Jan Hoby: Socialdemokratiet blev nyliberalt længe før Thorning og Corydon

Jan Hoby: Socialdemokratiet blev nyliberalt længe før Thorning og Corydon

11.10.2018


Socialdemokratiet forsøger panisk at rødvaske sin politik ved at lægge afstand til Thorning-Corydon-æraen. Men sandheden er, at Socialdemokratiet allerede i 1990’erne fravalgte sin historiske position som forvalter af den sociale pagt: klassekompromisset mellem kapital og arbejderbevægelse, som er det fundament, den danske velfærdsstat er bygget på.

Af Jan Hoby, Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger

DEN 1. SEPTEMBER skrev en af Socialdemokratiets vigtigste personer gennem de seneste fire årtier, Mogens Lykketoft, et debatindlæg i Politiken, der i bund og grund gav Det Radikale Venstre ansvaret for den indflydelse, Dansk Folkeparti har fået i dansk politik: “Den ulykkelige kendsgerning er, at de krav, som nuværende og tidligere radikale gennem de seneste 17 års valgkampe har stillet til Socialdemokratiet om lempeligere udlændingepolitik, har været den væsentligste årsag til de borgerliges valgsejre.”

Mogens Lykketoft stopper ikke der. Det er ifølge Lykketoft Det Radikale Venstre, der bærer skylden for afmonteringen af velfærdsstaten: “Det var af samme grund, Margrethe Vestager til vores store fortrydelse under Thorning-regeringen insisterende på at fastholde de dagpengenedskæringer, som Radikale havde stemt for under den foregående borgerlige regering.”

Mogens Lykketoft skriver sig hermed ind i det narrativ, der handler om at omskrive historien om ”den sande socialdemokratiske vej”, således at der er en lige linje fra Stauning til Frederiksen. Desværre risikerer Socialdemokratiet at stagnere i fraværet af selvkritik.

Det er altid de andres skyld, synes mantraet at være hos Socialdemokratiet, og det er først og fremmest Det Radikale Venstres skyld. Det hørte vi også, da Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i weekenden 21-22. september udtalte, at formuleringen om, at de ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand, ikke kommer med i det næste regeringsgrundlag. Den fortælling gik rent ind hos de kongresdelegerede. Det er Thorning, Vestager og Corydon, der er skurkene i den nye socialdemokratiske fortælling.

Det er så tåkrummende pinlig en omskrivning af historien. Der er kun to topsocialdemokrater til forskel mellem det hold, som udgjorde den socialdemokratiske regering under Thorning, Corydon, Sass Larsen og Frederiksen. Og nu vil Socialdemokratiet sælge sig selv på at være helt anderledes end sidste gang.
Mette Frederiksen prøver på bedste beskub at slette Socialdemokratiets katastrofale gerninger under Thornings regering. Dette sås også tydeligt på kongressen, da Mette Frederiksens henvendte sig direkte til Enhedslisten: “Det bliver ikke på min vagt, at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs.”
Men rødvaskningen af Socialdemokratiet holder ikke til et faktatjek og slet ikke efter et folketingsvalg.

 

Det er så tåkrummende pinlig en omskrivning af historien. Der er kun to topsocialdemokrater til forskel mellem det hold, som udgjorde den socialdemokratiske regering under Thorning, Corydon, Sass Larsen og Frederiksen. Og nu vil Socialdemokratiet sælge sig selv på at være helt anderledes end sidste gang
_______

 

Det er kun Socialdemokratiet, der er skyld i Socialdemokratiets ideologiske og politiske problemer. Forestillingen om at danne regering med Dansk Folkeparti, for at undgå samme skæbne som resten af de europæiske socialdemokratier, er en illusion. Det vil nærmere være strået, der knækker kamelens ryg.
For Socialdemokratiets problemer startede og slutter ikke med spørgsmålet om indvandrere, flygtninge og muslimer. Socialdemokratiets problemer startede og slutter med deres knæfald for nyliberalismens ideologiske, politiske og økonomiske fortælling.

Nyliberalisme eller neoliberalisme er navnet på den politik, som især den vestlige verdens regeringer har ført de seneste små 40 år. Det begyndte med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980’erne og de socialdemokratiske danske regeringer i 1990’erne.

I sin enkelthed hylder nyliberalisme frihandel og de frie markedskræfter. Det er i Danmark konkretiseret ud i privatiseringer, nedskæringer og deregulering af den offentlige sektor suppleret med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold. Resultatet er blevet en delvis tilbagerulning af de forbedringer, lønmodtagerne fik gennem 1960’erne og specielt 1970’erne, for i stedet at flytte pengene over i erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale.

Så når nutidens socialdemokrater forsøger at gøre Det Radikale Venstre og tidligere socialdemokratiske ledelser til syndebukke for, at den danske udgave af højrepopulismen, Dansk Folkeparti, har vind i sejlene, er det kreativ bogføring og historieskrivning.

Årsagerne til, at højrepopulismen har vind i sejlene, udspringer i afmonteringen af velfærdsstatens bærende konstruktion. Tryghed, vished og sikkerhed blev erstattet af utryghed, uvished og usikkerhed, i takt med at nyliberalismen globalt introducerede reformer, som destruerede hele industrier, også kendt under navnet ”Creative Destruction”. Virkelighedens Wall Street fra 1987 er der mange eksempler på. Historien om kapitalfonde som Apax Partners er et illustrativt billede på ”Creative Destruction” og på, hvordan sunde virksomheder, som eksempelvis brødfabrikkerne Panrico med 4000 ansatte i Spanien, for få år siden blev ødelagt af kapitalfonde, der slet ikke var interesseret i at drive brødfabrikker i Spanien. Deres plan var at sælge virksomheden videre, så snart det lykkes for dem at gennemføre deres nedskæringsplan. Deres plan var at halvere antallet af ansatte og skære lønnen ned på mellem 25 og 45 procent. Efter denne omstrukturering stod virksomheden på fallittens rand. Gælden var enorm, værdierne var solgt, og de ubetalte regninger hobede sig op, fordi Apax Partners skrabede til sig. I 2010 overlod Apax Partners virksomheden til bankerne. Det kaldes financial engineering, hvor kapitalfonde kan lave hurtige gevinster og få nogle flotte afkast, så man hurtigt kan sende penge tilbage til investorerne. Men metoden, som kan iagttages verden over, har katastrofale konsekvenser for sunde virksomheder, medarbejdere og omgivende samfund og hele nationer. Det er ikke ny teknologi, der ødelægger virksomheder, arbejdspladser eller truer velfærdssamfundet. Tværtimod. Det er glubske kapitalfonde og aggressiv nyliberalisme.

Nyliberalismen har skabt et reelt grundlag for uro, utilfredshed og modsætninger. Højrepopulismen har talentfuldt understøttet, udviklet og vedligeholdt utilfredsheden og kanaliseret den i en perverteret politisk retning imod flygtninge, indvandrere og muslimer.

Nyrup sendte den danske arbejdsmarkedsmodel på dødslejet
I årene 1993-2010, først med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og de socialdemokratiske regeringer fra 1993 til 2001, begyndte den egentlige afvikling af den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsstat. Dagpengeperioden blev reduceret, kompensationsgraden svækket, optjening af dagpenge begrænset, og beskæftigelsesforanstaltninger fik i slutningen af perioden en stærkt reduceret betydning.
Den såkaldte modernisering af dagpengesystemet gik hånd i hånd med aktiveringslinjens gennemførelse. I 1993 stod først det nedarvede jobtilbudssystem fra 1978 for skud. Den maksimale dagpengeperiode blev sat til syv år, og muligheden for at genoptjene dagpenge i støttede jobs blev fjernet med et slag. I 1995 blev dagpengeperioden yderligere reduceret til fem år og til fire i 1998. I takt med disse begrænsninger og markante forringelser blev der åbnet for det aktiveringscirkus, som i 2018 ødelægger menneskeliv på stribe, fordi mennesker, der er for syge til at arbejde, slæbes gennem den ene jobprøvning og det ene ressourceforløb efter det andet. VK-regeringen videreførte i 2010 det, som de socialdemokratiske regeringer under Poul Nyrup Rasmussens ledelse havde startet, da dagpengeperioden blev reduceret fra fire til to år, og genoptjeningsperioden blev hævet fra 26 uger til 52 uger inden for de seneste tre år.
Så vi kan med sikkerhed fastslå, at flexicurity-modellens afmontering startede i 1993, i udbudsøkonomiens (nyliberalismens) tegn. Og det var med daværende finansminister Mogens Lykketofts velsignelse.

 

Vi kan med sikkerhed fastslå, at flexicurity-modellens afmontering startede i 1993, i udbudsøkonomiens (nyliberalismens) tegn. Og det var med daværende finansminister Mogens Lykketofts velsignelse
_______

 

Men det stoppede ikke her. Det var på Nyrups og Lykketofts vagt, at angrebet på en værdig pensionsalder startede. Det var Socialdemokratiet, som stod bag en politik, der skulle gøre det mindre attraktivt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skete med efterlønsreformen i 1998. Man skulle nu være medlem af en arbejdsløshedskasse i 25 ud af de forudgående 30 år og ikke som tidligere 20 ud af forudgående 25 år. Derfor kom ydelsen i hele efterlønsperioden til at udgøre maksimalt 91 pct. af højeste dagpengesats, hvis man gik på efterløn, inden man var fyldt 62 år, mod tidligere 100 pct. af højeste dagpengesats de første to og et halvt år, og derefter 82 pct. i den resterende periode på fire og et halvt år. Alt i alt sås en hidtil uset stramning på arbejds- efterlønsområdet under Nyrup og Lykketoft.

Endelig blev den maksimale efterlønsperiode nedsat fra syv til fem år gennem nedsættelse af folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, så fremtidens efterlønnere fik to år mere på den skrabede folkepension. Nyrup og Lykketoft sørgede i øvrigt for, at den beslutning ikke kom til debat på Socialdemokratiets kongres i september 1998. Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regeringsperiode udgjorde dermed et markant sporskifte i synet på den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsstat. Et sporskifte væk fra enhver form for reformistiske ambitioner om at skabe et mere lighedsorienteret samfund med regulering af kapitalismen igennem økonomisk omfordeling fra de få til de mange.

Dette sporskifte ses stadig tydeligt, når det kommer til privatiseringer og udliciteringer i Danmark. Socialdemokratiske regeringer under Poul Nyrup Rasmussen stod for så mange udsalg af statslige virksomheder, at det får Bjarne Corydons salg af DONG til at fremstå som et lille bølgeskvulp i forhold til tsunamien af statsligt udsalg foretaget under Nyrup: 18 statslige virksomheder blev privatiseret fra 1993 til 2001, mens de borgerlige regeringer både før og efter har privatiseret relativt få. Det klingede derfor hult, da Poul Nyrup Rasmussen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg glædede sig over de nye toner fra den socialdemokratiske ledelse, der er blevet mere krigerisk over for banker, kapitalfonde og Finansministeriets regnemodeller. Korttidshukommelse er særligt kort i dansk politik.

 

18 statslige virksomheder blev privatiseret fra 1993 til 2001, mens de borgerlige regeringer både før og efter har privatiseret relativt få. Det klingede derfor hult, da Poul Nyrup Rasmussen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg glædede sig over de nye toner fra den socialdemokratiske ledelse
_______

 

Det tidligere langsigtede reformspor i det 20. århundrede tabte til det nyliberale udbudsøkonomiske fokus på at sikre de private koncerners langsigtede behov for jobberedte arbejdere med færre rettigheder, mindre sikkerhedsnet og større usikkerhed. Resultatet udeblev ikke. Socialdemokratiet blev i meningsmålingerne i december 1998 sendt i frit fald – fra 35,9 pct. ved valget i marts 1998 til 19,5 pct. i december samme år. Socialdemokratiets kursskifte var afsløret for vælgerne. Socialdemokratiet var uden tvivl den mest betydningsfulde politiske aktør bag den moderne velfærdsstats opbygning, men heraf kan man ikke slutte, at den universalistiske velfærdsstat alene var et resultat af Socialdemokratiets indsats. Velfærdsstaten blev først og fremmest muliggjort af bestemte magtrelationer mellem arbejde og kapital, mellem arbejdsgivere og fagbevægelse, mellem borgerlige partier og arbejdsbevægelsens partier (Socialdemokratiet, DKP og SF). Det er dét, der kaldes den sociale pagt, klassekompromis eller klassesamarbejde.

Det blev den historiske rolle for de socialdemokratiske partier at administrere klassekompromiset. Men når magtforholdene forskydes, og kapitalen får overtaget, så der ikke er magt på lønmodtagersiden til at sikre social sikkerhed og tilstrækkelige velfærdsydelser, følger udstødning, fattigdom og sundhedsproblemer, Socialdemokratiets krise er først og fremmest et studie i reformismens krise og dermed i klassekompromisets krise. Gennem det tyvende århundrede udviklede fagbevægelsen en form for fredfyldt sameksistens med de kapitalistiske interesser. Gennem 1930’erne blev denne sameksistens først institutionaliseret i dele af Europa, primært i Norden, da fagbevægelsen indgik en aftale med arbejdsgivernes organisationer. Efter Anden Verdenskrig fandt en lignende proces sted i det meste af Vesteuropa.

Dette klassekompromis mellem arbejdere og kapital formede det fundament, som velfærdsstaterne udviklede sig ud fra, og løn- og arbejdsforholdene blev løbende forbedret. Samfundet trådte ind i en fase med social fred og trepartsforhandlinger. Fredspolitikken og klassekompromiset førte til vigtige milepæle for velfærd, løn og arbejdsforhold og fik derfor massiv støtte fra arbejderklassen.

Det er vigtigt at understrege, at dette kompromis mellem arbejderne og kapitalen var et resultat af fagforeningernes og arbejderbevægelsens styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså, at de ikke kunne overvinde fagforeningerne, så man måtte i stedet forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredfyldte sameksistens mellem arbejdere og kapital på en stærk arbejderbevægelse.

I DAG er virkeligheden en anden. Socialdemokratiet har siden 1993 uden tvivl været den mest betydningsfulde politiske aktør bag afviklingen af den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsstat. Led for led har Socialdemokratiet tilsluttet sig den nyliberale verdensorden i ideologisk, politisk og økonomisk forstand, og i 1993 gjorde Poul Nyrup Rasmussen det til sin egen velfærdsstrategi. Siden har Socialdemokratiet været på en rejse fra keynesianisme til nyliberal udbudsøkonomi.

Fortællingen om Socialdemokratiet som den danske models sande vogter er falsk. Der går en lige linje fra Poul Nyrup Rasmussen i 1993 til Mette Frederiksen i 2018.

Socialdemokratiet har bevæget sig ekstraordinært langt til højre, men der er mere grundlæggende spørgsmål på spil, da et skift tilbage til venstre altid er en teoretisk mulighed. Uagtet rødvaskningen er det svært at se en vej tilbage for Socialdemokratiet. Nyliberalismen har afløst det historiske kompromis mellem arbejde og kapital, og den afviser idéen om den ”socialdemokratiske” velfærdsstat. Det har Europas socialdemokratier for længst accepteret. Derfor bliver alle socialdemokratiske regeringer fremover regeringer med borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand, uanset hvad der står i et eventuelt regeringsgrundlag. For det er sådan, det har været siden 1993. Det startede med Poul Nyrup Rasmussen og fortsatte med Lykketoft, Thorning, Sass Larsen og Frederiksen.

 

Derfor bliver alle socialdemokratiske regeringer fremover regeringer med borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand, uanset hvad der står i et eventuelt regeringsgrundlag. For det er sådan, det har været siden 1993. Det startede med Poul Nyrup Rasmussen og fortsatte med Lykketoft, Thorning, Sass Larsen og Frederiksen
_______

 

Så Mogens Lykketoft skulle tage og droppe beskyldningerne imod alle andre og i særdeleshed Det Radikale Venstre. Som Sun Tzu skriver i Krigskunsten: ”Muligheden for at sikre os mod nederlag ligger i vores egne hænder, men muligheden for at besejre fjenden er tilvejebragt af fjenden selv.” ■



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Poul Nyrup Rasmussen (S) præsenterer sin tredje regering den 1. december 1996 [foto: Finn Frandsen/Scanpix]