Dan Hamilton: Vi skal indstille os på en virkelighed, hvor vi er i konstant konfrontation med Rusland

07.04.2022

“Det er ikke bare Ukraine, men også Moldova, Georgien og selv Finland og Sverige. De skal selv kunne forsvare sig mod russisk aggression, og samtidig skal de blive modstandsdygtige overfor al den ødelæggende indflydelse, som Rusland udøver mod disse samfund.”

Dan Hamilton er fellow ved tænketanken Brookings Institution. Han har beskæftiges sig indgående med amerikansk og europæisk sikkerhedspolitik og har arbejdet i det amerikanske udenrigsministerium.  Interview af Jakob Sloma Damsholt.

Hvordan kan krigen slutte? Jeg kan desværre ikke se for mig, at den slutter i den nærmeste fremtid. Det bedste vi kan håbe på er en usikker våbenhvile

Hvad er det værste, der kan ske? Det værste, der kan ske, er, at Putin lykkes med at invadere Ukraine og skaber en ny russisk union, der består af Belarus og Ukraine. Og så er det værste, der kan ske, brugen af masseødelæggelsesvåben.

Hvad er det mest sandsynlige, der vil ske? På lang sigt skal vi indstille os på konstante konflikter med Rusland, og derfor bør NATO lægge sin strategi om til en meget stærkere militær afskrækkelse.  

RÆSON: Hvad er det mest sandsynlige scenarie for krigens afslutning?
HAMILTON: Jeg ser desværre ikke en afslutning på krigen for mig i den nærmeste fremtid. Jeg tror, at det mest sandsynlige scenarie er en våbenhvile og en efterfølgende procesaftale. Altså en aftale hvor ingen af parterne reelt giver indrømmelser, men hvor de danner en kontrolgrænse, og ved denne grænse vil de så fortsat udfordre hinanden. Måske vil der blive indført procedurer for nedtrapning af konflikten eller gjort forsøg på forsoning imellem dem, men jeg tror ikke, at russerne vil trække sig tilbage fra de områder, som de har besat. Og samtidig tror jeg heller ikke, at den ukrainske præsident vil give dele af landet væk til Rusland i nogen som helst aftale.

Hvis man kan indgå en sådan våbenhvile, vil det selvfølge stoppe drabene, men samtidig skal vi nok vænne os til en langvarig og meget usikker proces i tiden fremover.

Vil det scenarie betyde en krig med en lav intensitet ved en foreløbig grænse et sted i det østlige Ukraine?
Det er nok meget godt at huske på, at da Rusland sidst invaderede Ukraine i 2014, var der en form for grænse, og der var en OSCE-mission, som Rusland sagde god for. Men på trods af det, var der stadigvæk over 10.000 mennesker, som mistede livet i løbet af de otte år. Så selv en nedfrosset konflikt er ikke helt frosset. Den fortsætter og er et åbent sår, og det tror jeg, at vi må leve med. 

Så det bedste scenarie, man kan forestille sig, er, at de indgår en slags våbenhvile, der måske holder. Men hvordan ser det værst tænkelige scenarie ud i den nærmeste fremtid?
Det værste scenarie er, at russerne omgrupperer og starter en ny offensiv, hvor vi ikke kun ser Putins beslutsomhed med hensyn til at overtage territorium, men også med hensyn til at gøre brug af meget brutale angreb på civilbefolkningen.

Jeg ved ikke, hvad det er for et budskab, han forsøger at sende, ud over at han er klar til at begå krigsforbrydelser for at nå sine mål. Vi ser russerne tage våben i brug, som er meget mere destruktive, og vi ser en fornyet beslutsomhed i forsøget på at nå målet om at udvide det russiske territorium, og en lyst til at gå så langt, som man kan.

Det lader til, at de kom til at sidde fast omkring Kyiv, men det betyder jo ikke, at de ikke kan vende tilbage dertil. Forestil dig et scenarie, hvor russerne tager den sydlige del af landet og samtidig angriber fra øst, hvorefter de går mod nord og nordvest. Og/ eller at der bliver gjort brug af masseødelæggelsesvåben, som klart ville ændre konfliktens omstændigheder. Det ville være det værst tænkelige scenarie.

 

Putin vil ikke huskes som den leder, der “mistede” Ukraine. Det her har ikke noget at gøre med NATO
_______

 

Lad os blive i det værst tænkelige scenarie. Hvad ville Putins mål så være? Hvis vi går ud fra, at hans første mål var at indsætte en slags marionetregering, vil det så stadig være hans mål, efter seks ugers krig med store civile tab, eller har det ændret sig?
Det er svært at vide noget om hans mål. Jeg er en af dem der tror, at han bare ikke ønsker sig et succesfuldt demokrati som sin nabo. En nabo som ovenikøbet var i gang med at bevæge sig væk fra Rusland, og Putin vil ikke huskes som den leder, der “mistede” Ukraine. Det her har ikke noget at gøre med NATO, men det handler om en idé han har, der er en mystisk version af den russiske historie, om en pligt til at beskytte det, han kalder Russkiy Mir, som er de landsmænd, der lever uden for Ruslands grænser. Men den måde han har praktiseret det på, ved at afstraffe Ukraine, betyder at han kommer til at sidde med ansvaret for at genopbygge landet.

En af grundene til, at Sovjetunionen blev opløst, var, at Rusland kunne se, at imperiet og selve unionen med de andre lande var en byrde for dem. Så jeg er ikke sikker på, at Rusland med sin nuværende pariastatus er klar til at løfte hele den opgave, der følger med invasionen af Ukraine. Putins personlige mission ser dog ud til at være at gøre det alligevel. Det er vigtigt at bemærke, at han taler om Kazakhstan på samme måde, som han taler om Ukraine. I det værst tænkelige scenarie vil han altså også overveje, hvad han kan gøre ved Kazakhstan.

Lad os forestille os, at russerne har succes med en ny militær offensiv og skubber ukrainerne tilbage mod vest. Tror du så, at amerikanerne eller andre NATO-lande vil gribe ind på en mere direkte måde end vi hidtil har set?
Det svært at vide, og det er spekulation, men det er ikke min opfattelse, at der er konsensus om at gøre det. Så selv hvis der opstår en langt voldsommere konflikt, ser jeg ikke den enighed opstå i NATO, og NATO er netop bygget op som en alliance, hvor der skal være konsensus for at gøre noget. Derfra bliver spørgsmålet, om lande individuelt vil støtte Ukraine, med den risiko det indebærer for at udvide krigen.

Jeg har ikke en fornemmelse af, at nogle lande er klar til at gøre det. Jeg tror, at en række østeuropæiske lande har en lyst til at gøre det, men de er bange for at stå alene tilbage med russerne. Selv polakkerne, som måske er fristet, må indse at de nok ikke skal gøre det, når de tænker det hele igennem.

Så er den mest sandsynlige fremtidige strategi fra USA og NATO en fortsættelse af det, vi ser nu – at vi sender mere militært udstyr og rette hårdere sanktioner mod Rusland?
På det lange sigt er spørgsmålet, hvad det er for et Central- og Østeuropa, som vi kommer til at se. Og der bliver det næste vigtige punkt de beslutninger, som man vil tage ved det næste NATO-topmøde, som er i Madrid i juni. Her skal alliancen vedtage sit strategiske koncept. Det jeg tror, at vi kommer til at se – noget af det som nogle af os anbefaler – er, at alliance vil bevæge sig mod et fokus på fremtidigt forsvar af den østlige flanke og afskrækkelse ved afvisning.

Lige nu er er vores strategi afskrækkelse ved forstærkning. Det vil sige, at vi har ret små styrker i de østlige lande, der skal vise, at vi er klar til at forsvare os selv. Hvis de bliver angrebet og løbet over ende, er planen, at vi accepterer et tab af område, hvorefter vi forstærker tropperne og forsøge at generobre det tabte. Tager man et blik på ødelæggelserne i Ukraine i dag, er det ikke den rette strategi.

Afskrækkelse ved afvisning

For at læse hele artiklen kan du købe adgang her.

Login