Jens Worning: Ukrainekrigen er et første kig ind i den nye verdensorden
21.12.2022
Hvilken verdensorden vil dominere det 21. århundrede? Putin har sat spillet i gang – og krigen i Ukraine forcerer den udvikling, der har været undervejs.
Essay af Jens Worning
DET 19. ÅRHUNDREDE var det britiske århundrede. Det var ’imperiet, hvor solen aldrig gik ned’, fordi det strakte sig over hele den nordlige halvkugle. Efter det europæiske kollaps, som Første Verdenskrig var, fik vi det amerikanske århundrede, der efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 endte i amerikansk hegemoni. Den æra er nu brudt sammen – hvad kommer efter?
Hvad vi kan lære af det mongolske imperium
På nettet bruges begrebet om en ”ny verdensorden” i vidt omfang af konspirationsteoretikere, der frygter en global elite med ustækket magt, uendelige ressourcer og en depraveret moral, som er i gang med at stjæle verden fra os. Men begrebet opstod for alvor, da den amerikanske præsident, Woodrow Wilson efter 1. verdenskrig med idéen om en ”New World Order” beskrev ambitionen om at skabe et internationalt system, der sikrede fred og sikkerhed for alle. Hans tanker var fundamentet for Folkeforbundet, der blev etableret i 1919 og nedlagt i 1946 efter verdenskrig nummer to, som forbundet netop ikke havde magtet at forhindre.
Det ville være historieløst at tænke på ”verdensorden” kun i en moderne og vestlig kontekst. Tænk på de kinesiske dynastier, der daterer sig tilbage til et par tusind år før Kristi fødsel. Da kejserriget var på toppen, strakte det sig til det nu russiske Fjernøsten, Sibirien, Afghanistan, Centralasien, Vietnam og Korea. Og det mongolske imperium strakte sig fra de kinesiske kyster i øst til Kaukasus, Polen, Østrig, Ungarn og det Rusland, der endnu dengang ikke var Rusland, i vest. Både kejserriget Kina og det mongolske imperium var verdensordener i deres tid. De definerede rammerne og ordenen for udstrakte territorier og utallige folkeslag.
Netop det mongolske imperium er et godt eksempel på, hvad grundelementerne i en verdensorden er. For det første nogle principper, der er bæredygtige i den henseende, at systemet er stabilt. For det andet en teknologisk overlegenhed, der er ordenens fundament og som sætter enhver konkurrent i systemet i en underlegen position.
Det mongolske imperium havde et magthierarki, der byggede på meritokrati frem for arvefølge – man skulle bogstaveligt vise i kamp, at man var kvalificeret til at blive den næste Khan. Man havde et princip om centralisering – Khan’en var af hele systemet accepteret som den eneste beslutningstager i krig, mens beslutningskraften i fredstid var mere decentraliseret. Man havde principper for undersåtternes rolle, for økonomien og militæret, men derudover var man i høj grad liberal, hvad lokale forhold angik – herunder politik, kultur og religion. Der havde man ingen præferencer, og de besejrede lokale magthavere kunne blive siddende, ligesom de selv kunne vælge deres efterkommere, hvis blot de accepterede imperiets principper. Det viste sig ualmindeligt bæredygtigt.
På den teknologiske front var der to hovedelementer. For det første en brutal og effektiv hær, der var alle fjender overlegen i både kamp og organisation – takket være deres heste og de krigere, der red på dem. Og for det andet en infrastruktur med stationer, hvor både rigets udsendinge, postbude og fremmede gæster (med værternes accept) altid kunne skifte til friske heste. Dermed kom man – bogstaveligt talt – udover de stepper, men havde indtaget fra Stillehavet til Central- og Østeuropa. En rejsende kunne komme afsted med tre hesteskift på en dag – og overnatte på de stationer, hvor hestene holdt til.
Hvad fortæller det os i dag? Det fortæller os, at konkurrencen om fremtidens orden er en konkurrence om systemperformance og -stabilitet, hvor ejerskabet til systembærende teknologier er adgangskortet. Det er ikke demokrati versus autokrati, men et spørgsmål om, i hvilket omfang tech viser sig autokratisk systembærende i Kina eller demokratistyrkende i USA.
Det mongolske system holdt et par århundreder (nogle steder længere) – men brød naturligvis sammen, som enhver anden international orden gør før eller siden. For Mongoliet var problemet, at man ikke byggede en bæredygtig stat – og siden har man ligget i en sandwich uden kystadgang mellem Rusland og Kina, som man før beherskede og kunne tvinge sin orden nedover. Mongoliets storhed ligger for evigt i fortiden.
Det er ikke demokrati versus autokrati, men et spørgsmål om, i hvilket omfang tech viser sig autokratisk systembærende i Kina eller demokratistyrkende i USA
_______
Den nye verdensorden
Europa tabte endegyldigt sin position i Første Verdenskrig, men det internationale politiske system er i høj grad bygget på europæiske koncepter og ideer. Engang så vi – med rette – os selv som verdens centrum, og nu har vi svært ved at slippe vanen.
Stater er i dag de naturlige enheder i det internationale politiske system, selvom nationalstaten er et relativt nyt fænomen. De fleste nationalstater har fortællinger om sig selv, der går flere århundreder tilbage – altså, fra længe før de blev nationalstater. I sommeren 2021 skrev Vladimir Putin et essay, hvor han forklarer, hvordan Ukraine var russisk helt tilbage fra Kyivs grundlæggelse – selvom hverken Moskva eller Rusland eksisterede dengang. Det er et godt eksempel på, hvor stærk politisk kraft disse ahistoriske fortællinger har.
Går vi nøgternt til værks, begynder historien med nationalstaternes centrale og primære rolle i det internationale politiske system i anden halvdel af det 15. århundrede og knæsættes – i Europa – med den westfalske fred i 1648, hvor 30-årskrigen fik en ende, og stater og deres territoriale integritet blev grundstenen i det internationale system. Her begyndte man at formulere fælles love for krig. Har det regelbaserede internationale samfund en fødsel, så er det i 1648.
Efter afslutningen på Napoleonskrigene med Napoleons endeligt kom Wienerkongressen (1814-15), hvis principper holdt helt til Første Verdenskrig. En stabil verdensorden, der sikrerede en vis både stabil og forudsigelig fred i næsten 100 år. Men også en autoritær verdensorden, der var en modreaktion mod den amerikanske og den franske revolution nogle årtier før, hvor de store – England, Preussen, Rusland og Østrig – bestemte, og småstater måtte tage mod diktat. Tre monarker og en tsar sad på den verdensordens trone, hvor det britiske imperium blev født. Den amerikanske og den franske revolution bragte nye ord i spil – republik fremfor monarki – og den amerikanske uafhængighedserklæring lagde grundnarrativet for den vestlige verdens opfattelse af menneskerettighederne, deres betydning og naturskabte berettigelse. Det var Wienerkongressen et autoritært modsvar på.
Efter Anden Verdenskrig begyndte USA kun modstræbende sit ’amerikanske århundrede’. USA gad ikke Europa og det gamle kontinents selvskabte problemer og krige, men efter Anden Verdenskrig blev det amerikanske lederskab uomgængeligt og fuldtonet. Det skabte de institutioner og dermed den verdensorden, vi kender i dag – inklusive FN, NATO, EU, IMF, Verdensbanken, WTO, G7 og G20.
Analytisk er det et ukontroversielt faktum, at vi siden år 2000 har været vidner til én dominerende magt, USA, der langsomt og umærkeligt udfordres af en opstigende magt, Kina. En dynamik, som verden igen og igen har været præget af siden den peloponnesiske krig (431 f.Kr. – 404 f.Kr.), hvor Sparta var den dominerende magt og Athen den opstigende magt. Den græske soldat og historiker, Thukydid, skrev sit hovedværk om dén strid og lagde navn til ”Thukydids fælde”, som siger at når en dominerede magt udfordres i det internationale system af en opstigende magt, ender det med krig. Harvard-professor Graham T. Allison ledte et studie, der udkom i bogformat i 2018 (”Destined for War”) af 16 tilfælde af mødet mellem en dominerende og en opstigende magt de seneste 500 år. I kun 4 af de 16 cases endte det ikke i krig.
Den opstigende magt er i dag Kina, den dominerende USA – men i 2022 har det handlet om Putin, ikke om dem. For selvom betingelserne for nye verdensordener skabes af de store drivere (økonomi, teknologi, militær, strategi osv.), er de udløsende faktorer ikke de inkrementelle processer, men de abrupte, hvor den absolut stærkeste er krig.
Rusland har i februar igangsat den største krig i Europa siden 1945 – og som følge deraf store flygtningestrømme i Europa og fysiske ødelæggelser. Verdenshistorien har i de sidste 500 år haft det med at tage sit udgangspunkt i Europa – og den gør det også nu, hvor vi ikke længere på nogen måde er klodens hovedscene.
Putins motivation for invasionen er den nye verdensorden. I Kreml ved man for det første, at den er under opbygning, for det andet at man vil have sin plads ved højbordet, og for det tredje at Kina og USA, ikke Rusland, er de store magter. Derfor må man vælge side, og da hovedfjenden er USA, er det valg nemt: partneren er Kina. I Kreml ser man retrospektivt på verdensordner og tror, at det nødvendigvis må føre til et nyt jerntæppe i Europa. Finland og Baltikum erkender man hører Europa til – som geopolitisk faktum, ikke som russisk tilvalg. Belarus hører på samme vis Rusland til. Og så er der Ukraine – skal det nye jerntæppe gå øst eller vest om Ukraine? Eller bare et sted midt igennem? Det spørgsmål vil Putin have besvaret, og derfor fik vi krig.
Krigen i Ukraine er ikke en verdenskrig og bliver det heller ikke, men den har ét af en verdenskrigs karakteristika: Den tvinger verdens betydende magter til stillingtagen og frivillig eller ufrivillig involvering. USA valgte, heldigvis for Ukraine og Europa, ikke at se andre muligheder end ubetinget støtte til Ukraine. Kina og Indien ville gerne kunne se det som et europæisk problem, som det var op til Europa at løse. De ville gerne, at det gamle kolonikontinent fik styr på egne forhold fremfor at forstyrre ude i Østen – men det er ikke længere en mulighed for dem. Det var tydeligt i korridorerne på G20-mødet i november 2022, hvor Putin valgte ikke at deltage, og hvor Rusland var i en international diplomatisk defensiv, som sjældent er set. Dynamikken bag er, at USA har taget stilling og påtaget sig det største ansvar – og dermed trækker Kina og Indien ind i det rum, hvor vi taler om krigen.
Kort sagt: Kina, Indien og andre ved, at de skal finde en position i krigen, hvis de vil være en del af den nye verdensorden. Og det vil de.
Kina, Indien og andre ved, at de skal finde en position i krigen, hvis de vil være en del af den nye verdensorden. Og det vil de
_______
De spørgsmål, Ukrainekrigen rejser
Udfaldet af krigen kommer til at betyde alt for en ny verdensorden. De konklusioner, supermagterne drager af den – herunder de mulighedsrum, man ser for politisk og militær handling i fremtiden – vil være definerende et årti frem. Mindst.
For det første er det selvfølgelig afgørende, om Ukraine eller Rusland vinder klart, eller om det ender med et kompromis, der efterlader et krigshærget ar på det europæiske kontinent i årtier frem. Vinder Ukraine, vil det styrke det internationale princip om staters territoriale ukrænkelighed – og bidrage til, at grundlæggende internationale principper og normer får lov at overleve i en ny verdensorden. Men vinder Putin, taber de oprindeligt europæisk baserede principper for verdensordenen og åbner et vindue for revanchistiske autokrater kloden rundt. Ikke kun, fordi principper undermineres, men fordi det udstilles, at det gamle Europa ikke magter at stille op for sit og sine. Ender det derimod i en langvarig konflikt, vil der i årtier frem være pres på Europa – for at bakke Ukraine op, for at forsvare EU-landenes egne politiske systemer (læs demokrati) og for om 10, 20 og 30 år at sikre sammenhængkraften i både EU og NATO. Fremtiden for Europa har ingen sikker formel, og historiske konsekvenser ej heller.
For det andet er det afgørende, hvilke militære konklusioner de største magter i verden drager af Ukraine. Da Putin kom til som præsident i 2000, kunne den russiske hær intet, og man begyndte en moderniseringsproces, selvom statskassen var helt og aldeles tom. I 2008 var man i stand til at gå ind i Georgien, i 2014 at annektere Krim og begynde en krig i Østukraine. I 2015 reetablerede man Bashar al-Assads regime i Syrien ved at tilbyde (uudfordret) luftstøtte. Og i 2022 fulgte invasionen i Ukraine – men her slog drejebogen ikke længere til. Det vil tage Rusland et eller to årtier at komme tilbage militært – hvad USA vil søge at forhindre for at sætte landet evigt tilbage.
Kina vil skele til Taiwan: Hvilken lære drager man af den russisk-militære indsats i Ukraine, den største konventionelle angrebskrig i årtier? Ifølge Beijing overskrider man ikke principperne om territorial integritet, hvis Kina bringer Taiwan ”hjem”. Nogle har sagt, at hvis Rusland og Ukraine er et jordskælv, så vil Kina og Taiwan være en global tsunami. Alle de klodser, det internationale politiske system er bygget af, ville blive kastet op i luften.
Og hvad vil USA så tænke? Landet har løst Europas sikkerhedsproblemer siden 1945 og bruger mere på Ukraine end EU-landene tilsammen. Den største europæiske partner for Ukraine i Europa er heller ikke et EU-medlemsland – det er Storbritannien. Fra årene med Trump ved vi, at vi kun er et præsidentvalg i USA fra, at amerikanerne beder Europa om at få styr på egne forhold for egne penge. I øvrigt er det ikke kun i USA, der er præsidentvalg i 2024 – det er der også i både Rusland og i Ukraine. Og i Taiwan. På øverste politiske plan fordeles kortene på ny i 2024 i de konfliktafgørende magter, små som store. Alle udfald er mulige – også at Putin vinder det internationale politiske skakspil. For det handler ikke mindst om, hvem der holder længst ud, ikke nødvendigvis om hvem, der har mest styrke.
Hvilken rolle spiller atomvåben i den fremtidige verdensorden? Vil Putin bruge dem i krigen? USA og Rusland har 90 pct. af alle atomsprænghoveder i verden – og de er ret ligeligt fordelt mellem de to magter. De aftaler om nedrustning og våbenkontrol, der blev indgået mellem USA og Sovjetunionen i slut 1980’erne, er stort set alle løbet ud eller blevet forladt af den ene eller den anden part. Rusland har betinget, at genforhandlingen af New START (Strategic Arms Reduction Treaty), den sidste store våbenkontrolaftale fra Den Kolde Krigs afslutning, først kan genoptages, når USA ikke længere leverer våben til Ukraine. Det gør verden til et farligere sted, men skaber også en mulighed for, at Kina og USA kan definere dette område som et, hvor de – som de to største magter – skal tage fælles ansvar på resten af klodens vegne. Det kunne skabe et system af samarbejde, der kunne være et første skridt til en verdensorden præget af fredelig stormagtskonkurrence og udvikling af fredelige principper herfor. Det bliver mellem Kina og USA, uden europæisk indflydelse. EU vil blot af USA blive beordret til at følge med. Og vi vil sige ja.
Omvendt kan det ikke udelukkes, at det kommer til at gå som under Den Kolde Krig, således at et oprustningskapløb mellem Kina og USA eskalerer over de næste årtier.
Dertil kommer spørgsmålet: Hvem vil i fremtiden have noget med Rusland at gøre? Vesten vil ikke. Vores sanktioner har koblet Rusland af globaliseringen – og politisk vil det tage et årti, og sikkert flere, at vælge vejen tilbage til Europa. Man kan aldrig udelukke et Gorbatjov-øjeblik, som da Sovjetunionens sidste leder i 1984, året før han blev leder, mødtes med Storbritanniens premierminister, Margaret Thatcher, midt under den mest frosne periode i Den Kolde Krig. Her kaldte Thatcher ham ’en mand, hun kunne gøre forretninger med’. Det blev definerende for afslutningen af Den Kolde Krig – og det banede vejen for den liberale verdensordens triumf i 1990’erne og et globalt amerikansk hegemoni – perioden, hvor Rusland intet kunne længere, og hvor Kina ikke var noget endnu. Et Gorbatjov-scenarie kan aldrig udelukkes, men det er i første omgang helt usandsynligt. For Gorbatjov handlede det mere om strukturelle udviklinger end om personer. Personerne var afgørende for, at de strukturelle spor ikke endte i krig, men i fredelig afvikling af grundkonflikten, konkurrencen mellem USA & Sovjet. Men Gorbatjov ændrede ikke Sovjets strukturelle kurs – tværtom, han kørte den dysfunktionelle kommunistiske planøkonomi helt i grøften modsat sin intention.
Rusland i dag giver Kina problemer, men tre ting gør det svært for kineserne at fjerne sig fra Moskva. For det første har Rusland olie, kul, naturgas og råstoffer, som Kina mangler – og nu kan få til rabat på grund af Vestens sanktioner. For det andet ved Kina, at det i stormagtskonkurrencen med USA er en fordel, at USA ikke kan få lov at koncentrere sig alene om aksen over Stillehavet. Det er i Kinas langsigtede interesse at have en spoiler som Rusland, der i sig selv kræver amerikansk opmærksomhed og binder betydelige amerikanske ressourcer i Europa. Sidst men ikke mindst har de hinandens ryg i FN, hvor begge lande har vetoret i Sikkerhedsrådet. Og det er vigtigt, så længe Kina tror på FN som en del af en ny verdensorden. Og i disse år investerer Kina kraftigt i netop FN-systemet. Det bør vi se som et gode og som et centralt locus for dette århundredes stormagtskonkurrence og håbe på, at det er et blivende fokus for Beijing.
I disse år investerer Kina kraftigt i netop FN-systemet. Det bør vi se som et gode og som et centralt locus for dette århundredes stormagtskonkurrence og håbe på, at det er et blivende fokus for Beijing
_______
Afglobaliseringen og klimakrisen
De bagvedliggende drivende kræfter omfatter også enden på globaliseringen. Den toppede i 2013, når man måler i global udveksling af varer og tjenesteydelser. Når den toppede der, var det markedernes reaktion på den globale finanskrise i 2008. Men herefter fortsatte afglobaliseringen, ikke længere drevet af markedskræfter, men af geopolitik. Første skridt kom efter Ruslands annektering af Krim i 2014, der blev fulgt af Vestens sanktioner mod Rusland. Sådan er det fortsat.
I USA’s politiske establishment er man begejstrede for, hvor hårdt sanktionsvåbnet har vist sig at være overfor Rusland. EU, hvis samhandel påvirkes langt hårdere af sanktioner end USA’s, har været fodslæbende, men efter krigen i Ukraine er man helt ombord – Putin gav ikke EU noget valg. Og da Europa som sagt har deponeret sin sikkerhed hos USA siden 1945, har vi ikke kunnet sige nej. Omvendt mener både Kina og Indien, at sanktioner på ingen måde bør være en del af det sprog, stormagter taler med hinanden. Sanktionsspørgsmålet bliver i sig selv en selvstændig kampplads i kampen om den nye verdensorden.
Tager Kina Taiwan ‘hjem’, er skånselsløse amerikanske økonomiske sanktioner sandsynligt. Ingen drager flere fordele af den globale verdenshandel end Kina. Men Kinas interesse i verdenshandlen kan vise sig underordnet landets nøgterne og langsigtede økonomiske interesse. Det skete for Putin med annekteringen af Krim i 2014. Kan det samme ske for Xi i 2024?
I dette århundrede er den største globale udfordring klimakrisen. Vi ved, at den vil kræve uset internationalt samarbejde og historisk stærkt lederskab fra verdens største magter, men vi ved ikke om den nye verdensorden magter denne etiske fordring.
Set i et snævert europæisk perspektiv har Ukrainekrigen produceret ambitiøse mål for den grønne omstilling, før vi har teknologien og investeringerne på plads – målet er uafhængighed af russisk olie og gas. Alt imens vi i praksis fyrer mere med kul og olie, netop fordi alternativerne ikke er på plads. Og hvad enten en kampvogn på slagmarken i Ukraine er russisk eller ukrainsk, så kører den ikke på Tesla-batterier, men på rå diesel. Sabotagen mod Nordstream 1 og 2 udledte, hvad der svarer til otte måneders dansk CO2-aftryk.
Ender Kina og USA i konflikt over Taiwan, taber klimaet. Perceptionskløften mellem Kina og USA om Taiwan er uddybet siden finanskrisen i 2008, hvor Kina opgav at se USA som sin økonomiske storebror og læremester – for storebror viste sig jo hverken at have styr på sin sparegris eller sit penalhus. Siden da har USA set Taiwan som en demokratisk forpost, som den frie verden skal forsvare. Beijing ser omvendt USA’s Taiwan-politik som en sikkerhedspolitisk inddæmning af Kina. Det er som to radioamatører, der sender hver sin kanal. Og kan man ikke løse den fælles grundkonflikt, så kan man ikke for alvor agere til verdens bedste i andre konflikter.
COP-27 i Egypten i november viste igen-igen de globale skillelinjer, der har rod i det britiske århundrede, hvor CO2-udledningen tog fart med den industrielle revolution. I den verden, der ikke er Europa og USA, har man den position, at man gerne vil sænke sit CO2-aftryk – vel at mærke når man har samme BNP per indbygger, som i ”vores” verden. Samtidig nåede verden – også i november – op på en samlet befolkning på 8 milliarder. Som en ekspert sagde, så betyder en milliard fra eller til ikke noget synderligt for klima og miljø – med mindre de vil leve som den europæiske middelklasse.
Da Thykudid studerede optakten til den Peloponnesiske krig, var Sparta den dominerende magt og Athen den opstigende. Konfrontationen kom ikke direkte mellem de to, men mellem to mindre bystater, der var allierede med hhv. Sparta og Athen. De bragte i sidste ende de to stormagter ind i krigen – selvom Sparta og Athen i udgangspunktet ikke ønskede det. Athen, der bragte Europa filosofi, de første spæde demokratiske principper og meget af alt det øvrige, vi betragter som den europæiske kultur og værdiers vugge, tabte. Er Rusland og Ukraine vore dages bystater, der bringer USA og Kina nærmere en konfrontation, som de ikke selv ønsker.
Det kan blive klimaets århundrede eller, som vi frygtede under Den Kolde Krig, apokalypsens århundrede, og dermed enden på enhver orden. En ny verdensorden er på vej – om der er en Khan, en præsident eller en Huangdi til at sætte en bæredygtig kurs, ved vi ikke. Endnu.
En ny verdensorden er på vej – om der er en Khan, en præsident eller en Huangdi til at sætte en bæredygtig kurs, ved vi ikke. Endnu
_______
Jens Worning (f. 1965) er udenrigskommentator på Kristeligt Dagblad, Partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet.
ILLUSTRATION: FN’s hovedkvarter i New York City, 28. september 2015: Den russiske præsident, Vladimir Putin, taler foran verdens ledere til den 70. årlige samling i FN’s generalforsamling [FOTO: John Moore/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
