Celine la Cour: Putin synes allerede at have vundet, for den udbredte frygt for en invasion er grund nok til at give ham noget for ikke at invadere

07.02.2022

I sidste ende kan det være Putin, der ved at fremvise kampvogne og artilleri får Vesten til at ændre kurs og ikke omvendt – uden at han nogensinde har haft til hensigt at invadere. Kreml har nemlig intet at vinde ved en krig med Ukraine – eller Vesten for den sags skyld.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Celine Emma la Cour

Sanktioner er Vestens foretrukne redskab mod autoritære ledere, kun overgået af artikulerede “bekymringer over” og “fordømmelser af” menneskerettighedskrænkelser og demokratiske tilbageskridt. I russisk sammenhæng blev der senest indført sanktioner mod individer, der var involveret i Alexey Navalnyjs forgiftning og fængsling, samt mod personer og enheder med tilknytning til Ruslands kemiske våbenprogram.

Nu har USA’s præsident Joe Biden udtalt, hvad der ser ud til at være en trussel på næsten samme niveau: Hvis russiske tropper trodser Vesten og invaderer Ukraine, vil USA muligvis indføre personlige sanktioner mod Putin. Det er relativt sjældent, at USA har pålagt et siddende statsoverhoved sanktioner. Derudover har der været tale om at afskære Rusland fra at bruge SWIFT og forbyde russiske banker at operere med amerikansk valuta.

Omkring samme tid, som sanktionerne til støtte for Navalnyj blev indført, indførte Vesten også sanktioner mod fremtrædende personer i Belarus, som menes at bidrage til undertrykkelsen af civilsamfundet, oppositionen og uafhængige medier. I december 2021 sanktionerede EU yderligere belarussiske embedsmænd og virksomheder, der bidrog til at organisere de ulovlige grænseovergange fra Belarus til Polen.

Sanktioner kan være kontraproduktive
Der har længe været et problem under opsejling, som endnu ikke har udløst nogen brugbare løsninger. Sanktioner har sjældent fået autoritære ledere til at ændre kurs. Kritikere bliver stadig undertrykt i både Rusland og Belarus, Navalnyj sidder stadig i fængsel, og den belarussiske oppositionsleder Svetlana Tikanovskaja er stadig i eksil. Når “folket” får international støtte, bliver deres politiske mål legitimeret. Men vestlig støtte til oppositionens sag (udtrykt både med fordømmelser og sanktioner) gør oppositionen til en større trussel for regimerne og til et lettere mål for fortællinger om vestlig indblanding og spionage.

 

At omdanne økonomisk magt til geopolitisk magt er forbundet med en høj økonomisk pris. Men den pris synes alligevel rimelig, hvis den bidrager til at undgå en fuldbyrdet krig
_______

 

Krim er stadig annekteret, og det østlige Ukraine er stadig under kontrol af russisk støttede separatister. Putin har heller ikke trukket sine tropper tilbage på baggrund af truslerne om sanktioner, og det er tvivlsomt, at sanktioner i sidste ende vil afholde ham fra at invadere sin nabo, hvis det altså overhovedet er hans hensigt.

Sanktioner bringer sjældent autoritære ledere nærmere indrømmelser eller samarbejdsvillig adfærd. Faktisk ser det ud til, at autoritære regimer i mange tilfælde tyer til mere autoritære metoder i lyset af vestlig støtte til deres politiske modstandere. Der bliver slået hårdere ned på oppositionen, civilsamfundsorganisationer bliver stemplet som terrorister, journalister bliver retsforfulgt, og oppositionsledere bliver fængslet. Nogle hævder, at afskæring af nøglepersoner i autoritære regimer fra Vesten gør dem endnu mere afhængige af de autoritære ledere, som de tjener.

Et andet eksempel på ovenstående er Belarus’ stigende støtte til Rusland i Ukraine-konflikten. Det ser ud til, at risikoen ikke kun er, at enkeltpersoner bliver mere afhængige af deres autoritære ledere, men også at stater bliver mere afhængige af andre autoritære nationer – og at der på den måde skabes en stærkere autoritær alliance i det hele taget.

Før det skæbnesvangre valg i Belarus i 2020 var det utænkeligt, at den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko ville gå med til at indsætte russiske tropper og våben på belarussisk territorium, sådan som vi har set de seneste uger. Før valget balancerede han i årevis elegant mellem sine vestlige og russiske interesser og nægtede konstant at øge integrationen mellem sit land og Rusland. Nu er det et sandsynligt scenarie, at Belarus også vil acceptere opstilling af russiske atomvåben i den nærmeste fremtid.

Isolationen af Belarus fra politiske og økonomiske relationer til Vesten har således gjort Lukasjenko mere medgørlig og villig til at imødekomme Ruslands behov. Situation motiverede bl.a. Lukasjenko til at fjerne neutralitetsklausulen i Belarus forfatning i juli 2021, hvilket offentligt understregede hans troskab over for Rusland.

Mens USA truer med at afskære Rusland fra betalings- og banksystemer, har den russiske Sberbank gjort det muligt at overføre penge til en Alipay-wallet i Kina og dermed udvidet muligheden for grænseoverskridende overførsler. Før var det ganske vanskeligt at sende penge mellem russiske og kinesiske konti – det tog flere uger og havde store gebyrer. Nu er gebyret kun 1 pct., og overførslen gennemføres næsten øjeblikkeligt.

Det er indlysende, at sanktioner kan virke mod hensigten og bør anvendes med stor forsigtighed. Målrettede sanktioner kan højst være irriterende for dem, som de er rettet mod, men virkningerne er minimale, da disse mennesker ofte forbliver rige og magtfulde uanset.

Individuelle sanktioner vil ikke virke – tunge sanktioner har global virkning
Når ovenstående er sagt, har hårdere sanktioner bestemt haft en effekt – bare ikke én, der har forbedret den givne sikkerhedssituation. Sanktioner (og trusler om sanktioner) har haft en mærkbar indvirkning på den russiske økonomi og rubel. De russiske markeder har været meget ustabile de seneste uger, mens sikkerhedssituationen er højsensitiv, og russiske og amerikanske embedsmænd har udvekslet modsvar.

Den russiske rubel er faldet med 10 pct. siden slutningen af oktober, hvor konfrontationen først eskalerede. Inflationen ligger ifølge de seneste tal på 8,4 pct. – det højeste niveau i seks år. Devalueringen af rublen er endda fortsat sideløbende med aktivt stigende oliepriser. Men efterhånden som almindelige russeres levestandard falder, synes de at give “fjenderne” i udlandet skylden – ikke deres egne ledere. Og hvis der opstår protester kan Putin stadig regne med sit undertrykkelsesmaskineri. Han er ikke bange for at blive slået på pungen af Vesten.

Så ja, sanktionerne har en effekt, idet de kan forstærke inflationen, forårsage et aktiemarkedskrak og andre former for finansiel panik, der vil påføre smerte – til milliardærer såvel som regeringsembedsmænd og middelklassefamilier. Men sanktioner har også en negativ indvirkning på de vestlige økonomier. Hvis store russiske banker udelukkes fra det globale SWIFT-betalingssystem, vil det helt sikkert også destabilisere globale finansmarked.

Hvis den russiske olie- og gaseksport blev pålagt sanktioner, ville det ramme både Rusland og Europa hårdt. Energiintensive europæiske industrier, især i Tyskland, kunne risikere at blive lukket helt ned, hvis de russiske gasleverancer bliver standset. Tyskland satser endda på naturgas (som de hovedsagelig får fra Rusland) som en vigtig “broteknologi” til grøn energi.

I mellemtiden har Ruslands finansminister advaret om, at selv om yderligere sanktioner vil være “ubekvemme“, vil landets finansielle institutioner godt kunne klare sig.

Målrettede sanktioner mod enkeltpersoner vil ikke virke, ligesom de heller ikke har virket før. I 2014 startede USA og Europa med målrettede sanktioner mod enkeltpersoner og små virksomheder og indførte først større sanktioner i juli – fem måneder efter, at Ruslands “små grønne mænd” indtog Krim. Man kan dog hævde, at Rusland havde fortsat sine operationer i det østlige Ukraine længere mod vest, hvis der ikke var blevet indført tunge sanktioner til sidst. For at ændre Ruslands kurs må sanktionerne være smertefulde fra begyndelsen. Europa må handle hurtigere og bære en større del af byrden.

Alt eller intet
At omdanne økonomisk magt til geopolitisk magt er forbundet med en høj økonomisk pris. Men den pris synes alligevel rimelig, hvis den bidrager til at undgå en fuldbyrdet krig.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om Putin overhovedet har til hensigt at invadere. Trusler om sanktioner er én ting, men at indføre dem er en anden. Putin synes allerede at have vundet, da den udbredte frygt for en invasion er grund nok til at give Putin noget for ikke at invadere i stedet for at sanktionere ham, hvis han gør det.

Selv om Putin erklærede, at Ruslands sikkerhedsbekymringer er blevet ignoreret i NATO’s og USA’s skriftlige svar, der blev lækket den 2. februar, tilbyder USA og NATO stadig flere emner til fornyede forhandlinger. Det omfatter nuklear våbenkontrol, begrænsninger på militærøvelser samt afståelse fra at indsætte offensive jordbaserede missilsystemer og permanente styrker med kampmissioner på Ukraines territorium. Hvem ved, hvad der vil være på bordet efter de næste forhandlingsrunder – eller de næste runder af militær oprustning?

I sidste ende kan det være Putin, der ved at fremvise kampvogne og artilleri, får Vesten til at ændre kurs og ikke omvendt – uden at han nogensinde har haft til hensigt at invadere.

Kreml har nemlig intet at vinde ved en krig med Ukraine – eller Vesten for den sags skyld. Krig virker så meningsløst, at selv den ukrainske præsident Zelensky har bedt Vesten om at skrue ned for retorikken.

Vesten bør således enten slå hårdt til eller slet ikke slå til. Både små og tunge sanktioner vil skubbe Rusland og Kina tættere sammen. Men kun tunge sanktioner kan ændre Putins kurs, hvis Vesten virkelig tror, at Rusland vil invadere på trods af de store og langsigtede tab, som Rusland vil lide for at opretholde en sådan invasion. Og hvis Vesten virkelig ønsker at forsvare Ukraine, bør den være villig til at ofre økonomiske gevinster – eller flere tropper og våben, som Ukraine kan bruge i sit forsvar. ■

 

I sidste ende kan det være Putin, der ved at fremvise kampvogne og artilleri, får Vesten til at ændre kurs og ikke omvendt – uden at han nogensinde har haft til hensigt at invadere
_______

 

Celine E. la Cour studerer statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun specialiserer sig i internationale relationer og konfliktløsning. Hun har boet i Rusland et halvt år som praktikant på Den Danske Ambassade i Moskva, og arbejdet i med kommunikation i Forsvaret i næsten tre år. Nu arbejder hun i Det Internationale Sekretariat i Folketinget og som bestyrelsesmedlem i Det Udenrigspolitiske Selskab U35. ILLUSTRATION: Putin deltager i ceremoni ved Moderlands-monumentet ved Piskaryovskoye-mindesmærket for at markere 78 år siden enden på belejringen af Leningrad i 1944, 27. januar 2022. [FOTO: Alexander Demianchuk/TASS/Ritzau Scanpix]