Jens Hjarsbech i RÆSONs nye trykte nummer: Den gobale økonomi er på vej i den gale retning – og det skyldes ikke inflationen

20.12.2022

Den aftalebaserede globale handelsorden, der har gjort det muligt på tværs af kloden at handle mere og friere med hinanden, undermineres nu af sin egen skaber, USA. Og EU, som i den grad også har nydt rigtig godt af systemet, ser nu ud til at være på vej i samme retning.

FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der udkommer i denne uge.

Af Jens Hjarsbech

INFLATIONEN, de vedvarende coronanedlukninger i Kina og Ruslands krig mod Ukraine truer i høj grad verdensøkonomien, men det er en anden og mere usynlig fare, der er den absolut største trussel mod vores langsigtede velstandsudvikling: den aftalebaserede globale handelsorden.

Dette ellers velfungerende system, der har gjort det muligt på tværs af kloden at handle mere og friere med hinanden, undermineres nu af sin egen skaber, USA. Og EU, som i den grad også har nydt rigtig godt af systemet, ser nu ud til at være på vej i samme retning.

Den aftalebaserede globale handelsorden går tilbage til 1947, hvor man oprettede GATT, der var én blandt mange USA-sponsorerede internationale organisationer, som skulle søge at forebygge nye verdenskrige gennem styrket internationalt samarbejde og samhandel. Særligt omdannelsen af GATT til Verdenshandelsorganisationen, WTO, i 1995 fik den globale handel til at tage fart. De gennemsnitlige globale toldsatser faldt fra 8,5 pct. til 2,5 pct., og i 2001 kom Kina med i klubben og åbnede grænserne mellem sin hastigt voksende økonomi og resten af verdensmarkedet. Frem til finanskrisen steg den globale handel som andel af den globale økonomi af disse årsager drastisk, men siden da har denne del af ,globaliseringen’ stået i stampe.

I årene herefter begyndte problemerne at vise sig. Første problem kom under Obamas præsidentperiode, da han undlod at udnævne en ny dommer til WTO’s højeste instans – særligt fordi USA ikke var enige i WTO’s domme i stridigheder mellem USA og Kina. Under Trump ophørte WTO’s appeldomstol helt med at fungere, da der fortsat ikke blev udpeget de nødvendige dommere. Samtidig kom handelskrigen mellem USA og Kina, som også påvirkede Europa, da det nu var „America First”.

Handelskrigens pris

Trumps handelskrig over for Kina var skadelig for både amerikanske virksomheder, der brugte kinesisk input i deres egen produktion, og for amerikanske forbrugere, der stod over for højere priser. Men Trump havde ret i, at Kina skal adresseres, for landet spiller sjældent helt efter reglerne. Hverken på det kinesiske marked, hvor egne statssponsorerede virksomheder har forrang, eller på andre markeder, hvor statsejede eller statssponsorerede selskaber får finansiering til vilkår, som det private marked ikke kan hamle op med, og dermed underbyder vestlige selskaber

Det betyder, at vestlige virksomheder kan komme i problemer, hvis de befinder sig i brancher eller teknologier, som den kinesiske stat kaster sin kærlighed på – tag bare solceller som et eksempel. Det er vanskeligt at forblive konkurrencedygtig, når konkurrenten har en statskasse i ryggen med adgang til nærmest ubegrænsede midler og ikke er bleg for at tilegne sig andres intellektuelle rettigheder ved urent spil. I USA handler 80 pct. af sagerne om industrispionage om tilfælde, der er til gavn for den kinesiske stat. Og i EU har vi indført en straftold på vindmølletårne fra Kina, da konkurrencen forvrides af den kinesiske statsstøtte.

Kina spiller ganske enkelt ikke efter de normale regler om investeringsbeskyttelse eller statsstøtte, og derfor foregår handlen heller ikke på lige og frie vilkår. Det var ikke et stort problem, da Kina kom med i WTO. Her var devisen, at demokrati og liberalisering ville komme med handlen, men den ide har siden fået et bovskud. Nu står Kina for cirka 10 pct. af global eksport, og så betyder de ulige vilkår noget.

Derfor har EU også stemplet Kina som en strategisk rival, mens Joe Biden stort set uændret har videreført Trumps handelskrig mod Kina.

 

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at USA kommer tilbage som forkæmper for frihandlen inden for nær fremtid
_______

 

Protektionismen og den grønne omstilling

Desværre har Biden generelt videreført Trumps protektionistiske holdninger – „Make America Great Again” er bare skiftet ud med „Buy American”. Vi befinder os derfor nu i et regulært trekantsdrama, hvor EU er klemt mellem USA og Kina, og Europa kan i sidste ende blive tvunget til at følge trop med USA, hvis presset på europæiske virksomheder bliver for stort. Vi er med andre ord på vej i den gale retning – herunder med skatterabatter og subsidier som lande forærer deres egne virksomheder, til skade for den frie og lige konkurrence.

Det seneste skridt i den forkerte retning er kommet med Joe Bidens Inflation Reduction Act, der giver skattefordele og subsidier på hele 369 mia. dollars til grønne virksomheder i USA. Det reducerer europæiske virksomheders konkurrenceevne, i en situation hvor de i forvejen er særdeles pressede pga. langt højere energipriser end i USA. Samtidig kan de gode skatte- og subsidievilkår få investorer til at søge mod USA i stedet for Europa, hvilket lægger yderligere pres på europæiske virksomheder. Det er også derfor, at der nu begynder at komme signaler fra Tyskland om støtte til franske ideer om at ,købe europæisk’.

At Frankrig har en protektionistisk tilgang, er ikke overraskende. Men at Tyskland også varmer op til ideen, er nyt. Årsagen er dog klar: Tysklands enormt vigtige bilindustri står over for store udfordringer på eksportmarkederne. Det vigtige kinesiske marked halter, og Volkswagens markedsandel i Kina er i forvejen faldet fra 20 pct. i 2019 til nu 16 pct. VW bliver kørt over af Kinas hastige teknologiske udvikling og det forhold, at Kina har en strategi om at udvikle egen produktion af elbiler med rigelig hjælp fra staten. Det er et alvorligt slag for tyske bilmærker og en hovedårsag til, at kansler Scholz var den første til at besøge præsident Xi efter Kinas partikongres i oktober.

Bidens Inflation Reduction Act bærer brænde til det tyske bil-bål ved at give skatteincitamenter til elbiler produceret i USA. Det rammer ikke de tyske biler produceret i USA, men det rammer dem, der produceres i Tyskland. Og med en eksport af biler til USA på 144 mia. kroner i 2020 er det store beløb og dermed mange tyske industriarbejdspladser, der kan være i fare.

Kvalerne med elbilerne er dog bare et enkelt hjørne af problemet. Generelt er der en risiko for, at den grønne omstilling medfører et subsidieregime, der tilgodeser indenlandske producenter frem for de bedste teknologier.

Vi står over for et teknologispring i den grønne omstilling, men fordi der kun er kort tid til at foretage dette spring, hvis verden skal leve op til kravene i Paris-aftalen, kræver det støtte til bestemte teknologier for at accelerere processen. Denne støtte kan hurtigt komme til at tilgodese indenlandske virksomheder, som eksemplet med Inflation Reduction Act viser, og dermed bliver det mere protektionisme end reel grøn erhvervsudvikling. Om man gør udenlandske varer dyrere eller indenlandske billigere, er uden betydning – effekten på den relative pris er den samme.

Hvad vil EU?

Det helt store spørgsmål er nu: Hvor ender det? Kan de tre store handelsblokke nøjes med at tilgodese egne grønne virksomheder, eller breder det sig til andre sektorer? Vi ved, at Kina ikke vil nøjes, så spørgsmålet er, hvordan USA vil agere.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at USA kommer tilbage som forkæmper for frihandlen inden for nær fremtid. Traditionelt har det jo været Det Republikanske Parti, der var for frihandel, mens Demokraterne var mere protektionistisk indstillet. Med Trump blev også Republikanerne protektionister, og udsigterne for frihandel værre.

Tilbage står EU. Skal vi følge med på skatte- og subsidieregimet? Eller skal vi forsøge at være et bolværk mod den frie og lige handel?

Kampen for frihandel er værd at kæmpe, men det kræver, at EU’s industrielle konkurrenceevne styrkes – fx gennem et styrket indre marked, mere attraktivt investeringsmiljø og bedre forhold for tekniske uddannelser og forskning. Det skal nemlig fortsat være attraktivt at producere og investere i Europa, for industrien er afgørende for jobs og gode lønninger. Uden dette mister vi opbakningen til den frie og lige handel – og den opbakning har i forvejen været under pres de senere år.

Men lad mig slå fast: Fri og lige handel er ikke ensbetydende med en naiv tilgang til handelspartnere og -rivaler. Vi skal ikke længere være afhængige af et enkelt land eller marked hverken i forhold til import eller eksport. Særligt ikke, når det kommer til lande, der har et helt andet verdenssyn end os i Vesten. Vi har lært lektien fra Ukraine-krigen, og nu er det afgørende, at vestlige virksomheder reviderer deres Kina-strategier, så afhængigheden ikke er for stor. Samtidig skal vi i EU insistere på reciprocitet [gensidighed, red.] over for Kina, så konkurrencen bliver mere lige. Det betyder fx, at EU-virksomheder skal nyde den samme investorbeskyttelse, som udenlandske virksomheder nyder i EU. Og at statslig eksportfremme skal foregå i det åbne, så det i det mindste er klart, i hvor høj grad der er statslige subsidier involveret i kinesiske selskaber på europæiske markeder.

Omvendt skal vi ikke falde for fristelsen til at forsøge at trække produktionen hjem til Europa – den såkaldte nearshoring. Den stærkt stigende globale handel har nemlig de seneste årtier skabt en kæmpe velstandsfremgang globalt set. Herhjemme kan 40 pct. af den samlede økonomiske vækst i perioden 1998 til 2008 således tilskrives øget international handel.

Der er nu heller ikke mange tegn på, at der sker nearshoring i noget betydende omfang. Vi kommer da heller ikke til at vinke farvel til den omfattende globale handel, vi er blevet vant til. Dertil er gevinsterne for både virksomheder og forbrugere ganske enkelt for store.

Men fremtidens globale økonomi kan blive på andre vilkår, i hvert fald inden for visse dele af den – navnlig for så vidt angår alt, hvad der kan henføres til grøn omstilling. Tabet vil bestå i, at handlen tilfalder dem med den største politiske begunstigelse – frem for dem, der leverer de bedste og billigste produkter.

Og det er derfor, at den globale økonomi er på vej i den gale retning, for det tegner til at blive en økonomi på politiske præmisser frem for markedspræmisser. Særligt for et lille land som Danmark med en åben økonomi og begrænset statskasse er det en stor udfordring. Vi kan desværre kun håbe på, at den aftalebaserede handelsorden vender tilbage, når politikerne i de berørte lande finder ud af, at deres strategier truer med at tømme deres statskasser og bremse deres velstandsfremgang. ■

 

Det tegner til at blive en økonomi på politiske præmisser frem for markedspræmisser. Særligt for et lille land som Danmark med en åben økonomi og begrænset statskasse er det en stor udfordring
_______

 

Jens Hjarsbech (f. 1980), cheføkonom ved Axcelfuture og har siden 2017 drevet tænketankens arbejde på globalisering og investerings- og vækstdagsorden. Hjarsbech er cand.polit. og har mere end 15 års erfaring fra Nationalbanken, Den Europæiske Centralbank, erhvervsorganisationer og tænketanke.

 ILLUSTRATION: Åbningen af Tesla Gigafactory i Gruenheide nær Berlin, 22. marts: Elbilfabrikken er Europas største. I midten ses Elon Musk flankeret af den tyske kansler, Olaf Scholz, og Brandenburgs ministerpræsident, Dietmar Woidke, til venstre [FOTO: Imago/Ritzau Scanpix]