange områder stadig har et stift hierarkisk system og ikke har opnået de operative fordele ved mission command.
Men derudover skal vi være varsomme med at uddrage for mange konklusioner om russernes kapaciteter baseret på Ukraine-krigen. Russernes invasion har på mange måder været en helt unik begivenhed i krigshistorien. Sjældent har en stor militærmagt formået at begå så mange fejl i optrinnet til en krig, og de russiske efterretningstjenester og politikere har derfor sat soldaterne i en umulig situation.
Det er således rimeligt at sige, at vi på nogle områder har overvurderet den russiske krigsmaskine. Vores forventninger var givetvis for høje, og krigen i Ukraine har givet ny empiri til at justere billedet. Men vi skal passe på ikke at falde i den modsatte grøft, således at vi fremadrettet kommer til at undervurdere dem. Ruslands hær er ingen papirtiger; de har et ekstremt stærkt forsvar og gode militære kapaciteter. Vi må også forvente, at de gennemfører en analyse af Ukraine-krigen og gør noget for at lære af deres fejl.
Og den advarsel – om ikke at undervurdere russernes kapacitet – fører frem til den allervigtigste konklusion, som vi godt kan uddrage af krigen: Det nuværende russiske styre er ekstremt voldsparat. De ser krig som et legitimt redskab til at opnå politiske mål, og der er nærmest ingen grænser for, hvor stor brutalitet de vil anvende. Bombardementerne af Mariupol og massakrerne i Butja står som tydelige vidnesbyrd om konsekvenserne, når den russiske krigsmaskine ruller sig ud.
Det er således først og fremmest en gigantisk og voldsparat krigsmaskine, som Danmark og Vesten i de kommende år skal afskrække fra at indlede flere krige i Europa. I mine øjne er det den væsentligste militære lære fra krigen i Ukraine. ■
Anders Puck Nielsen (f. 1979) er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han er søofficer og sprogofficer i russisk, og hans forskningsområder omfatter Ruslands militær. Desuden er han vært på Krigskunst Podcast og driver en YouTube-kanal om militære emner. ILLUSTRATION: Vejarbejdere undersøger en efterladt russisk kampvogn på motorvejen til Kyiv, 11. april 2022 [FOTO: Efrem Lukatsky/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
