Lars Erslev Andersen: Yahya Sinwars død er intet vendepunkt – så længe Netanyahu ikke vil forlade Gaza

18.10.2024

Likvideringen af Yahya Sinwar er en sejr for Netanyahu, men primært en politisk og symbolsk sejr til israelsk og amerikansk indvortes brug. Det bliver næppe noget vendepunkt i krigen.

Af Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier

Likvideringen af Hamas-lederen Yahya Sinwar fremstår som en stor sejr for Israel, og det er klart, at Benyamin Netanyahu vil udnytte den til yderligere at styrke sin position. For halvanden måned siden demonstrerede hundredtusinder mod Netanyahu og krævede våbenhvile og frigivelse af de sidste 100 gidsler i Hamas fangenskab i håb om, at få nogle af dem hjem i live. Demonstranterne var vrede over fundet af seks gidslers lig, hvilket udløste omfattende strejker og protester mod Netanyahu, der dog nægtede at indgå våbenhvile med Hamas og dermed imødekomme demonstranternes krav.

En uge senere likviderede to amerikanske 2000 pund bomber kastet af Israel i Beirut lederen af Hizbollah gennem 32 år, Hassan Nasrallah. Fra at demonstrere i Tel Avivs gader, jublede de nu på Middelhavsbyens badestrande over Netanyahus sejr i Libanon og har siden støttet den fortsatte serie af likvideringer af Hizbollah-ledere, omfattende bombninger i Libanon, senest i kristne områder, samt egentlig invasion i Sydlibanon, der gennemføres, selvom Israel synes FN’s observationsposter står i vejen og derfor bliver beskudt.

Netanyahu brugte opbakningen til sin eskalering af sine krige til selvbevidst at sende en videomelding til libaneserne, at de nu skulle beslutte sig til at komme af med Hizbollah for at undgå, at Libanon skulle blive et nyt Gaza. Men Hizbollah har ikke nedlagt våbnene og overgivet sig, men fortsat sine raketangreb ind i Israel, senest morgenen efter likvideringen af Sinwar. Hizbollah vil gerne forhandle våbenhvile, men vil ikke overgive sig, har den nye ledelse meldt ud.

Efter drabet på Sinwar har mange i og uden for Israel sagt, at det er begyndelsen til enden på krigen i Gaza. Sinwar fremstilles som den ultimative forhindring for våbenhvile, men man glemmer, at Netanyahu faktisk hele vejen igennem har været arg modstander af at ville trække israelsk militær ud af Gaza. I går sagde den israelske premierminister, at hvis Hamas-ledere og soldater ville nedlægge våbnene, kunne de få lov at flygte ud af Gaza. Senere henvendte han sig til Gazas befolkning og sagde, at opgiver de modstandskampen, kan de få fred i morgen.

Det store problem i Netanyahus meldinger er, at der ikke er skyggen af konkrete ideer for, hvad der skal ske i Gaza, når krigen slutter. De sidste par uger har Israel invaderet og belejret det nordlige Gaza, har forhindret nødhjælp i form af bl.a. mad og medicin at nå frem, har bombet skoler, børnehaver og hospitaler og opfordret civilbefolkningen til endnu engang at flytte sydpå, mens man i Israel har talt om både at bruge sult som våben, at annektere dele af Gaza og at genopføre bosættelser i de annekterede dele. Der er ingen meldinger fra Netanyahu og Israel om, hvad der skal ske med de 1,9 millioner internt fordrevne i Gaza, eller hvordan livet for palæstinensere i Gaza skal forme sig efter krigen.

Hamas er utvivlsomt presset i bund. Store dele af den øverste ledelse er likvideret af Israel, mange Hamas-soldater er slået ihjel. For Israel er tiden inde til, at resterne af Hamas overgiver sig og frigiver gidsler. Det er Netanyahus fortolkning af våbenhvile. Det faktum, at der lige nu ikke er nogen Hamas-ledelse at forhandle med, som visse kommentatorer har peget på, er sådan set ligegyldig, for Netanyahus fortolkning af våbenhvile er ikke til forhandling, men er et ultimativt krav om komplet overgivelse uden løfter om noget som helst.

Man kan ikke udelukke, det svækkede Hamas lægger sig fladt ned eller prøver at flygte, men det er næppe sandsynligt. Og det er heller ikke sandsynligt, at befolkningen, efter alt hvad den israelske hær har udsat den for af drab og ødelæggelser det eneste år, vil acceptere at komme under Israels overherredømme.

Javel, likvideringen af Yahya Sinwar er en sejr for Netanyahu og Israel, men primært en politisk og symbolsk sejr til israelsk og amerikansk indvortes brug, men næppe noget vendepunkt: Den brutale krig, Israel har påført civilbefolkningen i det nordlige Gaza med sin invasion og brug af sult som våben, kommer til at forsætte efter Sinwars død – og vil snarere brede sig til større dele af Gaza. Netop fordi Netanyahu og Israel ingen plan eller ide har for, hvad der skal ske i Gaza den dag, krigen slutter. ■

 

Det faktum, at der lige nu ikke er nogen Hamas-ledelse at forhandle med, er sådan set ligegyldig, for Netanyahus fortolkning af våbenhvile er ikke til forhandling; men er et ultimativt krav om komplet overgivelse uden løfter om noget som helst
_______

 

ILLUSTRATION: Premierminister Netanyahu besøger israelske soldater, 25. juni 2024 [FOTO: Den israelske premierministers kontor/Kobi Gideon, GPO]

Apropos denne artikel:

James Smith: Hvis Israel ville, kunne de angribe den eneste fungerende atomreaktor i Iran – og forårsage en ulykke på linje med Fukushima

Ukrainebrief: Vil Putin hjælpe Iran?

Sune Haugbølle: Vores politikere bifalder krigen med stille resignation. For Irans nederlag er i vores interesse – folkeret eller ej. Det er sådan, folkeretten smuldrer

Jesper Olsen: Kan man købe stemmer for kontanter i dansk politik?

Lars Aslan Rasmussen om Iran: Tak, Israel – nogen skulle jo gøre det beskidte arbejde

Ditte Brasso Sørensen: Migrationspolitikken er på vej til at blive dén politiske dagsorden, der kan vælte regeringer i Europa