Jan Hoby: Hvor længe vil fagforeningerne forsætte med at støtte deres bøddel?

19.05.2022

Fagtoppen har reduceret fagbevægelsen til hjælpe-socialdemokrater på linje med SF og sat lighedstegn mellem medlemmernes interesser og Socialdemokratiet. Socialdemokratiet er blevet pseudonym for et parti, der blokerer for fagbevægelsens kollektive handlinger og tilintetgør vores autonomi. Hvor længe vil fagforeningerne og medlemmerne forsætte med at støtte deres ”bøddel”?

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger

Al erkendelse kommer drypvis og som regel for sent. Men der er ingen erkendelse at spore hos Lizette Risgaard, forkvinde for små 1,4 millioner medlemmer i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), hvilket man kan læse i Politikens interview med hende den 15.maj.

Det er et pinagtigt interview; rigt på bulletpoints og bullshit-bingo, men blottet for vision, analyse eller løsning på den livstruende krise i en fagbevægelse, der mister politisk og fagpolitisk indflydelse i samme hastighed, som bevægelsen mister medlemmer.

Lizette Risgaard vil ikke påtage sig et afgørende ansvar for, at fagbevægelsen står med enorme udfordringer . I stedet sender hun aben videre til de lokale fagforeninger. For det er dem, der ikke har gjort deres arbejde godt nok. Lizette Risgaard er bare et overbetalt talerør, og det, synes hun selv, at hun er ret god til. Men hun mener ikke, at det er hendes opgave at formulere en vision eller en strategi.

Interviewet bekræfter analysen af Politikens arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo fra 1.maj: Fagbevægelsen kan bedst beskrives som en terminal kræftpatient.

Fagforeningsørkener på arbejdsmarkedet
Spørgsmålet er, hvorfor lønmodtagerne flygter i hobetal fra fagbevægelsen, og hvorfor ungdommen ikke melder sig under fanerne. Den korte forklaring er, at fagbevægelsen er ophørt med at drømme stort og have en konkret vision og ambition for et andet og bedre samfund. Fagtoppen har reduceret fagbevægelsen til hjælpe-socialdemokrater på linje med SF og sat lighedstegn mellem medlemmernes interesser og Socialdemokratiet.

Det klassekompromis mellem arbejdere og kapital, som formede fundamentet for velfærdsstaten, er blevet opsagt ensidigt af kapitalen, arbejdsgiverne og de borgerlige partier. Men fagbevægelsen har ikke opdaget det. Og trepartsaftalerne under coronakrisen har ikke rykket et komma på det billede.

Kapitalen, arbejdsgiverne og de borgerlige partier behøver ikke velfærdsstaten eller ”den danske model” mere, så de opfatter velfærdsstaten som dødvægt. Og da Socialdemokratiets og fagbevægelsens eksistensberettigelse er bastet og bundet til velfærdsstaten, har de mistet deres styrke. For fagtoppen vil ikke bruge fællesskabets styrke eller kollektiv handling til at ændre på styrkeforholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne og de borgerlige partier.

Socialdemokratiet kastede velfærdsstaten og dermed fagbevægelsen og dets medlemmer for de nyliberalistiske løver i 90’erne, for nyliberalismen afviste totalt ideen om den ”socialdemokratiske velfærdsstat”. Siden er det gået slag i slag, og i dag har Socialdemokratiet og den socialdemokratiske fagtop fuldt accepteret nyliberal og borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand.

 

Den danske models tid er definitivt forbi. Derfor er fagbevægelsens krise også Socialdemokratiets krise. Det kan ikke adskilles
_______

 

Socialdemokratiet har både designet og accepteret drakoniske arbejdsmarkedsreformer, undergravning af dagpengesystemet, kursen mod Europas højeste tilbagetrækningsalder, og sidst men ikke mindst; indførelse af budgetloven, som har lagt effektivt låg på velfærdsudgifterne.

Fagtoppen har sideløbende leget, at alt er som i gode gamle dage, og at den danske model er intakt. Men alle og enhver ved, at det er løgn og latin. At fagbevægelsen har mistet mere end 320.000 medlemmer på 18 år, forstyrrer dog ikke nattesøvnen i forbundspaladserne. Det faktum, at der er opstået fagforeningsørkener på store dele af det danske arbejdsmarked – transportsektoren, hotel- og restaurationsbranchen, rengøringsområdet og hele det prekære arbejdsmarked – kalder ikke på selvkritik. For i fagbevægelsen taler vi ikke om det, der gør ondt eller går skævt.

Den danske models epoke er forbi
Den danske model var resultatet af en periode, der var karakteriseret af konfrontationerne mellem arbejdere og kapital. Samfundet trådte ind i en fase med social fred, trepartsforhandlinger og konsensuspolitik. Fordi denne politik førte til vigtige milepæle indenfor velfærd, løn og arbejdsforhold, fik den massiv støtte fra arbejderklassen. Dette kompromis mellem arbejderne og kapitalen, den danske model, var et resultat af arbejderbevægelsens enorme styrke.

Arbejdsgiverne og deres organisationer indså simpelthen, at de ikke kunne overvinde fagforeningerne. De var nødt til at forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredfyldte sameksistens mellem arbejdere og kapital på en stærk arbejderbevægelse.

Den tid er definitivt forbi. Derfor er fagbevægelsens krise også Socialdemokratiets krise. Det kan ikke adskilles. Det er to sider af samme mønt. Den socialdemokratiske fagbevægelse er i dag ude af sync med sine egne medlemmer og med alle andre lønarbejdere. Der er ikke skaffet et eneste kollektivt løft, der har gavnet den samlede arbejderklasse siden gærstrejken i 1998, hvor vi fik den sjette ferieuge Men medlemmerne har fået den ene arbejdsgivervenlige overenskomst efter den anden, både i den private og offentlige sektor. Havde vi mon manglet tusindvis af skolelærere, sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente, SOSU’er, hvis vi havde haft en stærk og kæmpende fagbevægelse, der havde skaffet ordentlig løn og arbejdsforhold? Næppe.

Heldigvis er verden og klassekamp ikke statiske størrelser.

Sygeplejerskernes politiske strejke og fortsættelse af de overenskomststridige strejker slog hovedet på sømmet og sendte ikke kun rystelser igennem det politiske parnas i folketinget, regionerne og kommunerne, men også i fagtoppen. For sygeplejerskernes strejke blev fremkaldervæske på velfærdsstatens, den danske models og fagbevægelsens dybe krise.

Desværre kommer løsningen ikke fra den socialdemokratiske fagtop. De er en del af problemet. Deres forståelse af situationens alvor er ingen forståelse, men er bare mere af det, der ikke virker. Der er ubetinget loyalitet over for Socialdemokratiet og den socialdemokratiske dagsorden, uanset hvor meget denne loyalitet undergraver medlemmernes interesser.  

Den nuværende ledelse i FH forstår simpelthen ikke opgaven. Fagtoppen med Lizette Risgaard i spidsen har desværre totalt fraskrevet sig arbejderklassens vigtigste våben, strejkevåbenet, som løftestang for alle progressive, markante og ambitiøse forandringer, der skaber håb om en bedre fremtid: Kortere arbejdsuge, genopretning af dagpengesystemet, sænkning af pensionsalderen til 60 år, markante lønstigninger til alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper samt demokratisering af økonomien. Den samlede socialdemokratiske fagtop har erstattet klassekamp, solidaritet og fællesskab med klassesamarbejde på kapitalens, arbejdsgivernes og politikernes præmisser.

Socialdemokratiet er blevet pseudonym for et parti, der blokerer for fagbevægelsens kollektive handlinger og tilintetgør vores autonomi. Socialdemokratiet er blevet fagbevægelsens ideologiske og politiske akilleshæl. Hvor længe vil fagforeningerne og medlemmerne forsætte med at støtte deres ”bøddel”? Kun fremtiden kan vise det. Socialdemokratiet og den socialdemokratiske fagtop vil fortsætte deres nuværende kurs. Derfor er det åbenlyst, at en oprørets dag vil komme, som vi så det i Grækenland med det socialdemokratiske PASOK’s og i Frankrig med Parti Socialiste erodering.

Spørgsmålet er ikke hvornår, men hvordan. ■

 

Socialdemokratiet er blevet fagbevægelsens ideologiske og politiske akilleshæl. Hvor længe vil fagforeningerne og medlemmerne forsætte med at støtte deres ”bøddel”?
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde