28.06.2024

Præsident Biden havde mest brug for aftenens Tv-duel med Trump, og han havde held til at fastlægge formatet og det usædvanligt tidlige tidspunkt mange måneder før præsidentvalget i november. Man kan trygt konstatere, at de 90 minutter ikke gik som han havde håbet eller forventet. Det umiddelbare resultat synes at være et Demokratisk parti i panik og dystre udsigter for det amerikanske demokrati.

Af Niels Bjerre-Poulsen

Fuldt bevidst om denne første – og måske eneste – debats potentielle betydning i valgkampen, havde præsident Biden forud tilbragt en hel uge i træningslejr. Her havde hans personlige advokat Bob Bauer spillet Trump, ligesom han gjorde det inden debatterne i 2020. Trump havde formentlig også forberedt sig, selv om han koketterede med, at han ikke havde, fordi han ikke behøvede det, og fordi debatter ifølge ham mest drejer sig om at vise ”attitude”.

På forhånd var det tydeligvis svært for Trump at bestemme sig for, om han skulle sænke eller hæve sine tilhængeres forventninger til hans modstander. Med hjælp fra sine faste klakører forsøgte han at helgardere sig ved at gøre begge dele på én gang: På den ene side fremstillede de Biden som tandløs og dement – formentlig uden nogen anelse om, hvor han befandt sig og hvorfor. På den anden spandt de søgte teorier om, at præsidenten muligvis ville have indtaget stoffer, der kunne få han til at fremstå skarp og klar i mælet. På sine valgmøder havde Trump luftet ideen om at forlange, at der blev taget blodprøver inden debatten (hvilket har sin egen ironi, i betragtning af, at han i 2020 selv mødte op, fuldt bevidst om, at han havde Covid, men mod alle regler holdt det hemmeligt for Biden og arrangørerne). På vælgermøder luftede Trump også en teori om, at hvis Biden klarede sig godt, ville det nok være på grund af kokain. Speaker Mike Johnson mente ikke, at det ville være kokain, men udtrykte i ramme alvor sin bekymring for, at Biden måske ville indtage Mountain Dew eller en anden energidrik inden debatten.

Baggrunden for disse bekymringer om præstationsfremmende midler, var Bidens energiske State of the Union tale i marts, hvor han virkede skarp og veloplagt. Det fik mange i Trump-lejren til at indse, at de havde begået en strategisk fejl ved at sænke forventningerne til hans tale så lavt, at mange vælgere var overraskede over.

Men aftenens debat afslørede, at deres bekymringer over, om de havde sænket barren for lavt var unødvendige: Det var ikke en veloplagt præsident, der mødte op, men en mand, der virkede utroligt gammel og svag. Og uanset, hvor meget, han havde forberedt sig på det faktuelle, så var hans vigtigste opgave at overbevise millioner af tvivlere om hans grundlæggende vitalitet. Det gjorde han mildest talt ikke. Tværtimod genåbnede han diskussionen blandt Demokrater om, hvorvidt der er nogen, der kan overtale ham til hurtigt at trække sig inden det nationale partikonvent, og overlade sine delegerede til en anden kandidat, inden det er for sent.

Trump fulgte sin egen overbevisning om, at ”attitude” var det vigtigste ved debatten. Han virkede rolig og målrettet, og stort set alt, hvad der kom ud af munden på ham, var løgn. Han svarede også på, hvad der passede ham, uanset, hvad han blev spurgt om, men han samlede med held ammunition i Bidens foregående ofte vævende svar, som i alt for hurtigt tempo og med svag stemme forsøgte at presse fakta ind i diskussionen. Trump fulgte de råd, han i sin tid fik af sin personlige Rasputin, Steve Bannon: ”flood the zone with shit”. Biden blev flere gange overmandet alene af antallet af løgne, han mente, han skulle tilbagevise, og da parterne havde valgt et format, hvor moderatorerne ikke greb ind med nogen form for fakta check, viste det sig at være en overvældende opgave for ham. Resultatet var, at Biden konstant var i defensiven, mens Trump frit kunne vælge, hvad han ville kommentere, og hvad han ville ignorere. I hele debatten fremsatte han ikke et eneste konkret politisk forslag, han ville arbejde for, hvis han bliver valgt. I stedet tegnede han et billede af et fantastisk USA, han havde skabt, som Biden efterfølgende havde destrueret – med andre ord den faste rutine, han bruger på sine vælgermøder. En af hans sidste sætninger var ”We are living in Hell”. Intet mindre.

Spurgt om, hvad han ville gøre ved klima, børnepasning, abort, fentanyl, og en række andre konkrete politiske problemer, ignorerede Trump ganske enkelt spørgsmålene og talte i stedet om, hvor højt respekteret USA var, da han var præsident, og hvor meget USA nu var til grin i det internationale samfund. Derefter vendte han sit eget udsagn på hovedet, og erklærede at de andre lande i verden ”kan ikke lide os”. Hvad han beskrev, var allierede, han ingen intentioner havde om at genvinde den påståede tabte respekt fra, fordi de alligevel bare var ude på at udnytte USA. Omvendt hævdede han endnu engang – aldeles kontrafaktisk – at Rusland ikke ville have invaderet Ukraine, og at Hamas ikke ville have angrebet Israel, hvis han havde været præsident.

Pointen er, at stort set intet af, hvad Trump sagde var faktuelt korrekt eller gav nogen mening, og at der var masser, som en mere veloplagt kandidat, end Biden viste sig at være, kunne have taget fat i. Biden blev lidt bedre efterhånden, men ikke meget, og skaden var allerede sket i de første minutter af debatten.

Hvis det amerikanske demokrati er på spil ved dette præsidentvalg – og det mener jeg uden tøven, det er – så er oddsene for dets overlevelse blevet dårligere efter denne debat. ■

ILLUSTRATION: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix