Charlotte Flindt Pedersen: Rusland og Kinas alliance er historisk stærk, men under overfladen lurer potentielle geopolitiske spændinger
17.02.2022
Ved starten af dette års vinter-OL brugte Xi og Putin muligheden for at vise resten af verden, at ”deres venskab ingen grænser har”. Sammen forstærkede de deres fælles flanke mod Vesten i bestræbelserne efter en mere multipolar verdensorden. Men tre geopolitiske interesseområder ligger og lurer. I fremtiden kan disse slå sprækker i forholdet mellem de to stormagter.
Kronik af Charlotte Flindt Pedersen, Direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab
Vladimir Putins møde med Xi Jingping i Beijing 4. februar var deres første personlige topmøde i to år. Både Xi og Putin har siden pandemiens start begrænset deres udlandsrejser og fysiske møder med udenlandske dignitarer. For Xi var det hans første fysiske møde med en udenlandsk statschef siden pandemiens start. At han valgte at mødes med Ruslands præsident Putin som den første er i sig selv bemærkelsesværdigt.
Under stor mediebevågenhed ved åbningen af Kinas prestigeprojekt, de olympiske vinterlege, tilbød den kinesiske præsident Putin sin opbakning og solidaritet i spørgsmålet om med Putins ønske om at udfordre NATO og den europæiske sikkerhedsarkitektur.
Mødet havde til hensigt at demonstrere de nære venskabelige bånd mellem Beijing og Moskva overfor verden. I en fælles erklæring bekendtgjorde deres fælles front mod Vestens stigende pres mod begge lande. Erklæringen landede midt i Kremls glohede opgør med USA og NATO om Ukraine, der er blevet et gidsel i et drama om hele den europæiske sikkerhedsarkitektur i post-koldkrigstiden.
”Parterne modsætter sig yderligere udvidelse af NATO og opfordrer den nordatlantiske alliance til at opgive sin ideologiske koldkrigsagtige tilgang,” hedder det i deres fælles erklæring. Med denne ordlyd var stormagternes budskab rettet skarpt mod Vestens syn på konflikterne med Øst som en ideologisk kamp mellem demokrati og menneskerettigheder på den ene side og autoritærledelse og politisk undertrykkelse på den anden.
Putin og Xi slog videre fast, at venskabet mellem de to stater ingen grænser har. Der er ingen ‘forbudte’ samarbejdsområder. Desuden annoncerede de planer om samarbejde på en lang række områder; herunder rumfart, klimaforandringer, kunstig intelligens og kontrol af internettet.
I forhold til den nuværende konflikt over Ukraine har Beijing gjort det klart, at de ikke ønsker en militær krise. I en samtale med Blinken i januar advarede Kinas udenrigsminister, Wang Yi, både USA og Rusland mod at forværre spændingerne. Wang Yi understregede, at for at løse det ukrainske spørgsmål bør parterne vende tilbage til Minsk-aftalerne godkendt af FN’s Sikkerhedsråd. (Minsk 1 og 2 er forslag til en proces for at afslutte konflikten om de to republikker i det østlige Ukraine: Lugansk og Donetsk). Interessant er det derfor at Ukraine ikke nævnt i erklæringen fra de to ledere.
Men aftalen signalerer med al tydelighed russisk og kinesisk vilje til at arbejde sammen imod den vestlige og særligt amerikanskdominerede verdensorden. Ambitionen er at opbygge en ny international orden baseret på autoritære fortolkninger af menneskerettigheder og demokrati.
Fælles udfordring af Pax Americana
Når man ser på billederne fra topmødet, er det tydeligt, at Putin og Xi åbenbart nyder hinandens selskab og bakker hinanden entydigt op i deres udfordring af Pax Americana og ønsket om at skabe en mere multipolær verdensorden med flere globale magtcentre og regionale interessesfærer. Samtidig gør de fælles front mod farvede revolutioner for demokrati, som de påstår er organiseret af Vesten. Udfordringerne bygger på en fælles tro på, at amerikansk lederskab er på tilbagegang, og at det amerikanske århundrede er ved at være slut.
Man skal ikke underkende betydningen af, at begge lande og ledere også har et regnskab at gøre op med Vesten: Putin mener, at Ruslands svaghed i årene efter Sovjetunionens opløsning blev udnyttet af Vesten til at underminere russisk sikkerhed og udvide NATO. Vesten har også ifølge Putin systematisk underkendt Ruslands globale status som Sovjetunionens retmæssige arvtager med en naturlig ret til at sidde med om det runde bord, når de vigtigste globale spørgsmål behandles.
Xi Jinping har på sin side taget på sig at færdiggøre et opgør med ”de 100 års ydmygelse”, som referer til en periode, der tog sin start i anden halvdel af det nittende århundrede. Kina var i denne periode præget af opløsning, borgerkrig, politisk kaos, udbredt fattigdom, samt vestlige og japanske invasioner. Flere kinesiske politikere har erklæret, at de 100 års ydmygelse af Kina først vil være slut, når Taiwan igen er genforenet med fastlands-Kina.
Det var 2014-annekteringen af Krim, der for alvor fortættede relationen mellem Kina og Rusland, Putin og Xi. Den russiske anneksion af Krim og de efterfølgende vestlige sanktioner betød at Rusland vendte sig mod øst, i særdeleshed mod Kina, i forhold til at kompensere for tabte indtægter og diversificere sin eksport. Året efter kom Xi til Moskva for at stå med Putin på den Røde Plads på Sejrsdagen den 9. maj og fejre 70 året for afslutningen på den store Fædrelandskrig. De vestlige ledere glimrede ved deres fravær, kun kansler Merkel dukkede op, dog først dagen efter fejringen. Xi underskrev her en samarbejdsaftale som bandt Kinas Silkevej sammen med Putins Euroasiatiske Økonomiske Union, erklærede dem for gensidig komplimentære. Hermed var vejen banet for Kinas investeringer i Centralasien og Russisk Fjernøsten – vigtige strategiske interesseområder for begge lande, som kommer vi tilbage til.
Et voksende militært samarbejde
Militært er venskabet konsolideret. Dels har begge lande permanent plads i FN’s sikkerhedsråd, og de er grundlæggende enige i princippet om ikke-indblanding i andre landes indre anliggender. Desuden arbejder de sammen om at håndtere de økonomiske og sikkerhedspolitiske udfordringer i Shanghai Cooperation Organisation, sammen med Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Usbekistan, Pakistan og Indien. Og det militære samarbejde er i vækst – senest opgraderet med en militær samarbejdsaftale underskrevet af Ruslands forsvarsminister Sergei Shoigu og hans kinesiske modpart Wei Fenghe. Kina og Rusland deler informationer og koordinerer i stigende grad synspunkter i sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Operativt sikrer fælles kinesisk-russiske militærøvelser, at deres væbnede styrker bliver bedre i stand til at operere side om side. I oktober 2021 gennemførte kinesiske og russiske krigsskibe eksempelvis fælles flådeøvelser i det vestlige Stillehav og afsluttede med at slå en cirkel omkring Japan. Mindre end en måned senere, 19. november, blev kinesiske og russiske militære bombefly sendt ind i japansk og sydkoreansk luftrum. Begge lande er aktivt engageret i disinformationskampagner og cyberaktioner rettet mod Vesten. Stadig flere fælles militæroperationer rettet mod USA og dets alliancepartnere vidner om et tæt militært samarbejde rettet mod vest.
Tættere økonomiske bånd
De politiske og militære bånd mellem Rusland og Kina er også blevet omsat til voksende økonomisk samhandel. Siden 2010 er handlen mellem Rusland og Kina steget støt. I 2021 nåede omsætningen en foreløbig rekord på 146,88 milliarder dollars, en stigning på 35,8% i forhold til året før, ifølge tal i fra Kinas toldagentur i onlinemagasinet NikkeiAsia.
I forbindelse med topmødet underskrev Xi og Putin en række økonomiske aftaler, blandt andet om levering af russisk naturgas 30 år ud i fremtiden via mega-energiprojektet naturgasrørledningen Power of Siberia 2. En femtedel eller 18 pct. af den russiske udenrigshandel var sidste år med Kina – en fordobling over ti år. For Kina var andelen dog kun 2,4 procent ifølge kinesiske Global Times.
De stærkere økonomiske bånd og den øgede samhandel med Kina gør Rusland i stand til at handle mere uafhængigt af Vesten, da russerne ikke frygter for vores sanktioner i samme grad. Dermed sikres Rusland en større grad af handlefrihed, når de udfordrer EU og NATO i Ukraine.
For Kina er Russisk Fjernøsten et strategisk vigtigt område i skabelsen af den polare silkevej. For Moskva handler det om at sikre rammerne for beskyttelse af den nationale suverænitet
_______
På trods af et fortættet militært og økonomisk samarbejde lurer tre geopolitiske interessekonflikter i baggrunden. Konflikter, som i fremtiden kan slå sprækker i de østlige stormagters alliance.
Sinificering af Russisk Fjernøsten
Rusland og Kina deler en af klodens længste landegrænser, og derfor var det også afgørende vigtigt, at man i 2005 nåede til enighed om de sidste udeståender om grænsen mellem de to lande. Alligevel er Kinas rolle i det fjernøstlige Rusland ikke uproblematisk. Siden den kinesisk-sovjetiske grænse åbnede i 1988, har russiske embedsmænd og medier advaret om “sinificering” af det russiske Fjernøsten. Selvom denne frygt er overdrevet, dukker den op igen fra tid til anden. I de senere år er disse advarsler dog stort set blevet overdøvet af en fælles indsats for at styrke relationerne blandet gennem fælles handleplaner for udviklingen og investeringer i det russiske Fjernøsten.
For Kina er Russisk Fjernøsten et strategisk vigtigt område i skabelsen af den polare silkevej. For Moskva handler det om at sikre rammerne for beskyttelse af den nationale suverænitet. Dermed er der store forskelle i, hvad man vil med samarbejdet i området. Kinesiske forretningsfolk står parat med store investeringer til udvikling af infrastruktur, havnefaciliteter, men da alle beslutninger tages i Moskva er samarbejdet ikke gået helt gnidningsfrit og potentialet for udvikling udnyttes ikke til fulde. Direktøren for Carnegie Moskva, Dmitri Trenin, har i en meget rost bog advaret om, at hvis Rusland ikke udvikler det russiske fjernøsten industrielt, økonomisk og socialt, så risikerer man, at Kinas indflydelse stiger støt. Ikke desto mindre udvikler samarbejdet sig hele tiden, primært fordi kineserne er pragmatiske i deres relation til Rusland. For nu.
De centralasiatiske republikker er geografisk placeret på den gamle Silkevej og udgør derfor et strategisk område. Centralasien har været tæt forbundet med Rusland både kulturelt, politisk og økonomisk i hele Sovjettiden, og opstod faktisk som stater som resultat af sovjetisk nationalitetspolitik. Man kan sige, de udgør en central komponent i det russiske sikkerhedskompleks.
Lige nu mærker man dog ikke umiddelbart en konflikt mellem Kina og Rusland i Centralasien. Rusland har stadig en meget stor kulturel indflydelse på regionen og en stor del af den centralasiatiske elite er uddannet i Moskva – hvorfor eliten i høj grad anvender russisk. De fattigste stanlande Tadsjikistan og Kirgisistan sender store grupper arbejdsmigranter til Rusland, hvor de sender penge hjem fra.
Men indflydelsen fra de russiske kulturbånd kan være truet af Kinas øgede interesse. Siden midten af 00’erne er kinesiske investeringer strømmet til de centralasiatiske lande i bytte for råstoffer som fx olie og gas, hvilket har øget Kinas tilstedeværelse i Centralasien. Centralasien er interessant for Kina på grund af råstoffer og udgør også i sikkerhedspolitisk forstand en vigtig strategisk baghave til Kinas nordvestlige hjørne, hvor bl.a. den uroplagede Xin Jiang-provins ligger, som Kina forsøger at slå ned på med hård hånd.
Kinas interesse i området er kun intensiveret i 2022. Den 25. januar afholdtes der et online topmøde for statsoverhoveder i Kina og Centralasien, ”Together for a Common Future”. Her udtalte præsident Xi Jinping, at Kina er den dominerende magt i hele regionen på trods af Ruslands dominerende sikkerhedspolitiske rolle i forholdet til de centralasiatiske lande. Ifølge Xi er der i de sidste 30 år opstået et skæbnefælleskab mellem Kina og landene i Centralasien, og Xi opremsede alle de store infrastrukturprojekter, som landeveje, hurtigtog og olie- og gasledninger fra Kina til de forskellige centralasiatiske lande, der er blevet realiseret.
I samme tale nævnte præsident Xi ikke en eneste gang Rusland. Samtidig lovede han at give de centralasiatiske stater adgang til de lukrative kinesiske markeder samt økonomisk støtte til udvikling af sundhedspleje, fattigdomsbekæmpelse, forbedring af levevilkårene i landdistrikterne og adgang til informationsteknologi. Spørgsmålet er derfor, hvordan Rusland i længden vil forholde sig til Kinas voksende indflydelse i Centralasien, når Kina spiller med sine økonomiske muskler. Hidtil er det dog lykkedes Beijing og Moskva at balancere deres interesser i Centralasien, ikke mindst fordi det Russiske styre har brug for den kinesiske økonomiske saltvandsindsprøjtning for at gennemføre sine politiske og geopolitiske ambitioner.
Ruslands enegang i Arktis
Et andet område, hvor Kina udfordrer Ruslands interesser, er Arktis. Kina, der kalder sig en ”nær-arktisk magt”, selvom landet befinder sig ca. 10800 km fra polarcirklen, har som en del af Silkevejsprojektet udviklet ideen om en ’polar silkevej’. Beijing ønsker, at Arktis anerkendes som et globalt fællesområde, så det ikke kun håndteres og reguleres af medlemmerne i Arktis Råd, som består af vestlige lande og Rusland. 10 pct. af Ruslands BNP kommer fra Arktis, og Rusland har den længste arktiske kyststrækning overhovedet af alle de arktiske stater. Russerne modsætter sig samtidig Kinas aspirationer i Arktisk Råd sammen med de andre medlemsstater. Det er et vigtigt forum for Rusland, hvor man sidder med USA og de andre arktiske stater uden Kina og beskytter sine interesser i Arktis mod de ikke-arktiske stater. Kina gør på sin side fælles sag med et stadig stigende antal observatører i Arktisk Råd, der har de samme krav om et globaliseret Arktis.
Et kompatibelt par: Kinesisk geoøkonomi og russisk råmagt
Kina og Ruslands økonomier komplimenterer naturligt hinanden: Rusland har store reserver af naturressourcer, men har brug for teknologi og kapital. Kina er på mange måder det modsatte, hvilket betyder, at der er et kæmpe potentiale for at udforske disse synergier. I modsætning til Rusland, der bruger sine ressourcer på at konkurrere militært, betragter Kina geoøkonomi som det primære område i konkurrencen med Vesten. Med et øje mod fremtiden har Kina investeret massivt i nye industrier og teknologier, herunder kunstig intelligens, robotteknologi, avanceret fremstilling og bioteknologi.
Kina er dybt integreret i den internationale økonomi, hvor Ruslands rolle i den globale økonomi er en anden, primært som leverandør af naturressourcer og våbeneksport. Rusland anvender i stigende grad hård magt, hybride krigsformer og tvangsdiplomati som et redskab til at opnå sine politiske mål, hvor Kina opererer med geoøkonomiske midler og trusler om økonomiske sanktioner overfor lande som overtræder deres røde linjer.
De to lande har den autoritære politiske styreform til fælles og forenes i at modarbejde Vesten som den fælles fjende. Samtidig eksporterer de begge autoritære metoder til andre lande og udveksler ”best practices” i forhold til undertrykkelse af civilsamfund, medier, politiske modstandere og uregerlige suveræne naboer. Alt sammen fællesnævnere, der bringer dem sammen i et efterhånden langvarigt samarbejde.
Ved mødet mellem Xi og Putin i Beijing viste de potentialet i deres samarbejde, og derved også hvad vi skal være på vagt over for. Selv beskriver de relationen som fri for ideologisering, med en omfattende hensyntagen til hinandens interesser og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender og strategisk autonomi. Men det er værd at holde øje, når en af de to stormagter rører på sig i Centralasien, Russisk Fjernøsten eller Arktis. Når Xi og Putin karakteriserer forholdet som “det bedste, det nogensinde har været”, er denne skildring korrekt. I hvert fald for nu. ■
Når Xi og Putin karakteriserer forholdet som “det bedste, det nogensinde har været”, er denne skildring korrekt. I hvert fald for nu
_______
Charlotte Flindt Pedersen (f. 1965) er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab og ansvarshavende redaktør for Udenrigs. Hun er cand.mag i østeuropastudier og samfundsfag med speciale i minoritetsstudier fra Københavns Universitet. Hun har en lang karriere bag sig i Institut for Menneskerettigheder, hvor hun blandt andet har været international chef. Illustration: Putin og Xi Jinping står vedsiden af hinanden, da der skal tages fællesbillede af alle regeringsledere under G20-mødet i Osaka 28.juni 2019. [FOTO: Dominique Jacovides/AFP/Ritzau Scanpix]