Katrine Stevnhøj i RÆSONs nye trykte nummer: Rusland hjemsøges af fortidens totalitarisme
19.10.2022
Siden februar har vi været vidner til en genopblussen af totalitarisme internt i Rusland. Den autoritære udvikling – og det udeblivende oprør – vidner om det manglende opgør med fortidens politiske vold.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, der har titlen: „Den nye globale magtkamp”. Ude nu.
Af Katrine Stevnhøj
„Vi var tavse om Gulag. Og nu er den så vendt tilbage. Og det er Stalin også”. Ordene er Svetlana Aleksijevitjs og udgjorde afslutningen på hendes tale, da hun modtog Sonningprisen i København i september 2021. Allerede dengang, for blot et år siden, vakte ordene genklang hos os. I sommeren 2020 så vi et folkeligt oprør i forfatterens hjemland, Belarus, som i stedet for at føre til regimeskifte ledte til en brutal forfølgelse af systemkritikere. Samtidig, i Rusland, var vi vidne til forgiftningen og den efterfølgende fængsling af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj.
For i løbet af 2021 slog både de belarusiske og de russiske myndigheder generelt hårdt ned på civilsamfundene i de to lande, og hundredvis af organisationer, foreninger og medier har måttet dreje nøglen om. Da Ruslands ældste menneskerettighedsorganisation, Memorial, blev lukket – i december 2021 – tolkede flere det som en definitiv konsolidering af Rusland som autoritært regime. At landet inden længe skulle invadere Ukraine, forudså de færreste. Men siden er de politiske rettigheder internt i Rusland blevet markant reduceret.
Hvorfor er den gradvise indskrænkelse af frihedsrettigheder ikke blevet mødt med et folkeligt oprør? Hvor blev protesterne af, da Rusland invaderede sit naboland? Selv da Vladimir Putin annoncerede en ,delvis mobilisering’ af den russiske befolkning, valgte markant flere at flygte ud af landet end at gå på gaderne imod regimet. Hvorfor rejser den russiske befolkning sig ikke, som vi har set det i andre tidligere sovjetiske stater? Hvordan kan vi forklare det udeblivende masseoprør i Rusland?
Det russiske folk er undertiden blevet beskrevet som passivt eller politisk apatisk. Og internt i Rusland fordrer systemet ikke politisk deltagelse. Under påskud om beskyttelse af traditionelle russiske værdier – koblet til en påstået øget værdi- og sikkerhedsmæssig trussel fra vest – har regimet strammet grebet om befolkningen i stigende grad over det seneste årti og i særdeleshed i løbet af de seneste seks måneder.
I stedet for blot at tolke manglende modstand i Rusland som et produkt af en nedarvet passivitet kan man omvendt undersøge det udeblivende oprør som et produkt af en lang historie med autoritær ledelse og et manglende opgør med fortidens politiske vold. Den historiske erfaring har efterladt en afgrundsdyb kløft mellem borger og magthaver.
Den 5. marts underskrev Vladimir Putin en ny lov, der gjorde det strafbart at distribuere ,falske nyheder’ om den russiske hær. Overtrædelse af loven straffes med op til 15 års fængsel
_______
De, som blev tilbage
På billedet sidder fire mænd. Bag dem ses et blåt banner med teksten „Det Kommunale Rusland – Forum for uafhængige deputerede”. Billedet er taget den 13. marts 2021. Mændene på billedet er oppositionspolitikerne Vladimir Kara-Murza, Andrej Pivovarov, Ilja Jasjin og Jevgenij Rojzman. Den 13. juli i år delte Rojzman billedet på sin egen Twitter-profil med teksten: „Jeg er den eneste, der er fri”. Det var en sandhed, som skulle vise sig ikke at holde længe. Den 24. august stormede maskerede betjente hans hjem i Jekaterinburg. Rojzman, der i årene 2003-07 var medlem af Statsdumaen og 2013-18 besad embedet som borgmester i Jekaterinburg, åbnede døren i bar overkrop – og tydeligvis uden nogen overraskelse. Dagen derpå blev han fremstillet i retten. Her benyttede han lejligheden til at kommentere på manglen på ytringsfrihed i Rusland: „Den største værdi for et menneske er frihed […] Friheden til at sige, hvad man mener, kan vise sig at have større værdi under visse omstændigheder”.
Men at sige, hvad man mener, er forbundet med stadig større fare i Putins Rusland. I februar 2015 blev den prominente oppositionspolitiker og Putin-kritiker Boris Nemtsov dræbt på åben gade i Moskva, blot en stenkast fra Kreml. I august 2020 blev Aleksej Navalnyj forgiftet. Han valgte – efter at være blevet behandlet i Tyskland – at vende hjem til Rusland i januar 2021, hvor han som forventet blev anholdt, da han landede i Moskvas Sjeremetevo-lufthavn.
Siden invasionen af Ukraine er forfølgelsen af Putins kritikere kun intensiveret. I løbet af de seneste seks måneder er adskillige oppositionspolitikere og aktivister blevet anholdt og fængslet for krigskritiske ytringer. Listen tæller prominente og internationalt omtalte politiske figurer som Kara-Murza, Pivovarov og Jasjin, men også lokal- og byrådspolitikere som eksempelvis tidligere byrådsmedlem i Moskva Aleksej Gorinov. Netop Gorinov modtog i juli en dom på syv års fængsel for at sprede såkaldt falsk information om den russiske hær. I en erklæring udgivet i Novaja Gazeta skrev han: „Min straffesag er en af de første, der bliver behandlet, men hundredvis af sådanne straffesager er blevet indledt i Rusland mod mine medborgere, der tænker og udtaler sig om, hvad der sker. Det vil ødelægge familier, smadre unges liv”. Alt tyder på, at han får ret.
Lidelsens retfærdiggørelse
Mens Gorinov kigger ud i fremtiden, er det nærliggende at søge i historien efter svar på de begivenheder, vi ser udfolde sig i samtiden. I Rusland har langvarig historisk erfaring med autoritær politisk ledelse medvirket til en kløft mellem borger og politisk beslutningstager samt en manglende tillid til magthaverne.
I den sovjetiske æra, og i særdeleshed under stalinismen, lærte de sovjetiske borgere at tilpasse sig det snævre politiske manøvrerum. Systemkritik var i høj grad forbeholdt privatsfæren og manifesterede sig eksempelvis som politiske anekdoter og vittigheder fortalt med sagte stemmer over køkkenbordet. Køkkensamtalerne kan betragtes som en form for pragmatisk politisk deltagelse eller det, man inden for forskningen i protest og aktivisme beskriver som ,hverdagsaktivisme’. Man har med andre ord indset, at man næppe kan påvirke beslutningstagerne i Kreml, og derfor vælger man at udøve systemkritikken i det skjulte.
I det moderne Rusland er det ikke længere den socialistiske ideologi, som retfærdiggør lidelsen. Friheden gives i stedet væk i bytte for en opfattelse af stabilitet og sikkerhed. Men det er denne opfattelse, der nu udfordres af Ruslands egen krigsbeslutning
_______
Sovjetunionen blev som bekendt opløst i 1991, men en fyldestgørende fordømmelse af fortidens forbrydelser har aldrig indfundet sig. Det skriver den russiske kulturhistoriker Alexander Etkind i værket Warped Mourning. Stories of the Undead in the Land of the Unburied (2013), hvor Etkind beskriver et dobbelttraume, der ifølge ham stadig hjemsøger den russiske nation. Ifølge ham har det kollektive traume fra sovjettiden nemlig en dobbeltsidet karakter: På den ene side er det en sorg over dem, der måtte lade livet for ideologiens skyld, og på den anden side er det en sorg over den ideologi, som definitivt mistede sin legitimitet i 1991.
Ifølge Etkind foreskrev sovjettidens altoverskyggende ideologiske fokus et formål med lidelsen. Man gav med andre ord afkald på friheder og levestandard i bytte for en højere mening med tilværelsen – ikke i religiøs forstand, men ideologisk. Selvfølgelig var det ikke alle, der aktivt troede på den socialistiske ideologi, men den var ikke desto mindre allestedsnærværende i samfundet.
Med Sovjetunionens opløsning fungerede socialismen ikke længere som et alibi for lidelse. I stedet stod de postsovjetiske borgere nu over for en kamp for at genfinde fodfæste i en nye virkelighed med en liberal markedsøkonomi.
Overgangen fra socialisme til kapitalisme var pludselig og for mange brutal. Mens få indkasserede en stor gevinst på samfundsomvæltningen, oplevede størstedelen af befolkningen tværtimod en katastrofal nedgang i levestandard. Fra 1989 til 1994 faldt den gennemsnitlige levealder for mænd fra 64,2 til 57,5 år. I 1998 steg den igen til 61,3 år, blot for igen at falde til 58,4 i 2002. I perioden faldt kvinders levealder også, dog mindre drastisk, fra 74,4 i 1989 til 71,1 år i 1994, hvorefter den stabiliserede sig omkring 72 år i årene 1996-2002.
Ifølge den russiske politolog Olga Malinova har modsætningsforholdet mellem de ,turbulente 1990’ere’ og de ,stabile 2000’ere’ spillet en vigtig rolle i legitimeringen af Putins politik, lige siden han kom til magten i 2000. I en forskningsartikel med titlen ”Framing the Collective Memory of the 1990s as a Legitimation Tool for Putin’s Regime” (2021) demonstrerer Malinova, hvordan den kollektive erindring om 1990’erne og Jeltsins embedsperiode er blevet formet og instrumentaliseret til Putins fordel.
I en diskursanalyse af henholdsvis Putins og Dmitrij Medvedevs taler i perioden 2000-18 viser Malinova, at 1990’erne og den daværende politiske ledelse under Jeltsin fortsat bruges som et retorisk middel til at legimitere de nuværende magthavere. Mens man måske skulle tro, at den negative udlægning af fortiden var stærkest i Putins første embedsperiode, peger Malinovas data derimod på, at den faktisk fylder en lille smule mere i præsidentens taler 2012-18 sammenlignet med 2000-04.
I samme periode har regimet strammet grebet om samfundet. Den stabilitet, som Putin er lykkedes med, er ikke kommet uden omkostninger. Prisen har været at stoppe demokratiseringen af landet.
I det moderne Rusland er det ikke længere den socialistiske ideologi, som retfærdiggør lidelsen. Friheden gives i stedet væk i bytte for en opfattelse af stabilitet og sikkerhed. Men det er denne opfattelse, der nu udfordres af Ruslands egen krigsbeslutning.
2021: Indskrænkelsen accelererer
Mens glasnost og perestrojka fra 1985 øgede muligheden for politisk deltagelse, er civilsamfundets manøvrerum i de senere år blevet kraftigt indskrænket – og kimen til den udvikling blev lagt allerede for ti år siden.
I juli 2012 blev den nye berygtede lov om ,fremmedagenter’ indført. I sin oprindelige form rettede loven sig mod organisationer, der modtager økonomisk støtte fra udenlandske kilder. Når en organisation stemples som fremmedagent, bliver den pålagt en række omfattende lovmæssige krav – og opfylder den ikke kravene, kan den risikere at blive lukket.
Sevastopol, Krim, 9. maj 2014: Putin flankeret af soldater på Sejrsdagen, der markerer enden på ,Den store fædrelandskrig’ (Anden Verdenskrig). Krim var blevet annekteret tidligere samme år, 20. februar [FOTO: Ivan Sekretarev/AP/Ritzau Scanpix]
Loven er ad flere omgange blev udvidet og omfatter nu også både medier og enkeltindivider. I 2022 er loven endnu en gang blevet strammet. Ifølge den nye lovgivning kan enhver, der er ,under udenlandsk indflydelse’, nu blive erklæret som fremmedagent i Rusland.
Også loven om såkaldt ,homoseksuel propaganda’ er blevet strammet. Loven, der blev indført i 2013, gjorde det i sin oprindelige form strafbart at promovere ,ikketraditionelle’ familieformer, herunder forhold mellem to af samme køn, over for mindreårige. Med den nye stramning gælder loven ikke alene promovering rettet mod mindreårige, men promovering generelt.
Indskrænkningen af politiske rettigheder tog for alvor fart i 2021. Alene i 2021 blev der tilføjet 101 nye fremmedagenter til myndighedernes evigt voksende liste. Det skal ses i sammenligning med 12 nye fremmedagenter i 2020. For 2022 er tallet allerede på 79. Per dags dato er der i alt 253 medier, organisationer og personer på myndighedernes liste – størstedelen heraf er medier.
En af forklaringerne på den intensiverede undertrykkelse i 2021 kan vi finde i nabolandet Belarus. I august 2020 gik belaruserne på gaderne i massive, landsdækkende protester imod Lukasjenkos regime. Med deres krav om Lukasjenkos afgang gav de rød/hvid-klædte demonstranter mindelser om de såkaldte farverevolutioner – en term, der beskriver prodemokratiske protestbevægelser – vi har set i bl.a. Georgien i 2003 og Ukraine i 2004.
Frygten for farverevolutioner er ofte blevet fremhævet som en af grundene til de øgede politiske stramninger under Putin. Systemet er så at sige designet til at kunne modstå et folkeligt oprør. Ikke blot ved hjælp af politisk vold, men også manglende pluralisme i medier og det politiske liv.
Allerede inden krigen var mulighederne for politisk deltagelse altså kraftigt reduceret, og deltagelse i eksempelvis offentlig protest var forbundet med personlig risiko.
I ugerne efter invasionen blev krigen dog alligevel mødt med en række større protester internt i landet. Der var tale om de største gadeprotester i et år – siden januar og februar 2021, hvor demonstranter gik på gaden for at vise deres støtte til Aleksej Navalnyj.
Ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation OVD-info er mere end 18.000 personer blevet anholdt i forbindelse med antikrigsprotester siden invasionens start den 24. februar. Langt størstedelen – omtrent 15.000 – af anholdelserne fandt sted i løbet af krigens første fire uger.
Hen over foråret faldt antallet af protester – øjensynligt på grund af ny lovgivning.
Den 5. marts underskrev Vladimir Putin en ny lov, der gjorde det strafbart at distribuere ,falske nyheder’ om den russiske hær. Overtrædelse af loven straffes med op til 15 års fængsel.
Siden indførelsen af loven er systemkritikken og protesterne svundet markant ind, og myndighederne tøver ikke med at bruge lovgivningen imod dem, der fortsat vover at ytre sig.
Siden invasionen er der blevet indledt mere end 200 straffesager relateret til antikrigsprotester, herunder mere end 70 netop vedrørende distribution af ,falske nyheder’. Derudover er der indledt mindst 3.303 administrative sager om ,diskreditering af hæren’ – alt sammen ifølge OVD-info.
Også medielandskabet er markant forandret. Ifølge OVD-info er mindst 5.500 hjemmesider siden den 24. februar blevet blokeret af myndighederne, og mindst 26 medier har måttet indstille deres arbejde i landet eller ligefrem lukke. Flere uafhængige medier har valgt at genoptage deres arbejde fra udlandet, herunder Novaja Gazeta og TV-Dozjd.
Flere sociale medier er ligeledes blevet blokeret. Derudover er virksomheden Meta, der ejer bl.a. Facebook, Instagram og WatchApp, blevet stemplet som en ,ekstremistisk organisation’. Blokeringen af hjemmesider og sociale medier har betydet, at mange russere har lært sig at installere såkaldte VPN-forbindelser – et redskab, som tillader brugeren at omgå blokeringen. Det er dog stadig ulovligt at bruge de blokerede hjemmesider.
I ugerne efter invasionen blev krigen dog alligevel mødt med en række større protester internt i landet. Der var tale om de største gadeprotester i et år – siden januar og februar 2021, hvor demonstranter gik på gaden for at vise deres støtte til Aleksej Navalnyj
_______
Protest i periferien
„Putin har netop annonceret en delvis mobilisering i Rusland. Det betyder, at tusindvis af russiske mænd – vores fædre, brødre og ægtemænd – vil blive smidt i krigens kødkværn. Hvad vil de dø for? For hvilket formål vil mødre og børn fælde tårer? Til Putins palads?”.
Sådan skrev den russiske demokratibevægelse Vesna på forskellige sociale medier, da de opfordrede russerne til at gå på gaden i protest imod den ,delvise mobilisering’ annonceret af Putin den 21. september.
Protestaktiviteten i Rusland – eller manglen på samme – er blevet modtaget med skepsis. Ikke mindst i Ukraine. Hvorfor trækker mobiliseringen flere demonstranter end massegravene i Izjum? Hvor var masseprotesterne, da omverden blev bekendt med de russiske styrkers forbrydelser i Butja? Flere har også sammenlignet protesterne i Rusland med tidligere masseprotester i det postsovjetiske område, herunder i Ukraine i både 2004 og ved Euromaidan i 2014 samt i Belarus i 2020, der nær endte med et regimeskifte af Lukasjenko. Det har sat spørgsmålstegn ved de russiske protesters beskedne omfang.
Her er risikoen for politisk vold ikke en fyldestgørende forklaring. For i 2014 blev Euromaidan-demonstranterne mødt med omfattende vold fra myndighederne, og i Belarus i 2020 blev anholdte borgere tortureret i detentionscentre. Det russiske system i 2022 adskiller sig ganske vist markant fra det ukrainske i 2014, men de ukrainske demonstranter løb en alvorlig risiko, og flere betalte den ultimative pris.
Den politiske undertrykkelse er en del af forklaringen, men ikke den hele. For at forstå modstanden i Rusland skal vi kigge på forholdet mellem magthaver og borger samt tilstedeværelsen af kollektive identiteter. Vi kan komme nærmere et svar, hvis vi kaster et blik på de protester, som fandt sted uden for Sankt Petersborg og Moskva i kølvandet på annonceringen af den delvise mobilisering.
„Dette er ikke en krig. Det er politik!”. Sådan råber en ung mand i den nordkaukasiske republik Dagestan. Hans vrede er optaget på video og delt sammen med hundredvis af andre videoklip af antimobiliseringsprotester i republikkens hovedstad, Makhatjkala.
Den pågældende mands syn på krigen afspejler en udbredt forståelse af politik og politiske beslutninger som noget, der ligger uden for den enkelte borgers rækkevidde. Politik er med andre ord noget, som foregår i Kreml og ikke hjemme i de russiske stuer. Det har mobiliseringen ændret på. Nu banker krigen på folks hoveddør og kræver deres sønner, fædre og brødre. Dette har dog længe været en realitet i republikker som Dagestan, Jakutia og Burjatia, hvor et uproportionelt stort antal af de udstationerede russiske soldater i Ukraine stammer fra. Derfor kan protesterne her ses som en kulmination på en ulmende vrede imod magtens centrum i Moskva. Og den vrede har potentiale til at vokse i omfang.
I tillæg til de synlige protester er der også modstandsaktivitet, som ikke i samme grad ser dagens lys. Det gælder bl.a. organisationer og netværk, som hjælper unge mænd med at undgå indkaldelse. Dette kan beskrives som en form for pragmatisk modstand. Forskning i hverdagsaktivisme peger på, at aktivisterne selv ikke nødvendigvis betragter deres arbejde som politisk, men snarere som socialt eller humanitært.
Når politik – og krigen – bliver personlig, har den potentiale til at samle en kollektiv modstand på tværs af demografiske skel. Russerne er altså ikke passive, når det kommer til at beskytte ikke alene sig selv, men deres lokale og regionale fællesskaber. Det ses mest tydeligt i de førnævnte republikker. Netop eksistensen af kollektive identiteter og sammenhold på tværs af demografi var centralt i bl.a. Belarus i 2020 og Ukraine i 2004 og 2014. Vi er dog fortsat langt fra en lignende omgang af folkelig modstand i Rusland i 2022.
Hvem skal genopbygge et frit Rusland?
At stå op mod regimet er uden tvivl risikabelt. Og selvom man skal tilgå meningsmålinger foretaget i autoritære regimer med en sund portion skepsis, tyder meget på, at Putin fortsat nyder en betydelig opbakning i befolkningen.
Krigens brutalitet og det manglende oprør internt i Rusland har dog betydet, at et betragteligt antal russere ikke længere kan identificere sig med deres hjemland. Siden begyndelsen af året har flere hundredtusinder russiske statsborgere således valgt at emigrere. Nogle af økonomiske og livsstilsmæssige årsager – andre af frygt for politisk forfølgelse. Fælles for de fleste er, at de tilhører den yngre, velstillede og veluddannede del af befolkningen. De, som har økonomiske, sociale og sproglige ressourcer til at reetablere et liv i udlandet.
Den voldsomt stigende emigration møder kritik – først og fremmest i modtagerlandene
_______
Den voldsomt stigende emigration møder kritik – først og fremmest i modtagerlandene. I nabolandet Georgien har den øgede tilstrømning fra Rusland ledt til demonstrationer og underskriftindsamlinger med krav om et skærpet visumkrav til russiske statsborgere. I august meddelte de estiske myndigheder, at landet fremadrettet ville stoppe med at udstede turistvisa til russiske statsborgere. I slutningen af august suspenderede EU-landene en aftale fra 2007 med Rusland, der har gjort det nemmere for russere at rejse ind i EU.
Senest har den delvise mobilisering ledt til en emigrationsbølge, primært bestående af russiske mænd. Allerede aftenen forinden var rygterne om mobiliseringen begyndt at svirre, og som et resultat heraf var fly- og togbilletter fra Moskva til visumfrie destinationer i eksempelvis Jerevan og Istanbul enten udsolgt eller steget voldsomt i pris. I skrivende stund (29. september) har de russiske myndigheder ikke lukket grænserne for mænd i mobiliseringsalderen.
Flugten fra mobiliseringen har skabt debat internationalt. Særligt i flere af modtagerlandene, herunder Georgien, som Rusland invaderede i 2008. Allerede inden annonceringen af mobilisering havde Georgien modtaget mere end 300.000 russiske emigranter. Masseindvandringen fra den tidligere besættelsesmagt har skabt politisk uenighed internt i Georgien, og den nye bølge af emigranter har endnu en gang fået georgierne på gaderne. På den georgiske side af grænsen bliver de nyankomne russere bl.a. mødt med protestskilte med budskaber som „I undersøgelser støtter de fleste af jer krigen. Så hvorfor rejser du nu?” eller blot med datoen for den russiske invasion af Georgien – „7. august 2008”.
Debatten om russiske turister og emigranter relaterer sig til en større og mere abstrakt diskussion om kollektiv skyld og ansvar. Bærer den enkelte russer en skyld for invasionen af Ukraine, og har befolkningen dermed et fælles ansvar for at sætte en stopper for krigen?
Diskussionen – også om det mod, det kræver at gå imod regimet – kører også internt blandt systemkritikere både inden og uden for Ruslands grænser. For nogle kritikere betragtes det at blive i Rusland som en essentiel del af kampen for et frit Rusland. I et interview fra oktober 2021 bedyrede Rojzman, at han ikke havde i sinde at forlade sit hjemland: „Tro mig, jeg er klar over alle de risici, jeg tager, men jeg kan ikke forlade landet, da det ville blive set som en frygtsom flugt”, sagde han. „”Jeg forstår fuldt ud, hvorfor Navalnyj vendte tilbage til Rusland, det er der ikke mange, der gør. Han og hans kone, Julia, satte sig ned, så hinanden i øjnene og tog den beslutning af hensyn til det gigantiske antal Navalnyj-tilhængere”.
For udenlandske iagttagere kan Rojzmans valg om at blive virke irrationelt, forholdene for oppositionspolitikere taget i betragtning. På den anden side kan man tolke det som et forsøg på ikke kun at appellere til de privilegerede dissidenter, som har ressourcerne til at flytte, men et forsøg på at få de pragmatiske ,hverdagsaktivister’ på gaderne.
Andre har dog valgt at fortsætte kampen mod regimet uden for Ruslands grænser. I kølvandet på invasionen dannede en række prominente russiske oppositionsfigurer Den Russiske Antikrigskomité, der senere skiftede navn til Den Russiske Handlingskomité, og beskriver sig selv som „en bevægelse af russiske mennesker, der er imod krigen udløst af Putin og diktaturet i Rusland, og som støtter sammenholdet mellem antikrigsorienterede og prodemokratiske russere”. Komitéen tæller bl.a. fremtrædende Putin-kritikere som Garry Kasparov, Dmitrij Gudkov og Mihail Khodorkovskij. Mellem den 31. august og den 2. september afholdt komitéen en international Kongres for et Frit Rusland i Litauens hovedstad, Vilnius, hvor flere af komitéens medlemmer samt en række andre russiske systemkritikere lever i eksil.
Ifølge komitéen er formålet med kongressen at opbygge en „global koalition til forsvar af Ukraine og imod Putins regime”.
Komitéen skriver sig ind i den lange russiske emigrationshistorie som endnu et forsøg på at etablere en koalition af oppositionskræfter i eksil – en tradition, som i det postsovjetiske Rusland ikke har haft megen held med sig. Idéen møder skepsis fra kritikere, der mener, at kampen for et demokratisk Rusland skal kæmpes inden for landets grænser, og at det er en kamp mod mere end blot Putins regime:
„Putin er symptomet, ikke sygdommen”.
Sådan lyder diagnosen fra den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin i et essay, der blev bragt i dansk oversættelse i Information i april i år. Sjisjkin istemmer både Aleksijevitj og Etkind, når han efterlyser både et retsligt og et kollektivt opgør med regimets forbrydelser: „Det kom aldrig til en afstalinisering i Rusland. Vi gennemførte ikke Nürnberg-processer mod den kommunistiske etpartistats ledere, foretog aldrig det store historiske opgør med Sovjetunionens masseforbrydelser. Nu afhænger Ruslands fremtidige skæbne af afputinisering [redaktionens kursivering, red.]”.
Ligesom Aleksijevitj trækker Sjisjkin altså tråde fra Stalins terror til den nuværende udvikling i Putins Rusland. Men det er vanskeligt at tale om et opgør med det nuværende regimes forbrydelser, alt imens krigshandlingerne fortsat udspiller sig i Ukraine, og russiske borgere fortsat fængsles på baggrund af forbudte ord.
Har det russiske folk savnet jernnævens greb? En historisk erfaring med undertrykkelse har lært den russiske befolkning, at det næppe kan betale sig at stride imod. Det russiske folk er ikke passivt, men dets politiske deltagelse kan betragtes som pragmatisk. Trods den massive politiske undertrykkelse vælger et mindretal dog at placere sig på den rigtige side af historien. Vi ved endnu ikke, hvem der får lov til at skrive den. ■
Har det russiske folk savnet jernnævens greb? Trods den massive politiske undertrykkelse vælger et mindretal dog at placere sig på den rigtige side af historien. Vi ved endnu ikke, hvem der får lov til at skrive den
_______
Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.
Kilder:
Olga Malinova(2021) “Framing the Collective Memory of the 1990s as a Legitimation Tool for Putin’s Regime, Problems of Post-Communism, 68:5, 429 441, DOI: 1080/10758216.2020.1752732
Alexander Etkind, (2013) Warped Mourning: Stories of the Undead in the Land of the Unburied (Stanford: Stanford University Press, 2013). 300 pp.
Rojzman interview (2021): https://www.thedailybeast.com/yevgeny-roizman-is-the-new-face-of-russias-anti-putin-movement
Михаил Шишкин: Путин – симптом, а не болезнь / Mikhail Sjisjkin (2022): Dansk oversættelse https://www.information.dk/kultur/2022/04/vesten-kan-hjaelpe-russerne-maa-afputinisere-rusland?lst_cntrb
Katrine Stevnhøj (2022) ” Frygt og solidaritet farver folkestemningen i Georgien”, Ræson https://www.raeson.dk/2022/katrine-stevnhoej-frygt-og-solidaritet-farver-folkestemningen-i-georgien/
ILLUSTRATION: Luzjniki Stadion, Moskva, 18. marts 2022: Putin under en støttekoncert for de russiske soldater i Ukraine. Koncerten – der havde titlen “For en verden uden nazisme” – markerede også otteårsdagen for annekteringen af Krim [FOTO: Mikhail Klimentyev/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
