Kjeldgaard-Pedersen og Schack: Putin kommer næppe foreløbig på anklagebænken i Haag

15.04.2022

Det påstås ofte, at folkeretten til syvende og sidst er et tandløst retssystem, fordi de stærke stater alligevel gør, hvad der passer dem. Og når folkeretsjurister skal vurdere, om Putin kan stilles for en international straffedomstol, vejer magtpolitiske overvejelser ofte tungere end juridiske argumenter og bevisførelse.

Af professor Astrid Kjeldgaard-Pedersen og adjunkt Marc Schack

I den forgangne uge har medierne været fulde af gruopvækkende billeder og videooptagelser, der tyder på en markant forråelse blandt de væbnede styrker på begge sider af krigen i Ukraine. Vi har set videoer af ukrainske styrker, der mishandler og likviderer russiske krigsfanger, og på billeder fra forstadsbyen Butja har hele verden kunnet bevidne det spor af død og ødelæggelse, som de russiske styrkers tilbagetrækning fra Kyiv-regionen efterlader sig. Flere hundrede lig af tilsyneladende civile ukrainere ligger, hvor de er faldet, på gader og stræder, i haver og kældre, mens andre er blevet helt eller delvist begravet i påbegyndte massegrave. De fleste er øjensynligt blevet skudt ned mere eller mindre tilfældigt, mens andre er blevet tortureret og henrettet med armene bundet på ryggen. Disse billeder fik en lang række statsledere til at kræve handling. Gerningsmændene skal stilles til ansvar hurtigst muligt. Samtidig forøges frygten for, at lignende rædselsscener vil vise sig, når Ukraine generobrer flere byer – eller når internationale medier igen får adgang til områder, som pt. er afskåret fra omverdenen.

Krigsforbrydelser, nok forbrydelser mod menneskeheden – måske folkedrab
Set fra et juridisk perspektiv er der al mulig grund til at antage, at alvorlige krigsforbrydelser er blevet begået i Butja. Likvideringer og tortur af civile ligger klart inden for den folkeretlige definition af krigsforbrydelser, som bl.a. er nedfældet i Romstatutten fra 1998, der etablerede Den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court, ICC). Der tegner sig desuden et billede af, at angrebene udgør et omfattende eller systematisk angreb på civilbefolkningen, og således at der er tale om såkaldte forbrydelser mod menneskeheden, som også hører under ICC’s kompetence.

Allerede i løbet af konfliktens første uge annoncerede den nyudnævnte ICC-anklager Karim A. A. Khan fra sit kontor i Haag, at han ville indlede en efterforskning af bl.a. krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Ukraine. Også folkedrabsforbrydelsen falder inden for anklagerens kompetence, men den juridiske definition af folkedrab er så specifik, at den indtil videre har været mindre relevant i den foreliggende sammenhæng. Folkedrab forudsætter nemlig, at de ansvarlige har til hensigt at ødelægge en ”gruppe” – defineret ud fra nationalitet, etnicitet, race eller religion – ”som sådan”.

 

Det bliver vanskeligt at løfte den tunge bevisbyrde for, at russiske soldater og deres overordnede har haft forsæt til folkedrab
_______

 

I sin officielle begrundelse for invasionen påstår Rusland, at der er blevet begået folkedrab på russere i Donbas-regionen. Disse anklager mod Ukraine forekommer helt oplagt grundløse i betragtning af den snævre definition af folkedrab. Og selv om vi ser flere og flere eksempler på, at russerne omtaler ukrainere i dehumaniserende termer, bliver det formodentlig også vanskeligt at løfte den tunge bevisbyrde for, at russiske soldater og deres overordnede har haft forsæt til folkedrab. Tiden vil dog vise, om der kommer yderligere efterretninger om retorikken blandt de russiske styrker og ledere. Hvis det kan dokumenteres, at formålet med invasionen er ”at tilintetgøre ideen om at være ukrainer”, som USA’s præsident Joe Biden udtrykte det den 13. april, kommer vi ganske vist et stykke nærmere definitionen af folkedrab. Men da Folkedrabskonventionen fokuserer på de fysiske og biologiske aspekter ved ødelæggelsen af en gruppe, kræves ganske konkrete beviser for et egentligt folkedrabsforsæt.

Billederne fra Butja er som bekendt ikke den første dokumentation for brutal russisk krigsførelse. Også fra andre steder i Ukraine har internationale medier og humanitære organisationer siden invasionens begyndelse rapporteret om, at russerne har set stort på en række af de helt centrale regler i krigens love, herunder pligten til at skelne mellem militære og civile mål. Der bliver gennemført massive bombardementer med problematiske våben – såsom klyngeammunition – i byområder, og russerne lader til bevidst at bombe hospitaler og bygninger, der tydeligt bruges til at huse civile (fx et teater i Mariupol). Alt dette indikerer, at det russiske militær har begået en lang række meget omfattende og alvorlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Også på ukrainsk side vil der – om end i væsentligt mindre omfang – formentlig være krigsforbrydere at finde. I den forgangne uge kom der således videooptagelser frem, som øjensynligt viser ukrainske styrker, der henretter russiske krigsfanger. Ligesom civile er krigsfanger såkaldt beskyttede personer i en international væbnet konflikt, og det er derfor en krigsforbrydelse at begå forsætlige drab på krigsfanger eller tilføje dem ”betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred”.

Efterforskningen er i fuld gang
Der er ofte meget langt fra konstateringen af, at internationale forbrydelser har fundet sted, til at konkrete personer bliver stillet til ansvar for dem. Det skyldes en kombination af internationale politiske magtforhold og juridiske udfordringer. I forbindelse med krigen i Ukraine har der været hidtil uset opbakning til efterforskningen af internationale forbrydelser, hvilket kan give forhåbning om, at nogle af stenene på vejen mod retsforfølgning i Haag kan fjernes. Både militært og retligt startede krigen i Ukraine allerede i 2014, da Rusland invaderede og besatte Krimhalvøen og støttede oprørsstyrker i det østlige Ukraine. Det skete i umiddelbar forlængelse af Maidan-Revolutionen, hvor den pro-russiske præsident Viktor Yanukovych blev afsat. Som følge af først den voldsomme revolutionsproces og siden den russiske besættelse og konflikten i øst afgav Ukraine i 2014 og 2015 to erklæringer, der giver ICC jurisdiktion over situationen i Ukraine ”indtil videre”. En indledende efterforskning af internationale forbrydelser begået i det østlige Ukraine har været i gang i flere år, og den proces fik fornyet momentum – og et markant udvidet fokus – da Rusland invaderede den 24. februar. Allerede den 2. marts havde 39 ICC-medlemslande, heriblandt Danmark, på ICC-anklagerens opfordring formelt henvist sagen til domstolen, hvilket gjorde det muligt at undgå tidskrævende formelle procedurer og i stedet igangsætte den udvidede efterforskning straks. Denne genvej til hurtig retsforfølgning er ikke anvendt tidligere.

Ud over ICC-anklagerens eget efterforskningshold har både FN’s Menneskerettighedsråd og EU sammensat efterforskningshold, der skal undersøge situationen i Ukraine, ligesom bl.a. USA og Canada har lovet at støtte den internationale efterforskningsindsats. Parallelt med disse tiltag gennemføres selvstændige undersøgelser af f.eks. OSCE samt en række NGO’er, herunder Human Rights Watch og Amnesty International. Hertil kommer, at Ukraine også selv indsamler beviser og gennemfører undersøgelser. Der er med andre ord fuld gang i efterforskningen af de russiske forbrydelser i Ukraine. Efterforskernes største problem bliver formentlig ikke at sandsynliggøre, at forbrydelser er blevet begået, eller at russiske styrker har stået bag. Det bliver snarere at afklare, hvilke konkrete personer der har gjort sig skyldig i hvilke konkrete forbrydelser – og hvor langt op i det militære og politiske hierarki skylden kan placeres og bevises. Derefter følger den store udfordring at få de mistænkte bragt fysisk til Haag, da ICC ikke gennemfører retsforfølgning in absentia (dvs. hvor tiltalte ikke er til stede). I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at ICC er en såkaldt komplementær domstol, hvilket betyder, at sager som udgangspunkt skal føres nationalt. Kun når dette ikke sker, vil ICC tage over. Zelenskyj-regeringen har – også af den grund – annonceret, at Ukraine selv er i gang med at undersøge, om der er blevet begået krigsforbrydelser imod russiske krigsfanger, og at de skyldige vil blive retsforfulgt, hvis det viser sig at være tilfældet.

Kan Putin retsforfølges?
Der er næppe tvivl om, at den person, som ukrainerne og deres støtter allerhelst ser på anklagebænken i Haag, er Vladimir Putin. På grund af de specifikke regler om individuelt strafansvar og kommandoansvar er det imidlertid ofte vanskeligt at bevise, at de øverste politiske ledere er skyldige i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Det kan naturligvis ændre sig, efterhånden som konflikten skrider frem. På nuværende tidspunkt er den mest åbenlyse – og nemmest bevislige – forbrydelse, som Putin har gjort sig skyldig i, aggression. Romstatutten kriminaliserer aggressionskrig, og der er hverken tvivl om, at Ruslands invasion af Ukraine er aggression, eller at Putin er ansvarlig herfor. Problemet er imidlertid, at ICC på grund af kontroversielle jurisdiktionsbestemmelser i Romstatutten ikke kan tage stilling til spørgsmålet om aggressionsforbrydelsen, når Rusland ikke selv er medlem af ICC. Så længe Putin er statsoverhoved, er det i øvrigt uafklaret, om han vil kunne påberåbe sig immunitet. I frustration over disse retlige begrænsninger diskuteres det i disse dage, om en ny ad hoc-domstol bør oprettes med det specifikke formål at retsforfølge den russiske aggression mod Ukraine. Etableringen af en sådan mekanisme rejser en række både praktiske og principielle spørgsmål. Det vil være muligt at tildele en sådan domstol den jurisdiktion, som ICC mangler, men den vil stå over for samme udfordringer i forhold til immunitet.

Virker det internationale strafferetlige system?
Det påstås ofte, at folkeretten til syvende og sidst er et tandløst retssystem, fordi de stærke stater alligevel gør, hvad der passer dem. Ruslands invasion af Ukraine og åbenlyse mangel på respekt for folkeretten i almindelighed og krigens love i særdeleshed rejser unægteligt spørgsmål om den internationale retsordens bæredygtighed. Når et permanent medlem af Sikkerhedsrådet overtræder nogle af de mest fundamentale regler, bliver hele det folkeretlige system udfordret. Og når folkeretsjurister skal vurdere sandsynligheden for, at højtrangerende officerer og andre ledende skikkelser i Rusland, herunder Putin, kan stilles for en international straffedomstol, vejer magtpolitiske overvejelser ofte tungere end juridiske argumenter og bevisførelse. I mangel på et verdensomspændende organ, der effektivt kan sikre håndhævelse af de folkeretlige regler, er det imidlertid et vilkår, vi må affinde os med.

Samtidig er der ingen tvivl om, at folkeretlige argumenter fylder meget i den aktuelle debat – på begge sider af konflikten. De seneste dage og uger har vist, at fordømmelsen af de russiske overgreb på civile fortsat sker med juraens sprog: Vi taler om ”krigsforbrydelser”, ”forbrydelser mod menneskeheden” og sågar ”folkedrab”, og politikere verden over kræver de ansvarlige retsforfulgt. Selv stater som Indien, der hidtil har forholdt sig afventende, lader til at skærpe retorikken over for Rusland i takt med at beviserne for internationale forbrydelser hober sig op. Mens Ukraine er følsom over for anklager om overtrædelser af krigens love, er der indtil videre ikke meget, der tyder på, at russerne lader sig tynge af udsigten til retsforfølgning.

Det er alt for tidligt at drage konklusioner om retsopgøret i kølvandet på Ukrainekrigen. ICC-anklageren vil højst sandsynligt rejse tiltale mod enkeltpersoner i det russiske militær. Men det kan tage flere år, og det er endnu usikkert, hvor langt op i det militære og politiske hierarki skylden kan placeres. Den sørgelige juridiske realitet er, at der er store udfordringer forbundet med drage Putin og hans nærmeste til ansvar for de internationale forbrydelser, der bliver begået i Ukraine. Selv hvis beviserne er tilstrækkelige til tiltale ved ICC, er det i sidste ende et politisk spørgsmål, om det bliver muligt at få de ansvarlige bragt fysisk til Haag, så retsforfølgning kan gennemføres. Det afgørende bliver næppe udlægningen af juraen, men snarere om Putin kan fastholde magten i Rusland. ■

 

Den sørgelige juridiske realitet er, at der er store udfordringer forbundet med drage Putin og hans nærmeste til ansvar
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden