Morten Sodemann om S’ udlændingeudspil: Sundhedsvæsnet er ikke en symbolpolitisk legeplads
16.03.2026
Lad nu politiet fange forbrydere og sundhedspersonale passe patienter.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
>
Af Morten Sodemann
Socialdemokratiet blev mødt med tydelig sundhedsfaglig modstand, da de 10. marts præsenterede én af de seneste stramninger på udlændingeområdet, der skal gør det muligt at sætte patienter i karantæne, hvis de begår vold mod ansatte i sundhedsvæsnet. Karantæneramte patienter skal tilmed betale for behandling efterfølgende.
Uden en referenceramme bliver vi lette bytter for forargelsens ild. Forslaget har da også så lidt med virkeligheden at gøre, at det snarere ligner et bevidst forsøg på at lade forslaget bygge på harme og indignation. Talsmændene for forslaget har beskrevet, hvordan voldelige personer har medført, at der nu er vagter i svømmehaller og lader forstå, at der nu også skal være vagter på sygehusene.
Der har mange steder i landet været vagter på jobcentre i årtier, så problemet er ikke ukendt i offentlige sammenhænge. Der er også konfliktmæglere ansat i nogle kommuner til at håndtere tvister mellem forældre og pædagoger.
Men derfra til, at der skulle være tale om horder af kriminelle, der slår læger og sygeplejersker, er en bekvem overdrivelse. Det er nemt for politikere at styre en fortælling, fordi de også styrer præmissen og debatrammen. Hvis man som fagperson er imod forslaget om karantæne, så bliver man anklaget for at acceptere vold mod offentligt ansatte, selvom det er noget oplagt vås.
Forslaget om karantæne og efterfølgende brugerbetaling er udtryk for et markant skifte i politisk strategi, som tidligere kom til udtryk ved indførelsen af et gebyr på tolkning i sundhedsvæsnet. Ligesom med tolkegebyret er politikerne nødt til at beskytte sig mod faglig viden ved at definere et helt nyt sæt spilleregler, som eksperter ikke kan deltage i. Man opdager ikke de negative konsekvenser af tolkegebyret, fordi det ikke registreres. Man opdager ikke de negative konsekvenser af karantæne, fordi det er irrelevant viden.
Uden en referenceramme bliver vi lette bytter for forargelsens ild. Forslaget har da også så lidt med virkeligheden at gøre, at det snarere ligner et bevidst forsøg på at lade forslaget bygge på harme og indignation
_______
Hvor man en gang kunne fastholde diskussioner om et politisk forslag indenfor en given faglig ramme, så viste politikerne med tolkegebyrsagen, at de var parate til at nedbryde den måde, politikerne interagerer med fagområder og eksperter. Tolkegebyret i sundhedsvæsnet blev politisk forklaret med, at det ikke var sundhedspolitik, men integrationspolitik. At det var en ideologisk sag mellem borgere og politikere – og en økonomisk sag mellem patienten og regionen (der opkræver gebyret). Dermed kunne koret af faglige kritikere affejes uden at indgå i en dialog.
Med den politiske præmis for diskussionen var eksperter, klinikere og patientforeninger udelukket fra at kritisere gebyret for at være bevidst forskelsbehandling og en trussel mod patientsikkerheden. Samtidig krævede politikerne, at lægerne og sygehusene håndhævede gebyret uden at diskutere det med patienterne. Virkeligheden var desværre bare, at det gjorde lægearbejde umuligt, skabte grobund for fejlbehandling og bivirkninger og introducerede en grundlæggende mistro til læger og sundhedsvæsnet.
Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og patientforeninger kritiserede gebyret men uden held. Politikerne var mere interesserede i den stærke symbolværdi end i patienters behandling. Det var en fagligt set speciel oplevelse at høre landets sundhedsminister tale om integrationspolitik – uden at forsvare sine ansatte eller patienterne. Tolkegebyret blev et paradigmeskifte i dansk politik.
Nu skal de ansatte så igen være politibetjente for en lovgivning, der ligger sundhedsvæsnet meget fjernt – hvis ikke direkte naturstridigt. Vi er på arbejde for at tage os af patienter – alle patienter. Hvis der er forbrydere, så er der lovgivning, der tager sig af dét problem. Der er en sundhedslov, der tager sig af patienters rettigheder. Ved at blande vold, karantæne og brugerbetaling sammen med sygdom og behandling, så skaber man et uregerligt politisk handlerum, som unddrager sig normale retningslinjer og regler for patientbehandling.
Det er mange bevidst blinde pletter i det politiske udspil:
1. Krigstraume eller torturoverlevere med PTSD kan reagere voldsomt på uventet eller urimeligt pres. Det er en forsvarsmekanisme og ikke et angreb. Personaler, der ikke ved det kan komme til at eskalere en situation. Svaret er uddannelse og stressreduktion.
2. Patienter, der oplever sig fejlbehandlet, ignoreret eller misforstået, kan blive vrede, hvis de igen bliver afvist. Svaret er, at patienter skal inddrages mere i deres behandling, og koordination på tværs af sektorer skal styrkes med ensartet sprog og tilgang.
3. Der er typer af ansatte og afdelingskulturer, der er konfliktoptrappende i deres tilgang, relationer og sprogbrug overfor borgere og patienter. Der er teams på sygehuse, der oftere er involveret i konflikter end andre. Svaret er uddannelse i konfliktnedtrapning.
4. Selvom der sjældent er brug for det, så ér der allerede regler og retningslinjer for voldelige personers kontakt med sundhedsvæsnet. Blandt andet kan patienter, der har udvist voldelig adfærd, blive eskorteret af politiet under behandling. Samme regler findes i kommunerne. Der er ikke brug for andre regler.
Men de svare er bare ikke opportune.
Grænserne udviskes gradvist. Vi lærer at retfærdiggøre hårde handlinger som nødvendige for situationen, støttet af gruppetænkning og “med-os-eller-imod-os”-retorik. Hverken situationen, organisationen eller lederen fremstår som “onde” – ansvaret spredes og forsvinder. Medarbejderes personlige sårbarheder og livserfaringer bliver udnyttet af komplekse organisatoriske kræfter, som tvinger dem til at anvende disse erfaringer på måder, der kompromitterer deres moral.
Politiet har i årevis beklaget sig over, at de skal tage sig af psykiatriske patienter, ensomme borgere og hjemløse, fordi velfærdssamfundet ikke kan rumme dem. Nu skal læger og sygeplejersker til at lave politiarbejde ved at sætte patienter i karantæne og udstede bøder.
Lad nu politiet fange forbrydere og sundhedspersonale passe patienter. Sundhedsvæsnet er ikke en symbolpolitisk legeplads. ■
Politiet har i årevis beklaget sig over, at de skal tage sig af psykiatriske patienter, ensomme borgere og hjemløse, fordi velfærdssamfundet ikke kan rumme dem. Nu skal læger og sygeplejersker til at lave politiarbejde ved at sætte patienter i karantæne og udstede bøder
_______
ILLUSTRATION: København, 10. marts 2026: Statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Peter Hummelgaard, udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen og udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad præsenterer Socialdemokratiets udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
