Christopher Arzrouni: Med snakken om en bred regering ville Mette Frederiksen flytte opmærksomheden fra sine problemer. Det lykkedes

06.06.2022

Når statsministre begynder at tale om regeringer over midten, ved man, at de helst ikke vil tale reel politik.

Kronik af Christopher Arzrouni

I går benyttede statsminister Mette Frederiksen Grundlovsdag til at rose sig selv i en kronik i Jyllands-Posten. Hun havde samlet Danmark i en svær tid. Der var sågar også ros til hendes samarbejdspartnere på venstrefløjen – også Enhedslisten, der ”er en troværdig samarbejdspartner, som regeringen er meget glad for at arbejde sammen med.”

Frederiksen vidste godt, at læserne egentlig helst ville skippe selvrosen og udenomssnakken for at finde det vigtige – nemlig de passager, som pressen allerede lørdag aften havde markedsført som de revolutionerende: Statsministerens forslag om en regering over midten. Først måtte den tålmodige læser dog lige æde sig igennem en slags dementi: ”Når valget udskrives, går regeringen til valg på at fortsætte som etpartiregering,” skrev Frederiksen.

Men efter at være trukket rundt ved næsen i Frederiksens selvros, glæde ved Enhedslisten og ved sin egen etpartiregering, nåede den tålmodige og hårdtprøvede læser endelig til essensen: ”Kan det også være en regering hen over den politiske midte? Det vil jeg gerne åbne for en diskussion af,” lød ordene.

Bemærk, at det var Frederiksen, som i egen optik åbnede ballet for en regering over midten. Ikke Lars Løkke (M). Ikke Sofie Carsten Nielsen (R), som formodentlig ville påpege, at det var dem, der havde fundet sagen vigtig.

Sidst i kronikken præsterede Mette Frederiksen en selvfølgelighed: ”Det vigtigste for en regeringsdannelse er det politiske indhold. Og derfor er det ikke sikkert, at der kan skabes en tilstrækkelig stærk politisk fællesmængde”, konstaterede hun. Og så alligevel: ”Men hvad, hvis der kan?”

Jovist, Danmark kan blive besat, og alle normale politiske uenigheder kan synes uendeligt små i den slags situationer. Men under mere normale ubehagelige omstændigheder – altså, også under kriser – er det ikke oplagt at danne regeringer over midten. De er simpelthen ikke i stand til at samarbejde internt. Selv under krisen i 70erne faldt eksperimentet med en SV-regering til jorden med et brag.

 

Regeringer over midten – den rigtige midte – er en illusion. Hvorfor skulle man dele ministerier med nogen, man er grundlæggende uenige med? Altså de borgerlige, ikke De Radikale?
_______

 

Ser man på den aktuelle situation, er det ikke oplagt, at der er meget for S at samarbejde med de borgerlige om. Regeringen vil føre fordelingspolitik med målrettet udbetaling af bestikkelse (undskyld – velfærdschecks) til udvalgte grupper. Den er de borgerlige mindre begejstrede for. Regeringen vil fordele gymnasieelever – og måske med tiden skoleelever? – ud fra deres forældres indkomst. Den idé er de borgerlige absolut ikke begejstrede for. Og regeringen vil lukke de private institutioner, der leverer velfærdsservice med overskud – så heller ikke her er der meget fælles gods, selvom Mette Frederiksen så sent som i sin nytårstale proklamerede, at hun gerne ville have mere frit valg.

Så nej, grundlovsdag blev brugt til at hive offentligheden rundt ved næsen og sætte sig på den politiske dagsorden. Ikke med noget særligt indhold, men med en masse processnak.

Men resultatet udeblev ikke: Statsministeren tog opmærksomheden og dermed blev der også mindre plads til de borgerliges forventelige kritik af en magtfuldkommen regering, som afliver mink – og snart vil blive konfronteret med en ubehagelig rapport fra granskningskommissionen – sætte Claus Hjort i fængsel, osv. Og i øvrigt blev der mindre plads til dækningen af Lars Løkke Rasmussens nye parti, som – hvis nogen skulle have glemt det – er bygget på illusionen om regeringer over midten.

Skal man endelig tage Mette Frederiksens kronik alvorligt, måtte den vække lidt glæde hos De Radikale, som drømmer om at kunne holde møder med deres politiske bagland i centraladministrationen hver eneste dag på ministerens kontor. Regeringer over midten er nemme at danne, hvis man antager, at De Radikale er et ”midterparti” – hvad man jo af historiske årsager kan vælge at gøre. Men det ER ved at være lang tid siden, at De Radikale kunne gå begge veje i danske politik.

En regering med De Radikale (og Socialistisk Folkeparti) ville også kunne dannes i morgen, hvis Mette Frederiksen virkelig var indstillet på det. Men hvorfor skulle hun, når hun ikke for alvor er presset til det? Længere rækker hendes åbenhed for at ”dele ansvaret” trods alt ikke.

Bemærk Mette Frederiksens udgangsreplik i JP-kronikken, hvor hun lover at hun ”aldrig, aldrig lade sig presse til beslutninger, der er forkerte for vores land. Omvendt deler jeg selvsagt gerne ansvaret med flere. Hvis flere er villige til at påtage sig det. Også i de allersværeste situationer.”

Her kommer en oversættelse: ”Jeg har ret. I tager fejl. Men hvis I anerkender, at jeg har ret, vil jeg måske gerne lade jer blive ministre. Hvis I gør det allersværeste: nemlig at æde jeres egen stolthed i jer.”

Regeringer over midten – den rigtige midte – er en illusion. Hvorfor skulle man dele ministerier med nogen, man er grundlæggende uenige med? Altså de borgerlige, ikke De Radikale?

Politik følger en matematisk lov: Man kan uddele flere af skatteborgernes penge, hvis man er færre til at gøre det. Og man behøver kun et simpelt flertal – ét mandat er nok. Derfor vil politikere have interesse i at nøjes med et simpelt flertal. Jo flere man er i flertallet, jo færre af skatteydernes penge er der til den enkelte bestanddel af flertallet (det enkelte parti).

Er man lidt mindre kynisk, kan man dog også glæde sig over en positiv side ved det danske demokrati: Man kan i bund og grund altid samarbejde om udvalgte emner – uden at være i regering. Det er i bund og grund normalen. Hvorfor i alverden dog hive besværlige elementer ind i regeringen, hvis man kan indgå aftaler med dem alligevel?

Argumentet for regeringer over midten er historieløse fantasteri, som ikke har blik for danske politiske traditioner. Man kan være modstander af regeringen og ønske at tage dens plads – men udmærket godt stemme for de lovforslag, man har forhandlet sig til rette om.

Når jeg læser de højstemte lovprisninger af regeringer over midten, føler jeg en vis uro. I virkeligheden synes de mindre optaget af demokratiske principper, og mere optaget af at sætte oppositionen ud af spillet. For regeringer over midten vil teoretisk set netop have den ”fordel”, at oppositionen kan komme mindre til fadet. Det vil være sværere at danne et alternativ. Men det er netop heri, demokratiet består: At det er muligt at skabe et alternativ til den siddende regering. ■

 

Når jeg læser de højstemte lovprisninger af regeringer over midten, føler jeg en vis uro. I virkeligheden synes de mindre optaget af demokratiske principper, og mere optaget af at sætte oppositionen ud af spillet
_______

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten