Kristian Leth fra USA om præsidentvalget: En rutsjebanetur med bind for øjnene
24.10.2024
Jeg har ingen svar. Ingen har nogen svar for tiden. Midt i støjen stopper jeg ved denne nyhed: Meningsmålingerne kan ikke distrahere Demokraternes mesterstrateg. Han mener at have fundet de vælgere, der kan give Harris sejren.
Af Kristian Leth
NEW YORK. HVIS NOGEN SIGER, at de ved, hvad resultatet af præsidentvalget i USA bliver, så lyver de. Eller de ved ikke bedre. At leve i USA i disse år er begivenhedsrigt nok, men disse måneder op til valget i 2024 er en lang rutsjebanetur – med bind for øjnene. Ingen ved, hvad i morgen bringer. Ingen ved hvor højt eller lavt, vi er lige nu. Og ingen ved hvor det ender.
“Skriv noget for RÆSON om valget,” stod der i min indbakke. Jo tak, men jeg ved ikke hvad, jeg skal skrive. Min dagligdag er i forvejen præget af meningsmålinger, politiske rådgivere, der kloger sig, klip med kandidaterne, flere meningsmålinger, artikler om hvorfor de gælder, eller hvorfor de netop ikke gør. Jeg har ingen svar. Ingen har nogen svar for tiden.
Jeg er et politisk vrag. Som én, der har junket amerikansk politik, siden jeg gik i gymnasiet i 90erne, virker det nu som om afhængigheden har meget lidt rus tilbage og rigtig mange bivirkninger.
Trump-valget i 2016 var første store hak. Jeg har før skrevet om, hvordan jeg tillod mig at prøve at forudsige det valg – sejr til Hillary – og måtte erkende, at jeg tog grueligt fejl.
DEN FEJLTAGELSE, som jeg delte med størstedelen af det amerikanske analyse-apparat, sidder dybt i den offentlige samtale i dag. Alle forsøger at være klogere denne gang. Dem, der ikke gør sig umage, går bare direkte til “Trump vinder”. Kynismen virker altid klogere end nuancerne, og det lyder troværdigt når nogen siger “det går ad helvede til.” I 2020 så man første version af den trend, men der tog de fejl, og Biden vandt.
Den seriøse version af den samme tilgang er at forbedre meningsmålingerne. Alle de store institutter har forsøgt at reparere de fejl, der gjorde, at man i forrige valg spåede så stor en sejr til Demokraterne, som viste sig at være en luftspejling. Man har forsøgt at veje stemmerne forskelligt, at tage højde for hvem, der har stemt før, at justere for bias på alle mulige måder.
I 2016 (og i 2020 i mindre grad) talte man om, at der var en “hemmelig Trump-vælger” der stemte på ham, men ikke turde sige det højt til familie og venner eller i meningsmålinger. Den hemmelige Trump-vælger findes nok ikke mere. I dag er Trump-vælgere højlydte, stolte og en del af samtalen.
Denne gang taler man om det modsatte: Den hemmelige Kamala-vælger; kvinden der før stemte Trump, men nu stemmer på Harris – på grund af abortspørgsmålet og på grund af Trumps generelle stil, hans vulgariteter og semi-fascistoide retorik. Kvinden, som ikke tør sige det til sin mand, til familien eller til meningsmålerne.
Abort er et af de mest afgørende emner for disse hypotetiske vælgere. For Demokraterne vil det være nok at pille nogle procenter af kvinderne over, for at tippe valget. Det vil sige at selv om økonomi og indvandring stadig topper listen over hvorfor amerikanerne vælger deres præsident, så er netop denne gruppe – Republikanske kvinder – i teorien mere optagede af retten til abort end resten. Hvor meget det batter, ved ingen.
På samme måde har Bidens katastrofale indblanding i decimeringen af den civile befolkning i Gaza en lille betydning i det store billede, men en kæmpe betydning for muslimske og arabiske stemmer. Det er under 1 pct. af den amerikanske befolkning, men til gengæld bor mange af dem i svingstaten Michigan. Hvis deres stemmer falder fra Harris – på grund af krigen i Gaza og nu i Libanon – kan det i teorien tippe hele denne stat, der altså *skal* vindes. Og dermed afgøre hele valget.
Du kan vælge hvilket horror-scenarie, du har lyst til
_______
SÅDAN NOGLE REGNESTYKKER er der uendeligt mange af. Du kan vælge hvilket horror-scenarie, du har lyst til: Trump har den stærkeste base — men han er så upopulær blandt resten af befolkningen, at han ikke kan komme over 47 pct.. Eller: Demokraterne har det bedste ground game og er legendariske til at få folk til at stemme — men swing voters følger ikke med i politik og har ikke nået at lære Harris at kende. Eller modsat: Harris er efter sin entré på scenen nået et plateau omkring 48% af stemmen — men der er stadig utappede Republikanske vælgere, der hader Donald Trump. Og igen: Trump er måske en velkendt politiker der ikke kan tiltrække nye vælgere — men Harris repræsenterer paradoksalt nok den siddende regering, og Trump er håbet om en forandring.
Samtidig ved vi at Trump går frem blandt latinoer og sorte amerikanere (hvilket i en sidebemærkning er en kugle for panden på den herskende teori blandt Demokratiske strateger, der var så fremtrædende for 10 år siden: At USAs demografiske forandring ville sikre en fremtidig majoritet.) Og vi ser at Kamala går frem blandt hvide kvinder – en gruppe, der var med til at sikre Trump sejren i 2016. Men hvad tæller mest? Sådan kan man blive ved.
DET ER SVIMLENDE at overskue. Og dybt frustrerende. I går udkom en artikel fra The Atlantic, der dokumenterer, hvordan Trump efterlyser generaler ligesom Hitlers, at han ville skyde demonstranter i benene og at han misunder Kinas knusende kontrol med befolkningen. Men hans vælgere tror ikke på det – de mener, han joker. Mange er måske så forvænte med Demokraternes råben “ulv”, at de slet ikke registrerer det mere.
Oven i det kommer at det faktisk ikke er sagen, at meningsmålinger altid vægter for meget i Demokratisk retning. En ting er at valget i 2012 viste bias den anden vej — folk troede at Obama ville tabe. En anden er at Demokraterne har vundet i midtvejs- og småvalg på rimelig overvældende facon siden 2016. Meningsmålinger, der viste at Republikanerne stod til sejre mange steder viste sig i disse tifælde at undervurdere de Demokratiske vælgere. Så er det de tal, vi skal gå efter? Eller er det kun præsidentvalgene, vi skal tage højde for?
Svaret er, som jeg skrev i begyndelsen, at ingen ved det. Og imens vågner vi op herovre og tjekker aviserne, målingerne, tweetsne og alt det andet. Det rider os som en mare, vi sveder og skriver til hinanden, vi tør ikke dele artikler, der fortæller os at Harris nok skal vinde — fordi lige efter står artiklen, der fortæller at hun taber stort.
Fordi det er en gruppe, der ikke har et klart hjem, ikke dukker op til rallies, ikke organiserer sig i Facebook-grupper, ja, så er der ingen der ved, om det kommer til at virke
_______
I ET INTERVIEW FOR EN UGES TID SIDEN gav David Plouffe, der ledte Obamas kampagne og nu er senior advisor for Harris’ samme, en bemærkelsesværdig sober analyse. Han fortalte at valget var tæt, og at han ikke forventede noget andet. Han så alle udsvingene gennem de sidste to måneder som støj. Der var ingen grund til at bruge mere tid på dem. Det her var, som han havde forventet.
For ham handlede det om turnout, evnen til at få de amerikanske vælgere til stemmeurnen. Han havde tillid til at hans folk var gode til det — og det har han hjemmel til at sige; det var ham der stod for Obamas legendariske evne til at gøre netop dét. Trump har ikke samme kampagne-apparat, han uddelegerer den slags, og det var ifølge Plouffe her hele valget lå.
Plouffe fokuserer på de kritiske Republikanere, der stadig tvivler. Det er derfor det eneste, man hører ud af Harris’ mund nu, er “Trump er ustabil”. Det afgørende, mener Plouffe, er at hamre det budskab igennem: Husk nu hvor langt ude, han er. Her, i strategens analyse, var der intet om den moralske styrke, intet om at Harris burde vinde, intet om kvinder og et historisk valg, intet om de reelle politiske projekter, intet om små grupper og sager. Siden valget er så tæt, siden det hele handler om hvem, der kan plukke de afgørende stemmer fra den anden fløj, så var hele hans fokus på den ret store gruppe traditionelle Republikanere, der ellers aldrig kunne finde på at stemme Demokratisk.
Det er på mange måder her slaget står. Og fordi det er en gruppe, der ikke har et klart hjem, ikke dukker op til rallies, ikke organiserer sig i Facebook-grupper, ja, så er der ingen der ved, om det kommer til at virke.
Igen. Man kan blive ved. Vælg den historie, du har lyst til at tro på. I virkeligheden burde jeg nok stoppe med at tjekke meningsmålingerne 5-6 gange om dagen og i stedet tjekke ind, når selve valget er. For helt seriøst, det gør ingen forskel.
Det amerikanske præsidentvalg er verdens vildeste show, og som en kendt podcaster skrev: denne sæsons forfattere overgår sig selv. Det er underholdende, ofte angstprovokerende og nærmest umuligt at slukke for. Et show hvor ingen aner hvad, der kommer til at ske.
HVIS VI TABER ligesom i 2016, så er lektionen fra dengang, at verden bliver ved. Det minder jeg mig selv om hver dag. Nogle gange ville jeg ønske, vi bare kunne hoppe det her over. Mine nerver kan ikke holde til det. ■
Plouffe fokuserer på de kritiske Republikanere, der stadig tvivler. Det er derfor det eneste, man hører ud af Harris’ mund nu, er “Trump er ustabil”. Det afgørende, mener Plouffe, er at hamre det budskab igennem
_______
ILLUSTRATION: Fhv. præsident Trump under rally i Wilmington, North Carolina, 21. September2024 [foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
