Arne Strand om dilemmaet i Afghanistan: Skal man betale Taleban eller lade befolkningen dø?

31.03.2022


“Bidens beslutning om at beslaglægge den afghanske centralbanks midler i USA er mildt sagt en katastrofe, og konsekvenserne rækker langt ud over Taleban. Mange af de penge tilhørte private banker, så pengene er almindelige afghaneres opsparinger. At tage afghanernes optjente penge væk er en ekstrem straf – ikke for Taleban – men af ​​det afghanske folk.”

Interview med Arne Strand, ph.d. i efterkrigsgenopretningsstudier, af Thilde Asmussen

Det vakte opsigt, da en Taleban-ledet delegation i januar rejste til Oslo, blot måneder efter bevægelsen generobrede Afghanistan. Taleban er stadig ikke anerkendt internationalt, og mange af bevægelsens embedsmænd er stadig under vestlige og FN-sanktioner. Landet er også afskåret fra internationale finansielle institutioner, hvilket har udløst en bankkrise, samtidig med at en stor del af den humanitære bistand er blevet standset efter Talibans magtovertagelse, hvilket har udløst en humanitær krise i Afghanistan.

Mens Taleban gentagne gange har lagt vægt på at de ønsker en mindre streng regeringsførelse sammenlignet med deres tidligere regeringsperiode fra 1996 til 2001, er restriktioner for kvinder stadig i kraft. Det kom også til udtryk i denne måned, hvor Taleban – trods løfter om det modsatte – fortsatte med at forbyde skolegang til piger. Ugen forinden vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der skal sikre en formel tilstedeværelse i Afghanistan, gennem et nyt etårigt mandat for FN’s politiske mission i Afghanistan.

Ifølge Arne Strand, der har fulgt udviklingen i Afghanistan i over 30 år, står Vesten over for et dilemma: Skal man bremse bistandshjælpen totalt og se til, mens konsekvenserne rammer en civilbefolkning allerede i knæ eller skal man sende penge til en stat, der ledes af en bevægelse, som ser stort på menneskerettighederne og som man i årevis har ført krig imod?

RÆSON: Hvad kom der ud af møderne i Oslo?
STRAND: Intentionerne fra norsk side var at fokus skulle være det afghanske civilsamfund, men Taleban-delegationen var mere interesseret i at mødes med internationale embedsmænd og EU for at diskutere humanitær bistand og anerkendelse af deres regering. Nordmændene var dog meget tydelige omkring, at det ikke handlede om anerkendelse af Taleban, men behovet for at de begynder at respektere menneskerettighederne og opfylder de krav, der er blevet stillet til dem fra det internationale samfund: At piger får lov til skolegang, at kvinder må arbejde og at Afghanistan ikke bliver base for udenlandske terrorgrupper. Til møderne i Oslo drøftede man også muligheden for at lade afghanere forlade landet, fordi flere forsøg på evakueringer tilbage i august og september sidste år blev bremset af Taleban.

At andet krav forskellige civilsamfundsaktører fremsatte til Taleban i Oslo, var kravet om at de danner en mangfoldig og mere inklusiv regering med repræsentation fra forskellige etniske og politiske grupper. Her skal man dog være opmærksom på definitionen af disse begreber: Der er ret stor forskel på hvad Taleban opfatter som en inklusiv regering i forhold til civilsamfundet, som blandt andet også ønsker frie valg.

Den overordnede konklusion fra Oslo, var et meget klart krav fra den internationale donorside, som sagde: Ja, vi vil yde humanitær bistand, men vi stiller også en række betingelser – herunder at Taleban genåbner skolerne for piger. EU lovede sågar at betale, foruden humanitær bistand, for løn til lærere og sundhedspersonale, så skolerne kunne genåbne. På mødet diskuterede man også, hvordan man kunne sikre uddannelse og forskellige NGO-projekter. Den endelige aftale blev at man ville fortsætte drøftelserne i Kabul og at pigerne kunne komme tilbage i skole den 23. marts. Det løfte blev som bekendt ikke indfriet – samme dag som skolerne skulle åbne, kom der en kontra ordre og pigerne blev sendt hjem igen. Umiddelbart lader det til at undervisningsministeriet egentlig gik ind for at åbne skolerne, men der var fraktioner i Taleban, som var imod beslutningen.

 

Mødet i Oslo, møderne med Kina og Rusland samt de divergerende holdninger til pigers skolegang illustrerer et Taleban, hvor der hersker stor intern uenighed
_______

 

Beslutningen om ikke at lade piger gå i skole alligevel er et kæmpe tilbageskridt. Taleban-regeringen havde muligheden for at imødekomme et utrolig vigtigt krav fra det internationale samfund og muliggjort en fortsættelse af finansieringen fra EU, men nu er de i en forhandlingsposition, hvor de faktisk står svagt – ikke nødvendigvis pga. presset fra det internationale samfund, men presset fra en stor del af de afghanske samfund, der ønsker, at skoler skal åbne.

Samtidig er det også vigtigt at bemærke, at den kinesiske viceudenrigsminister samt russiske diplomater har været i Kabul den seneste uge, på trods af den massive kritik af manglende overholdelse af menneskerettighederne og kvinder rettigheder. Jeg tvivler på, hverken Kina eller Rusland stiller samme krav om disse rettigheder, som Vesten gør. Samtidig tvivler jeg også på, at kineserne og russerne vil bidrage med humanitær bistand. Så Taleban spiller et meget højt spil lige nu, for det kan ende med at koste dem den udviklingshjælp, det internationale samfund kunne have ydet, og det spil sker på bekostning af afghanske piger og en civilbefolkning i nød.

Mødet i Oslo, møderne med Kina og Rusland samt de divergerende holdninger til pigers skolegang illustrerer et Taleban, hvor der hersker stor uenighed internt og hvor de konservative kræfter i bevægelsen ser et behov for at markere sig og vise, at de ikke giver efter for vestlige krav.

En embedsmand fra Taleban-regeringen beskrev møderne i Norge som en ”gigantisk bedrift” og som et skridt nærmere en anerkendelse. Hvis man i Oslo har stillet krav til Talebans regeringsdannelse, er der så ikke også tale en de facto-anerkendelse af dem, som den officielle myndighed?
Forhandlingerne i Oslo var en bedrift set for Talebans perspektiv, men samtidig var Norge også meget tydelig omkring, at møderne ikke skulle handle om anerkendelse, hvorfor der heller ikke var nogen møder på minister niveau. Ugen efter møderne i Oslo, var en Taleban-delegation også i Schweiz, hvor man ligeledes drøftede den humanitære situation, ligesom Taleban også jævnligt mødes med EU-repræsentanter i Kabul. Taleban præsenterer altid disse møder som en ”næsten-anerkendelse”, men det internationale samfund understreger altid, at dette ikke er på tale. Havde pigerne fået lov til at vende tilbage til skolen, kunne det have bragt dem tættere på en diskussion om en potentiel fremtidig anerkendelse, men ved at omgøre den beslutning i sidste øjeblik er den dør blevet lukket eftertrykkeligt. Taleban satser måske på, at nogle lande vil anerkende dem, men indtil videre har ingen gjort det – formentlig fordi der er så usikkerhed omkring, hvilken stat Taleban reelt set ønsker. De manglende menneskerettigheder bringer diskussionen tilbage til, hvorvidt vi bør begrænse den humanitære bistand, men det vil gå ud over en befolkning i desperat nød.

Hvor vigtig er den internationale anerkendelse for Taleban-regeringen? Er det udelukkende et spørgsmål om behovet for bistand?
Nej, det handler om meget mere end det – særligt den politiske legitimering. En anerkendelse handler også om, hvem der skal repræsentere landet i FN, og bemande afghanske ambassader – lige nu er det personale fra den tidligere regering. Den manglende internationale anerkendelse var noget der nagede dem sidste gang de var ved magten, og det er også derfor, det er så vigtigt for dem i dag, også for at kunne bevise noget over for civilbefolkningen.

Dilemmaet opstår selvfølgelig, hvis lande som Kina eller Rusland engagerer sig med dem, som om de var anerkendt, mens europæiske lande og USA forsøger at forhandle om krav, der kan give dem denne anerkendelse. Virkeligheden er også, at 70-80 pct. af den tidligere regerings budget var baseret på udviklingsbistand, så Taleban gambler med det afghanske folk. I øjeblikket ser det ud til, at der er en intern kamp, ​​hvor de forsøger en mere konservativ tilgang uden at give mange indrømmelser til det internationale samfund for at holde sammen på bevægelsen.

Vestlige diplomater har flere gange understreget at den humanitære bistand afhænger af forbedringer, hvad angår menneskerettighederne i Afghanistan. Hvordan vil du beskrive det internationale samfunds forsøg på både at adressere den humanitære katastrofe og samtidig ikke legitimere Taleban-regeringen?
Det har været ekstremt svært, fordi det ret beset er umuligt. Når du står med et land, hvor halvdelen befolkningen har behov for humanitær bistand for bare at overleve, er det jo enormt svært ikke at levere den nødvendige hjælp til at redde liv. Derfor har man forsøgt at diskutere fortsættelsen af nødhjælpen med Taleban, såfremt de var villige til at respektere menneskerettighederne. Hvis man stopper bistanden, er frygten, at Taleban vil pege på det internationale samfund og sige: ”Det er jeres skyld, børn dør af sult”, og det gør det svært at forhandle. Vi har set, at man i stedet forsøger at kanalisere bistanden uden om regeringen og i stedet direkte til FN-agenturer og NGO’er, men det er svært, når man ikke har Talebans samtykke. Anerkendelse eller ej, så er de de facto myndighederne i landet, og dem, der skal give de nødvendige sikkerhedsgarantier for nødhjælpspersonalet, der rejser til Afghanistan. Derfor er der brug for en eller anden form dialog, men det er svært, når du på den ene side har brug for Talebans hjælp, men også samtidig gør det meget klart, at du nægter at anerkende deres regering – det er en meget svær balancegang.

 

Der er to muligheder: En mulighed er helt at stoppe bistanden og forsøge at tvinge Taleban til at ”makke ret”. Den anden mulighed er at engagere sig med Taleban
_______

 

Samtidig er der også en grænse for, hvad FN-agenturer og NGO’er kan levere, når det kommer til bistand, når de har et begrænset antal medarbejdere i Afghanistan. Man kommer derfor ikke uden om nødvendigheden af en eller anden form for samarbejde med den eksisterende regeringsstruktur. Alternativt ender man med at skabe et system, der bare er baseret på en fortsættelse af den humanitære bistand, og det løser på sigt ikke landets problemer overhovedet. Det er derfor enormt udfordrende, og Taleban gør det ikke nemmere for dem selv.

Men hvilke muligheder har det internationale samfund, når det kommer til et samarbejde med Taleban?
Det er et dilemma, som også er blevet rejst af folk i civilsamfundet. Der er to muligheder: En mulighed er helt at stoppe bistanden og forsøge at tvinge Taleban til at ”makke ret”. Den løsning finder jeg meget problematisk, fordi det er for at risikere millioner af afghanere livet. De, der argumenterer for det, siger, at det vil føre til protester fra folket, som derefter vil vælte Taleban, men i min optik vil dette kun være en fortsættelse af en 40 år lang krig. Den anden mulighed er at engagere sig med Taleban, og det er her, hvor den nylige FN-resolution kan fungere som et redskab til dialog. Det ikke er nok at tale med det moderate Taleban, der er også nødt til at være en dialog med dem, der er imod det internationale samfund, og det skal være på et højere politisk niveau. Det er interessant, at det lykkedes FN at fortsætte deres mandat og endda også få Rusland med om bord, og det er positivt, at FN kan spille en politisk rolle på vegne af det internationale samfund. Derfor er det også afgørende, hvem der bliver udpeget til at lede denne mission.

Blandt de mange dilemmaer ser jeg ingen anden løsning end at forhandle, og det skal være på politisk niveau. Det er også en påmindelse til Taleban om, at hvis de vil være Afghanistans regering, er de også nødt til at agere som en regering – ikke kun når det kommer til implementering af sharia-lovgivning og sikkerhed, men også om at yde bistand og tage ansvar for deres borgere.

I det internationale samfund er man også bevidste om, at man kan yde humanitær bistand for evigt, men at det ikke vil løse de underliggende problemer i landet.

Det, vi lærte fra sidste gang, Taleban var ved magten, er, at selvom vi isolerer dem og nægter at arbejde med dem, medmindre de opfylder vores krav, så giver de ikke efter, og i stedet stopper al form for udvikling.

Hvem har overhånden i den nuværende situation – Taleban med deres kontrol over landet eller det internationale samfund med deres økonomiske bistand?
Det er en blanding, og det er her, det er interessant at se, hvor mange kræfter Taleban har lagt i forhandlingerne med Kina. Kina har en interesse i afghanske mineraler, såsom kobber, og for at forbinde Afghanistan med det jernbanesystem, kineserne bygger i Pakistan. Der foregår også drøftelse med Turkmenistan om gasleverancer til Pakistan gennem Afghanistan. Alle disse projekter kan generere indtægter til den afghanske stat, og de forsøger at gøre sig uafhængige af international bistand, hvilket er en god ting for at skabe en selvstændig stat, men det giver også færre muligheder for at presse Taleban for det internationale samfund. Med den nuværende humanitære krise burde det internationale samfund trods alt stadig kunne have en vis indflydelse, fordi de kan tilbyde økonomiske midler, som ingen andre umiddelbart har lyst til.

I februar besluttede præsident Joe Biden at beslaglægge den afghanske centralbanks midler i USA og bruge halvdelen af ​​pengene som kompensation til ofrene for 11. september-angrebene. Noget tyder altså på, at også USA revurderer den økonomiske bistand til Afghanistan?
Bidens beslutning er mildt sagt en katastrofe, og konsekvenserne rækker langt ud over Taleban. USA var med til at etablere den afghanske centralbank, som ved sin oprettelse var uafhængig af den afghanske regering. Mange af de penge, som nu er blevet beslaglagt af USA, var penge, der tilhørte private banker, så pengene er almindelige afghaneres opsparinger. Mange af bankerne i Afghanistan fungerer ikke ordentligt, så en del af løsningen for Afghanistan er at få det finansielle system på plads igen, få åbnet forretninger op igen og få folk tilbage i job. Så at tage afghanernes optjente penge væk er en ekstrem straf – ikke for Taleban – men af ​​det afghanske folk. Juridisk set mener jeg ikke, at der var grundlag for konfiskationen, og selvom USA siger, at halvdelen af ​​disse penge kan bruges til humanitær bistand, løser det ikke nogen problemer, men fortsætte bare afhængigheden af ​​ bistanden i stedet for faktisk at støtte op omkring landets finansielle systemer. Så kort sagt er beslutningen det forkerte værktøj til det forkerte formål.

Du nævnte tidligere FN’s nylige resolution, der skal sikre en formel tilstedeværelse i Afghanistan. Hvordan vurderer du mulighederne for dialog og samarbejde mellem Taleban og det internationale samfund?
Jeg tror, ​​at FN-​​mandatet er afgørende for at fortsætte en dialog. Forskellige lande besøger Afghanistan, men hvis disse forhandlinger skal have en effekt, så skal der være en mere samlet tilgang i stedet for, at hvert land taler om deres egne interesser. Det gør FN-missionen ekstrem vigtig, også selvom ikke alle lande vil gå med til det, for der vil i det mindste være ét samlingspunkt for diskussionerne. FN-missionen og deres evne til at sørge for en koordinering blandt de humanitære udviklingsaktører er ekstremt vigtig, men også en meget udfordrende opgave, og FN har brug for international opbakning – og så de har brug for Talebans vilje til at engagere sig.

Hvordan ser fremtiden ud for den afghanske befolkning?
Jeg har fulgt Afghanistan siden 1988, og på mange måder har situationen aldrig været så traumatisk humanitært, som den, vi ser nu. Det skyldes en kombination af krig, tørke og andre ting, der går forud for Taleban og understreger de udfordringer, der skal løses.

Nogle vil nok stadig forsøge med militære midler at vælte Taleban igen, men spørgsmålet er, om det internationale samfund er villig til at finansiere den militære opposition – det tror jeg ikke, der er meget lyst til. En anden udfordring er hvor længe det internationale samfund er villig til at hjælpe Afghanistan efter 40 år i krisetilstand og adskillige forsøg på at udvikle en stat, der er mere eller mindre kollapset. I alt dette er der 36 millioner afghanere fanget, som ikke stemte Taleban tilbage til magten, men som også var i opposition til regeringen, der forlod landet i august. Befolkningen er ofre for den nuværende situation, og det er svært at holde deres håb i live.

Situationen nu er ligesom 1990’erne, hvor det internationale samfund også trak sig ud efter Sovjets tilbagetrækning, og folket indså, at det internationale samfund ikke kom for at hjælpe dem.

Det er et stort spørgsmål, hvordan vi kommer videre, og hvordan vi sikrer, at 40 års intervention og støtte ikke ender som noget, der bare fratager flere afghanere deres rettigheder og en fremtid. ■

 

Det, vi lærte fra sidste gang, Taleban var ved magten, er, at selvom vi isolerer dem og nægter at arbejde med dem, medmindre de opfylder vores krav, så giver de ikke efter, og i stedet stopper al form for udvikling
_______

 


Arne Strand (f. 1958) har en ph.d. i efterkrigsgenopretningsstudier, hvor han studerede koordinering af humanitær bistand i komplekse nødsituationer. Han har ledet flere forskningsprojekter i Afghanistan og er i dag tilknyttet det norske Chr. Michelsen Institute, det største center for udviklingsforskning i Skandinavien. ILLUSTRATION: Afghanske mænd venter i kø på at få udbetalt kontanter ved en pengedistribution organiseret af World Food Program i Kabul, 3. november, 2021 [FOTO: Bram Janssen/AP/Ritzau Scanpix].