Katrine Stevnhøj: De russere, som vælger at gå på gaden, gør det, fordi de i stigende grad oplever ikke at have noget at tabe
09.03.2022
”Vores fremtid er taget fra os”, hører jeg flere af demonstranterne sige. De ser til, mens et jerntæppe endnu en gang sænkes i Europa. Og det er ikke kun Putin, som bliver lukket inde bag det.
Analyse af Katrine Stevnhøj
”*** *****”
Sådan kan et protestskilt se ud i dagens Rusland. Bag de otte stjerner gemmer sig to forbudte ord. Ord der er så farlige, at man kan få 15 år i fængsel for at ytre dem: НЕТ ВОЙНЕ – NJET VOJNE – INGEN KRIG.
På trods af at man nu kan få 15 år i fængsel for at sprede ”løgne” om den såkaldte ”specialoperation” i Ukraine og at den russiske anklagemyndighed torsdag advarede demonstranterne om, at gadeprotester kan retsforfølges som ekstremisme, lyder de forbudte ord stadig i gaderne på tværs af Rusland.
Hvorfor vælger nogle russere at trodse myndighedernes forbud? Hvem er de, der går på gaden? Siger protesterne noget om den folkelige opbakning til invasionen? Og har protester en reel effekt i samtidens Rusland?
I skrivende stund er mere end 13.600 personer i Rusland blevet anholdt i forbindelse med antikrigsprotester siden invasionens første dag. Antallet af anholdte opdateres løbende af den russiske organisation OVD-info, der igennem det seneste årti har dokumenteret politisk vold og undertrykkelse i samtidens Rusland.
OVD.info der, ligesom mange andre medier, NGO’er og privatpersoner er blevet stemplet som en såkaldt ”fremmedagent”, modtager sin information om anholdelser direkte fra demonstranterne selv. Vanskeligere er det imidlertid at estimere det samlede antal af demonstranter. Blandet andet fordi protesterne hurtigt opløses af uropolitiet.
Uanset antallet af demonstranter, udgør de der går på gaden stadig et relativt snævert segment. Jovist, de fleste har efterhånden set billeder og videoer af ældre borgere, der bliver ført væk af kampklædte betjente. Mest iøjnefaldende er de få såkaldte blokadniki, overlevere af Blokaden af Leningrad 1941-1944, der med stor symbolværdi har taget del i antikrigsprotesterne. Baseret på billeder, videoer og øjenvidneberetninger, er det dog i høj grad den yngre del af befolkningen, der dominerer i gadeprotesternes demografiske sammensætning. Det bekræftes af det billede, vi generelt ser, når det kommer til gadeprotester i samtidens Rusland.
Det russiske perspektiv
Hvad mener den russiske befolkning om krigen? Det er korte svar er, at vi ikke ved det med sikkerhed.
Efter invasionen har to analyseinstitutter – VTsIOM og FOM – foretaget meningsmålinger med fokus på den folkelige opbakning til krigen. Ifølge begge undersøgelser bakker 65 pct. af befolkningen op om den ”militære specialoperation”. Begge institutter er statskontrollerede, men der er, ifølge sociolog Alexey Bessudnov, ikke grund til at tro, at institutterne direkte falsificerer sine resultater. Det skriver han i en artikel til det uafhængige russiske medie Meduza. Der er dog grund til at anskue resultaterne med en vis skepsis.
Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at respondenterne er blevet spurgt om de støtter den ”militære specialoperation” og ikke ”krig”. Ord har en betydning. Dernæst kan tidspunktet for undersøgelserne have en betydning. Undersøgelserne blev foretaget mellem den 25. og 27. februar, og det er altså sandsynligt, at mere information om krigens realiteter har spredt sig blandt befolkningen sidenhen.
Derudover er det her vigtigt at huske på, at borgere i Rusland med god grund kan være varsomme med at give udtryk for deres politiske standpunkter. Det kan betyde, at deltagere i højere grad svarer det, de tror analyseinstitutterne ønsker at høre. Det kan også betyde, at mange helt afholder sig fra at deltage i en sådan spørgeskemaundersøgelse. I korte træk skal man altså være varsom med at konkludere for meget ud fra en sådan undersøgelse.
Man skal anskue de nuværende gadeprotester som et udtryk for moralsk afmagt og et behov for at tage afstand fra den krig, som deres regering ikke vil tale om
_______
Et signal til omverdenen
Vil de protester vi ser nu gøre en forskel? Svaret kommer an på hvilket spørgsmål, der egentlig stilles. Er spørgsmålet, hvorvidt gadeprotesterne vil få Putin til stoppe krigshandlingerne i Ukraine, er svaret med al sandsynlighed nej. Protesterne er, i deres nuværende form, for fragmenterede og beskedne i omfang til at udgøre en reel trussel for magthaverne i Kreml.
Er spørgsmålet til gengæld, hvorvidt protesterne gør en forskel for demonstranterne og civilsamfundet som helhed, vil svaret være et andet. Først og fremmest skal man anskue de nuværende gadeprotester som et udtryk for moralsk afmagt og et behov for at tage afstand fra den krig, som deres regering ikke vil tale om. Her er det interessant at se på modtageren af disse protester. Er det Kreml, eller er det snarere et signal rettet mod omverdenen?
Som allerede beskrevet, repræsenterer gadedemonstranterne i Rusland typisk et snævert segment, og det er i overvejende grad den yngre, veluddannede og globalt orienteret storbyboer, der dominerer i protestbevægelsernes demografi.
Det er netop også denne gruppe, som i højere grad er opmærksom på, hvordan omverdenen fordømmer krigen i Ukraine. Mens de statskontrollerede medier som bekendt fremfører et narrativ om nazister i Kyiv, bliver russere, som følger internationale og frie medier, mødt med billeder af en omverden klædt i gult og blåt.
De russere, som vælger at gå på gaden, gør det, fordi de i stigende grad oplever ikke at have noget at tabe. ”Vores fremtid er taget fra os”, hører jeg flere af demonstranterne sige. De ser til, mens et jerntæppe endnu en gang sænkes i Europa. Og det er ikke kun Putin, som bliver lukket inde bag det.
I de seneste dage har vi også set et stigende antal af russere som forlader landet. Heriblandt redaktører og journalister fra nyligt lukkede frie medier samt andre kritikere af regimet. Det er en emigration som i høj grad er politisk motiveret. Efterladt med et valg om at tie eller flytte, vælger de altså at flytte.
Det er dog ikke alle, som har mulighed for at forlade landet. Og mens nogle tier, vælger andre at løbe risikoen ved at gå på gaden og ytre sig.
Fra moralsk chok til socioøkonomisk utilfredshed
I Rusland har vi nogle gange set, hvordan gadeprotester udkrystalliseres i organisationer og lokale initiativer og mere etablerede politiske projekter. Det så vi blandt andet efter Bolotnaja-protesterne i 2011-2013. Det seneste årti – og i særdeleshed i løbet af 2021 og 2022 – er manøvrerummet for civilsamfundet dog blevet så indskrænket, at det er vanskeligt og risikofyldt at mobilisere sig politisk, selv på græsrodsniveau.
De protester vi har set de seneste to uger har primært været motiveret af moralsk chok. Det kan dog tænkes, at protesterne vil ændre karakter, når krigens økonomiske konsekvenser for alvor sætter sit præg på samfundet.
Dem, der går på gaden nu, er i det store hele dem, der i forvejen lægger afstand til den nuværende politiske ledelse.
For nogle russere, særligt dem som husker 1990erne, der var præget af økonomisk og social usikkerhed, fremstår Putin som et symbol på stabilitet. Når vi taler om rettigheder og livsvilkår i Rusland, har vi i Danmark ofte fokus på politiske rettigheder og mangel på samme. Her er det vigtigt at forstå, at de politiske rettigheder ikke nødvendigvis er det, der vejer tungest i alle russiske hjem. Det er i højere grad økonomisk stabilitet og sikkerhed. Det kan beskrives som en social kontrakt mellem stat og borger: Vi passer på jer, hvis I til gengæld støtter os.
Krigens økonomiske og sociale konsekvenser vil ikke kun ramme dem, der forholder sig kritisk til regimet. Det kan tænkes, at et pludseligt dyk i levestandarden kan få flere russere, også dem som ellers støtter Putin, til at forholde sig kritisk til krigen. Om det vil resultere i gadeprotester eller omfattende strejker er naturligvis ikke til at forudsige. I Kreml kæmpes der fortsat en kamp for at opretholde et narrativ om staten som beskytter af den russiske befolkning i og uden for Rusland. Om et brud på den sociale kontrakt kan få billedet til at krakelere, må tiden vise. ■
I Kreml kæmpes der fortsat en kamp for at opretholde et narrativ om staten som beskytter af den russiske befolkning i og uden for Rusland. Om et brud på den sociale kontrakt kan få billedet til at krakelere, må tiden vise
_______
Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien. ILLUSTRATION: En demonstrant anholdes under protester mod krigen i Ukraine i Moskva ikke langt fra Kreml. I mere end 49 russiske byer blev der rapporteret om demonstrationer mod krigen i Ukraine, 6. marts 2022. [FOTO: Anton Karliner/SIPA/Ritzau Scanpix]